________________________________________________________________________________

Nr. 3_______________________Søndag den 1. marts 1896.______________________ 1. årg.

Arbejderglasværket
i Carmaux.

Lige i begyndelsen af diskussionen om denne sag fik tilhængere af deltagelsen i valgbevægelsen den overbevisning (og det var for nogle af dem en alvorlig lære), at ingen ville anerkende en deltagelse i valgkampene for at være et revolutionært middel og derfor ingen tænkte på at anvende en del af glasværkets overskud til noget sådant. Til almindelig overraskelse erklærede endogså koorperativforeninger, at deres understøttelse som andelshavere og glasarbejdernes kunder kun ville blive ydet på den betingelse, at “det mulige overskud i intet tilfælde og under intet påskud måtte benyttes til at lave rigsdagsmænd.” Fra dette øjeblik at regne, havde udvalgets politiske element tabt spillet. Man blev, med tilslutning af Jaures, der var nødt til at gøre gode miner til slet spil, enig om, at “udbyttet skulle anvendes til almen indretning med et økonomisk og socialt formål”; hvad denne nu skal være, skal fastslås af alle de interesserede foreninger.
Efter at dette var afgjort, stod nu kun tilbage: selve glasarbejdernes frihed og beskyttelse: en vigtig opgave, da nogle anarkistiske venner, inden sagen var bekendt eller helt afgjort, havde rejst en forhastet beskyldning om despoti mod udvalget. Dette har forstået, at bevise den offentlige mening, at proletariatet, der har erklæret sig for “ejer” af det påtænkte glasværk, ikke tænker på at befri glasarbejderne fra et gammelt åg for at pålægge dem et nyt, som ville være endnu mere utåleligt. Det ville desuden sørge for, at glasarbejderne i tiden mellem to generalforsamlinger, skulle være beskyttet mod al vilkårlighed fra glasværkets overordnedes side. Det fastslogs derfor: 1. at bestyreren og ingeniørerne skulle vælges af arbejderne selv; 2. at kun bestyrelsesrådet skulle have lov til at foretage afskedigelser; 3. at dette bestyrelsesråd skulle bestå at ni personer, hvoraf de seks skulle vælges af arbejderne ud af de glasarbejdere, der tilhørte det franske fagforeningsforbund (Fédération Nationale), mens der af generalforsamlingen skulle vælges tre repræsentanter for de deltagende fag- og arbejderforeninger; 4. endelig at enhver af bestyrelsesrådet foretagen afskedigelse altid kan appelleres til generalforsamlingen. Kan man så påstå, at arbejderne i Carmaux kun har afrystet en udbytning fra et mindre antal personers side for at blive udbyttet af de mange?
Efter at disse forskellige punkter var bleven afgjort, måtte udvalget løse et andet spørgsmål, der var lige så vigtigt som det første, da alt det hidtil vedtagnes opretholdelse ville afhænge af dets bevarelse. Dette spørgsmål lød således: ved hvilket middel kan man gøre fordring på alt, hvad der bliver lagt op, uden at det tillades sådanne personer eller grupper at komme ind i foreningen, der ville være i stand til at forandre statuterne således, at de kom til at udtrykke det modsatte af, hvad der havde været de arbejderforeningers formål, der havde grundet foretagendet?
Man kan forstå vanskeligheden, som løsningen af denne opgave frembød, da hvert eneste punkt i den avr en krænkelse af den franske Foreningslov af 1867. Ikke deto mindre fandt udvalget efter lang søgen på følgende udvej: Der skal foretages en indsamling ved udstedelsen af beviser på 20 centimer; et sådant bevis eller seddel skal give dens indehaver alle de fordele en sædvanlig lotteriseddel*) giver; men de skal kun kunne ombyttes i fuldt indbetalte andelsbeviser, af samme værdi, i arbejderglasværket i sådanne fag – og arbejderforeningernes navn, der har forpligtet sig til at overlade deres andel i udbyttet til en indretning med et økonomisk formål, således som det er bestemt i statuterne.
Ved dette middel henvendte udvalget sig uden at tilbagevise nogen understøttelse, væsentlig til solidariteten, hos arbejderforbundet, som en udstedelse af aktier ville have frastødt, og sikrede sig mod nogen indblanding af privatkapital.
Denne forsigtighedsforholdsregel syntes dog ikke tilstrækkelig. Da de (faglige og andre) arbejderforeninger stadig fornyes og da derfor den af glasværkets grundlæggere indgåede forpligtelse om kun at benytte udbyttet til en indretning med økonomisk formål, som så skal bestemmes af alle deltagerne, i fremtiden kunne blive krænket af deres efterfølgere, blev denne forpligtelse ikke indsat i statuterne, som stadig ville kunne blive ændrede, men derimod i spidsen for selskabets grundbestemmelser, som en afgørende og endelig afgørelse. Desuden frygtede udvalget for, at handelen med andelsbeviser engang ville kunne udelukke de faglige foreninger til fordel for de ufaglige arbejderforeninger eller omvendt, og det bestemtes derfor, at der kun kunne sælges andelsbeviser fra en faglig forening til en anden faglig forening og fra en ufaglig til andre ufaglige foreninger. Dette bærer altsammen præg af mistillid, som måske den absolutte frihedsteori kan føle sig stødt ved, men det er forsigtighedsforholdsregler, som måske retfærddiggøres ved de overrumplinger, som det kapitalistiske samfund medfører, og den begærlighed, det begunstiger.
Arbejderglasværket fortjener altså, som man kan se, fuldt ud understøttelse. De personer, der har viet sig til det, har, idet de endog er gået ud over den målestok, de nuværende økonomiske love tillader, bevaret glasarbejdernes rettigheder og revolutionens fordringer. De har endvidere – og dette kan man se på de par marxisters vrede, der ikke, som nogle andre arbejdere af samme “religion”, ville bøje sig for arbejdernes vilje – bortfjernet alt det fra deres foretagende, som kunne give det et anstrøg af det kollektivistiske**) system. Alle de, der har kæmpet mod alle former for tyranni, bør altså yde det deres bistand, uden at glemme, vi gentager det særligt, at de økonomiske forhold, hvorunder de lever, har forhindret dem i at gøre mere end de har gjort for, at sikre glasarbejderne brødet og tillige friheden.

*) Oversætteren i “Sozialist” erklærer, at han ikke rigtig kan forstå meningen med dette sted.

**) Dette ord bruges her i dets franske betydning. I Frankrig betegnes marxisterne (Gnesdisterne) som kollektivister.

__________
Tidens Krav.
____

Hvad er tidens krav?
Skulle man tro kapitalistbladenes og Social-Demokratens hæsblæsende udgydelser i den sidste tid, måtte det være et uafviseligt krav, at få Scavenius eller Oscar Hansen sat ind i Folketinget. Til dagligdag beskæftiger de nævnte blade sig rigtig nok ikke meget med politik, endsige da samfundsspørgsmål af mere gedigen værd, – Social-Demokraten gør det næppe nok – men den ekscellerer dog ikke i den grad i at bringe det faderte pjat til torvs, som de andre blade, højre- såvel som venstreblade; spalte op og spalte ned kan man i disse blade læse pikante historier, lovtaler over mer eller mindre frække variétésangerinder, modejournasartikler og servile beskrivelser af fester ved hoffet og af dragterne dér. At intet af alt dette er tidens krav, vil alle fornuftige mennesker være enige med os i.
I nærheden af valgdagen bliver bladene imidlertid alle som én politiske om en hals, da sættes alt ind på parlamentarismen. Masser af penge kastes i rendestenen til den.
Men tidens krav er ikke parlamentarismen. Der går ikke en dag, uden at der leveres beviser for dens umulighed, og i de store stater brister for hver dag der går. Tilliden hos arbejderne til dette “universalmiddel” mod den store sociale elendighed.
“Tidens krav er socialismen”, råber social-demokraterne. Men socialismen indført gennem parlamentarismen ved gradvis forbedring af arbejdernes kår, gennem en forandring af lovene – som det franske ministerium for tiden gør sig til talsmand for – det er ikke tidens krav. En forandring af lovene er kun at lappe på en gammel, forslidt klædning og hver lov bærer i og sig selv spiren til mulige uretfærdigheder – ikke at tale om, at en stat dannet på denne måde, kun vil blive en løsning af spørgsmålet, der virker skadelig, fordi den kun vil forhale en virkelig radikal helbredelse af samfundets sociale sygdomme. Hertil kommer, at der ved den sociale stats dannelse let vil skabes et tyranni og et herredømme fra oven af, der snart vil gøre tilstanden så utålelig, at man hurtigt vil gå over til den eneste mulige samfundsform: Anarkismen, en samfundstilstand, hvor det ene individ ikke lever på det andets bekostning, hverken åndelig eller legemlig talt. Hvor alle individer frit kan udfolde sig, hvor produktion og komsumption finder sted ved fri samvirken mellem de enkelte grupper, og hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.
I agitationen for og troen på dette samfund mødes arbejderen med filosofen, videnskabsmanden med digteren, og i agitationen for dette samfund vil “Proletaren” yde sit lille bidrag.
Derfor abonner på “Proletaren”, køb “Proletaren”, agiter for “Proletaren”, skriv i “Proletaren”. Alle bidrag er velkomne.
Særlig opfordres de gamle revolutionære til at komme med frem. De er vel ikke alle “døde”?

Pioner.

___________
Til erindring om August Vaillant.
_______

To år er nu gået, siden August Vaillant blev henrettet, Vaillant, som kastede bomben i det franske deputeretkammer, uden at nogen blev dræbt derved. Da der den gang her hjemme blev udbredt synspunkter i den sag – synspunkter som var beregnet på at nedsætte Vaillant såvel som de ideer, han erklærede at være besjælet af, – kunne det være på sin plads at opfriske begivenheden i folks hukommelse.
Man ville den gang indgyde folk en uovervindelig skræk for anarkismen, denne farlige fjende af det politiske rænkespil, som man af mange grunde ikke vil undlade at deltage i.
Hvem husker ikke den artikel som efter attentatet stod i “Social-Demokraten”, og hvori man på den mest umotiverede måde fremstillede anarkisterne som en bande af mordere og banditter. – Ikke et ord, som kunne bidrage til, at folk kunne forstå gerningen, kun smuds og atter smuds! Nuvel, lad os da nu to år efter forsøge at føre hele hans sjæleliv og udvikling frem for os og ud af forholdene søge at forklare os den kækkes handling. Dette vil vi forsøge derved, at vi på dansk gengiver følgende artikel af vor meningsfælle, Sebastian Faure, som kendte Vaillant personlig.
Det er to år, siden Vaillant under råbet “Død over det borgerlige samfund! Leve Anarkiet,” på Place de la Roquette vandrede til døden.
En stor menneskemængde var forsamlet på stedet og ved en usædvanlig magtudfoldelse blev denne holdt i en betydelig afstand fra guillotinen. Denne mængde, som ellers ved lignende lejligheder optrådte larmende med munden fuld af rå og vittige talemåder, med rusens udtryk i deres øjne og med uro i benene, som følge af den lange ventetid, var dengang usædvanlig rolig og imponerende.
Hans forbrydelse var bekendt. Den havde gjort mere larm end bomben, han kastede i Palais Bourbon. Ingen var ved hans kast blevet revet ud af de levendes rækker. o´g dog skulle han med sit hoved betale den skræk, han havde udsået.
To venner, som om natten havde erfaret det mørke budskab, kom for at vække mig; og jeg var der. Hvad var det for tanker, der jog omkring i min hjerne: Jeg så i tankerne den mand igen , som jeg for fem eller seks år siden lærte at kende. Han var en mand med et klart hoved, et varmt hjerte og en jernvilje. Han var kraftig bygget, han var rask i sine beslutninger, livlig i sin lidenskab og lige så stærkt var hans had. Han havde ført det samme liv som alle dem, der er født i fattigdom, og drengens kinder havde lige så meget savnet kærtegn som hans mave brød. Langt tilbage lå allerede dengang det tidspunkt, da han første gang kom i berøring med øvrigheden; han havde en gang taget noget for at tilfredsstille sin sult for ikke at falde om af udmattelse. Han havde forsøgt sig i alle fag og var kommen omkring i alle egne; intet steds havde han fundet et “fædreland”, et stykke jord, hvor lykken tilsmilede ham. Håbet om at finde noget for at tilfredsstille sin sult drev ham til Amerika og skuffelsen havde drevet ham derfra igen.
Jeg så ham for mig, som han var efter sin tilbagekomst; alle hans illusioner var bristede, han prøvede den vej, han havde tilbagelagt og den bane, der nu lå for ham: overalt uoverstigelige bjerge, utilgængelige højder, uendelige dybder.
Uvejret rasede og himlen var bedækket med mørke skyer; der stod han nu hjælpeløs i den strømmende regn, rystet af den løsslupne storms vilde rasen, intet gæstfrit hus, hvorhen han kunne fly; intet tilflugtssted, hvor han kunne bjærge sig for kvalerne; intet klart punkt i horisonten, som kunne antyde en ende på uvejret. Længe havde han gjort som så mange andre, han havde anråbt det jordiske forsyn: loven og staten, af hvem de lettroende venter en ende på deres lidelser eller en lettelse af deres byrder. Men til sidst kom han til den anskuelse, at disse stene, som ligger menneskene i vejen, disse afgrunde, som omgiver dem, alt det ikke hidrørte andet end netop fra loven og staten, netop fra det jordiske forsyn; og inderst inde gennemtrængt af det ørkesløse i at rette bønner til lovgiverne, bragt til raseri ved ophobede skuffelser og kvaler kom han til den uhyre beslutning at hævne sig på Frankrigs lovgivere. Jeg så ham i tankerne en dag gå ind i det palads, hvor de mennesker samles, som laver lovene og regere. Da kommer han i raseri til at tænke på, hvorledes rollerne nu er ombyttede og at det nu er ham, der hidtil var bleven pisket af stormen og uvejret, er ham, der har lyn og torden i sin hånd. Han har det hos sig, her under kappen. Og i et sekund, hvor hans hele jeg ikke er andet end denne skrækkelige fortvivlede tanke, – kaster han bomben.
Da flammer der et lyn! Paladsets mure, som er vant til en mindre larmende taleflom, genlyder af tordenbraget, som af ekkoet bliver båret videre og høres på alle fire hjørner af jordkloden….
Vaillant som er såret, erfarer, at et betydeligt antal meningsfæller bliver arresteret eller skal arresteres. Han har handlet som enkeltmand uden nogen andens hjælp; han står til ansvar for sin handling; han vil ikke, at nogen skal lide derfor og bekender sig som ophavsmand til gerningen. I omtrent to måneder er han i fængsel. Hans holdning er forbleven fast uden svaghed og uden praleri; han har forklaret, hvorledes han er gået til værks; dødsdommen er faldet; han venter døden, han er beredt til at tage følgerne af sin forbrydelse på sig.
Pludselig ser jeg i tankerne porten på “La grande Roquette” åbne sig og Vaillant viser sig, øjeblikkelig slugt af alles blikke, han er lænket på hænder og fødder; dog kaster han et stolt og roligt blik ud over mængden. Pludselig standser han og med meget høj stemme udråber han de ord, som er citeret i begyndelsen. Derefter vender han sit blik mod den skæbnesvangre økse, uden tvivl forekommer denne kniv ham som et symbol på samfundet.
Han havde forsøgt at hævne sig blodig på samfundet, nu hævnede samfundet sig blodig på ham.
Igennem mængden, som overværede denne sørgelige tragedie, løb en voldsom gysen som selv “fagtilskuerne”, disse udtørrede hjerter, som igennem vanen er bleven ligegyldige, ikke kunne unddrage sig.
Klokken er fem om morgenen, netop den time, da man vækkede mig den 5. februar for to år siden.
Vaillants datter er bleven tilbage hos mig. Hun befinder sig i værelset ved siden af i en lille jernseng; hun sover, hendes hænder er knyttede. Hvil i fred, barn!
I disse dage ville jeg have sat dig i pension i nogen tid; så snart man havde erfaret, at du var hans datter, viste man dig tilbage. Hvad ville børnenes forældre sige, når de erfarede, at deres børn blev opdraget sammen med en barnet af en henrettet.
Så meget desto bedre! Jeg vil beholde dig hos mig, hos os; vi vil blive ved at pleje de følelser i dit unge hjerte, som din fader ville have plejet, hvis han havde været lykkeligere, vi vil lære dig at holde hans minde i ære – trods alt; i vor midte, plejet af vor kærlighed, vil du lære at forstå den rette, den ideale betydning at de ord, som din fader talte på sin vandring til døden.

____________
Hvad er frihed?
_____

Begrebet “frihed” synes, ved første betragtning, ikke at indeholde nogen uklarhed, men ved nærmere eftertanke, ser man, at intet ord er så tvetydigt som ordet “frihed”. Man siger, at et menneske er frit, når det har mulighed for at kunne gøre hvad det vil, men for en slave, som har en god herre og som af den grund er tilfreds med son trældom, består friheden jo kun deri, at kunne fede sig under sin herre og da alle hans ønsker indskrænker sig til nydelse, kan han jo godt selv tro, at han er fri. Det nytter derfor intet, at man selv tror, at man er fri; man kan alligevel godt være ufri. En sanger, som synger falsk, kan godt selv mene, at hans sang er smuk, men harmonilæren kan overbevise ham om hans fejltagelser. Ligeså er det med friheden: Et undertrykt folk kan godt selv tro, at det er et frit folk; derfor kan et forstandigt, uhildet menneske alliogevel se, at dette folk er underkuet. Men hvad er det da at være fri? Det er ikke blot at kunne gøre, hvad man vil, men det er også ikke at anerkende anden autoritet end sin egen fornuft. For at være fri må man have en uddannet forstand, det vil sige, man skal ikke besidde en individualitet, der støtter sig på andres tanker, som man har slugt uden at fordøje dem; men man må overvinde den træge, dvaske viljekraft, som får os til at antage idéer, der er moderne, ikke for deres rigtigheds skyld, men for at blive fri for selv at tænke. Folk kalder sig moderate, radikale, socialdemokrater eller anarkister, men man bør først og fremmest være sig selv. Man bør selv danne sig en mening og have mod til at have en anden mening end en autoritet, det være sig præsten, kongen eller partilederen. Så længe folket kun har respekt for autoriteters mening, så længe forkærligheden for en bestemt mand eller en bestemt mands ord er fremherskende så længe vil folket være fordømt til slaveri, med eller uden etiketten “frihed”. Et virkeligt frit menneske er et sådant, som ikke lader sig beherske af en fremmed tanke, et uafhængigt menneske med sin egen tankeverden.

___________
Proletaren.
____

Så du ham henne ved porten?
Længe tålmodig han vented
hin morgen i bidende kulde,
bleg var hans kind af tidens
rastløse kamp for brødet.
Hjemme i bagstuens skumle,
dunkle, fattige rum,
søger hans hustru trøst
i sin Guds evangelium.

Et skingrende hvin i morgenens stilhed
af dvalen ham vækker.
Porten åbnes, han trænger sig ind
blandt de tætte rækker.

Snart foran skranken står han
mens arbejdskøberen retter
blikket mod ham ved døren
og gabende spørger: “Hva’ er dæ’?”

Næppe han hører den andens
ord om lidt arbejde, førend
han rejser sig og peger
bydende mod døren.

X. X.

___________
Menneskelykke.
______

Fra en meningsfælle i Freiburg har vi modtaget følgende til svar på artiklen “Menneskelykke”:

Den gamle fejl.

En gammel fejl begår vor afholdsmand i nr. 2 af “Proletaren” og skønt jeg ikke er det danske sprog aldeles mægtig, vil jeg dog forsøge at svare på artiklen “Menneskelykke”.
Den gamle fejl består deri, at den ærede indsender ikke alene forkaster det nuværende samfund, men også anarkistiske uden at sige os noget bedre. – Hans anskuelser om drikkeriet er der fra et anarkistisk standpunkt intet til hænder for at gennemføre alene, men et andet spørgsmål er det, om kun sådanne mennesker, som aldrig drikker en dråbe alkohol, er i stand til at hidføre et bedre samfund.
En anarkist er som bekendt modstander af ethvert herredømme og dette betinger naturligvis også tillige, at man behersker sig selv.
Som en følge deraf drikker en virkelig anarkist derfor aldrig mere, end han synes at gøre vel i. Som en følge heraf er det aldeles overflødigt at gøre kampen imod alkoholnydelsen til en hovedsag.
Men det var i det hele taget ikke hovedsagen af det, jeg ville sige. Den ærede indsender siger, at Jorden ikke er noget Paradis og vist heller aldrig bliver det, eftersom kampen for tilværelsen aldrig vil høre op osv. Således siger enhver spidsborger, således udtaler enhver sig, som ikke har nogen oplysning om vore bestræbelser. Eller som det også hedder: “det har altid været således og det vedbliver altid at være således”. Men med en sådan udtalelse viser indsenderen kun, at han aldrig har beskæftiget sig med vore ideer, da han i modsat fald ikke kunne tro, at vi nogensinde forestiller os, at Jorden skulle blive et Paradis. Ved et Paradis forstår man en tilstand, hvor man kunne få alt uden at man behøver at producere eller foretage sig det mindste. Men et sådant samfund forestiller vi os slet ikke. Vi regner med naturlovene og de siger, at man intet menneske finder, som ikke er i besiddelse af frembringelsesånd. Endvidere vil vi jo også være kulturmennesker og hidføre et samfund, hvori enhver kan blive delagtig i kulturfrembringelserne. Med få ord: Vi vil have naturlige gothold og så har vi også naturlige mennesker.

Th. Machner.
Freiburg.

Vi tilføjer:
Forfatteren til “Menneskelykke” gør sig åbenbart skyldig i en meget ensidig opfattelse af forholdene, idet han siger: “Men arbejderne bliver først lykkelig, når bajerskbryggeren ikke mere bliver rig.”
Er det da kun bajerskbryggere og brændevinsbrændere, der behersker hele samfundet? Nu, med dem blev vi vel snart færdige, dersom det var tilstrækkeligt til at gøre os lykkelige. Nej, er det ikke alle ejendomsbesidderne tilsammen, eller rettere, er det ikke hele systemet, hele det bestående samfund med sine forskellige magtfaktorer (staten, kommunen, lovgivningsmagten, politi, militær og domstole) som er skyld i de nuværende tilstande og for den sags skyld også drikkeriet?
Lad os dog ikke give os til at skære toppen af ukrudtet, men lad os rykke ondet op med roden, lad os ikke hilde os selv og andre i fejlagtige anskuelser om, at det er drikkeriet eller et andet underordnet onde, der er skyld i den elendige tilværelse, den store befolkning lever under, men lad os komme til en klar forståelse af den virkelige årsag, thi først da kan vi med held kæmpe for og opnå menneskelykke.

Redaktionen.

_______________
Visdomsord.
________

At nægte sjælen ret til at forske og spørge er at sætte præmie på dumheden eller på uhæderligheden.
Kristoffer Janson.
*
Alle større folkebevægelser, hvilken retning og hvilken hensigt de end måtte have, føre til slutningen altid til folkenes åndelige frihed.
Victor Hugo.
*
Folk! Akkordens ånd er Satan!
Henrik Ibsen.
*
For dem, som ikke har del i statens suverænitet, er lovene ikke andet end magten, sat i system.
Julius Fröbel.
*
Det være eller ikke være nu så, at mennesket undfangedes i synd og fødtes i smerte, det er dog sandt, at autoriteten skabtes af vold og er vold.
Herbert Spencer.
*
Revolutionen er den største af alle pligter, når den triumferer. Kun når den undertrykkes, bliver den til den største forbrydelse.
Af “Les droits de l’homme” (“Menneskerettighederne”).
_______________________________________________________________________________
Engelske kammerater beder os optage følgende:

Den internationale socialistiske Arbejder- og Fagforeningekongres 1896.

London Anarkist-Komité
______

Denne komité blev dannet ved en konference af anarkister, holdt i York Minster Music-Hall, London d. 26. december 1895 for at diskutere den internationale kongres.
Komittéens formål er at sikre – såvidt det er muligt og ønskeligt – en enig optræden af anarkisterne, såvel hjemme som ude, angående sagerne på kongressen og at forebygge, at de delegerede fra de anarkistiske og upolitiske arbejderes forening bliver ekskluderede af en professionel socialistisk- og arbejderkongres ved intriger fra den marxistiske klike i Organisationskomitéen.
Tochatti (Udgiveren af “Liberty”) er sekretær, Carmagnole House, Hammersmith, London, og meddelelser til ham vil være velkomne. William Wess (gruppen: “Arbejdets Venner”) er kasserer og bidrag til omkostningerne ved tryksager og andre mulige udgifter bedes sendt til ham.

S Reece,
Vicesekretær.

- Processen mod de anarkister, som var anklagede for sammen med Lega, at have konspireret mod Crispi, endte med frikendelse af samtlige anklagede. Til trods derfor er ingen af dem sat i frihed. Ad administrativ vej er de landsforvist til en øde ø.

(“Londoner Arbeiter Zeitung”.)

__________
En ærlig rigsdagsmand.
____

Raymond Gendre, en fransk rigsdagsmand, har d. 5. december forrige år offentlig erklæret, at han ikke ville stille sig til de næste valg, fordi han havde fået for megen modbydelighed ved politiken. Han betonede endvidere udtrykkeligt, at den sociale ligevægt kun kunne afskaffes tilveje ved magt. Her har vi i det mindste en rigsdagsmand, som er ærlig nok til at indrømme parlamentarismens unytte. En sjældenhed! Thi de herrer i Rigsdagen har en personlig interesse i at holde fast ved deres fede lvebrød og smedde nye lænker til folket.

(“Londoner Arbeiter Zeitung”.)

_____________________________________________________________________________
Følgende pjecer kan fås i ekspeditionskontoret:

“Til Proletariatet”. Af Joh. Most: 10 øre.
“Lønsysemet”. Af P. Krapotkin: 5 øre.

_____________________________________________________________________________
Diskussionklubben Tolerance

afholder diskussionsmøde hver mandag aften kl. 8½ i Vingt-trois, Frederiksborggade 23.

Mandagen d. 17. februar er emnet:
“Det kollektivistiske lønsystem”.

_________
Mandag d, 9. marts er emnet:
“Dåds-propagandaen”.

Alle har adgang.
______________________________________________________________________________

Husk de udelukkede skotøjsarbejdere!
______________________________________________________________________________
Redaktionens Brevkasse.

________

“Anarkismens filosofi” slutter i næste nummer

_______________________________________________________
NR. 1 1. MARTS 1908. 1. ÅRGANG
EKSP.: H. P. HANSEN, SUNDEVEJSGADE 20 ________________ REDIGERET AF HANS NIELSEN

Socialisme og anarkisme.
Centralisme og decentralisme.
______

Forskellen mellem socialisme og anarkisme er i få ord denne:
Socialisme hævder at produktions- og omsætningsformernes udvikling bestemmer samfundsforandringerne og at individerne ingen indflydelse har på de økonomiske forandringer i samfundet. Dette er den såkaldte marxistiske materialistiske historieopfattelse, også kaldet den socialistiske religion; den sidste benævnelse passer bedst, da socialister ligesom alle andre religioners tilhængere er bundne af deres uvidenhed.
Socialisterne deler individerne i overklasse og underklasse.
Underklassens individer bør slutte sig sammen for at bekæmpe overklassen, siger de, og forbinder hermed morallæren “solidaritetsfølelse”; denne morallære har været midlet til at disciplinere og binde de uvidende, ubevidste individer i centralisationens lænker.
Socialismens ideal er den autoriserede centralisering af den økonomiske og politiske magt. Denne centralisations realisering kræver autoritetstro og disciplin, dvs. individernes selvstændige tænkning og handlinger umuliggjorte, således at disse bliver viljeløse objekter, kun lydhøre for de parole-befalinger, der udgår fra dette tankefosters centrum.

Anarkismen er socialismens diamentrale modsætning.

Anarkisterne hævder, at alt eksisterende er materie, tankerne = ideerne danner ingen undtagelse herfra. Formerne, deres udvikling og forandring skyldes materiens cirkulationskraft.
Individet er en form for materien, som udvikler sig til selvbevidsthed. Dets udviklingstrang – egoismen – er årsagen til individernes indbyrdes kamp for tilværelsen.
Denne kamp om livsfornødenhederne bestemmer produktions-, omsætnings- og ejendomsformernes udvikling og forandring.
Anarkisten kender sig selv som den egoist, han er. Han er enhver højere magts fjende og anerkender ingen anden ret, end – sin egen magt til at udnytte alt omkring sig som brugsgenstande.
Anarkisme er decentralisering af den økonomiske og politiske magt, og dens ideal er: Anarkiet.
Det er den eneste teori om den menneskelige udvikling, som ikke er i strid med virkeligheden, idet dens lære hviler på den uomstødelige kendsgerning, at egoismen er drivkraften i udviklingen.

H. P. H.

_____________________________________________________________________________
Socialismen er ligesom alle andre religioner en smitsom hjernesygdom, en hjernetåge, der tilslører den individuelle kamp.
_____________________________________________________________________________

Ankomsts-anmeldelse.

Når vi nu, sammen med danske kammerater, starter et anarkistisk tidsskrift, så gør vi det i den forvisning, at den bliver modtaget vel af det revolutionært sindede proletariat, samt i den forhåbning, at alle gør deres bedste for at udbrede selvsamme, så den kan udvikle sig og blive endnu større og mere værdifuld.
Allerede nu vil vi klart og tydeligt fremlægge, at vor hensigt er at stå som uforsonlige fjener af de bestående samfund, at vi, så langt vor formåen rækker, ubarmhjertigt vil slå ned på al slags organiseret statssystem, endda det socialdemokratiske, vel vidende, at al statslig ordning medfører bestemmelser og love, som i deres ordning fordrer vogtere (socialdemokratiske), dommere og politivæsen – og politisystemet er den råeste form af volden.
Nej, ned med de statsligt sindede samfundsreformatorer! skal være vores kampråb.
Og til dette nedrivningsarbejde, anser vi at måtte fordre, at alle midler er tilladte.
Vi agter ikke, som en del såkaldte revolutionære socialister anser for tilrådeligt, at tage afstand fra et individs revolutionære handling. Vi ønsker, at proletariatet må opfinde og anvende sig af de kraftigste og mest effektive midler og våben.
Vi vil ikke her fremlægge noget program for, hvordan fremtidens samfund kommer til at arte sig. Vi vil istedet koncentrere vores kræfter på et radikalt nedrivningsarbejde. Vi vil forsøge af afvænne arbejderne fra at kompromittere med sine udsugere om nogle ørers højere timeløn og istedet søge at få selvstændige, individualistiske handlinger frem.
Vi ser dagligt borgere og socialdemokrater kompromittere. Lad dette være en ansporing for os, til altid og kraftigt at slå ned på volden og tvangen.
Ned med udsugerne og staten!
Frem for den indivdualistiske anarkisme!

Redaktionskommittén.

***

Bort med moralen.
_____

Individuel frihed er truet i ethvert samfund. En vis individuel frihed kan købes for penge i det nuværende samfund; derfor lever storkapitalisten i øjeblikket i en forholdsvis individuel frihedstilstand, begrundet på, at han har frigjort sig fra ethvert moralbegreb, der kunne hæmme hans ønsker og mål.
For dem, som er underkastet al mulig tvang i det nuværende samfund, såvel økonomisk som moralsk, nemlig arbejderne, gælder det om at finde den nærmeste og bedste vej til frigørelse. Og den vej, som er hurtigst og bedst at vinde igennem, er den, sin fører ud af moralen, altså revolutionere sin hjerne, frigøre sin tankegang fra de tillærte og indbildte næstekærligheds- og lignende moralbegreber, som aldrig praktiseres i handling, undtagen af frygt eller med snu beregning.
Tanker er toldfri, siger et gammelt ordsprog, det vil sige, at her er ingen bånd, ingen tvang undtagen netop det tillærte, og dette binder kun, så længe man selv lader sig binde og dette gør man absolut ikke længere end til man har forstået, at man ved at besvære sig selv med disse begreber kun bliver en fodskammel for andre, der udnytter denne éns dumhed, bedst betegnet.
Og du, arbejder, der fra barn af har fået indterpet den kristne moral, ligesom du senere har hørt og læst så meget om den socialdemokratiske kammerat- og broderskabsånd samt solidaritetsfølelse, som du i begyndelsen blev grebet af og troede på, har du ikke ofte erfaret, at det var løgn og humbug alt sammen? Derfor kast det skidt af dig, disse elendige pjalter, som aldrig vil kunne skjule noget individs nøgenhed. Og hvorfor skulle du gemme dit oprigtige Jeg under slig en maske; mennesket er og bliver egoist.
Men når det nu en gang er således, hvorfor så hykle, hvortil denne spillen komedie; du har vel hørt, hvorledes man fortæller dig, at for at praktisere anarkisme må menneskene først blive engle! Nej, du skal hverken være djævel eller engel, thi hvad betyder vel begrebet godt og ondt, når man er frigjort fra moralen. Nej, du skal bare være dig selv, være den egoist, du som menneske af naturen er; da har du først det rette grundlag og livssyn at arbejde på for dit eget Jeg.
Sammenslutningens generaler, arbejdsførerne, som nu ikke længere vil kunne bruge dig til stemmekvæg, desformedelst du nu ikke længere vil lade dig repræsentere af andre, da du derved udsætter dig for at blive snydt og narret, som det er gået dig så ofte, de vil nu beskylde dig for at nære renlivede kapitalistiske tanker – ja, politikerne vil måske endog beskylde dig for at være købt af Højremænd – men det vil jo blot sige, at du er den samme egoist, som arbejdsføreren selv er, at du ikke længere vil være trækdyr for deres med solidaritetshumbug belæssede vogn. Dermed er ganske vist ikke det økonomiske tryk borte; du vil måske føle det meget stærkere nu end før, men det betyder jo blot, at du er blevet bevidst om din stilling, om at du også må frigøre dig for dette åg, og fordringen om denne frigørelse fra det knugende tryk vil råbe i dig og gennem dig til andre undertrykte.
Nu vil du måske sige: ja, men så må vi da slå os sammen i kampen. Nej, vi skal slet ikke slå os sammen; men den individualistiske kamp, som vil fremkomme, må ganske naturmæssigt gå imod overmagten og som følge deraf få præg af en fælleskamp, uden at vi behøver benytte samme midler eller at have “førere” og da vil enhver fare for solidaritetshumbug være aldeles udelukket , når bare det frigørelsens værk fra al moral er sket i enhver bevidsthed, thi det individ, som har løsrevet sig, tåler absolut intet førerskab eller overherredømme, du er som individ enhver højere magts fjende.

H. N.

***

Kamp.

Den socialistiske bevægelse søger, gennem sine stærke organisationer, over, at samle proletarerne til strid for samfundsmæssigt reformarbejde. Nutidens socialister anser det for deres opgave fremfor alt, at være en faglig organisation parret med en politisk sammenslutning. Dette falske princip, hvilket socialismen helt gør sit eget, bliver, alt eftersom den faglige bevægelse udvikler sig, stadig mere tydeligt det fremherskende. På møder, på arbejdspladser, overalt, hvor muligheden byder sig, optrevler socialdemokratiske ledere blot endnu et: Organisér!
I den magt, som sammenslutningen giver, ser den socialdemokratiske arbejder våbnet, som skal rydde vejen til et samfund med bedre forhold, end de der nu gives arbejderne. Faglig organisasering, sådan som den er i Skandinavien, vil dog aldrig kunne skubbe samfundsforholdene andet end i yderst ringe grad.
En bevægelse som i pengene ser sit kraftigste våben, har umuliggjort en aktiv indgriben i den sociale krig for sig selv. Hvad medlemmerne tænker, hvad de vil med bevægelsen, det betyder ingenting for en fagforening; hovedsagen er, at afgifterne flyder tilstrækkeligt, rigeligt ind, til at betakke lønningerne for embedsmændene. Den faglige bevægelse har slugt socialismen. Af revolutionær kraft, findes der i arbejderbevægelsen knapt spor, men istedet så meget mere undertrykkelse og tvang.
Med de 250.000 arbejdere i Sverige, der nu er organiserede, kan Socialdemokratiet ikke forandre samfundet, tværtimod, jo stærkere den faglige bevægelse bliver, jo større kasser den får, desto sikrere kan samfundet føle sig. Fagforeningsbevægelsen er blevet en nødvendig samfundsindretning, som for en del fag, for hvilken organiseringsforholdene er synderligt fordelagtige, giver nogle ører i lønforhøjelse, for andre derimod, med ugunstige ogranisationsforhold, forårsager den blot udgifter og lønnedsættelser.
Organisationen er blevet en fremherskende form, som får arbejderne til at opgive den revolutionære bevægelse og at blive legebolde i arbejderløjtnanternes og kapitalisternes hænder. For socialismens princip om individets opgave i organisationen, er anarkismen stik modsat. Socialismen og anarkismen vil derfor aldrig kunne sammenføres, som nogle velmenende sjæle ønsker.
Anarkisten må bekæmpe sine modstandere, så længe han vil eksistere. Modstanderne skal ikke søges udelukkende blandt det nuværende samfunds tilhængere, endog socialistens opfattelse af organisationens enestående saliggørende formåen, må bekæmpes.
Socialismen arbejder hensynsløst for at fæstne proletariatet endnu kraftigere til staten, ingen midler lades uprøvede. Hjælper ikke den vel indpiskede solidaritetsvise, da ved man at benytte massernes sløvhed og dumhed til opgaven, ved at påråbe sig frihedskamp, ligeså vel som kapitalistsstaten fraråber sig anarkiet.
Den faglige arbejderbevægelse, bygget på bedrageri, vold og tvang, må søndersprænges, den må tilintetgøres, såvel som staten selv skal tilintetgøres. Den konserverende kraft, som samfundet nu suger til sig fra den faglige og politiske bevægelse, socialismen har bygget op, har gjort, at staten i dag står stærkere end nogensinde før, at individet i dag er en vare, som pengene behersker og hensynsløst behandler, alt eftersom konjukturerne veksler.
Fagforeningen har solgt proletaren for en sum i sølv for kapitalismen, men kontrakten annuleres, da proletariatet rejser sig, gør sig fri for organisationens trykkende bånd, da han atter kommer i tanke om, hvad han end er indenfor eller udenfor organisationen, at han er individ og ikke en organisationsdel.
Med den frie organisation, skabt ved agitationens bedrift, har de socialdemokratiske fagforeninger ingen lighed. De sidstnævnte søger at lappe en rådden samfundsskik, men – de mislykkedes. Staten må dø.
Organisering for organisationens egen skyld, ligesom den faglige bevægelse, kan som konsekvens kun bidrage til den undertrykkelse, som staten, den nu største organisation, udøver, med endnu mere undertrkkelse.
Kampen føres altså ikke alene mod samfundet uden også mod socialismens kamp for princippet om, at alt og alle skal indrulleres i deres organisation. Men kampen skal føres heftigt og skarpt.

Kobe.

***

Flyt ud!

Flyt ud, flyt ud fra Pjaltenborg,
moralens svinesti,
de grimme laser kast dem bort,
thi der er lus deri.

Du har en medfødt egenskab,
dens navn er egoismen –
hvis du om den dig er bevidst,
du hylder anarkismen!

H.N.

o o
o

Socialismen.

Der findes i socialismen en ligefrem komisk sammenblanding af naturalisme og kristendom. Socialisterne er jo i almindelighed og særlig når det drejer sig om deres pligter, naturalister. Da må alt gå naturens gang. Men når det gælder deres rettigheder, bliver de straks kristelige i deres anskuelser og udtryksmåde.
Deres brug af ordet retfærdighed og deres fordring på social retfærdighed som på noget, der er begrundet i selve naturens eller verdens orden, – er et forfalsket lån fra kristelig tankegang, en stump af den børnelærdom, som med magt er trykket i den af kirken og skolen. – Begrebet retfærdighed hører kun hjemme i den personlige verden, refererer sig til love eller løfter, givne af og gældende personlige væsner. At tale om retfærdighed ud i det blå i en upersonlig verdensorden er lige så meningsløst, som at tale om “op og ned” ude i verdensrummet, da “op og ned” alene har betydning i forhold til Jordens centrum, vil sige: bort fra eller ind mod Jordens centrum. – Hvad man ikke har skaffet sig løfte på, det har man ingen ret til at kræve og det er derfor heller ingen uretfærdighed, om man ikke får det.
Man kan kalde naturen mild eller hård, forståelig eller uforståelig, eller mange andre ting, men aldrig retfærdig eller uretfærdig.
Ligeledes med lighedsprincippet: det har heller ikke det mindste med naturens såkaldte “love” at gøre. Naturen kender kun til magt. Hele den naturmæssige evolution beror jo netop på dette, at ligheden brydes, at der ud af arternes rækker træder individer frem, der hæver sig over deres jævnlige, frembringer ny forskel og ny strid, holder kampen for tilværelsen og dermed fremgangen ved lige.
Nu er det vel sandt, at også lighedsprincippet spiller en rolle indenfor naturens husholdning. Mange jævnstillede individer kan i fællesskab udrette mere end de enkelte i kamp mod hinanden indbyrdes. Det er sandt. Men uligheden bliver altid ved at være grundforholdet i naturudviklingen. Ligheden kan virke som en parentes i uligheden, men uligheden kan virke på egen hånd. Hundrede ulige kan fortsætte kampen og dermed udviklingen. Hundrede lige kan intet udrette, medmindre de i samling kæmper mod en udeforstående ulige, eller de vender sig mod hverandre indbyrdes, hvorved uligheden også ophæves.
Ligheden, sat ubetinget som det eneste i sig selv tilstrækkelige og som det, hvor imod det hele skal stile hen, er naturmæssigt set en meningsløshed; den er, som samfundsidé betragtet, noget, der kun har hjemme, hvor alt grundlægges på den for øjeblikket herskende indbildte næstekærlighed.
Hvad enten vi da ser på den mere formelle fejl: at socialisterne anvender ordet retfærdighed på områder, hvor begrebet retfærdighed slet ikke hører hjemme, eller vi ser på den reelle fejl, at de stræber mod en lighed, der strider mod selve naturens udviklingslov, må vi sige, at fejltagelsen har sin begrundelse i en sammenblanding af kristelige og naturalistiske elementer, der kun forkludrer en naturalistisk samfundsbetragtning.
Deraf kommer socialisternes blødsødne og tåbelige snak om deres ret, hvor det alene er magt, det drejer sig om.
Det er ikke blot uvidende menige blandt socialisterne, der taler om denne verdens-retfærdighed, det er også og netop deres teoretikere, som slår om sig med disse fraser.
Selve idéen om den socialistiske fremtidsstat med sin gennemførte lighed – den er kun en stump ufordøjet katekismus. Thi hvor naturen skal være det bærende, er ligheden principielt det samme som døden.
Det er den kristelige tale om retfærdighed og lighed, der har smittet socialisternes tankegang. – Men der er endnu et tredje område, hvor det samme gælder. Når socialisterne taler om “humanitet”, mærkes det tydeligt, at de har forset sig på kristendommens lære om den ubetingede, alttilgivende barmhjertighed.
Alle samfundets medlemmer, lag efter lag, synker efterhånden ned til at blive statsforsørgede ladegårdslemmer.
Der er ingen fart i nogen ting, der er ingen træk i samfundsskorstenen. Det er intet under, at livet bliver slapt og mat i vore dage – trods al maskinernes travlhed; skorstenen trækker ikke og hele samfundsbygningen står derfor fuld af påtvungen falsk-kristelig barmhjertighed, som ingen virkelig føler – det offentlige heller ikke – men som ligger i luften, denne fede, kulosforgiftede luft, hvori vi lever.
Derfor bort med masken! Lad menneskene fremtræde som de egoister de er.
Får egoismen ikke, hvad der tilkommer den, da lammes selve grundkraften i det naturlige liv.

Valdemar Birkebjerg.

***

Anarkismens og socialdemokratiets
uforenelighed.

Der er ofte fremkastet den påstand, at anarkismen skulle være udgået fra Socialdemokratiet, samt at begge bevægelser skulle have sammenfaldende skæringspunkter, og at disse skæringspunkter netop skulle være de væsenligste i begge retningers teorier.
De vigtigste af disse skulle være kritikken af samfundet samt deres forhold til ejendomsretten. Men ved nærmere betragtning vil man tydeligt finde, at det er en fuldstændig misforståelse, at anarkismen og Socialdemokratiet har noget som helst sammenhæng.
Socialdemokratiet betragter individerne endog som kuede i udviklingen, og at de hverken med eller imod deres vilje kunne gøre noget for at ændre selvsamme eller kaste den ind på andre baner, at menneskerne helt og holdent er underkastede den økonomiske udviklings love.
Anarkisterne derimod anser, at det er menneskerne, som skaber forholdene og mener, at det er da siden bliver disse, der kommer til at forandre de samme. Når menneskerne udbygger den nuværende samfundsopbygning, kunne de siden nedrive den samme.
Socialdemokratiet er autoritær og bygger på lovenes autoritet. Anarkismen er antiautoritær og bygger på friheden.
Socialdemokratiet ser masserne; anarkismen individet.
I kampen mod samfundet benytter socialdemokraterne sig af parlamentarismen. De vælger rigsdagsmænd for først så småt at reformere og forbedre det gamle, og ved et givet tilfælde, når de får folkemagten med sig samt majoriteten i Rigsdagen, at indføre den socialdemokratiske stat.
For anarkisterne er det fuldkommen ligegyldigt om der er herremagt eller folkemagt, om repræsentanterne i parlamentet er folkevalgte eller valgte af overklassen. De er under alle omstændigheder undertrykkere overfor de, som ikke godkender loven.
Anarkisterne betragter den individuelle handling og generalstrejken som de hovedsagligste midler til at omstyrte det bestående.
I dne socialdemokratiske stat ser anarkisterne en større fare end i den privatkapitalistiske, idet det af ganske sikre grunde bliver sværere at komme til en anarkistisk tilstand fra den socialdemokratiske stat end den privatkapitalistiske.
Når de socialdemokratiske partier i forskellige lande allerede nu, når de da har magt som part, udelukker anderledes-tænkende medlemmer, hvordan skal det så ikke gå, når deres stat er indført.
Helt sikkert kommer da den socialdemokratiske regering til at vedtage foranstaltninger, som på en eller anden måde hindrer de personer, som fremfører andre idéer end dem, som af staten kan tolereres.
Endda kommer arbejdet i den socialdemokratiske stat til at blive tvang, en slavestat med embedsmandsvælde og økonomisk tryghed for slaverne.
Modsat socialdemokraterne, som dog efterstræber overtagelse af staten og omlægning til aleneforanstaltende og aleneherskende og dermed en forstærkning af statsidéen, efterstræber anarkisterne en total tilintetgørelse af staten, uden derfor på forhånd at opkonstruere noget nyt, da de anser det for at være en umulighed langt i forvejen at kunne opbygge et samfund, som antageligt ligger mange år frem i tiden.
Socialdemokrati og anarkisme har intet sammenhæng.
Socialdemokrati = lovbundethed = tyranni.
Anarkisme = lovløshed = frihed.
Altså frem for friheden!

N.

***

Gustav Bang og anarkismen.

Når arbejderne og middelstanden om mandagen modtager “Social-Demokraten”, findes næsten altid en spidsartikel af Gustav Bang, der er så tør, at så godt som ingen gider læse den. Af gammel vane er de så vante til at betragte alt, hvad der er tørt, for “videnskabeligt” og det er noget, de ikke gerne indlader sig med. Nej, de går videre i teksten og læser om husmidden, ikke den socialdemokratiske, men den i møblerne og om hvem der får de 300 millioner i England, hvilket interesserer enhver småborgerlig socialdemokrat, om arbejdsmand Petersens sølvbryllup og bliver begejstret, når der står, at samme arbejdsmand Petersen har levet “lykkeligt” sammen med sin kone i 25 år, ligesom han er en “tro” partifælle, der selvfølgelig er medlem af vælgerforeningen i sin kreds, hvor han har været en ivrig agitator og skaffet Winblad flere hundrede abonnenter.
I den senere tid er der imidlertid kommen lidt mere liv i doktorens pen. Han er blevet bange for anarkisterne, der truer hans fremtidsmuligheder som arbejdsfører, og han har derfor påtaget sig at bevise, at anarkismen er umulig. Det var jo grueligt galt, hvis arbejderne ville begynde at tænke og handle selv i stedet for at være nar for de humbugsmagere, der siger, at de vil os noget “godt”. Han frygter, at arbejderne skal undlade at stemme ved de store vækkelsesmøder, der foregår hvert tredje år og at han af den grund ikke skulle blive rigsdagsmand. Derfor den livlige pen.
Først får vi en lang artikel om anarkismen som helhed, hvori han søger at bevise, at vi ønsker smådrift, privatejendom og kalder af den grund anarkismen for “småborgerlig” og i næste artikel skriver han, at “anarkismens fader”, Proudhon, sagde, at ejendom er tyveri. Ja, man skal høre meget, før ørene falder af. Men lad mig springe over modsigelsen og holde ham fast ved det, han selv mener er det afgørende, det “småborgerlige”. Hvem er det, der er småborgerlig? Anarkisterne, der vil den fuldstændige individuelle frihed ad den nærmeste vej, eller det borgerlige parti, Socialdemokratiet, der holdes ved magt af detailhandlere, og hvis øvrige stemmekvæg, arbejderne, kun spekulerer på at få 5 øre mere i timen, så de kan få sparet sammen til et byggeforeningshus, medens rigsdagsmændene for at fiske stemmer laver husmandslodder til landarbejdere på trods af, at partiet anerkender stordrift som det bedste. Ja, Gustav Bang har sandelig grund til at tale om “småborgerlig”. Jeg kender intet så småborgerligt, som alt, hvad der hører det “moderne” Socialdemokrati til.
I slutningen af den første artikel lover han os, at han i efterfølgende vil omtale de væsentligste blandt de anarkistiske forfattere og med spænding imødeser jeg, hvorledes han vil klare dette skær. Da så artiklerne kommer, nævner han kun 3 forfattere, Proudhon, Bakunin og Kropotkin, medens der selvfølgelig eksisterer mange flere, der har haft stor betydning og det er interessant at lægge mærke til, hvorledes han tager de forfattere, han mener lettest at kunne klæde af, nemlig de kommunistiske, medens han, ligesom katten, der går udenom den varme grød, aldeles ikke omtaler en eneste af de virkelige anarkister, de individualistiske, men i stedet for, på småborgerlig vis, fortæller os om rædslerne ved bombekasterne.
Jeg vil forøvrigt i denne sammenhæng gerne spørge “Social-Demokraten”, hvorledes det skal forstås, når bladet i en boganmeldelse af Hans Jægers “Anarkiets Bibel” skrev, at det var jo meget smukt og ideelt, men det kunne vistnok først opnås, når vi var kommen gennem den socialistiske stat og Gustav Bang nu erklærer det hele for småborgerligt og umuligt!!!
Mon nogen af læserne kan knække den? Jeg kan ikke.
Til slut skal jeg blot sige, at selv om Gustav Bangs artikler kunne trænge til en grundig gendrivelse på grund af, at de er ganske misvisende og fordi, at hvis det var sandt, hvad der stod om disse forfattere, så havde ingen af dem været anarkister, vil vi dog ikke her i bladet indlade os på forklaring og forsvar af den enkelte skribent, da vi ikke er af absolut samme mening som disse.
Vi har vore egne meninger.
Vi har ingen autoriteter.

Valdemar Birkebjerg.

***

Max Stirner og staten.
Oversættelse til dette tidsskrift.
_______

Den bedste stat må åbenbart være den, som har de mest loyale medborgere og jo mere hengivenheden for lovene forsvinder, jo mere må staten, dette moralsystem, dette moralske liv, mindskes i kraft og fortræffelighed. Med de “gode borgere” går også den gode stat til bunden og opløser sig i anarki og lovløshed. Respekt for loven! Med dette kit sammenholdes staten. Loven er hellig og den, som synder imod samme, er en forbryder. Uden forbrydelse ingen stat: den moralske verden – og det er staten – er fuld af slubberter, bedragere, løgnere, tyve osv. Da staten er “lovens herredømme”, lovens hierarki, kan egoisten i alle tilfælde, da hans fordel ikke sammenfalder med staten, blot hjælpe sig frem ad forbrydelsens vej.
Staten kan ikke opgive sin fordring på, at dens love og forfatninger skal være hellige.
Således udfærdigede staten en duel-lov. To mennesker, som er blevet enige med hinanden om at sætte deres liv på spil for en vis sag (ligegyldig hvilken), får ikke lov dertil eftersom staten ikke ønsker det; den opsætter straf dér imod. Men hvor blev selvbestemmelsesretten af? Helt anderledes forholder det sig da, når samfundet, som eksempelvis i Nordamerika, bestemmer sig for at lade duellanterne bære visse ubehagelige følger af deres gerning, f.eks. berøvelse af den hidintil udnyttede kredit. Det er enhvers sag at nægte kredit og når et samfund af en eller anden årsag berøver en person hans kredit, så kan den, der rammes deraf, ikke beklage sig over indskrænkning i sin frihed; samfundet gør blot sin egen frihed gældende. Dette er ikke synderskyld, ikke straf for en forbrydelse. Duellen er her ingen forbrydelse, men en gerning, mod hvilken samfundet griber til visse forholdsregler. Staten derimod, stempler duellen som en forbrydelse, dvs. som en krænkelse af den hellige lov; den gør den til en kriminalsag. Overlader et samfund til den enkeltes egen afgørelse, om han gennem sine handlinger vil pådrage sig ubehagelige følger og vanskeligheder og tilkender ham fri beslutningsret, går staten en anden vej og frakender den enkelte hver ret til afgørelse, medens den istedet sætter sin egen afgørelse, statloven, som den eneste ret, så enhver, som forsynder sig mod statens bud, betragtes, som handlede han mod Guds bud, en anklage, som også gøres gældende af kirken. Gud er der den hellige i og for sig og kirkens bud og statens bud er den helliges bud, som han tilstiller verden gennem sine smørelser og sine hænder af guds nåde. Havde kirken dødssynder, så har staten dødelige forbrydelser, havde den kættere, så har staten højforrædere, havde den kirkestraf, har staten kriminalstraf, havde den inkvisitoriske processer, så har staten politisystemet, kort sagt, dér synder, hér forbrydelser, dér syndere, hér forbrydere, dér inkvisition og hér – inkvisition. Må ikke statens hellighed, ligesom kirkens, falde? Skal undersåtterne fortsat være ydmyge?
I forbrydelsen har individet altid været tvunget til, at hævde sig og spotte det hellige; brud på det hellige kan blive almindeligt. Revolution vender ikke tilbage, men en vældig hensynsløs, skamløs, samvittighedsløs, stolt forbrydelse. Hører du ikke dundret i det fjerne og ser du ikke, hvordan himlen tier anende og formørkes!

***

Vor Skarnkasse.

Stemmekvægsanarkister. En kvinde ved navn Elisabeth Jørgensen, som en tid har duperet København med at gå omkring og præke noget, som hun kaldte anarkisme samtidig med, at hun fortalte, at de individualistiske anarkister er nogle gnavne mennesker, hvis utilfredshed skyldes deres sure maver, og deres kritik af fagorganisationerne var ækle opstød fra disse, har i den senere tid begyndt at opagitere kvinder til at gå til valg og er således falden tilbage til de borgerlige elementer, hvor hun hører hjemme. Har hun fået sur mave?

Kinesermissionen. Da der blandt danske kinesere hidtil har været uomtvistet tiltro til profeterne og de derfor var uanfægtede af nogen som helst kætterisk lære, er det jo ikke underligt, at det er faldet som en tung sten på disse, at der i den senere tid er begyndt at trænge andre meninger ind i folket. En af disse, hvis navn er Gustav Bang og som kineserne skylder megen tak for sine videnskabelige afhandlinger om forretningstaktik i kineserkvartererne, har nu påtaget sig det hverv at modarbejde det nye evangelium, idet han påviser, at det egentlig kun egner sig for småborgere. – Derfor indflet hans navn i Eders – Fader vor – hver aften.

Obadias.

Politisk Plumkage. Man tager: En masse agitationsæg og pisker rigtig godt, stadig og uden ophold, derefter tager man fagforeningsmel med valgfondsmærke og rører ud i enighedsmælk fra Stemmekvægsgård, der tilsættes nu reformgær, alderdomsforsørgelsessukat, arbejdsløshedsrosiner samt militærudgiftnedsættelseskardemomme og ægte regnskabsmargarine; hvis man nu har råd til det, kan man presse nogle dråber af en kvindevalgretscitron i det hele, hvorefter det æltes til en jævn dej og bages over en svag ild af lovmagerresultater.

Madam Borgbjerg.

Fader vor, du, som er i Farimagsgade,
Heldigt vorde dit demokratiske navn,
tilkomme dit ministerium,
ske din vilje, som i folket, så og hos hoffet.
Giv os i dag vort daglige valgflæsk,

og forlad os aldrig vor skyld, hvis vi undlod at stemme;
Led os bare længere ud i blindhed,

men fri os fra selvstændige tanker;
Thi din er taburetten, magten og æren i evig dumhed.
Amen.

Advarsel. Da det er kommen til vor kundskab, at der her i staden forhandles pebernødder, som indeholder anarkistisk peber, hvilket er for stærkt for socialdemokratiske maver, advares herved arbejderne mod at købe eller nyde sådanne.
Farimagsgade i december 1907.

Usundhedskommissionen.

Legater. En del affaldsbrænde, opsamlet på den politiske losseplads, bestående af arbejdsløshedslovssplinter og lignende, uddeles til værdig trængende arbejdere. Ansøgninger, som indsendes i god tid, må være vedlagt prima anbefalinger for autoritetstroskab samt forholdsattest fra samtlige arbejdsgivere, der har haft ansøgeren i beskæftigelse efter hans fyldte tiende år.

Den socialdemokratiske husmidde, politik, har angrebet en uhyrlig bunke arbejderhjem og hærger disse i en uhyggelig grad. Den udbreder en bedøvende stank, som bevirker, at arbejderne befinder sig i en søvngængertilstand, der sætter dem ganske ude af stand til at tænke klart over deres stilling i samfundet.

Foreningen til bibeholdelsen af klasseforskellen i Danmark afholder stort protestmøde mod anarkismen førstkommende søndag. Pastor P. Knudsen taler over ordet: Fattige have I altid hos Eder!

“Soc.-Dem.” 4. kap. 3. vers.

______________________________________________________

Lidt af hvert

Følgende godbid fandtes at læse i højrepressen allerede inden vores tidsskrift udkom:

“Anarkisttidsskrift i Skåne.

“Individet”, anarkistisk tidsskrift, hedder et tidsskrift, som bare annonceres i socialistiske tidsskrifter, skulle begynde at udkomme i Malmö i dag.
I andre lande er lignende publikationer blevet beslaglagte umiddelbart efter udgivelsen, men i Sverige går alt jo an.”
Jo, jo, selv har de en masse midler og vil have flere til at undertrykke de retslærde, men os under de ikke et tidsskrift.
Lad os ruste os med kraftigere midler!

___________________________________

De hidtil udkomne numre af “Skorpionen” ialt 19, kan fås for 2 kr. ved henvendelse i vor ekspedition.

*******************************************************
Meningsfæller!

Da det har sine vanskeligheder at få trykt vore blade, når disse skal indeholde stof, der virkelig duer, har vi ment det formålstjenligt selv at oprette et trykkeri, hvorfra vi uden boykotning fra de forskellige autoriteter kan sprede vore meninger. Vi opfordrer derfor meningsfæller til at tegne

Andele á 5 kr. i
“Skandinavisk Trykkeriforening Individet”
(…)
“Individet udkommer foreløbig hver 14. dag, men så snart vi ser os i stand dertil, vil vi udsende bladet hver uge.

Agitér for bladet!

Redaktionskommiteen.

*****************************************************

Anarkistisk Organ for Skandinavien.

______________________________________________________________________________________________

Nr. 2 Søndag den 16. februar 1896. 1. årg.

______________________________________________________________________________________________

Arbejderglasværket
i Carmaux.

Siden afslutningen af strejken, eller rettere sagt, udelukkelsen af glasmagerne i Carmaux, går der i Tyskland forvirrede rygter om stridigheder indenfor de franske arbejdere. Som bekendt har en fransk dame skænket 100 000 francs til grundlæggelsen af et glasværk på et fællesskabs grundlag. Men om sagens videre forløb vides intet nærmere. Selv Vorwärts særlige pariserkorrespondent har hidtil “været forhindret” i at skrive en beretning om denne sag. Grunden hertil vil læseren af denne artikel snart kunne forstå, i al fald bedre end læserne af Vorwärts, hvem kendsgerningerne er ubehagelige. I vort broderblad i Paris, Temps nouvaux, finder vi en saglig fremstilling af forholdene, som vi her gengiver.

* * *

Man kan let forstå meningsforskellen med hensyn til det påtænkte arbejderglasværk i Carmaux, når man ser, at den komité, som det er overdraget at sætte sagen i gang, først lige for nylig er blevet klar over sin opgave. I flere uger har den haft så mange hindringer at overvinde, så mange angreb at imødega og – hvorfor ikke sige rent ud, hvad alle dog aner – så mange skidne rænkespil at komme uden om, at den ikke vidste, om dens anstrengelser ville føre til et lykkeligt resultat, ja om ikke de politiske forræderier til sidst ville tvinge den til at opløse sig; derfor var den ude af stand til at indvi publikum i sit program, at give en fremstilling af sit mål og meddele de midler, den ville benytte. Da desuden glasarbejderne i Carmaux undgik at tage nogen afgørende stilling til komitéen på den ene side og giverinden af de 100 000 francs, fru Dembowegs tillidsmand på den anden sige, og da pressen stadig bragte artikler, der mere var skikkede til at gøre spørgsmålet uklart end at oplyse det, kom der et øjeblik, hvor den offentlige mening ikke mere havde den ringeste anelse om det værk, til hvis fuldførelse man forlangte dens understøttelse.
For 8 dage siden har nu glasarbejderne i Carmaux erklæret, at Arbejderglasværkskomitéen, som har sit sæde i gaden Rue vieielle du Temple nr. 110 i Paris, ene og alene har fået overdraget det hverv at indsamle den kapital, der er nødvendig til at grundlægge en fabrik for. Derved har de gjort mere for at nå et resultat end, om de havde forsøgt at behandle modsatte og uforenelige interesser med varsomhed, thi deres erklæring spreder al uvished hos komitéen og sætter den desuden i stand til endelig at sige hele verdens arbejderklasse, hvad komitéen venter af den og hvorledes de penge vil blive anvendt, som arbejderverdenen stiller til dens rådighed.*)
Idet komitéen påtog sig den opgave at befri glasarbejderne for entreprenørernes udbytning ved at bygge et arbejderglasværk, måtte den først og fremmest besvare følgende spørgsmål: Skal glasværket være en ny anvendelse af produktionssystemet? Eller med andre ord: Skal glasarbejderne være ejerne og følgelig dem, der fik hele udbyttet?
Om dette punkt fandtes der ikke og kunne der ikke findes spor af tvivl. Komitéen var helt og holdent sammensat af folk, der var fjender af produktionsforeninger, fordi de ved, at i det nuværende samfund kan alle forbedringer kun komme enkelte dele til gode og vil derfor indenfor proletariatet frembringe et elendighedens aristokrati, og at i det tilfælde, at (hvad der er umuligt) alle ville organisere sig i sådanne foreninger (medens kapitalismen endnu består), den almindelige forbedring, som ville opstår ved, at varerne blev billigere, straks ville blive gjort betydningsløs ved en tilsvarende nedsættelse i arbejdslønnen; komitéen havde på den anden side at gøre med arbejdere organiserede i foreninger, og som nærede den overbevisning, at den havesyge, som en sådan foreningsorganisation indgyder, er en hindring for den revolutionære løsning af det sociale problem. Den erklærede derfor ligestraks og så at sige uden nogen diskussion, at det tilkommende glasværk i Carmaux ikke skulle være noget fællesforetagende i ordets almindelige betydning. Det ville desuden have været meget mærkeligt, om de, der principielt benægtede ejendomsrettens, indlod sig på at skabe en ejendomsbesiddende gruppe, som ville få andre interesser, som ejere, end deres tidligere arbejdskollegaer.
Komitéen besluttede altså straks at danne en fællesejendom ud af glasværket, der skulle være udelelig og, hvis sagen forretningsmæssigt gik godt, ikke skulle kunne sælges. Men hvilken godtgørelse skulle de have, som det blev overladt at benytte glasværket? Skulle og kunne man på dem anvende formlen: Enhver skal have det fulde udbytte af sit arbejde?**) Det ville man ganske vist kunne have gjort, men man ville derved skabe en gruppe foretrukne arbejdere, hvem deres større indtægter ville stille bourgeoisiet lige så meget nærmere, som de ville bringe dem længere bort fra arbejderklassen, derved afskaffede man nødvendigvis et bestemt antal revolutionære faktorer og, da ingen kan vinde uden, at nogen anden taber, så ville man gøre proletariatets nød, så meget større. Hvad stod der så tilbage at gøre? … Man måtte give afklad på at skabe en del bedrestillede individer og var nødt til samtidig at vise bourgeoisiet, at snylterisystemets fjender forstår at ære arbejdet, i det de tilkendte det den højeste godtgørelse, som stemmer overens med de økonomiske forhold, og dette gjorde komitéen, i det den fastsatte godtgørelsen af glasarbejdernes arbejde til den højeste løn, der betales i glasindustrien.

______
* Vi er ikke sikre på det, men det lader til, at Fernand Pelloutier, denne artikels forfatter, er medlem af komitéen, og vi har så aat gøre med en slags officiel udtalelse.
(Socialists redaktion.)

**) Man må ikke misforstå os, i vore øjne er denne formel ikke engang et fremskridt lige overfor den, det nuværende samfund anvender. Vi vil kun sige, at dette var det eneste, hvorpå komitéen kunne tænke.
(Forfatterens anmærkning )

Til hvilke personer eller formål skille nu fortjenesten ved foretagendet anvendes?
Skulle den hjælpe til at forøge aktionærernes sparepenge? Nej, thi når frygten for at forringe glasarbejdernes revolutionære følelser fik komitéen til at unddrage dem det overskud, som de efter ovennævnte*) princip var de eneste berettigede ejere af, så måtte den have endnu stærkere årsag til at benægte kapitalen endog den ringeste andel i udbyttet. Der var kun én løsning på spørgsmålet. Ligesom selve glasværket måtte også overskuddet blive hele arbejdermassens ejendom og kunne blive bestemt til et værk, der angik alle, med et åbenbart revolutionært og fastsat mål, og det ikke af noget enkelt individ, men af den samlede masse af foretagendets ejere.
På dette punkt måtte man frygte for, at der ville opstå et sammenstød mellem dem, der dannede komitéen, som er forskellige af karakter og tilhængere af forskellige teorier. Der var omtrent lige mange tilhængere af dem, der var for, og dem der var imod en deltagelse i politiske bevægelser, og omtrent lige så stor var antallet af de arbejdere, der uden at være fjender af al deltagelse i rigsdagsbevægelserne, dog har hørt op med at tro på muligheden af at gennemføre den sociale revolution ved en systematisk erobring af den politiske magt, og som kun sætter pris på valgperioden, fordi den gør dem det muligt at opslå plakater uden at betale stempelafgift og afholde møder uden omkostninger. Hvad skulle nu komitéen forstå ved et værk med revolutionært formål?
(Fortsættes.)

__________
*) Dette ord må sikkert indskydes for at forklare den modsigelse, “Socialist”s oversætter klager over.
(Den danske oversætter).

En erindring om Padlewsky.

Det var i året 1884 i det psykiatriske auditorium i St. Johan Hospital i Warzawa, at den nu afdøde professor Plevskowski blandt andre tilfælde af sindssygdomme også bragte et tilfælde af politisk mani på tale, et tilfælde, som han lovede at demonstrere nærmere ved fremførelse af patienten.
Der var vel ca. 100 studenter og læger tilstede, som alle nysgerrig rettede deres øjne mod en ung mand, som blev ført ind i salen af hospitalsportørerne. Den intrædende var en mager ca. 30-årig mand af middelstørrelse. Det krusede hår var allerede hist og her isprængt med fine sølvtråde og de skarpe gennemtrængende øjne lå dybt i deres huler. Det magre melankolske ansigt, den spidse hage, den høje pande, alt bar præg af høj intelligens, trods mandens ungdom var hans ansigt allerede gennemtrukket af dybe furer, et bevis på, at dens indehaver allerede havde lært at smage livets hårdhed.
Da han havde indtaget sin plads ved professorens side og havde besvaret nogle spørsgmål af mere formel natur, bad han professoren oma t lade protørerne fjerne sig. Da dette var sket, begyndte han på et foredrag, i hvilket han på agitatorisk vis fremførte socialismens fortrin fors ine tilhørere. Han skildrede først rolig de modsætninger, som herskede i det nuværende samfund, viste objektivt årsagen dertil, gik derpå over til at fremsætte socialistiske forslag som midler derimod og appellerede til sidst med stigende varme og glødende ord til sine tilhøreres samvittighed, i det han formanede dem til at sone den uret som de, som deres forældre, som hele samfundet havde øvet mod folket, og deltage i befrielseskampen for arbejderklassen. Han opfordrede dem til at interessere sig for det sociale spørgsmål og kaste sig over studiet af dette, og sluttede med en opfordring til studenterne om at slutte sig til den unge polske socialistiske bevægelse.
Her blev hans talestrøm afbrudt af professor Plevskowski, som med uret i hånden bemærkede, at foredraget havde varet over en time. Selv havde han ladet sig rive med af den “sindssyges” ildfulde tale og ikke givet agt på at han egentlig havde givet ham for meget spillerum.
Han kaldte derpå portørerne ind og lod patienten føre bort. Denne forlod salen med tilfreds mine, han havde jo dog kunne mærke, hvilket dybt indtryk han havde gjort på sine unge tilhørere.
Hin “sindssyge” mand, som holdt denne begejstrede og virkningsfulde tale, var – Padlewsky, den unge polak, som for tiden – heldigvis forgæves – eftersøges af det russiske politi for at kræve ham til regnskab for henrettelsen af spiongeneralen Seliwerstow i Paris.
Efter at Padlewsky var ført bort fra auditoriet, begyndte professoren at analysere det foreliggende tilfælde af “politisk mani”. Han oplæste Padlewskys biografi, hvoraf det fremgik at han var 30 år gammel og nedstammede fra en gammel adelig polsk familie. Hans bedstefader deltog i den polske revolution i 1830 og døde på slagmarken. Hans fader og onkel spillede en vigtig rolle ved organisationen af opstanden 1862, og mange medlemmer af hans familie havde lidt under det russiske zardømmes forfølgelser. Første gang, Padlewsky blev politisk kompromiteret, var i året 1868, under de første polske socialist-fængslinger. Lykkelig undsluppet til udlandet blev han i Krakow fængslet på grund af socialistisk propaganda, ligeledes nogen tid derefter i Polen. Da vendte han hemmeligt tilbage til Rusland, blev opdaget i Warshawa, fængslet og ført til Citadellet, hvor der syntes at vise sig symptomer på sindssygdom. Han blev derfor sendt til St. Johans Hospitalet til psykiatrisk observation og holdt der den omtalte tale.
Efter professorens mening skulle Padlewsky overgives til sine slægtninge under deres opsigt som ufarlig, men uhelbredelig sindssyg.
Hele auditoriet, som havde hørt Padlewskys foredrag, var uden tvivl af den mening, at han kun simulerede sindssyg. Majoriteten tvivlede vel også på oprigtigheden af professorens diagnose og – man var ham i hjertet taknemmelig for, at han ved sit udsagn unddrog zaren et offer. Den vakre professor troede utvivlsomt lige så lidt som nogen af hans tilhørere, at Padlewsky virkelig var sindssyg.

Oversat efter “Der Sozialist.”

_______________________
Menneskelykke
__________

Hvo ej kan bygge sit eget hus,
hvad stort, han bygger, går op i grus,
med sejr fra Moskva til Kastagena,
han dør dog ensomt på Skt. Helena.
Bjørnson.

Skønt jeg ikke er anarkist, eller tror på den anarkistiske idés praktiske gennemførlighed, tør jeg dog håbe, at “Proletaren” ikke vil nægte mig plads i sine spalter for nogle få ord, dette håb støtter jeg til indledningen i bladets nr. 1.
I ét er jeg enig med anarkisterne, og det er, at de nuværende samfundsforhold er slette, idet mange har for meget, men endnu flere har for lidt, nogle tager alle livets goder, mens andre kun får slidet for et knapt tilmålt livsophold, men er det da alene magthavernes skyld, at det er således? Har vi ikke selv nogen skyld? Jo vi har. Jorden er intet paradis og bliver det heller ikke nogensinde, thi kampen for tilværelsen hører aldrig op, vi ser det i naturen, i plante- og dyreverdenen kæmpes for tilværelsen og vi mennesker undgår heller ikke denne kamp. Det, som det derfor gælder om, er at vi dygtiggør os selv til kampen, bygger vort eget hus, det vil sige indretter vort liv således, at vi bliver stærkere end vore modstandere i åndelig såvel som i legenmlig henseende og til den ende må vi da begynde med at rydde afvejen alt, hvad der står i vejen for denne vort personlige udvikling og påvirke andre, så de gør ligeså. En af de hindringer, som først bør ryddes af vejen, er drikkeriet, fordi det skader os mest. Alkoholnydelse gør mennesket sløv, tankeløs og ligegyldig og nedbryder tillige legemets sundhed, jeg tror ikke, at bourgeoisiet har nogen bedre forbundsfælle end alkoholnydelsen. Den hjælper udmærket til at holde proletariatet nede i uvidenhed og elendighed, derfor bort med de berusende drikke og frem med oplysning og lærdom; jeg er da sikker på at sejren vil blive vor uden revolution eller anden brutal magt.
Men arbejderen bliver først lykkelig, når bajerskbryggeren ikke mere bliver rig.

Proletar.

* * *

Svar følger i næste nummer.

____________________
De arbejdsløse.
___________

Hvert år, når bladene bliver gule på træerne, når den rå kolde efterårsvind suser hen over landet, er også arbejdsløsheden der, altid truende træder den op; fra år til år vokser de arbejdsløses tal. Arbejdsløsheden, tusinder og atter tusinder kan synge en vise derom, en vise, fuld af elendighed og fortvivlelse, som nu til dags toner gennem alle lande. Hvad er der at gøre? tænker den herskende klasse, mod den truende fare; der kan sabler, kanoner og svøber ikke udrette noget, kun for et øjeblik kan man drive den truende skikkelse tilbage til kvisten, til kældrene og tilbage til elendighedens hule, men kun for kort tid. Snart vil den igen træde frem på skuepladsen og på ny begynde skriget efter brød og arbejde; og dette skrig vil lyde så længe, som dette unaturlige system består, som lader tusinder smægte i elendighed til fordel for enkelte. Den, som har begrebet grunden til denne ulighed, vil finde det ubegribeligt, hvorledes man kan forsvare et sådant system. Virkningen af dette system, hvortil i første linie arbejdsløsheden hører, er følgende: gennem den ringe løn på den ene side bliver massernes købekraft formindsket og igennem den lange arbejdstid på den anden i forbindelse med maskinernes udvikling stiger tallet af produkterne og færre bliver tallet af dem, som står i arbejde. Vi ser klart af dette, at et system som bringer sådanne følger med sig, er skadelig for menneskehedens udvikling, derfor fordrer vi dets afskaffelse. Alle midler, som er bleven brugt for at formindske de arbejdsløses tal, har vist sig frugtesløse, arbejderklassens hær bliver altid større, fra alle samfundsklasser får den tilstrømning. Løsningen af spørgsmålet: hvad er der at gøre, bliver stadig vanskeligere: En del af arbejderne tror, at de ved hjælp af deres valgrepræsentanter, som sidder i Rigsdagen og ved hjælp fra regeringens side kan afhjælpe den. Men hvorledes de arbejdsløse bliver hjulpet fra regeringens side, har vi et godt eksempel på fra Berlin, hvor man i en forsamling af arbejdsløse blev slået ned af politiet. Jeg kunne føre flere beviser på statens brutalitet, men jeg tror, at det er overflødigt, thi enhver oprigtig revolutionær ved, at fra denne side, har vi ikke noget at vente, men at arbejderne må gøre det selv. Uden hensyn til, hvilken af disse meninger, der er den rigtige, vil vi fremskridtet bane sig vej, den er den eneste faktor, som vi har at regne med. Revolutionær griber den ind på alle områder, det gamle styrter og nyt bliver skabt, til omvæltningen kommer, en omvæltning, som ikke er fjern.
Når vinteren kommer, er arbejdsløsheden der. Man vover ikke at bestride det mere, som ellers regeringen er vant til, men om det vil lykkes at tilfredsstille de hundrede tusinder sultne og frysende arme mennesker med de krummer, som bliver kastet for dem, er tvivlsomt. Brød og arbejde – ikke mere og ikke mindre – er forlangendet. Hvor ringe er ikke disse fordringer? Og hvor svært er det ikkea t opfylde dem? Er det ikke en hån mod vor kultur, at der gives mennesker, som af mangel på føde dør på tærsklen af de magasiner, som opbevarer føde for tusinde? Hvor let var det dog ikke at hjælpe, når der dog ingen mangel er på hjælpemidler? Luk eders fuldtproppede forretninger og kornkamre op – og spørgsmålet er løst! Brød er der da i overflod og når de store varelagre er tomme, er der også arbejde.
Men dette forslag finder ikke ørenlyd hos enhver, isæt hos dem, som er besiddelse af de anførte goder; thi menneskekærligheden hører som bekendt op dér, hvor pengepungen begynder.
Men måske bliver magasinerne en skøn dag åbnet, men af hvem?

Tony.

_______________
Anarkismens filosofi.

(fortsættelse.)

————

“Vi kan kun drage slutninger for fremtiden, af fortiden”. Man kunne måske kun antage, at, efter ophævelse af skrankerne og tilintetgørelse af hine magter, som drive menneskeheden på unaturlige veje, kunne der udspringe nye samfundsforhold ganske af sig selv gennem tidens ånd og de omgivende forhold og gennem ikke-anerkendelse af en hvilken som helst organiseret autoritet. Dog kunne man måske også have en ganske logisk opfattelse og fremstillelsesevne af sådanne samfundsanliggender til at kunne skildre dem for de spørgende.
Af erfaringen ved vi, at mennesket er et selskabeligt dyr og slutter sig instinktmæssig til sine lige, at det arbejder i fællesskab med andre og forbinder sig i grupper til opnåelse af højere fordel, end når han arbejder alene. Dette ville pege hen på dannelsen af koorporative fællesskaber, af hvilke vore nuværende handels-fællesskaber kun er de mest elementære mønstre. Enhver industrigren vil uden tvivl have sin organisation, vil have sine egne førere ect., men den vil selvfølgelig finde på midler og veje til at træde i forbindelse med hvert enkelt medlem af denne industrigren hele verden over og knytte dertil egnede forbindelser med alle forretningsgrene. Man vil i al fald afholde industrikongresser, til hvilke man sender delegerede, som så ordner alle disse nødvendige forretninger og som så fra det øjeblik af, mødet er hævet, nedlægger deres delegeretværdighed som ganske almindelige medlemmer af deres branche.
Det ville være det samme som at skabe en magt, som dog tidligere eller senere ville blive misbrugt, hvis man ville skabe permanente medlemmer af en stadig vedvarende kongres. Det skal nemlig ikke være nogen centraliseret magt, som behersker de forskellige forretninger eller samfund som f.eks. en kongres, der dog kun består af folk, der ikke forstår de rettigheder, interesser, handel og pligter, som besjæler de mennesker, som har valgt dem til delegerede. Man vil sikkert heller ikke have brug for nogen bøddel, noget politi, domstole eller fangevogtere, for at bringe de på møderne vedtagne resolutioner videre. Medlemmerne af de frie grupper kunne, om de ville, drage nytte af de ved tankeudviklingen erhvervede kundskaber, dog ville man aldrig gennem nogen udefrakommende magt tvinge dem dertil.
Indgroede rettigheder, privilegier, adelsbreve, besiddelsestitler, som bliver opretholdt ved regeringens højtidelige apparater – det synlige symbol på magten som f.eks. fængsler, skafotter og hære, ville ikke findes mere.
Privilegier ville ikke blive købte og solgte og overenskomster ikke finder sted under bajonettens beskyttelse. Enhver mand vil, som menneske betragtet, stå på samme trin som sin broder, så hverken samfundsslaveriet eller overtroens sanseforvirrende kneb skulle gøre den enes fordel tjenlig for den anden.
Besiddelsen vil engang miste de attributter, som nu er den hellige. Den absolutte ejendomsret dvs. retten til at bruge eller misbruge, bliver afskaffet, og benyttelses- og forvaltningsretten vil gælde som den eneste titel. Det er let at se, at det simpelthen er umuligt, at en enkelt person besidder over en million tønder land, såfremt regeringen ikke står bagved og er parat til, endog med tab af tusinder af menneskeliv, under alle omstændigheder at beskytte denne ejendom. Regeringen kan ikke benytte disse millioner tønder land selv, lige så lidt som den kan borttage de skjulte skatte af jordens skød. Den tilfældige opdagelse af et kulleje eller en gaskilde kunne ikke, som det nu sker, gøre et menneske umådelig rig og gøre ham til herre og mester for mange hundrede individer, som er fraranede deres naturlige og medfødte ret ganske afhængig af hin lykkelige vilkårlighed. I fremtiden vil der vist heller ikke gives nogen lov, som afholder mennesket fra at lade andre arbejde for sig, men da enhver vil have samme ret til deres fællesmoder, Jorden, så ligger sandsynligheden meget nær, at enhver ville have for meget for sig selv at bestille til, at han skulle lade sig bortfæste til nogen anden. Arbejdets deling, som udvikler sig mere og mere på produktionsmarkedet, peger allerede ganske klart på fordelene ved koorporationen og det er meget indlysende, at fremtidens produktion vil gå for sig på denne måde. Grupper og foreninger ville konstituere sig og kun træffe regler til fordel for sine medlemmer. Enhver organisation må være frivillig og for ethvert individ skal der forbeholdes det den hellige evige ret til “at tænke og opponere!” Atter hører vi den indvending: “Ja, men det vil fremkalde evig forvirring og kaos!” Og hvorfor? spørger vi. Vi se endog ved vore nuværende systemer, at frihed til at handle er en stor civiliseret kraft og af iagttagelser lærer vi, at det sandelig ikke er de menneskerne gennem love og religionssystemer pålagte lænker, som gør dem “gode”. Det er endog ofte, at disse lænkers afkastelse pludselig og overraskende viser mennesket mandig og retskaffen, når man ikke tvinger ham til at gå en vej, som han uden tvang ville gå ganske naturlig og af sig selv. For ikke alt for lang tid tilbage troede man almindelig, at forstyrrelsen af troen på et evigt Helvede ville sønderrive alle bånd, som holdt millioner af andre mennesker i ånde og at hine så uden at afskrækkes af noget ville styrte sig i lastens pøl, som ligesom en rasende fos ville begrave dem i sine bølger. Der gives en gammel avis (et mørkets blad, som eksisterede for kort tid siden,) som lærte at Helvede og skafottet er folkets sande civilisation. Hin dydige gamle dame med det bedste hjerte af verden, som sagde. “Hvis jeg ikke troede på den evige forbandelse og Helvedes ild, så ville jeg begå alle mulige ugerninger, såsom tyveri, løgn, udsvævelser og mord,” – hun burde udnævnes til redaktør af hint blad.
Troen på et håndgribeligt sæde for de evige kvaler (Helvede) er næsten forsvunden og i stedet for de frygtelige følger, der er profeteret, har vi erhvervet et meget højere begreb om mandsværdighed og kvindelighed. Menneskene opsøger ikke det onde med magt, så snart de ved, at de lige så godt kan gøre det gode som at undlade det og de er sig for det meste ikke deres handlinger bevidst. Medens menneskene handler efter deres naturs inspirationer, deres stilling og omgivelser, tror de altid endnu, at en udefrakommende magt, en fra regeringens og kirkens side hidrørende indskrænkning skulle holde dem på rette vej. Med den dem (menneskene) hellige ret til at opponere og unddrage sig de ovennævnte indflydelser og derigennem stadig fremkalde forvirring og uorden. Er det nu sandsynligt, at han kun af den grund at kunne gøre det, ville gøre det? Menneskene er for de flestes vedkommende vanedyr og vokser op i kærlighed til deres omgivelser; under tålelige gode betingelser ville mennesket blive stående der, hvor det begyndte, hvis ikke, hvem har så nogen som helst ret til at tvinge det i forhold, som det er modstander af? I de nuværende tingenes tilstand melder man sig ofte ind i selskaber, bliver ved at være et godt og passivt medlem for hele livet, om også der tilstås ret til at udmelde sig straks.
Efter flere af anarkismens tilhængeres anskuelser vil enderesultatet blive kommunismen, dvs. fælleseje af alle eksistens- og levnedsmidler og af alle det forenede arbejdes frugter.
Ingen anarkist, som ikke ser sagen i dette lys, behøver derigennem at se sig kompromitteret; dem i blandt os, som gør dette, er kun ansvarlige for sin egen mening over dette spørgsmål. Man vil ad forskellige veje forsøge at nå til en retfærdig belønning for arbejdernes umage og timeseddelen, som i varehusene time for time bedækkes med tal, vil også uden tvivl komme på tur. Det møjsommelige og komplicerede bogholdersystem, som herved gøres nødvendig, umuligheden af at afbalancere den enes timearbejde med den andens, ligeså vanskeligheden ved at bestemme, hvor meget mere et menneske skylder de naturlige hjælpekilder, betingelserne, studierne og fortidens erhvervelse end et andet, ville efter vor formening forhindre den grundige og vedvarende indførelse af dette system. Bankoverenskomstsystemet, som W. B. Greene har givet os en idé af kunne være på sin plads i den kommende fri kommune. Skriveren af disse linier synes, at et system ville være meget simplere og derfor også mere antageligt og i hvert tilfælde meget let at indføre. Kommunens medlemmer ville altid have kort hos sig, hvorpå der ses, hvorledes de står anskrevet i samfundet; viser det sig, at de er samvittighedsfulde producenter, så ville de af enhver gruppe, som de besøgte, blive modtaget med ære og af disse altid få, hvad de behøvede til deres eksistens og bekvemmelighed. Men i det hele taget ville vi blive mere oplyste ved lyset af “den store frihed”; ved at sørge for en nøjagtig fordeling af de materielle rigdomme ville man føle sig mindre og mindre undertrykt, men ved den nu herskende begærlighed og havesyge synes tanken på velstand uden higen efter at besidde den næsten umulig. Mænd og kvinder af ædelt sindelag stræber jo selv i det nuværende samfund efter guld, hvormed de kunne gøre godt. I ethvert menneskeligt væsen, som ikke allerede iden sin fødsel har lidt under følgerne af fattigdom og strengt arbejde, flyder en kilde af sand flid, som driver det til at stræbe opad og fremad.
Vi kan ikke være ørkesløse selv om vi vil, da det for os er lige så naturligt at udvikle os, at stræbe videre og bruge de i os værende kræfter, hvis de da ikke bliver kun, stig undertrykte, ligesom det er naturligt for rosen at blomstre og at meddele sin vellugt til den kærtegnende zephyr. Fortidens mest fremragende værker er i virkeligheden ikke skabt for pengenes skyld. Gives der nogen, som ville vurdere Shakespeare, Michael Angelo eller Beethoven efter kroner og ører?

(fortsættes.)

________________________
Visdomsord.
______

Overhovedets tyranni ophæver undersåtternes pligter.
Martin Luther.
*

Når kejseren overskrider sin ret, modstå vi ham med rette som tyran.
Martin Luther.
*

Den strengeste ret er den allerstørste uret.
Terentius.
*

Den, som er mæt, forstår ej den som er sulten.
Gustav af Gejerstam.
*

Kongernes sidste fornuftgrund er kanonkuglen, folkenes – - brostene.
Victor Hugo.
*

De store synde vel i grunden som de små,
men måden, som enhver udøver synden på,
den ene gør til helt, den anden til en stodder.
Herman Vessel.
*

Utilfredsheden har altid været drivkraften i de store fremskridt, verden kender. Uden utilfredshed intet fremskridt i videnskaben. Utilfredshed er fremskridtets bevægkraft, tilfredshed reaktionens hovedpude.
Vossische Zeitung.
*

Videnskabens hal er demokratiets tempel.
Buchle.
________________________________________________________________________________

Diskussionsklubben Tolerance
afholder diskussionsmøder hver mandag aften kl. 8½ i Ving-trois, Frederiksborggade 23.
Mandagen den 17. februar er emnet:
“Arbejdet og nydelsesretten i det kommende samfund.”
_________
Mandagen den 24. februar er emnet:
“Lov og autorietet.”

Alle har adgang.

________________________________________________________________________________
Husk de udelukkede skotøjsarbejdere!

Bidrag kan indbetales på forbundets kontor: Rømersgade 22, st. o. G.

________________________________________________________________________________

Rettelse. I forrige nummer af artiklen: Anarkismens filosofi, 2. spalte 3. linie foroven står: at – - sig det er en drøm. Læs: at man skulle tro, det var en drøm.
________________________________________________________________________________

midSOMMER – 80

Ledere er ledere og
bli’r ledere og ledere

Dette er en leder. Skrevet af en udmattet 5-kvinders redaktion, som mange gange tvivlede på, at der overhovedet ville komme et blad ud af alt det forvirrede og forvirrende skrift- og billedmateriale, der hobede sig op på diverse skriveborde.
Vi håber du/I kan lide det færdige resultat, hvis ikke må du selv sørge for, at det næste Anarka-blad bliver bedre ved at skrive skrive skrive til os. Kig i din skrivebordsskuffe, kom ind til “redaktionen” (kontaktadresse: se nedenfor) og gi’ en hånd med, find alle dine smukke gamle billeder frem, lav et digt osv. osv.. Det behøver ikke ligne noget i dette blad – “ narka” ser kun ud som det gør fordi vi er de kvinder vi er, med DIG som bidragyder vil “hun” få et andet, og måske bedre, udseende.

MANIFEST
fra engelske anarkafeminister
oversat af E. Hagland

Vi er en uafhængig gruppe kvinder som føler at anarkisme er den eneste logiske konsekvens af en feministisk tankegang.
Vi tror at hver enkelt kvinde, uanset hvilket politisk arbejde hun måtte være involveret i, er den eneste som har fortrolig kendskab til sin egen undertrykkelse, og udfra denne må finde ud af hvordan hun vil arbejde med sin egen frigørelse.
Hvad kan grunden være til at så få kvinder engagerer sig indenfor de politiske partier? – Vores svar at fejlen ikke ligger hos den enkelte kvinde, men i partiernes natur.
Partierne, sådan som vi kender dem, har adskilt den politiske aktivitete fra vores personlige drømme om frihed. Dette resulterer i, at vi enten er tvunget til at opgive vores drømme som noget umuligt, eller at vi må opgive partierne fordi vi holder fast på vores drømme
Som Anarka-Feminister opfordrer vi alle til at drømme det umulige og ikke opgive før en total omvæltning har gjort det umulige til virkelighed!

I kvindebevægelsen har der været to grundlæggende måder at arbejde på . Der har været den lille basis-gruppe, som har fungeret godt på det personlige plan, men som ofte har problemer med udviklingen udover “gruppeterapi-niveauet”. Og så har der været de store bureaukratiske grupper som har koncentreret deres aktiviteter i specielle politiske retninger. Her har problemerne været at overføre kvindernes ønsker og behov til konkrete handlinger. Mange kvinder har også været aktive i etablerede venstregrupper og efter en tid indser nogen vanskelighederne som ligger i at skulle samarbjde med mænd.
Andre kvinder bliver ved med at være i det mandsdominerede marxist/leninistiske miljø og fortsætter med at bruge politiske arbejdsmetoder derfra. Dette har mange slæbt med ind i dele af kvindebevægelsen, – også den holdning at det at starte bevægelser udenfor partierne, er politisk forvrængning og naivitet. Dette antyder, at vi politisk set er ubrugelige så længe flertallet ikke er enige i vore idéer og holdninger. I stedet for at lade hver enkelt af os komme frem med sine behov, skal vi finde os i, at andre fortæller os hvor undertrykkelsen ligger.

Kvinder har ofte været bange for at gå ind i kampen for deres egen frigørelse og har ikke villet indse, at alle kvinder er undertrykte. Der er så mange af os og vi er så splittede, at vi ikke har opdaget vores egen identitet. Som oftest har vi sat os selv ind i et sammenhæng på grundlag af vores mænd – vores fædre ller vores ægtemænd.
Nogen kvinder ser sig selv mere som en del af en undertrykt klasse end som undertrykte kvinder. Dette har medført at vi har forsømt vores kamp som den primære kamp og istedet har brugt vores energi på at kæmpe til fordel for andre undertrykte grupper. Dette resulterer i at vi bliver fremmedgjorte overfor vor egen situation. Mange påstår at denne holdning ikke længere eksisterer indenfor kvindebevægelsen. Men man kan klart se, at også i dag er kvinder i selvstyrede kvindegrupper, talerør for de partipolitiske opfattelser.
Hvis vi virkelig går ind for at tage del i kvindefrigørelsen, må vi acceptere og være virksomme direkte i vores egen situation.

Hvorfor er det vi foretrækker en anarkistisk arbejdsmåde? Vi tror ikke, at det at fornægte de marxist-leninistiske analyser og strategier er det samme som politisk ligegyldighed.
Og vi vil heller ikke gå med på den holdning at en centraliseret partipolitisk gruppering vil kunne fungere som talerør for os. Disse grupperinger ønsker at omarbejde vores “ekstreme drømme” til “realistiske krav” og gøre os til organ for partiet. Dette siger vi nej tak til!
Gennem hele den moderne politiske historie, har der eksisteret et alternativ til de marxist-leninistiske idéer. Det er ANARKISMEN og den er blevet ført frem bl.a. af Bakunin, Kropotkin, Sophie Perovskaya og Emma Goldman.
Dette er en tradition som er mindre velkendt for de fleste, fordi den konsekvent er blevet fordrejet og fremstillet på en fejlagtig måde.
Anarkismen er ikke ensbetydende med uansvarlighed og kaos, men tilbyder meningsfyldte alternativer til det forældede samfundssystem, som på ingen måde fungerer tilfredsstillende.

Den grundlæggende anarkistiske arbejdsmåde er små grupper som arbejder med at finde ud af deres egen undertrykkelse og hvilke ønsker og behov den enkelte i gruppen har.
Kvinder i de etablerede venstrepartierne og i marxistiske organisationer bliver set på som en “samlet trop” for revolutionen. Men vi erklærer, at hver enkelt kvinde der slutter sig til kampen, er revolutionen.
REVOLUTIONEN ER OS!

Vi må lære os selv at handle impulsivt og at frigøre os fra begrænsninger som samfundet har pålagt os. Vi må ikke længere tænke på os selv som medlemmer af et parti, men som revolutionære individer som samarbejder. To, tre, fem eller ti af os som kender hinanden og stoler på hinanden, kan sammen udføre revolutionære handlinger og skabe et nyt samfund. Dette skal være grupper som er uden ledelse, hvor hvert enkelt individ på lige linje tager del i arbejdet.
NED MED ALLE LEDERE!
Dette vil medføre at vi ikke drukner i store partier med ledende mennesker, som tager alle afgørelserne for os. Vi er vores eget “parti” og bestemmer selv vores gruppes retning.
– Vi vil ikke have nogen til at styre os og eventuelt få os til at give op.

Vi er altfor forskellige til at kunne blive styret af et enkelt parti eller en organisation. Små grupper som fungerer selvstændigt og som selv bestemmer sin virksomhed må være den bedste arbejdsmåde for revolutionære kvinder. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at forskellige grupper kan gå sammen og arbejde med nogen ting.
– Vi vil skabe steder hvor kvinder kan mødes og arbejde sammen på en anden måde en den vi er oplært til.
AL MAGT TIL FANTASIEN!!!!!

___________________________

PERLERNE VÆLTEDE UD AF HENDES MUND
KATTEN DRAK CAMPARI FOR
FØRSTE GANG
PERLERNE BLEV TIL SVÆVENDE BØLGER OG
OMSAT TIL TANKER OM AFTENENS
AKTION
DA KATTEN HAVDE DRUKKET DET MESTE AF
CAMPARIEN STARTEDE HISTORIEN:
KVINDERNE VAR PÅ TRAPPEN DEN DAG
I ET NYT HUS
EGENTLIG VAR DET ET GAMMELT HUS
MEN DET ER EN ANDEN SAG – DETTE HER
ER KVINDESAG
HJERTET STOPPEDE NÆSTEN DA DEN
FØRSTE DØR BLEV ÅBNET OG
ET MØRKT RUM KOM TIL SYNE

– VAR DET NU SELVE GREVINDEN
SOM HAVDE HAFT SOVEKAMMER HER?
(NÅR KONGEN HAVDE TÆVET HENDE,
OG HUN I NATTEN, MED ET BLÅT ØJE,
FLYGTEDE FRA HOFORGIERNE)
DET ER EN ANDEN SAG – DETTE HER
ER KVINDESAG
NU ER HUN DØD OG SIDDER I VINDUET
HVER AFTEN
MANGE SKAL HAVE SET HENDE
OG VI SPØRGER DERFOR
– HVEM ER GREVINDE DANNER?
RIGTIG SVAR BELØNNES MED
HØJTIDELIG AUDIENS
HOS JESPERSEN & SØN
DET HER ER KVINDESAG……….

___________________________

Forsvar for arbejdsfriheden.

Simone Weil har i bogen “Det som er helligt” skrevet om, hvad det er vi skal kræve af vores arbejde, for ikke at blive slaver. Selvom bogen er skrevet i 1959, bliver den mere og mere aktuel. Den kan faktisk bruges som medicin mod tilstandende i Georg Orwells “1984”.

———————————————————————————————–

Der findes en ond cirkel. Den hedder slavearbejde. Mottoet for denne onde cirkel hedder: jeg arbejder, fordi jeg er nødt til det, ikke fordi jeg kan se noget formål med det jeg gør.De fleste lønarbejdere er i den situation, at lige meget hvor meget de anstrenger sig, kan de ikke ændre på kravet udefra, om at de skal sælge deres arbejdskraft. Deres tid er delt op i dage med arbejde og hvile.
Ligesom en bold, der sendes fra en væg til en anden. De arbejder kun fordi de har behov for føde. Men de spiser kun for at kunne fortsætte med at arbejde. Og igen arbejder de for at kunne spise.
Og tomheden, som derved opstår, tabet af “meningen med livet”, er kapitalens værste overgreb på menneskeheden. Hensynet til profitten retfærdiggør for kapitalen, at alle vores bevægelser og handlinger under arbejdet rationaliseres og automatiseres.
Den slags arbejde, som kræver så meget opmærksomhed, at alt det, som ikke er bekymring for hastigheden, suges ud af sjælen, bør forbydes!!!
Hvad bliver vi så tilbudt, som en trøst for den tomhed, der er inde i os under arbejdet?
En kernefamilie, hvor vi kan opdrage på børnene og håbe på, at de får det bedre end vi. Vi kan fejre weekenden ved at forbruge flere ting end i hverdagen. Tage “pænt” tøj på og se “godt” ud, bruge penge, som om vi havde masser af dem.
Slå os løs og indbilde os selv, at vi har magten, at vi kan male byen rød.
Borgerskabet holder os i skak på en grotesk måde, der er skildret bedst i tegneserierne. De binder en snor i en gulerod og hænger snoren på en lang stang og så holder de stangen frem foran næsen på os; og så løber vi som gale.
Der er bare det tragiske ved det, at vi aldrig får penge nok, i forhold til hvor mange de andre har. Skulle det ved et mirakel ske, at en os får alle de penge hun vi ha’, så holder hun med det samme op med at være lønarbejder, så er hun straks ovre på borgerskabets side.
Det vil sige, at penge faktisk aldrig kan være et mål for os alle.
Hvorfor bliver vi så ved med at lave penge til andre?
Vi ofrer os selv ved at løbe efter den gulerod og bliver aldrig tilfredse. Kapitalisterne griner ad os, fordi vi er dumme nok til at ville leve på den måde. Og vi opretholder deres magt over os.
Skal vi fortsætte med det?!
Hvad er det så, der kan redde os ud af livets meningsløshed?
Revolutionen?
Så verdensrevolutionen da?!
I hvert fald har de tre store revolutioner, den kapitalistiske – USA, den kommunitiske – USSR, den socialistiske – Kina, ikke givet os løsningen, eftersom det har vist sig, at udviklingen af folket udelukkende har hængt sammen med udviklingen og opbygningen af landet. Hvad er der sket, når den eksplosive vækst af produkter såsom mad og våben – standser? Så opdager folk, at godt nok har de fået forbedret deres levevilkår, men der er alligevel stadig nogle, som har mere magt end andre.
Hvem ved; om en menneskealder eller to vejer russerne og kineserne måske også de berømte 17 kilo for meget til at gide lave revolution

…….

Gennemsnittet af amerikanerne har allerede rundet det magiske tal, selvom der også er nogle mennesker, der knap nok klarer at nå op til halvdelen af gennemsnittet.
Halve mennesker! Men de bliver også behandlet derefter.Med andre ord: Vi må forsøge at opbygge alle niveauer af levestandarden på en sådan måde, at alle folk føler et ansvar for nedkæmpelsen af kapitalismens materialismeræs, teknologien og monotomiens ødelæggelse af menneskets livsværdier. Istedet må vi sætte en opbakning i gang af decentraliserede samfund, mens vi arbejder påa t bryde monopoler og centraliseringer i alle dele af verden.

- o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o
MENNESKET ER INGEN EVIGHEDSMASKINE…

- o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o – o

$ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $ $

PRES

af Linda Linholdt

Vågne op når det lyst –
ingen klokke der ringer
viserne på uret er for langt til højre
føle sig skyldig – for at dække et behov
et naturligt søvnbehov, som
der ikke er plads til i vores arbejdsræs.

“Er du doven? Eller ejer du
ingen samvittighed –
skyld over din egen egoisme.
Det er jo så svært for arbejdsgiveren
at skaffe en effektiv
afløsning om morgenen”.
Men sku ikke når du får et los i røven!

Så kan du nemt undværes, for du
er trods alt kun en brik der
til en hver tid “må vide: At du
kan erstattes
Tag dog produktionen alvorlig – vi kan ikke tage hensyn
slet ikke til den menneskelige rytme
den skal du skamme dig over –
ellers går produktionen ned.”

“Så længe du kan være arbejdsrobot, med respekt for autoriteterne,
kan vi bruge dig, vi skider på dit liv,
men ikke på din effektivitet
Husk altid at føle dig skyldig –
så er du mere sympatisk og svag”
Dit liv er sikret indtil di bryder sammen
eller får ret til at slappe af
i form af bevilget alderspension

“Bryd ikke normen, opfør dig som du bør
traditionerne kender vi alle,
selvfølgelig skal kabalerne gå op:
ikke noget med ravager eller
gåder, alt skal eller har jo en løsning
Ellers må du i hvert fald forsvare det.”
Det at du har andre værdier i livet.
Forsvare hvad? Dække over den
skyld som andre føler for dig
eller over deres egne moraler –
som er så svære at ryste af kroppen
fordi de er blevet indpodet hver dag i livet
moralens intolerante komplekser
gør dem onde-misundelige jaloux
forfærdelige usikre, presset
vokser når de ikke er så givne hos nogle
deres fastsyede grænser bliver rystede
De prøver at bremse dig, – presse
dig til at blive lige så degenerede
og og fantasi-forbudt som dem.
Stop moralens og arbejds Tyranniet!

___________________________

REJSEBREV FRA ZARAGOZA

Jeg sidder nu i en pension i Zaragoza. Her er dejlig varmt, ikke ligesom i bjergene ved Lucena del Cid, hvor jeg sov en nat under stjernehimlen, som var fantastisk klar. Det var fuldmånen, som gav mig styrken til at klatre derop.
Først havde jeg fået et stop fra Castellon af en pengebegærlig blærerøv og fascistisk forretningsmand, som sku til Alcora for at hente penge. Bankerne i Castellon var ikke gode nok. Han kørte mig til Lucena del Cid, hvor han gav middag. Idioten gav udtryk for at jeg var mærkelig og jeg følte, at han snakkede ned til mig og om mig med de andre i restauranten.
Han var vædder, men må ha haft en frygtelig ascendant. Han troede han ku køre ud i bjergene og bolle med mig. Han drak sig fuld, jeg drak mælk og sku videre alene.
Må jeg lægge armen om dig?
Svinet kørte alene tilbage.
Ha Ha He.
Så gik jeg ud i bjergene, samlede brænde, mens skolebørnene i Lucens del Cid glædesstrålende løb ud i friheden.
Da solen gik ned, gik jeg op ad bjergskråninger og terrasserne. Nu var det mørkt, men jeg fandt en stabel brænde, som var samlet af bjergtroldene. Jeg blev bange, da hundene gøede i nærheden, men så synede fuldmånen frem, og sagde at angsten var ubegrundet, når den gav mig lys.
Et stykke fra terrassen jeg sad på, var der små bjerghytter. Dem jeg havde gået forbi på vejen, fornemmede jeg var tomme. Men nogle var beboet af underlige væsner, der lader hundene, som de opdrager til at beskytte dem, gø uden at be dem om at holde kæft. Snart fik jeg ild i bålet, som gav varme og mad, en arbejderkvinde fra Castellon havde lavet af linserne du gav mig. Det var godt, men pludselig, da søvnen var i min krop, skreg en fugl eller et monster fra bjerget på en anden top, som var mørk og mystisk. Jeg lod tæpperne og ilden blive varmen i min krop, og fik sovet en smule. Da månen var langt til højre var kulden for stærk, så jeg stod op og pakkede mig godt ind. Jeg tænkte og prøvede meget at samle brænde til den fattige skovtrold, som gav mig varme i fuldmånens nat. Men ak, det var mørkt, så jeg håber, at trolden tilgiver a strange lesbian for at ta hendes varme.Så sku jeg ned, hvor jeg kom fra til vejen, hvor bilerne blændede min gang og hundene fik mig til at stivne. Et stearinlys var min redning fra bjergtoppenes mørke. Da jeg endelig nåede vjen, var mareridtet forbi, kun kaktusstik og skrammer var en realitet.
Den nat var så smuk, stærk og uhyggelig, at jeg aldrig vil glemme den.
Jeg gik videre. Da solen stod op, tog en rigmand mig op. Da hans helvedes varme bil var for hed, var det han smed mig af, og jeg skred, videre i de fascinerende og fremmedartede bjerge, som snoede sig rundt og rundt og jeg gik og gik til det gjorde ondt. (inspiration: Sebastian). Solen naturen varmen kulturel. Spanien er en del af mig, det viser en ny og bedre vej.
Mændene har jeg lært af.
Spanioleren, som gav et stop ved Zucaina, fortalte så glædesstrålende, smukt og beskrivende om sit land og kultur, at jeg fra denne tur, selvfølgelig vil der være en mur. Og en grænse, hvad vi kan bruge hinanden til, som mand og kvinde, såvel som kvinde og kvinde.
Jeg kan ikke tro nogen mand vil voldtage mig, måske de værste, men dem vil jeg ikke ta med. Livet som blaffer gir mere fred end den undertrykkende lesbiske verden i København, som trods alt har været til gavn.
Fra Anarkafeministernes udsendte medarbejder i Zaragoza.
Da jeg har en aftale med en spansk anarkafeminist, som tog mig op ved Teruel og som ønsker at vise mig Bilbao, må jeg desværre slutte nu, håber meget jeg får tid til at skrive igen.
Spansk Sol Styrke.
Bliv Boende Blandt Byboerne. Arbejdsbåndene binder, men byen er fuld af lesbiske kvinder. Husk, naturen er smuk. Hvis drømmene følges af druk er friheden et SUK. Lev Livet Lesbian
Adios Abrieos

Kærlige Knus Karin Koks

___________________________

EN HEKS ER EN HEKS ER EN HEKS

af Lisa Hagland

– HISTORISK TILBAGEBLIK TIL DEN TID DA VI BRÆNDTE HINANDEN LEVENDE PÅ BÅL.
OM UGUDELIGE PRÆSTER OG GUDDOMMELIGE HEKSE…

Hekse eksisterede i en eller anden form i de fleste gamle religioner. Vi finder dem allerede hos eprserne, i det gamle testamente og i den græske og romerske mytologi.

Først i 1400-tallet begyndte kirken at se på eksistensen af hekse som fare. Tidligere stod kirken uden love og midler til at bekæmpe hekseriet med, idet de gamle kanoniske love fastslog at der ikke fandtes nogen hekse. At der var nogen fritænkere her og dér, blev i begyndelsen ikke taget så højtideligt. Ritualer og tro fra tidligere religioner og den urgamle kultdyrkelse havde stadig tilhængere overalt.
Da kirken efterhånden begyndte at føle sig truet, får vi blodtørstige kætterlove og inkvisitionsdomstole.
Det hele begyndte med det formål at få udryddet hedenske skikke og tanker indenfor kristendommen og det udviklede sig efterhånden til massemord på tusindvis – muligvis flere millioner mennesker. Kirken ville have al magt og hekse, fritænkere og individualister af alle slags blev jagtet af kirkens mænd. Der findes flere højdepunkter i processerne, alle på tidspunkter hvor nye tanker truer kirkens autoritære system.
Disse højdepunkter finder vi f.eks. i det trettende århundrede, efter at den oprindelige korstogsbølge var ebbet ud, – og i det sekstende og syttende århundrede da renæssancen og reformationen havde brudt med det katolske Europas mønster.
Hvilken af kirkerne som gjorde den største og mest gudfrygtige indsats er vanskeligt at sige. Ikke bare den katolske kirke, men også Calvin og Luther var overbeviste heksebrændere og bidrog stærkt til at rense Europa for hekse og fritænkere. Dette skete ved hjælp af mange fromme Guds tjenere blandt dommerne og de retslærde og mange af disse præsterede et livsværk som omfattede brænding af hundredevis af mennesker.

I middelalderen var livet præget af voldsomme kontraster. Menneske var bange for noget djævelsk og mange troede at Antikrist havde taget styret over verden, – at den ondes rige som kommer før dommedag allerede var oprundet.
Efterhånden begynder folk at miste tillliden til kirkens tjenere, som beskyldes for råhed, uvidenhed, fråseri, utugt, havesyge og dovenskab. Det var den almindelige mening, at en biskop ikke kunne komme i himmelen.
Men menneskene havde ikke mod til at tvivle på selve kirken og mærkelige strømninger kom frem i dagens lys. Helvedsånder vækker mere angst og ærefrygt end helgener og hos dem som havde mistet tilliden til præsterne, opstod der ofte en slags djævelstro.
Siden datidens mennesker var overbeviste om, at djævelen regerede over verden, er det logisk hvis de også troede på, at der i hemmelighed eksisterede et djævelritual og en djævelkirke.
Drømmetydning, astrologi og lignende hørte med til det daglige liv. Og man så advarsler i alt, – i hestevrinsk og ulvehyl, i vindens retning og skyernes form. Forbandelser og velsignelser havde stor og betydningsfuld magt og bestemte tegn kunne binde og løse. Mødte man en pukkelrygget betød det lykke og mødte man en gammel kone, – eller endda nærmere betegnet – en gejstlig, så betød det ulykke.

Den første hekseprocess vi kender til, fandt sted i 1275. Inkvisitionen dømte Angéle de la Barthe for barnespisning og omgang med djævelen. Dette skete i Toulouse i Sydfrankrig.
Heksene bekendte aldrig selv deres sorte kunster, – det var altid kirken eller lovens mænd som fremtvang beviserne og tilståelserne. Dette skete på de mest groteske måder. Kirkens torturredskaber var yderst varierende, – det var ikke bare glødende jern som blev brugt. Et af torturredskaberne der blev taget i brug, var den spanske støvle, som fremkalder de voldsomste smerter man kender. Mens den bliver skruet på, knuser den langsomt både skinneben, læg og fod. Hvis man kunne holde liv i en heks tilstrækkelig længe, fandt man altid en mængde nye hekse. I nogle tilfælde blev hele befolkningen i en landsby ført til bålet. Ikke bare de gamle koner (– de typiske hekse) tilstod når de blev forhørt under tortur, men også præster og borgmestre, – nogen gange også helt små børn.I nogle distrikter stod bålene tæt som træerne i skoven. De såkaldte kristne troede de var omgivet af hekse der havde til hensigt at forføre dem selv til djævelskaben, så resultatet ville blive at de også måtte tilbringe svigheden i helvedes pinsler.

Hvem som helst kunne blive mistænkt for at være heks. Ofte var det ydre tegn der blev anset som beviser for at en stod i kontakt med Satan: – vorter, sammenvoksede tæer, ufølsomme steder på kroppen eller kropsdele der ikke blødte hvis man stak en nål i dem. Til og med et specielt kønt udseende kunne være bevis på at en var heks. Eller hvis ens udseende stod i overensstemmelse med folks forestillinger om hvordan en heks så ud. Dårlig udseende, alder eller fattigdom fik i sig selv ofte karakter af retslig bevis. At bande eller tale nedsættende om Guds tjenere var også bevis nok. Eller onde ønsker som gik i opfyldelse, – i disse tilfælde var sagen klar, – tilbage var bare problemet med at finde heksens medskyldige.
Nogen gange blev den anklagede kastet i vandet, og hvis hun ikke sank var hun skyldig.
Den stigende angst torturen medførte, øgede bare antallet af anklager og processer. Dette blev en tidssygdom som havde grebet alle, – folket og de lærde, katolikker og reformerede, fyrster og undersåtter, anklagere og inkvisitorer, – ja, også heksene selv, for mange af ofrene troede sig virkelig skyldige . Mod slutningen af processerne blev mange hekse først frikendt af retten, og siden lynchet af f.eks. naboer. Så sent som i 1863, – over 150 år efter den sidste lovlige heksehenrettelse i England, blev en spåmand druknet af lokalbefolkningen i Essex.

Folks forestillinger om hekse, har altid været at de under deres møder, krænker fundamentale værdier i samfundet. Og de kaster sygdom og ulykke over mennesker og dyr, – fortrinsvis deres naboer og familie. I mange kulturer skelnes der klart mellem hekseri og trolddom. Heksens overnaturlige magt menes at bero på medfødte evner eller på forbund med dæmoner, – og ikke på tillært teknik som den shamaer, heksedoktorer og kloge folk bruger.
Hekseri har på mange måder været en dagliglivsfilosofi som forklarer uheld og ulykker.
Man antog at heksene på bestemte tider, først og fremmest natten til første maj (Valborgs nat), fløj på kosteskaft til berygtede fjelde for at hylde helvedes fyrste.
Mange elementer i heksetroen går århundreder tilbage i folks mytologi og forestillinger. Da kirken greb ind, blev djævelen bevidst koblet til folketroen.
I det middelalderlige teater blev religiøse emner behandlet på en uhøjtidelig måde og det var populært med historier om hekse som optrådte som djævelens overmænd (eller rettere sagt overkvinder!).

I Italien fandtes der i renæssancen et specielt hekseland ved Norcia, som var blevet til en attraktion for fremmede. Heksene var næsten offentligt anerkendt og blev kun forfulgt i undtagelsestilfælde.

Heksevanviddet har til dels været kirkens opfindelse med det formål, at rette samfundets had mod jøder, gamle koner og forsvarsløse stakler.
Det er jo også tydeligt at reformationstidens heksehysteri bunder i mandens dybe angst for kvinden og ikke bare er en religiøst, men også en seksuelt problem.

Senere, da spørgsmålet om hvorvidt Satan har forplantningsevne blev taget op, kom det bedste argument fra katolsk hold: “Hvordan skulle man ellers kunne forklare Martin Luthers eksistens!?!”

I 1487 blev den berømte “Heksehammeren” udgivet af de to pavelige inkvisitorer Heinrich Institoris og Jacob Sprenger. Dette var en officiel håndbog i hekseriet og dets bekæmpelse.
Fra “Heksehammeren”. Hvorfor er sortekunsten mere udbredt blandt kvinder end blandt mænd?
Svar: Hvad andet er kvinden end en venskabets fjende, en uundgåelig straf, et nødvendigt onde, en naturlig fristelse, en forledende ulykke, en fare for husfreden, et forførende skadedyr, et verdensonde gemt under et lag kønne farver.
Dette siger temmelig meget om det kvindesyn som herskede i den tid!
I sit kulturhistoriske værk siger Egon Friedell: “Hele hekseforfølgelsens fænomen er rimeligvis en massepsykose af fortrængt seksualitet, som giver sig til udslag i angst for kvinder”. Lad os fortsætte med Martin Luther: “Hvis man ikke havde dette køn, kvindfolket, så ville husholdningen og alt som dertil hører, forfalde.”
Luther hørte ellers til dem som så en dæmon bag hver busk og han påstod ofte om sine modstandere at de havde dsluttet pagt med djævelen.

I Danmark satte de egentlige hekseforfølgelser i gang lige efter reformationen. Efter den første heksebrænding i 1540 i Stege blev der indledt en heksejagt over hele landet. Alene på Als og de omliggende øer, blev der brændt 52 kvinder.
Ellers har vi sparsomme oplysninger om i hvor stor grad processerne foregik i Danmark og ellers i Skandinavien. Men utallige kalkmalerier i danske kirker viser, at der blev prædket mod troldfolkets virksomhed og at trolddom blev anset som en dødssynd. Christian II forbød bønderne at søge til troldfolk om “råd til deres fæ, kvæg eller om andet sådant”. Hvis dette alligevel blev gjort, skulle den pågældende “miste huden”.
Dette viser tydeligt, at der også i Danmark blev henrettet kvinder og mænd som var mistænkte for at være hekse, eller som havde kontakt med hekse. Processerne var alligevel ikke så udbredte her som ellers i Europa.

Til slut vil jeg citere Martin Luther:
“Hvis politi og verdslig herredømme læres, at al øvrighed i verden og ordnet herredømme og alle love er skabte og indsatte af Gud…..– at kristenmennesker skal afsige dødsdommen og straffe onde handlinger med døden, føre retfærdige krige, købe og sælge, eje privat ejendom… osv.”

Dette viser tydelig hvor umenneskelig kirken er og altid har været. Det hele handler om MAGT, – magt over andre mennesker. Vi skal lære os at skelne klart mellem kristendom og den i aller højeste grad så ugudelige krike. Det er nemlig to forskellige ting!

Pennethorne Hughes: Hekse.
Jens Bjørneboe: Krudttårnet.
Ebbe Nyborg: Fanden på væggen.
Egon Friedell: Kulturhistorie.
Historien. Gyldendals opslagsbog.

___________________________

Skriv til:

Fru Jungs
Philosofiske
Brevkasse
kommer i næste nummer !!!

___________________________

Er Emma Goldman en mand?

Mari Toft er en usædvanlig ung kvinde i ordet gode betydning. På samme måde som hendes store forbillede Emma Goldman levede af sin symaskine i New York, lever Mari af sin sættermaskine i Fagerlivelen i Oslo.
Det er ikke noget galt i det.
Men Mari Toft er en ung kvinde med en vis indflydelse. Hvis ingen har hørt om hende før, så er det fordi hun opererer under pseudonymer. Beskeder fra sætteriet undertegnet “sætteriet” eller “Jet-Z”. Når hun skriver i Gateavisa eller Dagbladet, undertegner hun ikke med sit egentlige navn, men med “Syphilia Morgenstierne”. Bidrager hun med sit i det seksualpolitiske tidskriftet “Bang!”, hedder hun “Delphia Fett”. Og når hun interviewes i Sirene hedder hun ikke Mari, men “Kari”.
Selv om dette fænomen har begrænset interesse i og for sig, har vi, til trods for gentagende forsøg, ikke magtet at modstå fristelsen til at gengive sidste nyt på området:
Mari Toft, alias “Syphilia Morgenstierne”, alias “Delphia Fett”, alias “Jet-Z”, alias “Kari” – har fundet ud af at Emma Goldman er en mand!
Denne opdagelse er så meget mere tragisk, eftersom Mari, undskyld “Kari” i interwievet med Sirene har afskrevet alle mænd som helt håbløse (undtagen som sexobjekter), samtidig med at hun udtaler at Emma Goldman er hendes “store forbillede”.
Eftersom Emma Golman er en mand, er der ikke håb for hende, undskyld, ham heller.
Hvordan er dette gået til?
Det gik sådan til, at da manuskriptet til Emma Goldmans essay “Kvindefrigørelsens tragedie” blev sendt til Mari, undskyld, til “Jet-Z”, glemte vi at nævne hvem forfatteren var. Mari, undskyld, “Syphilia” vidste altså ikke, at det var hendes “storeforbillede” Emma Goldman, anarkismens og feminismens pionér, som var den “åbenbart mandlige” forfatter.
Maris, undskyld Syphilias, undskyld, Delphias, undskyld Karis, undskyld sætteriets kommentar til artiklen gengives her i faksimile.

“Det er dessverre ikke noe å si på at de feministene som art. forfatteren refererer til, ble så stumme av den stupiditet han uttrykte, at de i sin avmakt bare kunne komme på edder & galde til kommentar…
Heller ikke jeg ville finne det bryet verd å argumentere på forfatterend eget “plan”.
For å være helt ærlig, gutterrrr, så er min leserreaksjon følgende:
Dette er det absolutt mest lavpannede “debatbidrag” jeg noensinne har sett på noe område til venstre for Ulf Gleditsch. Jeg rødmet på forfatterens vegne, under settingen.
Måtte den (åpenbart mannlige!) forfatter drukne i sitt eget, medfødte morsinstinkt! Og måtte denne utrolige nivåsenkning av norsk kjønnsrolledebatt gå ganske ubemerket hen – av hensyn til deres tidsskrift.
Ellers sender jeg dere snart min bok “Den mjuke mann, en karakterstudie” til anmeldelse.
med hilsen setteriet.”
Maris kommetar til Emma Goldmans essay.

Hvorfor ofrer vi så stor plads på denne lille hændelse?
Først og fremmest fordi den er morsom synes vi.
Men også fordi den anskueliggør den kendsgerning at toneangivende kredse indenfor “Gateavisa” – sådan som avisen har udviklet sig – står nokså langt i udkanten af en egentlig frihedslig socialistisk tradition.
Og fordi den anskueliggør at i hvert fald dele af moderne feministisk bevægelse har bevæget sig bort, ikke fra de maskuline principper, men fra de feminine værdier. Reaktioner mod værdier som kærlighed og mor-barn-forholder er en reaktion mod livet selv og afslører mangel på den indsigt, som netop Emma Goldman giver udtryk for: At den personlige frihed og udvikling ikke står i modsætning til, men tværtimod er, selve grundlaget og forudsætningen for ethvert levende, varigt kærlighedsforhold og forholdet mellem forældre og barn.

- Fra tidsskriftet “Arken”,
Bergen, høsten -78.

___________________________

HEKSESANG:

Diana’s og Lucifer’s datter Aradia bliver sendt ned på jorden for, som en kvindelig Messias, at befri menneskene fra undertrykkelse. Aradia skal lære menneskene trolddom og heksekunst, så de kan forsvare sig mod undertrykkerne. Hun indvier dem i Diana’s kult – heksekulten.

Fra “Fortvivlsens tid” er der overleveret en heksesang af Diana til Aradia:

“Og du bliver den første blandt heksene
- og du bliver den første i hele verdensonde
- og du bliver i stand til at
beherske forgiftningens kunst.
Herrene er det, som skal forgiftes.
Ja, du vil lade dem dø i deres paladser.
- og du vil pine undertrykkernes
sjæle med trolddom.
- Og når du finder en rig bonde
vil du vise din elev, heksen,
hvordan hun kan lægge hans marker øde
- med skrækkelige storme
- med lyn og frygtelig torden
- med hagl og vind…

Og når en præst gør dig ondt
med sine “velsignelser”
Så vil du hævne dig dobbelt
og du vil gøre det i mit navn:
DIANA, dronning over alle hekse!

For jeg er kommet
for at feje det onde bort.
Mænd af ondskaben, dem vil jeg fornægte!

I, som lider under fattigdom og sult
I, som bliver plaget og smidt i torturkældrene
I har trods alt en sjæl
- og for jeres lidelser skal
I blive belønnet i en anden verden.
- Men ve dem, som har knægtet jer!”

- “Og som tegn på at I er virkeligt frie
skal I, ved jeres riter, være nøgne.
Kvinder som Mænd: dette skal
være således indtil jeres
sidste undertrykker er død.
- Og I skal spille spillet
fra Benvento og derved
forløse lyset
(og elske med hinanden uden skam).”

Stammer angiveligt fra det 14. årh.
Citeret efter: Donovan, Overtro og Heksekult (Zauberlaube u. Hexekult. München 1971)

___________________________

VI LEVER BAG MÅNEN

Kvinderne fra selvhjælpsforretningen 13. måne i Berlin har i årevis beskæftiget sig med selvhjælp og er nu begyndt at drive “menstruationsforskning”. Den følgende artikel fortæller lidt om, hvad de beskæftiger sig med.

Vi kvinder fra 13. måde beskæftiger os med selvundersøgelse, menstruation, seksualitet, svangerskabsforebyggelse og massage. Omkring disse emner laver vi selvhjælpskurser for alle interesserede kvinder, og som et resultat af vores årelange arbejde planlægger vi nu en udstilling med titlen: “Hexen, Hebammen, Frauenärzte” (Hekse, jordmødre, gynækologer.) For tiden arbejder vi med udstillingskataloget, samt med en bog om menstruation.
Som en følge af dette arbejde, har vi beskæftiget os meget med gamle kulturer, med kulturer, hvor kvinder ikke var magtesløse, med kulturer, hvor de øverste guddomme var gudinden, og hvor menneskene tilskrev månen en stærk indflydelse på deres liv.
Dengang vidste kvinderne meget om svangerskabsforebyggelse og denne viden blev videreført af jordmødre helt op til den sene middelalder.Men med forfølgelsen af jordmødre og urtkyndige kvinder som hekse, forsvandt også denne viden, og kvinderne, som før selv havde kunnet bestemme, hvor mange børn, de ville have, fik nu det ene barn efter det andet. 10-20 børn var indtil det 20. århundrede ingen sjældenhed.
I dag er viden om menstruation, cyklus og beskyttelse ikke længere hverkvindes eje, men derimod gynækologernes privilegium og vi kvinder må langsomt og besværligt genvinde vores viden fra gamle og nye kilder.
Vi fra 13. måne har især interesseret os for, hvad kvinderne vidste om menstruation og om der var en forbindelse mellem månen og menstruationscyklen.
Måneden var oprindeligt tidsrummet mellem to nymåner, altså 29½ dag, en månemåned, (nej, jeg stammer ikke).
Gudinder som Isis, Diana og Hekate var månegudinder og samtidig frugtbarhedsgudinder. Den matriakalske tredelte gudinde optræder altid i tre skikkelser, nemlig som pige, nymfe og gammel kvinde. Hvor pigen er viet det tiltagende lys , nymfen det fulde lys, altså fuldmanen, (hun hedder også tit “den bredhovede”), og den gamle kvinde viet til det aftagende lys. Tit har gudinden flere navne og regerer over forskellige sfærer, som f.eks. luft (pigen), jord (kvinden) og underverdenen (den gamle kvinde). Månen bestemte menneskets tidsregning og et måneår har 13 måneder. Vores år med dets 12 måneder på mellem 29 og 31 dage tager kun hensyn til solens cyklus. Julius Cæsar indførte den julianske solkalender 46 år før vor tidsregning og med denne vilkårlige måling af månedens længde blev 13 et uheldigt tal og den trettende fe blev en uindbudt, ond heks.
I dag gælden mennesker, som tilskriver månen en indflydelse på deres liv, som overtroiske og dog lader det til, at der består en forbindelse mellem månen og menneskets blodkredsløb.
Amerikaneren Anne Kent Rush fortæller i sin bog “Moon, Moon”, at ældre tiders læger ofte tøvede med at foretage operationer ved tiltagende måne, fordi patienterne så mistede for meget blod: “Lægerne troede dengang, at månen havde samme indflydelse på organismen som årstiderne. I florida har patientstatistikker med over tusind tilfælde af farlige blødninger vist, at 82% af dem forekommer ved fuldmåne. En læge fandt dette så overbevisende, at han mente, han snart ville ende som heksedoktor, som kun opererede i mørke nætter (altså ved nymåne).
Hvis det er sandt, at månen har inflydelse på blødninger i den menneskelige organisme, må vi kvinder spørge os selv, om månen så ikke også har indflydelse på vores menstruation og ægløsning? –
tidligere, før vi fik gadebelysning, sov kvinderne kun i nattebelysning under fuldmåneperioden.
Louise Lacey påstår i sin bog “Lunaception”, at dette lys har påvirket kvindens ægløsning og menstruation. Er det måske derfor, at der her eksisteret menstruationsriter? Jo, for hvis alle kvinder bløder hver for sig på forskellige tider i løbet af måneden, hvordan kan en fast menstruationsritus så opstå? Indtil videre ved vi kun, at de opstod og at de stadig eksisterer i såkaldt “primitive” samfund.
Til forskel fra os, som kun kender arbejdsrytmen og som aldrig har levet i en menstruationsrytme, oplever kvinder fra andre kulturer stadig stærke menstruationsriter. En pakistansk veninde har fortalt os,a t kvinderne i hendes landsby alle på samme tid – nemlig ved nymåne – trækker sig tilbage fra landsbylivet for sammen at opleve menstruationen.
Med dans og festligheder modtager kvinderne derefter “lyset” – den tiltagende måne – efter tre dages mørke.
Kvinder fra Berlin, som i nogle sommermåneder sov under åben himmel på Kreta, har fortalt, at de allesammen fik deres menstruation ved nymåne.
Dette kan også have en anden årsag: – når kvinder bor eller arbejder tæt sammen, får de efter et stykke tid deres menstruationer samtidigt.
Vi ved endnu ikke hvorfor det er sådan og hvordan alle disse ting hænger sammen.
Når det gælder sammenhængen mellem menstruation og månens indflydelse, står medicinerne af, det interesserer dem ikke. Derimod er de yderst interesseret i, om der er en forbindelse mellem månelys og frugtbarhed. Et team af unge amerikanske læger på et katolsk sygehus, besluttede at lave et forsøg med tilsyneladende ufrugtbare kvinder. Forsøget var enkelt. Når landmænd vil have produktionen til at stige, lader de lyset brænde i hønsehuset. Det samme blev forsøgt af de amerikanske læger, idet de opfordrede de kvindelige forsøgspersoner til at lade lyset brænde i deres soveværelse hver nat i et vist antal måneder. Efter kun et par måneder indstillede kvindernes organisme sig på en 29 dages cyklus og de fik ægløsning på den fjortende dag i måneden. Derefter var det let for dem at blive gravide, hvilket de jo også ønskede.
Ved et efterfølgende forsøg brændte lyset kun i tre på hinanden følgende nætter, nemlig den 14., 15. og 16. nat i måneden. Denne korte lyspåvirkning af hypofysen – det legendære “tredje øje” – var tilstrækkelig til at fremkalde ægløsningen.
Forsøgsrækken blev foretaget på John – Rock klinikken for ufrugtbare kvinder. At også amerikanske katolske læger ikke interesserer sig for abort eller svangerskabsforebyggelsesproblemer, men derimod kun for frugtbarhed, kan vel ikke undre nogen kvinde.
Louise Lacey er, så vidt vi ved, den eneste, der har sat disse forsøg, foretaget ved kunstig lys i forbindelse med månen.
I sin bog “Lunaception” fortæller hun hvordan hun, efter i årevis at have spist p-piller, var på jagt efter et ikke-skadeligt middel. Hun spekulerede over hvilket lys der, i løbet af menstruationshistorien, kunne have indvirket på den kvindelige krop.Svaret ramte hende, som hun skriver: “som et lynnedslag” – fuldmånen – naturligvis! Tre nætter hver måned sov hun med lyset tændt ( en 15 watt pære var nok); lyset skulle virke som månelys. Efter et par måneder passede hendes rytme med månens faser: hun havde ægløsning med fuldmånen og menstruation 14 dage senere – altså ved nymåne.
Louise Lacey skriver, at hendes veninder først gjorde grin med hende, men at de senere gjorde de samme erfaringer. Hvis fuldmånen eller lampen, fremkalder ægløsning, så er kvinder altså frugtbare i disse tre dage og bør, såfremt hun ikke ønsker at blive gravid, holde sig fra at have samleje med mænd i en 5-6 dage.
Vores konklusion er, at vi “kvinder af i dag” ved alt for lidt om naturlig menstruation og forebyggelse.
Da vi begyndte vores arbejde med menstruation, anede vi intet om hvilket omfang det ville få og for bare et halvt år siden var vi overbevidste om, at menstruation ikke var noget problem for os.
Først skrev vi hver for sig en beretning om vores egne menstruationer og vi fandt ud af at det var svært for os at snakke om det, på trods af at vi havde kendt hinanden i 4 år og i hele denne tid havde dyrket selvhjælp sammen.
På selvhjælpskurserne snakkede vi så med andre kvinder om deres (og vores) menstruationserfaringer. For at gøre det lidt lettere at komme i gang, havde vi skrevet nogle spørgsmål ned, som vi opfattede som vigtige.
Vi spurgte blandt andet: “Kan du huske din første menstruation?” “Hvad gjorde du med de brugte bind/tamponer?” “Elsker du med din ven/veninde når du har menses?” – De fleste kvinderforetrak at være alene, når de skulle besvare spørgsmålene. Een blev så nysgerrig, at hun straks tog hjem til sin mor, for at høre lidt om omstændighederne ved sin første menstruation.
Hvis du/I har lyst til at beskæftige jer lidt mere med jeres menses, stiller vi gerne vores spørgeskema til rådighed. Måske vil I være tilbøjelige til at besvare spørgsmålet: “Er dine blødninger et tabu for dig?” med et klart nej. Derfor foreslår vi jer en lille øvelse: Forestil dig at du har menstruation.
Du sidder på på pizzariaet nede på hjørnet, hvor du tit kommer og hvor alle kender dig. Nu pakker du dine bind ud og tager et i hånden; alle kan se dig. Du rejser dig og går med bindet, så selvfølgeligt som var det en cigaret, gennem hele lokalet hen til toilettet.
Vi har tænkt os at samle og offentliggøre vores erfaringer fra de sidste måneder.
Det ville være skønt, hvis I ville skrive jeres menstruationserfaringer ned. Måske har nogle af jer jeres cyklus sammen med månen, måske bruger nogle af jer “lunaceptions”-metoden. Er der kvinder der føler sig godt tilpas omkring ægløsning og/eller menses? Hvordan oplever kvinder en månecyklus? ect. ect.

Skriv på engelsk eller tysk til:

Frauen – Selbsthilfeladen
“ im 13. Mond ”
Bleibtreustrasse 48
1000 – Berlin – 12
Vesttyskland/BRD

___________________________
appel til de undertrykte

de undertrykte børt have medlidenhed med og forståelse for undertrykkerne eller kan disse ikke magte at være undertrykkere
undertrykte som de selv er af kapitalismen
de undertrykte skal hjælpe undertrykkerne med at befri sig for kapitalismen
dette gælder ikke indianerne
eller zimbabweanerne
eller samerne
eller chilenerne
de kender en undertrykker når de møder ham
dette gælder kvinderne der som altid har særlige forpligtelser i den patriarkalske undertrykkelsen
til at se bort fra denne og udvise et minimum af hensyntagen
og et maksimum af solidaritet
med dette patriarkat
som stønner under kapitalismens åg
.. når vi så har fået socialisme
sker der vist ikke så meget mer
andet end
at vi skal til at tage fat
på
anarkisme
måske
kvindernes frigørelse
er altid indeholdt
i noget andet end sig selv
men mændenes frigørelse
er indeholdt i kvindernes befrielse
det havde I ikke troet

Ingelise Bredahl

___________________________

Til en veninde

Kom ikke til kaffe,
mine kaffekopper er så tyde,
at de knuses mod dine læber!

Kom ikke
for at rose
kunsten i min lejlighed,
eller for at finde ud af
om mit ægteskab er intakt.

Mine katte vil kradse
din venlighed itu.

Kom,
fordi vi
ikke mere har tid at spilde,

kom nøgen skaldet hæslig gammel,
kom med svangerskabsar på maven,
og med opsvulmede
årer på benene, med
kraftløse hængende bryster,
kom til mig med din angst
for rynker,

kom
som min genspejling,
kom som min trøst,
kom hurtigt så vi kan
give hinanden vores værdighed
tilbage.

Af Marielouise Zurreit, Frauenjahrbuch 1, 1975

___________________________

Jeanne d’Arc
~ kristen helgen eller heks?

Jeanne d’Arc voksede op i Demrémy, en lille by i Nordfrankrig. I nærheden af hendes hjem var der en kilde og et træ som blev kaldt “feernes træ” og her tilbragte Jeanne meget af sin tid. Dette sted blev opsøgt af syge, i håb om helbredelse. På denne tid (1400-tallet) var Frankrig splittet af flere generationers stridigheder og førte krig mod England som var herrer over hele Nordfrankrig.
Jeanne gjorde noget som ikke var almindeligt for kvinder på den tid. Istedet for at blive siddende ved sin kilde og spinde, gik hun ind i den politiske kamp. Hun ville samle Frankrig og lykkedes med sin personlighed at overbevise alle. Hun gik selv i spidsen, med et usædvanligt mod.
Hendes indgreb betød en intensivering af krigen, – den rejste troen på det franske folk og dermed kampånden. Krigen vedvarede 27 år efter hendes død, men hun havde været med til at stable de kræfter på benene som gjorde, at Frankrig blev et frit land. På trods af dette møder hun tidligt modstand. Hverken kirken eller folket i almindelighed, kunne tåle en kvinde som skilte sig så meget ud fra resten af samfundet. Jeanne blev bare 19 år gammel og sit sidste år tilbragte hun i fangeskab.
- Hun var en trussel for kirken og for det patriarkalske samfund hun levede i. Det er karakteristisk at kirken brændte Jeanne d’Arc som kætter og efter hendes død kanoniserede hende til kristen helgen.
- Men hvad hvis Jeanne virkelig var en heks?
Den kendte forsker Margaret Murray har forsøgt at bevise eksistensen af en gammel førkristen heksekult, som hun mener, at også Jeanne d’Arc var “medlem” af. Dette er en gammel vest-europæisk kult, som skal have eksisteret fra bronzealderen helt frem til det 18. årh.
Murray henviser bl.a. til den forbløffende samstemmighed i vidnesudsagn fra hekse på forskellige steder med stor geografisk afstand. Det er vanskeligt for mig at sige noget nærmere om den heksekult Murray taler om. Jeg har forsøgt at finde litteratur om emnet, men uden resultat.
Murray peger også på, at spørgsmålene ved Jeannes retsforhandlinger åbenbarer anklagernes mistanker om, at hun repræsenterede noget helt andet end kristendommen. Murray har fundet bevis på, at anklagerne var opmærksomme på hendes forbindelse med den gamle, religiøse kult. Dette viser blandt andet den fortrolige brevveksling som fandt sted efter henrettelsen, – ud fra den, er det klart at Jeanne d’Arc ikke var nogen almindelig kætter. Forhørsteknikken ved retsforhandlingerne var effektiv og indtrængende. Dommernes opgave var at fremtvinge en tilståelse ….
Hendes fordømmelse var en politisk nødvendighed, – specielt for kirken og for englænderne. For englænderne fordi hun ville miste sin politiske betydning, hvis de kunne lykkedes i at overbevise folk om, at hun var en kætter.
Og for kirken var det nødvendig at skille sig af med hende fordi hun satte guddommeligheden højere end kirkens autoritet. – Var der en guddommelighed de ikke kendte til?
De gejstlige forsøgte at overbevise alle om at de havde gjort hvad de kunne, for at rive Jeanne uda f hendes vildfarelser. (- og det havde de vel også!!!) Ingen skulle, i denne sag, kunne anklage kirken for at have gået for hurtigt til værks, med at skille sig af med en oprører.
Da Jeanne sad i fangeskab, lavede hun en gang en flugtforsøg ved at kaste sig ud af tårnet i bearevoir. Bagefter sagde hun: “Jeg vil gøre det igen, eftersom det må være tilladt enhver fange at forsøge, at undslippe fangeskabet”. Dette viser den trang til frihed, som Jeanne på alle måder havde og som hverken passede ind i kirken eller i det samfund hun levede i.
Under sit fangeskab bad hun flere gange om at få en kvindelig vogter, men hver gang uden resultat. Murrays forskning tyder også på, at det en udbredt tro blandt folk at Jeanne var guddommelig.
I den gamle religion, som Murray taler om, troede man, at Gud kunne åbenbare sig i et menneske eller et dyr. Bevis på dette er fundet i Italien, Sydfrankrig og England. Disse guddommelige mennesker blev almindeligvis kaldt Janus eller Dianus og navnets feminine form, Diana, findes over hele Vesteuropa. Diana er navnet på den kvindelige guddom og lederen for heksene.
Det faktum, at det franske folk, aldrig løftede en finger for at redde Jeanne d’Arc er vanskeligt at forklare. – Kan det være fordi de troede, at hun var guds inkarnation og at det var hendes skæbne, at lide som menneskehedens offer?
Jeanne påstod, at hun fra sit trettende år var blevet hjulpet af guddommelige stemmer.
Murray mener, at dette ikke var stemmer fra usynlige væsener, men fra mennesker, – helt andre mennesker end de repræsenterede kristendommen.
En ting som er betegnende for Jeannes forhold til kristendommen: – Da hun konstant blev spurgt om hun underskrev sine breve med “Jesus Maria” og et kors, gav hun i 1431 et interessant svar: “På nogle breve, – JA, på andre NEJ!” Hun tilføjede: “Nogen gange bruger korset til at underrette de som forstår hvad det betyder, om ikke at gøre hvad jeg har skrevet i det brev.”
Hvorfor skulle et kristent symbol blive valgt til at brige et så negativt budskab? (Korset, som symbol, er
ældre end kristendommen og har oprindelig en helt anden betydning end kirken ligger i det. Men vi kan vel trygt gå ud fra at de fleste folk, både i dag og på jeanne d’Arcs tid opfatter det som et kristent symbol.)
Jeanne d’Arc blev blandt andet beskyldt for manddrab og skandalisering af den rette tro. En anden ting som
dommerne hele tiden kom tilbage til var det, at hun gik klædt i mandetøj.
Murray: “I det øjeblik hun klædte sig som en mand, var hun af kirken allerede strafbar på grund af det….”
Folk så ikke længere det gode i Jeanne d’Arc og de ting hun i løbet af sit unge liv havde gjort for Frankrig. De lod sig lede ind i kirkens hysteri omkring hende og de få, som turde gøre modstand, måtte også tage følgerne. I Paris forsøgte en kvinde at forsvare Jeanne, – det resulterede i, at hun blev brændt på bålet.
Foråret 1431 bliver Jeanne henrettet, – hun blev brændt levende foran en stor menneskemængde, uden at nogen forsøgte at standse det.
Dette skete fordi hun i så stor grad gik udenom grænserne i den partriarkalske kultur og dermed blev en trussel for det bestående.

Det ser ud til, forstår du,
at der var en kvinde ved
navn Haiviette, som Jeanne
levede, elskede og kæmpede
sammen med. Om hende vil de
studerende i dag kun lære
at hun var en barndomsveninde….
Fra “Monster” af Robin Morgan

___________________________

A Manifesto of Love:

Lovers of the world!
Let us make love!
Let us make chains!
Long chains
Strong chains
Let us never be broken.

Will we some day build a world
where nothing belongs to anyone
and we can all do what we want?

Walking Sunshine once met a woman wearing a leopard skin coat.
“Where did you get that cat?” she asked.
“From my mother,” said the women.
The woman was a leopard.

A Questioner once asked the Seeker of
Truth, “Why do you allways turn the other
cheek?”

The Seeker of Truth replied, “It takes no
courage to hit someone you know will not
hit you back. This way, i can learn who
the cowards are.”

The Seeker of truth was then assassinated
for being to smart.

And all the sheep without a shepherd learned an important lesson in how to stay alive.

The Seeker of Truth said, “Nex time i will
stay away from people who hit people.”

People who are not allowed to make love with each other begin to make love whit their things.

Watch them wash their cars. Watch them milk their cows and groom their dogs. Watch them paint their houses.

People who do not own much tend to have lots of children. Women who are free to love each other tend to have no children at all.

The world population explosion is a direct result of private ownership of property. (Women being property). The refusal to own or to be property will result in more love and fewer children.

Lesbians are the major enemy of the private property system.

Catch us if you can.

___________________________

Storbyens Kaos.

Efteråret er sat ind
bladene ligger overalt
altså hvor træerne ikke
er fældet tilintetgjort
for kontorer eller
parkeringspladser.
Solen er sunket ned
skumringen falder
men mørkt er der ikke
små lys strømmer ud
fra cellerne.

Cellerne hvor travlheden
hersker
maden skal være overstået
i hvert fald inden tv-avisen
stilheden følger ikke
solnedgangen
blikæskerne drøner rundt
de skal lige have
færdiggjort ræset
forretningerne lukker jo
halvseks så nu er det
på tide at få handlet
alle har så travlt.

En enkelt svale flyver rundt
den skulle for længst være
draget – sydpå,
ingen ænser den eller
skyerne som er så farverige
og fantastisk smukke.

Kirkeuret slår seks ding-
dog så er mørket totalt
i hvert fald i den dybe skov.
Her bevirker det en slags ro
alle har handlet færdigt
og sikkert kommet hjem
fra arbejdet.
En taxi larmer gennem gaden
på jagt efter en kunde -
penge!

Kofangernes tyranni !

Alarmberedskabet er sat i gang
sirenerne drøner gennem
gaderne
for at frelse de maste-
Duerne
Imens er der også andre der prøver
at frelse
en lille gruppe “Bilen ud af
byen” demonstranter
bevæger sig ned gennem Vesterbrogade
alt imens de jokker på de maste.

___________________________

NNONCE:

÷ bælter ÷bind ÷nåle

SUGER SOM EN SVAMP!

FOR DET ER NEMLIG LIGE HVAD DEN ER: EN FINTPORRET NATURSVAMP FRA MIDDELHAVET.

Den billigste menstruationstampon i handelen. – Klip den til, sy en snor (tandtråd er fint), og sæt den op. Den kan bruges i mange måneder, og er alligevel mere hygiejnisk end en tissemand.

Hvis du blot husker at skylle den i rindene koldt vand (varmt vand får blodet til at størkne) og hænger den til tørre når du er færdig med at bruge den.

Koster 10-20 kr. hos Matas eller i et parfumerie…….

Hvis svampen giver dig en tør fornemmelse i skeden, kan du prøve at lægge den i blød i en blanding af vand og vineddike (2-3 teksefulde eddike til 1 glas vand). Det skulle give svampen samme surhedsgrad som din skede.

GOD FORNØJELSE!

_______________________________________________________________________________

Skorpionen.

For Kritik af Samfundet.

_________________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________________

Udgivet af anarkistisk Agitationskomité.                                         Redigeret af S. Rasmussen.

Skorpionen.

_____

    Da “Skorpionen” gik ind i fjord, var der mange, der glædede sig, men også mange, der sørgede.
    Dem, der glædede sig, var først og fremmest øvrigheden; særlig Hans Højvelærværdighed politiinspektør Madsen og hans grinagtige højlangere; thi nu havde vi jo intet sted, hvor vi kunne fortsætte vore afsløringer om dem, mente de. Desværre for dem tog de fejl. “Klokken 12″ optog fortsættelsen og senere blev der plads i det nu afdøde “Korsaren” for hvad vi havde på hjerte.
    Dernæst glædede alle de hellige og skinhellige hyklere sig; præster og missionsfolk, kongelig socialdemokratiske antisocialister, gamle forstokkede konservative, som ikke kan lide renlighed, og støvede hængehoveder, som i anarkismen ser selve den lede Satans genkomst.
    Dem, der sørgede, var alle de frisindede mennesker i begge lejre – vel et halvt tusinde intelligente besiddende og halvtredje tusind besiddelsesløse. Flere fornuftige mennesker findes der ikke i Danmark for tiden – desværre for dem selv.
    Grunden til, at bladet gik ind, var først og fremmest pengemangel; Vorherre har desværre glemt at give os penge til livsopholdet, da han skabte os. Formodentlig har han ment, at vi bare kunne tage, hvor der var noget, hvad måske også var det rigtigste. Men også andre årsager var medvirkende, således den modstand, vi mødte hos bladforhandlerne. På nær en 6 -7 stykker, var det ikke muligt at få dem til at sælge “Skorpionen” for os; de ligefrem rystede af skræk, når vi bad dem derom. Nå, det er jo heller ikke rart at blive sprængt i luften.
    En tredje grund var arrestationerne. Hver gang undertegnede røg i bøtten, kneb det for mine kammerater med at få skrevet bladet, og de måtte derfor mest hjælpe sig med oversættelser. Desuden blev vi modarbejdet af et par herværende salonanarkister, som vi andre ikke ville kende som profeter og derfor blev lysne i ban af. Og endelig kom til slut regnvejret. Vorherre, som naturligvis ikke vidste, at vi ingen penge havde til dynamit og revolvere, mente vi handlede for lidt og sludrede for meget, og, som det sig hør og bør for en algod mand, hævnede han sig så ved at åbne himlens sluser og i 3 uger lade regnen strømme ned, netop hver gang vi skulle ud at sælge blade. Så brændte vi inde med halvdelen af oplaget, tabte modet, gik ud og spiste og drak alle pengene op og lagde os derefter i vinterhi.
    Nu, da sommeren melder sig igen, vågnede ondskaben atter til live i vore syndfulde hjerter. Vi længes efter at korrespondere med Alberti og drille hans vasaller: Madsen, Peter Knudsen, Sabro, Klausen, Eugen Petersen o.s.v., alle disse grinagtige størrelser, som er så overmodige, fordi vi andre endnu ikke har besluttet os til at kværke dem og ekspropriere deres ejendom.
    Men dog er det ikke ondskab alene, der driver os. Vi er virkelig i besiddelse af “bedre følelser”, hvor utrolig det end må lyde for dem, der ikke ved hvad anarkisme er. Derfor vil vi, samtidig med vort nedbrydningsarbejde, tillige bygge op; vi vil oplyse den store, konservative arbejderbefolkning så godt vi formår og derved modne den for det nye samfund, som kommer den dag, det passer proletariatet at omstyrte det gamle.
    Hvis meningsfællerne vil støtte os lidt i vort arbejde, indmelde sig i organisationen, deltage i agitationen efter bedste evne, og virke for bladets udbredelse, så skal vi nok sørge for, at der bliver lidt liv i kludene her hjemme.
    Og det trænger vi sandelig til.

Nødvendigheden.

_____

    En anarkist erhverver sig i tidens løb et indgående kendskab til menneskenaturen. Et bedrøveligt kendskab. Han opdager, at den menneskelige hjerne kun er indrettet på visse mål, og udover det slår den klik, virker simpelthen ikke. Det er ligesom med dyr, der kan tælle til 3 eller 4, og så ikke til én mere.
Det må ligefrem være en organisk egenskab ved menneskehjernen: Den kan kun modtage indtryk af en vis bestemt slags. Overfor andre er den hård som en stenklump. Hvad der en gang er prentet i den vil stå, så det overhovedet er næsten umuligt at få slettet det ud igen. Når tiden en gang har fået sit mærke, koster det års, ja århundreders arbejde at få indridset en ny linie. Og enhver anden påvirkning end den, der går i tråd med den givne vil blive uden spor.
    Vi ser det nu med den danske arbejder. Det lykkedes at få indhamret i hans hjerne den simple sandhed, at han er et selvstændigt væsen, der har krav på delagtighed i visse af denne verdens goder. Indprentningen skete ved hjælp af ordet Socialisme eller Socialdemokrati. Og hvad sker? Hjernerne l u k k e d e sig over dette ord; hundrede tusind danske arbejderhjerne blev til en forstening, en fast blok, der nu fremtræder som en fossil levning fra urtiden.
    Da det efterhånden går op for de enkelte, at det danske Socialdemokrati er kørt fast, gået i stå i sin egen umådelige løgntaktik, sit eget kolosale selvbedrag, sin hule humbugspolitik, da tiden ubarmhjertig blotter den latterlige sandhed, at det parti, der skulle gennemføre revolutionen , er ubrugeligt, med mindre det selv undergår en revolutionen – da står den danske arbejder der, s t å r som en kompakt dårskab på to og et halvt hundred tusind sjæle, en uflyttelig dumhed i en halv million træsko, en konservatisme i proletarpjalter af så umådelige dimensioner, at de rådne knogler af Danmarks hensmuldrede adel fra frie århundreder ville svede af skamfuldhed over deres egen ringhed, hvis de fik anelse om dens udstrækning.
    Og sådan skal så den danske arbejder blive stående? Ja, det kunne vel befrygtes.
Men imidlertid er der en magt, der til enhver tid med en naturlovs usvigelighed arbejder på tingenes forandring. Og var den der ikke, havde vi lidet at gå i pagt med. Det er n ø d v e n d i g h e d e n, om jeg må tillade mig en så omfattende bestemmelse. Det er de tusinde ubarmhjertigheder, hårdheder, vanvittige retfærdigheder, der evig svinger svøben over en forvildet hob af trælle, der piskes rundt på jordens kreds i en himmelstormende galskab, en endeløs kæde af dårskaber.
    Ligesom isen i en lille revne fra år til år arbejder og med tiden sprænger fjeldet, således arbejder nødvendigheden under enhver form og sprænger til slut en bane i hjernerne og åbner en vej for de nye tanker.
    Det var blot det, der skulle siges her, at v o r opgave består i at skaffe nødvendigheden rifter og revner at arbejde i. Vi borer og borer og slipper en dråbe ind, og den udvider sig selv og sprænger med en styrke, der er tilfold større end dens tilsyneladende mulighed, de minegange, den så vil fylde med sit bitre sprængstof.
    Vi vedgår en absolut skepsis til menneskehjernernes brugelighed som fornuftcentrer; vor mistro til intelligens er dyb og urokkelig. Men vor tro på nødvendighedens magt er stor og sikker som dagen. Vi udbringer en skål for den bitre, den uafrystelige nødvendighed! Den er vor allierede, den stærkeste allierede under solen!

Politiet og de revolutionære

_____

    De unge socialister var for nogen tid siden ude at dele opråb om til de nyindkaldte soldater. Der var aldeles ikke noget ulovligt i disse opråb; det hele var en anmodning om at gå på ”Socilistisk Ungdomsforening”s læsestue og høre fornuftige og oplysende foredrag i stedet for at rende til te- og bønnemøder i den såkaldte ”Kristelige Forening for unge Mænd”.
    Naturligvis kunne politiet alligevel ikke se rolig på dette; thi selv om det var ganske lovligt, så kom det dog fra de unge socialister, og de skal nu arresteres, enten de så gør noget ulovligt eller ej (politiet tager det som bekendt ikke så nøje med selv at respektere loven). Resultatet blev da også, at 9 mand anholdtes og førtes til Store Kongensgades station, hvor man ganske frækt undersøgte deres lommer og snusede alt igennem, hvad der fandtes deri.
    Undertegnede, som var med ude, blev også anholdt. Hele vejen fra Sølvgadens kaserne til stationen i Store Kongensgade gik betjenten – nr. 351 – og halede mig i frakkeærmet, medens han underholdt mig med de mest udsøgte skældsord, såsom: Tosse, dagdriver osv. Ligeledes kom han med trusler om, at han nok skulle ”vise mig noget”, når vi kom ind på stationen. Desværre viste han mig alligevel intet, hvad jeg meget beklager, da jeg var spændt på at se, hvori dette mystiske ”noget” bestod. Alt, hvad jeg fik at se, var et par tykke betjente, som sad og tyllede bajere i sig, og det er der da ikke noget ualmindeligt i.
    Naturligvis fik jeg snart lov at gå, det fik de andre anholdte også; men vi har ikke senere hørt videre i sagen, og jeg tvivler om, at vi nogensinde gør det. Det er nemlig tidligere flere gange sket, at jeg er bleven anholdt for at dele ”Skorpionen” om til soldaterne. Man har trukket mig på stationen, stjålet bladene fra mig og overdænget mig med grovheder, men videre er det aldrig kommet. Hvorfor man anholder os, når vi intet ulovligt har gjort os skyldig i, er mig temmelig ubegribeligt; men der sker jo så meget ubegribeligt fra den kant.
    Forresten lod det til, at politiet var i krigshumør den aften. En ungsocialist, som ganske fredsommelig gik og delte opråb om ved Sølvgadens kaserne, blev således overfaldet af den tilstedeværende inspektionsbetjent, som sparkede ham over skinnebenet og gav ham et sådant slag i maven, at han nær var segnet om.
    Det synes som om politiet, efter at Alberti er kommet til fadet, kan gøre alt hvad de vil, stjæle og røve og overfalde folk, uden at der bliver sagt det mindste dertil fra justitsministeriet.
    Nå, vi andre kan jo følge eksemplet.

Venneklap.

_____

    Det af læge Rolf Hammer og skuespiller Mortensen udgivne blad ”Anarkisten” har opfundet en ny inddeling for anarkisterne, nemlig: De ”usle karle”, det vil sige dem, der samledes om ”Korsaren”, og som var egoistiske nok til at ville tjen penge derved, og de rigtige idealister, dvs. dem, som elsker deres næste højere end sig selv, og som naturligvis kun findes blandt ”Anarkisten”s aktionærer. Artiklens forfatter, Julius Samuelsen, erkender dog, at når han ikke også er bleven en ligeså ”ussel karl” som os andre, så er det nærmest, fordi han ikke kan, da ”Anarkisten” intet overskud giver.
    Men foreløbig slår han sig for brystet og udbryder med himmelvendt blik: ”Gudskelov, at vi ikke er lige så usle som de andre. Amen!”

    Samme blad søger at give det udseende af, at det er en fortsættelse af ”Skorpionen”. Ved nærværende blads genkomst vil man se, at dette ikke har noget på sig.

    Af samme blads spidsartikler plukker vi følgende ud: ” – Hans skytsånd, oplysningen, videnskabens genius, søger at vække ham og frelse ham fra kapitalismens vampyr, som grådigt udsuger ham til sidste bloddråbe – -.” Og videre: ”Gid han må vågne til livet og knuse de blodsugende magter -.”
    Samtidig med, at vi udtaler vor frygt for, at ”Social-Demokraten” og ”Flyveposten” skal revne af misundelse, når de læser Mortensens spidsartikel, tillader vi os at bemærke, at vi ikke kender andre blodsugende magter herhjemme end lopperne og væggelusene.

    Ligeledes skriver ”Anarkisten”, at det er dumt at skrive sig i tugthuset. Selvfølgelig har bladet ret; en anarkist må altid respektere lovene og ydmygt bøje sig for magten; det skal være en menneskekærlig person, som går omkring og vasker rumpen på sine medmennesker, og som fromt vender den højre kind til, når man stikker ham på den venstre.
    Den rolle passer også nok for salonanarkisterne; vi andre proletarer, som erkender, at menneskene altid handler ud fra egoistiske bevæggrunde, ser nu ikke noget ophøjet deri.

    Socialdemokratisk Ungdomsforenings organ ”Fremad” – ikke at forveksle med S o c i a l i s t i s k Ungdomsforenings blad ”Ny tid” – skriver, at det altid fører til stagnation eller tilbagegang, når anarkisterne får indpas i de socialistiske ungdomsforeninger. Efter dette må vi anse det for mærkeligt, at socialdemokratisk ungdomsforening, som ikke optager anarkister, til sine møder kun kan tromme 3-4 medlemmer sammen, medens Socialistisk Ungdomsforening, som optager anarkister, næsten altid har fuldt hus. Men måske har ”Fremad” taget fejl af socialdemokrater og anarkister.

Skat på lønarbejde

og på uopdyrket jord.

_____

Alle profeter, hvem jeg har forklaret denne tanke,
har allerede rede på mindre end et kvart minut
kunnet erklære den for vild. Netop derfor anser
jeg den for god.

    Som bekendt var det Karl Marx tanke, at der fra det nuværende kapitalistiske og til fremtidens kommunistiske samfund, det vil sige det, hvor frihed og økonomisk lighed danner grundlaget, altså det anarkistiske, ikke ville blive noget mellemled; menneskene ville, når engang den økonomiske udvikling førte til det store kladeradatsch, være komne til erkendelse af, at de kun under den frie kommunisme vil opnå en betingelse for en menneskeværdig eksistens. I den retning udtrykker han sig i al fald, når han, i sit kommunistiske manifest siger, at den undertrykte klasse (proletariatet) ikke kan befri sig fra den undertrykkende (bourgeoisiet) uden samtidig dermed at befri hele samfundet for undertrykkelse, udbytning og klassekampe. Og når han, efter Pariserkommunens fald, synes at komme bort fra troen på den voldsomme omvæltning og ind på den gradvise udviklingstanke, må det vel anses for sandsynligt, at han dermed kun har tænkt sig tidspunktet for revolutionen trukket længere ud i fremtiden. Han har ment, at det kapitalistiske samfund endnu havde en lang levetid for sig, at udviklingen henimod massernes proletarisering og kapitalens og industriens koncentrering på enkelte hænder endnu langt fra var tilendebragt, men derimod ikke, at der mellem det nuværende kapitalistiske og fremtidens kommunistisk-anarkistiske samfund, kunne tænkes et overgangsled, som hverken var kapitalistisk eller rent kommunistisk.
    Jeg har selv tidligere været tilhænger af denne tanke. Men i mit lange arbejde for anarkismen, ved at se, hvor dybt autoritetstroen er indgroet i menneskene, hvor langt tilbage den store masse endnu står i kultur og hvor uendelig vanskelig den er at påvirke, er jeg mere og mere kommet til den overbevisning, at størsteparten af menneskene endnu langt fra er modne hverken til at v i l l e eller til at k u n n e modtage den anarkistiske samfundsordning, det vil sige den, hvor alt herredømme, alle love og al privat ejendomsret ophører at eksistere og hvor nydelse og ydelse udelukkende gøres afhængig af lyst, trang og pligtfølelse. Desuden mener jeg, at selve landets bebyggelse, det skarpe skel mellem by og land, som er det kapitalistiske samfunds særkende, og produktionens og forbrugets usammenhængende organisation, ikke tillader, at en så gennemgribende overgang sker pludselig. Og da jeg ikke, som Karl Marx senere kom ind på, tænker mig revolutionen som noget fjerntliggende , men tværtimod noget, den nærmeste fremtid må regne med, betragter jeg det som givet, at vi må regne med et overgangsled fra det nuværende samfund og til d e t fremtidige, som vi betragter som endemålet for samfundsordningernes udvikling, i al fald så langt, det er muligt for os mennesker at øjne, og at dette overgangsled så vil modne menneskene og organisere produktion, forbrug og bebyggelse således, at det bliver mulig at glide over i det absolutte anarki.
    Et sådant overgangsled ser jeg dog ikke i Socialdemokratiet, hverken som det former sig nu, som et parti, der kun har til formål nogle enkelte betydningsløse reformer, eller som det oprindeligt var tænkt, som et samfund hvor staten overtager alle produktionsmidler. I det første tilfælde bliver det nemlig kun det samme, som vi har nu, et kapitalistisk samfund, hvor en del af menneskene undertrykker og udbytter en anden del, og kan således i det hele taget slet ikke blive et overgangsled, og i sidste tilfælde vil det resultere i tvang og underkuelse af alle frisindede elementer, som man skal helt tilbage til feudalsystemet for at finde magen til. Den hele stat vil blive en eneste stor ladegård, en tvangsarbejdsanstalt, som vil dræbe alt initiativ og al selvstændighed, og hvor, foruden dem, der regerer og hersker, kun de allerværste slavenaturer vil finde sig tilfreds.
    Nu er der ganske vist ikke så få af disse slavenaturer. Den udvikling, som underklassen hele den historiske tid igennem har undergået, har virket til at fremme trællenaturen. De frie og kække, dem, som ikke kunne bøje sig for undertrykkerne eller indordne sig under lovens trange rammer, er for en stor del gået til grunde, døde ud, medens de sløve og føjelige, slavesjælene, der i frygt for de store bøjede sig, dem, for hvem maven og det kære skind var alt og som gerne ofrede friheden og selvstændigheden for at redde dette, har levet og formeret sig. Men alligevel eksisterer der endnu en mængde mennesker med en stærk individualistisk karakter, folk, for hvem friheden er det højeste af alle goder, og for disse må en sådan socialdemokratisk ladegårdsstat stå som noget alt andet end tiltalende. Og de ville også være ulykkeligt stillede i en sådan stat, hvor flertallet, der havde magten, uden tvivl til at begynde med ville komne til at bestå af folk, hvis åndelige horisont ikke rakte stort ud over god mad og pæne klæder og hvor man i enhver henseende var henvist til statens omsorg og kontrol og til dens embedsmænds vilkårlighed.
    Blev det således ville det derfor uden tvivl snart føre til en ny revolution, til en tilstand, hvor en intelligent minoritet søgte at frigøre sig fra en konservativ majoritet, og hvor sandsynligvis den enkeltes handling ville blive våbenet, der benyttedes. Det siger sig selv, at en sådan kamp ville blive uhyre blodig og langvarig, og at den let ville resultere i, at samfundet for en stund atter svingede tilbage til de forrige tilstande. Følgen ville blive en uoverskuelig lang periode, hvor menneskene lå i evig indbyrdes krig, hvor parti rejste sig mod parti, klasse mod klasse, mand mod mand, en tid, hvor revolution og stilstand vekslede hurtigt og først afbrødes, når trætheden, slapheden og den almindelige opløsning var nået til det yderste.

Fredskonference.

_____

    Om kort tid samles udsendinge fra alle ”civiliserede” lande til international tragedieforestilling i Haag.
_____Kanonerne tordner til diplomaternes ære; vinen flyder i strømme og fint hvidt papir med stempelmærker påfyldes med blæksmørerier. Konger og kejsere bukker og smiler; Fredspaladsets hundrede vinduer stråler i elektrisk lys.
    Folket jubler – det tusindårige fredsrige er nær.
    Men i stilhed bygger England krigsskibe, Tyskland forhøjer sit militærbudget, og selv det lille Danmark forstærker sit søværn.
    I skriftkloge og farisæer, pjat I bare væk, fabrikér så mange traktater og overenskomster, som I vil; brudte løfter og forlorne alliancer er alt hvad I opnår.
    Kulturfjenden militæret står uanfægtet af al Jeres præken.
    Og dog – mens fabrikkerne smeder kanoner og krigsskibene saluterer, forberedes alligevel den kulturstrømning, som skal gøre det af med krigen. Men ikke fra de strålene sale, nej fra arbejderungdommen i byerne kommer frelsen.
    Militærnægtelse hedder det eneste våben, der kan overvinde krigen.
    Snart vil det spørgsmål blive brændende: ”Hvilken ret har staten overfor den enkelte person, når denne enkelte nægter at forbryde sig mod loven: Du skal ikke ihjelslå. Svig så ikke Jeres overbevisning, I ”dannede og frisindede”, som råber på ”personlighed”, find så den rette side at stå på. Da skal i al fald den almindelige værnepligt blive umuliggjort.
    Men der nås andre ting ved militærnægtelse. Kampen mod det bestående samfund får ny betydning. Arbejderne lærer, at det ikke er valgtryk og fagforeningstvang, der skal styrte det gamle og rejse det nye, nej, den enkeltes selvhævdelse er det afgørende, og det gælder om ikke at tvinge folk ind i række og geled, men det gælder om at oplyse og vække hver enkelt til selvbevidsthed og selvhævdelse.
    Kammerat, med det program kan vi ikke have tvang i det kommende samfund. Med fuld frihed for den enkelte skal vor sag sejre – og ”fredsriget” skal bygges på alverdens traktater og rigsdagsreferater.

Fagorganisationerne.

_____

I.

Solidaritetsmoralen.

    Der herskede tidligere den moral blandt folk, at de, der ikke elskede sit fædreland, var en stymper, en usling, der fortjente alle agtværdige menneskers foragt.
    At elske sit fædreland var noget ganske bestemt. Det bestod ikke i at nære kærlighed til menneskene i sit land og i at vise denne ved at virke for folkets materielle velvære. Det bestod heller ikke i at elske den natur og de omgivelser, hvori man var født og opvokset, eller i at virke for sit folks kultur. Nej, det bestod udelukkende i at stemme med koret, når man hylede sine sange frem til egen forherligelse og andre folks forklejnelse, og i at kunne råbe sit hurra med, når kanonerne dundrede og Dannabrog fløj til vejrs. Man måtte kunne hade tyskere, svenskere og englændere mindst 10 gange for at være en god patriot.
    Heldigvis er arbejderklassen efter et årelangt agitations- og oplysningsarbejde så nogenlunde kommet bort fra denne patentpatriotiske moral. Men i stedet for har der indsneget sig en anden og ikke mindre idiotisk, nemlig fagforeningsmoralen. Der er blevet sat kvalitetsskel mellem dem, der er fagforeningsmedlemmer, og dem, der ikke er det. De første er i følge den nye moral hæderlige mennesker og brave kammerater, de sidste er uhæderlige, uslinge, dårlige kammerater. Om et menneske ellers er den største løjser, som tænkes kan, om han er gerrig, misundelig og begærlig, om han er en pjalt helt igennem, et uselvstændigt skrog, der kun står i sin fagforening, fordi han ikke tør andet, så er han dog en god og brav kammerat, medens den, der står udenfor, er en æreløs skurk, selvom han ellers i alle måder er de andre overlegne i personlighed og i virkelig moralske egenskaber.
Denne moral er bygget på dogmet om solidaritet. Da man startede fagforeningsbevægelsen, var det med det princip som fundament, at arbejderne ved at stille sig solidarisk ville kunne optage kampen mod arbejdskøberne og få lønnen hævet og arbejdstiden indskrænket. Tanken var jo ganske sund og logisk. Men da det altid varer en tid, inden nye tanker rodfæster sig, mødte den straks stærk modstand hos dem, man henvendte sig til. Kun få forstode straks deres egne interesser, og af dem, der forstod, var der igen mange, der af hensyn til den offentlige moral ikke turde træde ind i organisationerne.
    Men efterhånden som det blev slået mere og mere fast i hjernerne, at organisation ikke var noget umoralsk, voksede tilhængerne. Den offentlige mening vendte sig i fagforeningernes favør, og da der intet mere var at risikere og enhver jo gerne ville have højere løn, strømmede tilhængerne til. Men samtidig med, at fordommen m o d organisationen ophørte, opstod fordommen o m den. Dem, som tidligere af frygt for at støde an mod moralen, havde holdt sig borte, gjorde det, da de endelig selv kom ind, til en moral at stå deri.
    Og de begrundede moralen på solidariteten.
    Det var arbejderens pligt, hævdede de, at være emdlem af sit fags organisation – en pligt mod ham selv og en pligt mod kammeraterne. Arbejdskøberne blev gjort til en flok skrækkelige, blodsugende vampyrer, nogle umenneskelige uhyrer, som skulle bkæmpes, medens arbejderne selv var rene engle, endda de alle gik om med en arbejdskøber i maven. At fravriste arbejdskøberne noget mere løn blev gjort til et dydsbegreb, og dem, der ikke ville være med til dette arbejde, var forrædere, der kun fortjente foragt.
    Da denne moral slog an blev der tilstrømning til organisationerne. Ikke fordi man forstod, men fordi man troede, og fordi man frygtede for forrædernavnet. Og da man endelig blev mægtig nok til at gennemføre et tvangsindmeldingssystem, kom resten ind af frygt for intet arbejde at få.
    Men alle – både dem, der var tvunget ind og dem, der var komne frivillig – troede, at de stod der af solidaritet, det vil sige: I følelse af, at det var deres pligt at være med i kampen for lønforhøjelse – ikke alene en pligt overfor dem selv, men også overfor deres klassefæller. Efter dette var solidariteten bleven ophøjet til en ædel følelse, til noget stort, smukt og godt.
    Men udslaget den gav var mindre ædelt. Ogd et viste sig snart, at det hele princip var en tom frase og at ”solidaritet” kun var bleven et nyt udtryk for den småligste egoisme og den mest pjaltede disciplinære underkastelse. De stærkest organiserede fag kastede sig ind i lønkrig, som førte til, at de steg adskillige trin op ad den økonomiske stige; men dem, som kom til at betale gildet, var ikke arbejdskøberne, men de svage organisationer og fag, som ikke var i stand til at få lønnen forhøjet og for hvem livsfornødenhederne steg. Mureren og tømreren, som fik lønnen op til 40-60 kroner om ugen, førtes op i middelstanden, men syersken, som blev siddende med de 6-10 kroner, sank ned i det dybeste proletariat. Solidariteten, som skulle betyde, at de alle stod last og brast i kampen mod kapitalen, førte kun til, at arbejderne indirekte udbytter hinanden og til, at der opstod en klasseforskel, som før eller senere vil sprænge partiet.
    Ikke desmindre er det endnu en moral, at man for at være solidarisk må være medlem af organisationen, og at dette – at være solidarisk – er en dyd, som intet har at gøre med egoisme. Hvor længe denne moral vil bestå, er ikke godt at vide; ”Social-Demokraten” gør jo alt for at holde arbejderne i uvidenhed og påtvinge dem et syn, der passer i generalernes rigsdagsinteresser. Desuden hører der betydelig mere rygrad til nu at begynde at bryde ud af rækkerne, end der i sin tid hørte til at gå der ind. Men sker det, at nogen begynder at bryde ud, ligemeget med hvilket formål, og de andre råber: ”usolidarisk!” efter dem, kan de uden at omgå sandheden svare igen med et kraftigt: ”Hykler!”
    Thi solidariteten indenfor arbejderpartiet har aldrig vist sig som arbejde for den hele klasses vel, men kun som en usolidarisk stræben for sine egne personlige interesser, og så i en pjaltet skræk for at støde an mod en dum moral.

”Social-Demokraten”s bondefangerkneb.

_____

    Den antisocialistiske generalstab i Nørrefarimagsgade er i dårlig humør i denne tid.
    Og anledningen er, at det begynder at mudre lidt i de meniges rækker.
    Tropperne, som længe i et og alt har adlydt officererne, begynder nu så småt at forstå, at de i grunden har såre lidt ud af deres blinde lydighed. Det går op for dem, at det ligeså lidt gavner dem, at deres førere foræder sig ved amalienborgmiddagene, som at Lyngsie laver margarine og margarineregnskab.
    De mest modige og mindst dumme er derfor begyndt at mugge. Hvor utroligt det lyder, er det dog sandt. De har vovet at forlange kortene på bordet – forlangt, at lederne skulle gøre dem regnskab.
Men det hverken vil eller kan disse. I tillid til, at arbejderne aldrig ville vove at fatte mistanke, har de nemlig taget lidt vel rigelig for sig af retterne; de har ædt lovlig meget margarine. Og nu ved de ikke bedre råd end, ved at dupere ”rakket”, at søge at stoppe kæften på det; dette er jo også et godt gammelt bondefangerkneb, som sjældent slår fejl.
    Alligevel var der arbejdere, der ikke lod sig dupere, men fordrede ærligt spil. Men ærlighed er selvfølgelig umuligt for bondefangere; viste de arbejderne kortene, ville disse jo få at se, hvor grundig de var trukne til vands; og så havde vi jo skandalen. På ægte bondefangermanér griber de derfor til den eneste udvej, der står dem åben, nemlig at prygle løs på dem, der vover at tvivle. I form af beskyldninger for skruebrækkeri og så videre, lader ”Social-Demokraten” en regn af slag falde ned over de ulykkelige ofre. Den er ligefrem vild af arrigskab – så vild, at den slet ikke lægger mærke til, at de stød, den retter mod modstanderne, falder tilbage på den selv.
    Således med det nye arbejdsmandsforbund og håndskomagernes fagforening. Disse foreninger, som har udmeldt sig af de samvirkende fagforbund, fordi de mente, at organisationens formål var at virke til arbejdernes gavn og ikke til førernes alene, er i allerhøjeste grad komne i unåde, og de skaller, den gamle brutale bondefanger i Farimagsgade retter imod dem, for at slå dem ned, er ligefrem frygtelige. Slag i slag falder de: ”Dårlige kammerater – tju! Antisocialister – tju! Skruebrækkere – tju! Jeg skal faenædemæ give jer, I frække kameler! Kortene på bordet, siger I! Ha, ha! Klø skal I få – tju!”
    Hvis arbejderne var i stand til at ræsonnere, ville de kneb, deres generaler benytter sig af, for at mistænkeliggøre de ulydige fagforeninger, øjeblikkelig tage livet af generalerne selv. Thi enhver, der har en dråbe sund logik, må kunne indse, at alle disse beskyldninger for antisocialisme etc., som lederne slår om sig med, netop passer så udmærket godt på de herrer selv, og at sandheden i ”Social-Demokraten”s artikler mod de udtrådte fagforeninger er i den grad fordrejet, at det er en hån mod læserne, et klask i synet på hele arbejderstanden, når den til andre tider roser dem for deres intelligens.
    Tag blot en meddelelse som denne, der stod for en månedstid siden. Under overskriften:
S k o m a g e r s t r e j k e n offentliggør den følgende:

over håndskomagere, som i ly af den såkaldte ”Håndskomagernes Fagforening” fortsætter arbejdet trods den af ”Dansk Skotøjsarbejder Forbund” besluttede strejke:
K. Rasmussen, Gl. Mønt 27, 2. sal; optræder som kelner om søndagen hos restauratør Pedersen, Vognmagergade 6, st., og på Dyrehavsbakken om sommeren.
F. Hallberg, Bopæl, Holmensgade 8.
Karl Petersen, Holmensgade 17 b, 3. sal.
Viggo Bentsen, Vognmagergade 32.
B. Jønsson, Gl. Mønt 27, 4. sal.
P. P. Schmidt, Gl. Mønt 27, 4. sal, arbejder hos Paul Sørensen, Bredgade 75.
Jørgen Eliasen, udlært i Slagelse, bor i Nansensgade 21 g, 3.
Jøns Larsson, Gl. Mønt 27, 4., arbejder hos hofskomager H. C. Dalhs Eftf., Højbroplads 5.
August Pålsson, Holmensgade 8, arbejder for Ludvig Jensen, St. Strandstræde 3.
Per Linné, Pilestræde 52. Bopæl, Østre Farimagsgade 18, 1.
Sjølin, Pilestræde 52, arbejder hos Frederik Nielsen, Kongens Nytorv 21.
                                                                                               Lauritz Jørgensen,
                                                                               Formand for Dansk Skotøjsarbejder Forbund.
    Man må efter dette absolut få det indtryk, at der her er tale om en lille klat mere eller mindre havarerede subjekter, som er udtrådt af fagforeningen for at gøre skruebrækkertjeneste for mestrene. Der angives jo, at den ene tillige arbejder som kelner på Dyrehavsbakken. Det skal siges så meget som, at han er ringere end andre mennesker, det er noget halvvejs uhæderligt, han gør sig skyldig i ved således at optræde som opvarter når han tilhører den langt finere skomagerkaste. – Og så angives tallet 11 – siger og skriver 11; større er håndskomagernes nye fagforening ikke efter ”Social-Demokraten”.
    Sandheden er, at samme forening tæller 263 medlemmer; hvilket altså vil sige to tredjedele af de københavnske håndskomagere. Set i den af ”Social-Demokraten” selv indførte belysning, er det altså dens egne protegéer, der er de rette skruebrækkere; thi de udgør minoriteten, og ”Socialen” bliver i dette tilfælde skruebrækkerorgan.
    Men dette forstår Wiinblads og P. Knudsens ”intelligente arbejdere” selvfølgelig ikke. De tror endnu stadig på ”Socialen” som indremissionsmanden tror på Bibelen. Begge dele skal være ubetinget sandhed; tvivler man, bliver man lyst i ban af kirken eller Pave Knudsen, og det er kun få, der tør risikere det.
    Og Kontrahentforsamlingens medlemmer, som vel er forstandige nok til at forstå hykleriet, stopper de gamle rotter blot et stykke flæsk i munden, hver gang de åbner den for at protestere. Så går det godt igen en lille tid.

”Social-Demokraten”

og

sandheden.

_____

    ”Social-Demokraten” for d. 16. denne måned skriver: ” – – De russiske socialdemokrater, der nu holder kongres, er netop et ægte socialdemokratisk, rent marxistisk parti, der skarpt afviser terrorisme og bekæmper anarkismen som den russiske frihedsbevægelses farligste fjender, næsten farligere end det forøvrigt så beslægtede russiske højre – ”Forbundet af russiske Mænd”, – der skepulerer i reaktionære revolter og jødemassakrer – og som i denne tid med Zarens tilladelse holder kongres i selve Moskva”.
    Efter dette måtte jo alle ”Social-Demokraten”s troende læsere få en absolut foragt for anarkisterne, som sådan er frihedsbevægelsens fjende. Vi skal imidlertid oplyse, at det hele kun er en af ”S.-D.”s sædvanlige løgne, et forsøg på at mistænkeliggøre anarkisterne og fedte sig ind på allerhøjeste sted. Forholdet er således, at der ganske vist hersker strid om taktik og mål mellem de russiske socialdemokrater og de russiske anarkister, men ingen russisk socialdemokrat nærer den tanke, at anarkisterne skulle være frihedsbevægelsens ”farligste fjende”. De første – socialdemokraterne – nærer den naive tro, at man ad fredelig vej kan nå at omstyrte zardømmet, og mener, at målet kun skal være parlamentariske styre ligesom her i Vesteuropa. De sidste – anarkisterne – sætter derimod vold mod vold; de vil ikke fromt finde sig i regeringens og den sorte bandes voldshandlinger, men svarer igen med samme mønt, de agiterer for en væbnet rejsning mod Zaren og hans bødler og mener, at man, når man har taget magten, ikke skal blive stående ved det kapitalistiske udbytningssystem, som Vesteuropas arbejdere lider under, men tværtimod gennemføre den rene socialisme.
    De hæmmes imidlertid i deres arbejde af socialdemokraterne, hvilke stadig opfordrer folket til ikke at bruge voldsomme midler og derved udretter et arbejde, som det er mærkeligt, at magthaverne ikke påskønner bedre.
    Efter dette vil man se, at der i det hele taget skal være tale om frihedens fjender, så bliver det socialdemokraterne, ikke anarkisterne, det ved d’herrer, som redigerer ”Social-Demokraten”, nu også godt, men de går vel ud fra, at deres tilhængere står på så lavt et åndeligt standpunkt, at de blindt hen tror på alt, hvad deres ærede generaler bilder dem ind.

    Antisocialisme. ”Social-Demokraten” bragte for nogen tid siden i rubrikken ”Partimeddelelser” følgende: ”K ø b e n h a v n s_ o g _F r e d e r i k s b e r g _N a t t e v a g t. Konfliktenmellem ”A/S Københavns og Frederiksberg Nattevagt” og vort forbund er ved forhandling bilagt således, at der er opnået enighed om en ny overenskomst. Aktieselskabet har taget samtlige opsigelser tilbage, således at vægterne fremdeles bibeholder deres stilling. Enhver kan i fremtiden trygt overlade deres ejendomme og pladser til bevogtningen.

    Ja, desværre, enhver kan nu være sikker for sit mammon. Bare de engagerer P. Mikkelsens socialdemokratiske politikorps, så kan de sove trygt, de herrer pengematadorer; arbejderne – de besiddelsesløse selv, passer på, at ingen fattig, sulten djævel bryder ing og tager noget af deres overflod.
    Der var en tid, da Socialdemokratiet var socialistisk. Da hævdede man i ”Social-Demokraten”, at privatejendomsretten var uretfærdig, og at enhver var berettiget til at tage selv, når han ikke kunne opholde livet på anden måde. Dette er også et rent socialistisk (anarkistisk) princip. Men nu har piben en anden lyd. Ejendomsretten er for Socialdemokratiet ligeså hellig og ukrænkelig som for kapitalisterne. Tyveri er en forbrydelse, en lav handling, som skal straffes, og de elendige skruebrækkere, som sælger sig til overklassen for at bevogte deres rigdomme, står som gode partifæller og ansete medlemmer af de samvirkende socialdemokratiske fagforbund.
    Og alligevel kalder dette a n t i s o c i a l i s t i s k e parti sig for socialister. Det er virkelig frækt.

    De socialdemokratiske vrøvletingsmænd har i den nu afsluttede rigsdagssamling for tiende gang fået forkastet deres forslag om 8-timers tvangsarbejde indført ved lov. Sig så ikke, at de intet udretter.

    I socialdemokraternes majdemonstrationstog havde man også taget fængselsbetjente med. Samtidig havde man forbudt ungsocialisterne adgang til toget. Man mente nemlig ikke, det passede sig, at disse gik i tog sammen med de fangevogtere, der skal tyrannisere dem, når de nu om nogen tid skal ind på vand og brød, fordi de agiterede mod militarismen.
    At ungsocialisterne alligevel kom med, var fordi de uden videre tiltvang sig adgang.

_________________________________________________________________________________

                                                                        Anarkistisk Forening
afholder møde hver fredag aften kl. 8.30 i Rømersgade 7, kælderen.
    Førstkommende fredag taler Elisabeth Jørgensen om anarkismen i England.
    Da E. J. lige er hjemkommen fra et længere ophold i England, hvor hun har deltaget i bevægelsen, vil foredraget uden tvivl blive yderst interessant og alle medlemmer anmodes derfor om at møde.
    Gæster er velkomne.
_________________________________________________________________________________

_______________________________________________________________________________

_______________________________________________________________________________

Udgivet af anarkistisk Agitationskomité.                                     Redigeret af S. Rasmussen

    At krybe for Loven, betragtes som en Dyd.
                                                            Peter Krapotkin.

Striden derude

    Det er en tid, der kan sætte sindene i bevægelse, den vi lever i!
    Ikke alene bringer telegrafen hver dag efterretninger om det store russiske samfundslegemes døds- og fødselskvaler og om de evig urolige balkanstaters religions- og racekampe; men tillige om begivenheder fra klassekampen i det civiliserede Europa og Amerika, der tyder på den begyndende oprørsånd blandt arbejderne. Ja, som det synes vil endog selve naturen give sit nu give sit besyv med i laget og ved mægtige jordskælv ødelægge det, som netop var et foster af det gamle klassedelte samfund, nemlig storbyerne – disse stenørkener, hvor den mest vanvittige luksus og ødselhed lever side om side med den dybeste fortvivlelse og elendighed.
    Det er let forståeligt, at gamle støvede overleveringer fra fortiden – alle disse mennesker, som ikke er fulgt med tidens friske strømninger og som endnu sidder og tygger drøv på deres børnelærdomme, ikke føler sig vel tilpas ved disse begivenheder, hvis årsager de slet ikke forstår. Og heller ikke er det til at forundre sig over, at dem, der ikke fandt de vises sten her på jorden og derfor søger den efter døden, fabler op om Guds vrede over den forhærdede slægt, og med foldede hænder og himmelvendte blikke ser dommedag nærme sig og venter “Kristus’s genkomst i skyen” for at tage sine får op til sig i sit Paradis. Thi der foregår virkelig begivenheder, som nok er egnede til at tage pippet fra dem, der i snæver egoisme og idealløs smålighed aldrig lod blikket glide videre end til middagsmaden i dag, l’homberen i morgen eller gudstjenesten på søndag.
    Og disse mennesker har i og for sig ret; når de fantaserer om dommedag; thi selv naturbegivenhederne, vi ser, selvfølgelig kun er forbigående tilfældigheder, så er de andre – samfundets jordskælv – noget ganske andet.
    Det er nemlig indledningen til dommedag.
    Ikke til en dag, hvor jødernes gamle Jahve holder dom over den syndige menneskeslægt, men en dag, hvor alverdens undertrykte klasser vil rejse sig til dom over den samfundsordning, som nu i årtusinder har delt menneskene i herrer og trælle, nydende og ydende, lykkelige og ulykkelige, og over de tyranner, der med voldsmagt opretholdt den.
    Vi, som sidder her hjemme i vort fede og fredelige land, hvor man aldrig rigtig ser fattigdommen, fordi den fattige skammer sig og kryber i skjul som en forbryder – vi er så tilbøjelige til at mene, at alt det, der foregår ude i den store verden, er noget, der ikke vedkommer os, fordi vi hidtil er gledet så temmelig jævnt over historiens epoker. Men der er forskel på begivenheder, der står for døren nu og på dem, de to forrige århundreder affødte; thi medens revolutionerne i 1789 og 1848 kun gjaldt ændringer i statens styre – en forskydning i klassernes magtstilling, gælder det denne gang selve staternes undergang, og herredømmets og klassedelingens ophør. – Det er den sociale revolution, der nu står for døren.
    Forspillet er begyndt i Rusland, fordi råddenskaben var størst der; men inden ret længe vil vi også kommer med i legen her, selv om de fleste nu betragter det naivt at tro derpå. I den revolutionære periode, vi nu går i møde, og som er en nødvendig følge af en langvarig økonomisk og åndelig udvikling, vil antagelig samfundet antage mange forskellige skikkelser, som alle vil blive kortvarige trin hen imod det endelige mål – anarkiet. Thi en revolution, der skal føre os fra de nuværende autoritære og til fremtidens autoritetsløse tilstande, er noget, der umuligt kan foregå hverken på én dag eller ét åt. Der skal tid til for at bringe menneskene til fornuft.
    Det er derfor heller ikke underligt, når mange forundret stirrer på os, som har stillet i breschen for anarkismen, og hovedrystende spørger: “Venter I da virkelig selv at se frugten af jert arbejde, mener I, at I selv oplever at se anarkiet, indført som grundlag for samfundet?” – Nej, det sidste mener vi ikke, skønt vi selvfølgelig ikke kan dømme derom; men frugten, vi venter, er ikke anarkiet, men kun revolutionen. Måske fatter man ikke dette, med mindre man forstår, hvad det vil sige at være anarkist? Thi det er ikke, som man tror, at være grædekone for sine lidende medmennesker – for den store forsagte hob, men at være forkæmper for dem – kun fordi vi er modstandere af uret, vi selv, så vel som de lider under. Det er ud fra rent egoistiske bevæggrunde, vi kæmper; men da vore interesser er fælles, bliver vor kamp også fælles. Og vore interesser er først og fremmest frigørelsen fra modstandernes herredømme – fra slaveriet. Men er vi ikke frigjorte så snart vi rejser os? Selv om vi kæmper for friheden, bliver det dog som fjender, ikke som slaver; thi slaven er kun slave, så længe han godvillig finder sig i at være det.
    Dette forstår vi. Og da friheden for os er mere end det fredelige slaveri, selv om det første medfører krigen, så foretrækker vi denne, skønt vi som pionerer har god udsigt til at knække halsen. Det er ikke mod eller opofrelse for vore medmennesker, men frihedstrang, der driver os til kamp. Men begynder vi, vil eksemplet smitte også dem, der nu tåler alt for blot at bevare skindet helt. Det store, fredelige proletariat vil, når de først mærker, det bliver alvor, hurtigt forstå, at også de har grund til at være med i legen, og er man først begyndt kampen – ja, da kommer lysten og modet ganske af sig selv. Historien har vist, at det altid går således.
    Og ingen proletar behøver at jamre sig over det, vi nu ser og hører af kamp og strid derude i verden, eller frygte for, at det hele nu skal gå under; thi det, vi ser, er ikke alene det gamle samfund, der dør, men tillige det nye, der fødes.

Anarkistisk materialisme

(Fortsat.)

    Følgen af den teori, som vi materialister forfægter, må blive, at menneskesindet tildanner sig efter de forhold og de omgivelser, hvorunder det lever og hvorfra det henter sine indtryk. Det bliver altså samfundsforholdene, der skaber menneskets karakter og væsen. På den anden side er samfundsforholdene også et produkt af mennesket; thi lige så vel som samfundet skaber mennesket, skaber mennesket samfundet. Mellem begge dele foregår en stedse skabende vekselvirkning, og det er en lige så ensidig og fejlagtig betragtningsmåde, når visse marxistiske(?) socialister hævder, at kun den ene af disse påstande er rigtig, nemlig den, at mennesket er et produkt af samfundsforholdene, som når visse borgerligsindede hævder det modsatte, nemlig at samfundet er et kunstprodukt – en vilkårlig konstruktion af mennesket.
    Enhver, der forstår vor teori om dette spørgsmål og tillige ser, hvor hen den industrielle og økonomiske udvikling fører os, må, om han er konsekvent, til sidst komme til den slutning, at anarkiet må blive det sidste led for samfundets udvikling, det vil sige: Det sidste, som vi er i stand til at fatte og øjne. Den praktiske gennemførelse af anarkiet, som er retten for hvert individ i yderste udstrækning, beror på to ting, nemlig:
1. At samfundet ejer så gode tekniske hjælpemidler, at dets medlemmer, for at forskaffe sig de fornødenheder, de fordrer, for at leve og nyde livet, ikke behøver at udføre mere legemligt arbejde, end de kan gøre, uden derfor at forsømme deres tankers udvikling og sysler. En sund forstand og et sundt legeme opnås kun når disse ting kan udvikles sideordnet, og begge dele er noget, man må regne med i det anarkistiske samfund, thi netop harmonien mellem legeme og sjæl, som man siger, er det, der giver mennesket det sunde og naturlige blik på livet, som fordres for at skabe livslyst, fordragelighed og fordomsfri tænkemåde.
2. At mennesket bliver frigjort for alle sådanne overnaturlige begreber, der kan påvirke dets naturlige moral og skabe autoritetstro og herskertillbedelse. Det første er allerede sket og vil ske i endnu yderligere grad i fremtiden. Menneskene ville, hvis det ikke var, at en idiotisk og uretfærdig samfundsordning hindrede dem deri, alle kunne skabe sig rigelig af livsfornødenheder med kun få timers dagligt arbejde. Der ville på den måde blive rigelig tid tilovers til sport og sysler for tanken. Hvad det andet derimod angår, mangler vi desværre meget – uhyre meget – endnu.
    Når vi ser, at den industrielle og økonomiske udvikling bærer hen imod en samfundsordning, der godt kunne være anarkistisk, og vi mener, at de anarkistiske samfundsforhold er de eneste, der er fuldt ud retfærdige, og de eneste, ved hvilke frihed og lighed kan opnås, må det blive vor opgave at oplyse den del af menneskene, som nu lider under de bestående samfundsforhold, om, at det er i modstrid med deres interesser at bibeholde den gamle ordning. Da det er fordommene – autoritetstro, gudetro osv. -, der bevirker, at de ikke forstår deres egne interesser, og derfor vedblivende hænger ved de socialpolitiske forhold, der alt længe har været i strid med de økonomiske, må man modarbejde og bekæmpe disse fordomme. Med andre ord, det bliver vor opgave at omdanne deres kunstige moral til en naturlig moral, dvs. én, som er i virkelig samklang med deres interesser.
    For at skabe er det nødvendigt for menneskene først at søge indtryk for derfra at hente materiale til det, der skal skabes. Uden indtryk kan hjernen intet skabe, lige så lidt som håndværkeren kan lave sine frembringelser uden at have det stof, hvoraf det skal laves. Derfor er det også, at menneskene, som sidder i langvarigt, ensomt fængsel, hvor de er helt udelukket fra at modtage indtryk, sløves og demoraliseres; derfor er det, at videnskabsmanden må forske i naturen eller i bøgerne for at erhverve sig sin viden, og derfor er det, at en dårlig opdragelse skaber dårlige mennesker, dumme lærdomme, dumme mennesker og rå tilstande og eksempler rå mennesker.
    Efter dette må et humant indrettet og oplyst samfund skabe humane mennesker, et slet indrettet samfund slette mennesker. Da vort nuværende samfund er slet og inhumant indrettet, skaber det mest slette og inhumane mennesker; var det godt og humant indrettet, ville det skabe gode og humane mennesker. Hvis man forstår dette, vil man også forstå anarkismens taktik. Ved at oplyse folk om, hvad der er ret i samfundsmæssig betydning, hvilket er, at individerne, samtidig med at de hævder deres egen ret, også respektere andres, vil vi påvirke menneskene med gode indtryk og derved gøre dem bedre ved at lære dem, hvor uretfærdigt samfundet er indrettet og hvorledes det kunne indrettes retfærdigt, vil vi lære dem at forstå og kæmpe for deres egne interesser, og ved at sætte os op mod uretten vil vi bringe samfundsordningen ind i et spor, hvorved der kan blive mulighed for at skabe mere intelligente og mere humane forhold og mennesker.
    Da gudetroen netop er den fordom, hvorpå alle de institutioner, øvrighed, stat, kirke osv., som forhindrer menneskene i at udvikle sig til sunde, oplyste og humanttænkende væsener, er bygget, bekæmpe den. Thi lærer proletariatet først, at løftet om, efter døden at få et liv i herlighed og glæde hinsides, er løgn og dum overtro, vil det forstå, at det her på jordem gælder om at leve og nyde, ikke om at trælle, lide og forsage.

_______________________________________________________________________________

Meningsfæller!
Bemærk annoncen om mødet.
_______________________________________________________________________________

Efter systemskiftet

Russiske forhold i Danmark.

IV.
Forhørene fortsat.

    I hvor mange forhør, jeg var i de 52 dage, jeg sad indespærret for første gang, ved jeg ikke. Der var uger, hvor de foregik fire gange, andre hvor der kun var to.
    Skønt disse forhør på sin vis kan danne en afveksling i den dræbende kedsomhed i arresten, er de dog i høj grad trættende. Denne idelige bearbejdelse for at få Én til at sige “ja” til den falske opfattelse, assessoren har dannet sig om sagen, i forbindelse med de timelange ophold i de uhyggelige skabe, er en tortur, som virker i høj grad sløvende på Én, og man skal være i besiddelse af temmelig stor karakterstyrke for ikke til sidst at give efter og gå ind på dommerens mening, som jo altid er, at man er skyldig i det, man er anklaget for. Thi således er det netop: For ham gælder det ikke om at få sandheden ud af arrestanten, men at få denne til at tilstå noget, der er i overensstemmelse med hans opfattelse af sagen.
    Varetægtsarresten og opholdet i skabene benyttes da også som torturmiddel for at fremtvinge “tilståelser”. Man bruger det fif at lade arrestanten hente kort før middag og så sidde og sulte til hen imod aften, inden han tages i forhør. Hjælper dette ikke, puttes han ofte ud i skabet igen for at “blive mør”. For mig er dette sidste dog aldrig sket; men jeg har adskillige gange, når jeg sent på aftenen efter endt forhør sad i mit skab og ventede på at blive transporteret over i arresten igen, hørt mine sidekammerater fortælle hvorledes de blev tortureret i den retning, og to gange er det sket, at jeg har hørt kammerbetjenten sige til arrestanter, der bad om at komme over i arresten igen, da de ikke havde fået noget at spise siden om morgenen, at de måtte vente til deres hukommelse blev noget bedre. Med andre ord, de måtte “tilstå” først.
    Ganske selvfølgelig hersker der stor partiskhed hos dommeren, som jo altid tror anklageren frem for den anklagede. I min sag viste det sig blandt andet på den måde, at medens de vidner, som vidnede i min disfavør, gladelig fik deres vidnegodtgørelse, blev det nægtet dem, der vidnede til fordel for mig. Ligeledes så man det ved edens aflæggelse, hvor dommeren en gang overtalte et vidne, der gjorde indvendinger mod den forklaring, han foregaves at have aflagt til protokollen, til at aflægge ed derpå alligevel.
    Da hr. Winther indså det umulige i at få mig til at gå ind på hans mening, bestemte han sig omsider til at slutte forhørene og lade betjentene og vidnerne aflægge ed. Det var lykkedes at skrabe 4 mennesker sammen til at vidne imod mig. Af disse vidste de tre dog ingenting – de kunne kun angive, hvilken opfattelse de havde fået af mine foredrag, men ikke bestemt hvad jeg havde sagt. Til gengæld vidste det fjerde vidne – et ungt menneske, som i protokollen stod opført som “kunsthandler”, men som nærmest gjorde indtryk af at være en af Madam Græsmeyers faste gæster – en hel del, ja, endog så meget, at han blev overbevist om at have afgivet falsk forklaring. Dette gik således til: I opdagelsesbetjent Raaby-Nielsens rapport om et af fællesmøderne stod der, at jeg havde sagt: “At kongen var intet”. Dette, som for resten ville være noget skrækkeligt sludder, eftersom han – hvilke anskuelser man end kan have om hans værdi som medlem af samfundet – jo dog er noget, benægtede jeg selvfølgelig. Men bemeldte vidne holdt på, at Nielsens rapport var rigtig også på dette punkt, og på assessorens forespørgsel, om han kunne aflægge ed derpå, svarede han: Ja. Nu var jeg så heldigt stillet her, at jeg kunne huske ordret, hvad jeg havde sagt, nemlig: “At kongen ikke kunne takke “Guds” nåde, men folkets dumhed for sit embede. Og da jeg gentog det, indrømmede Raaby-Nielsen også, at det var således jeg havde sagt, idet han med en skinhellig mine forklarede dommeren noget om, at han kun havde forandret det, fordi han hellere ville gøre det bedre end værre for mig.
    Nu blev vidnet naturligvis nødt til at indrømme, at han ikke bestemt kunne huske, hvorledes ordene var faldne; men hvad havde været mere rimeligt end at man nu, da han vitterlig var greben i løgn, havde undladt at tage hensyn til hans øvrige forklaringer. Men det gjorde man ikke. Man havde brug for vidner for at få mig dømt, og så måtte man tage til takke med det skrabsammen, man kunne få. Derfor lod man ham glat væk aflægge ed på sine øvrige vidneudsagn.

Frisind!

Kongelig-socialdemokratiske skallesmækkere

    Blandt alt det andet løgn, det forhenværende arbejderorgan “Social-Demokraten” propper sine læsere med, finder man gang på gang også den påstand, at Socialdemokratiet er det eneste kulturbærende og virkelig frisindede parti her hjemme.
    For den troende arbejder, som tager lederne alvorligt og blindt hen æder og fordøjer alle de fede fraser, “ Social-Demokraten” daglig serverer for ham, står denne påstand naturligvis som den skære sandhed; det kunne lige så lidt falde ham ind at tvivle, som den hellige kan tvivle på Biblen. Da han aldrig gider tænke en tanke og derfor ikke aner, hvad frisind er, står han aldeles kritikløs over for alt det, han opvartes med, og kommer andre og søger at åbne øjnene på ham, vender han sig forarget bort; thi generalerne, disse charlataner, som snyder arbejderne, så vandet driver af dem, står for ham som ukrænkelige guddomme. Men hos dem, der har en smule forståelse af, hvad frisind og socialisme vil sige, og derfor ikke ser slet så kritikløst på ledernes virksomhed, begynder man mere og mere at få øjnene op for, at “Social-Demokraten”s påstande herom, kun er fraser, der må slås i hartkorn med dens øvrige løgne. Thi desværre er det således, at de socialdemokratiske levebrødspolitikere, så vel de små som de store, nu er nået så vidt, at de i stedet for at repræsentere frisindet, tværtimod repræsenterer den mest forstokkede konservatisme og den allersmåligste og mest lavpandede dumhed og intolerance.
    Rigtignok har der været en tid, hvor Socialdemokratiet var et frisindet parti – men det er nu længe siden. Det var den gang, det endnu kun bestod af nogle få idealister, som støttet af et lille proletariat måtte kæmpe en hård kamp mod magthavernes overgreb, forfulgte af øvrigheden, hånet af konservative mellemklassearbejdere, mistænkeliggjort og forrådte af de magtstræbende føreremner blandt de moderate partifæller, måtte de virkelig revolutionære elementer fortrække og overlade førerposterne til de humbugsmagere, som nu sidder ved roret, og for hvem intet middel har været for lavt, når det gjaldt at fremme deres egne griske og ærgerrige interesser. Ved at gå på akkord med uretten, ved at slå af på fordringerne og ved efterhånden at opgive ethvert gran af socialisme er det lykkedes disse frasemagere at føre partiet frem i antal; men rigtignok på bekostning af sagen. De har skabt et stort konservativt arbejder- og middelstandsparti – men af dette partis medlemmer forstår næppe en tusindedel hvad socialisme er.
    Efterhånden som disse stræbere fik gjort deres embeder federe og federe, blev de mere og mere moderate, de opgav den sidste rest af idealisme – hvis de i det hele taget har følt noget sådant – allierede sig med de borgerlige partier og førte Socialdemokratiet ud i et uføre – et søle, der tilsmudsede den sidste plet af frisind og bragte partiet til at stå som et lattervækkende karrikaturbillede af socialisen.
    Kommer man i en af de socialdemokratiske vælgerforeninger, vil man også se, at med undtagelse af nogle få stupide og troende proletarer består forsamlingen udelukkende af middelstandsfolk – detailhandlere, værtshusholdere, marskandisere, politibetjente og lignende, parret med nogle enkelte fastlønnede og velstillede arbejdere, der næsten alle har personlig fordel af arbejderpartiet – folk, som har eller venter at få et ben indenfor partiet.
    Det siger sig selv, at man blandt disse folk, hvis økonomiske interesser er i modstrid med det virkelige proletariats og hvis hjerner er så fyldte med fedt, at de ikke kan rumme én fornuftigt tanke, umulig kan finde socialister, selv om de går og propper folk med, at de er det. Ja, de er endda så langt fra at være socialister, at de endog er socialismens værste modstandere.
    Hver gang, der her hjemme er opstået en virkelig socialistisk bevægelse, har denne da heller ikke fundet mere brutale fjender end netop hos disse konservative mellemdemokrater, og man har fra disses side grebet til de laveste midler – løgn, mistænkeliggørelse, voldshandlinger etc. – for at forhindre, at arbejderne fik revolutionære impulser og socialistisk forståelse.
    At det ikke er bleven bedre nu, fik jeg håndgribelige beviser på forleden dag, da jeg ved et offenligt møde i Socialdemokratisk vælgerforenings 7. kreds blev overfaldet med skældsord, skaller og slag, fordi jeg tillod mig at have en anden mening end den, de kongekrybende og spytslikkende generaler har beordret.
    Efter at en liberal storborgerrepræsentant og en socialdemokratisk småborger i et par timelange foredrag havde udgydt deres sædvanlige lirekassestykke om fæstningen, valgretten osv. og anbefalet arbejderne denne gang at gå til valg sammen med Venstres storborgere og storbønder, bad jeg om ordet for at protestere imod, at proletariatet allierede sig med dets modstandere, de besiddende klasser, og imod, at man forkludrede begreberne om socialismen for dem. Under hujen, piben og gemene tilråb fra de tilstedeværende, såvel bestyrelsen som de menige, søgte jeg at forklare forsamlingen, hvad socialismens mål er, nemlig: At skabe en hel ny samfundsordning, men ikke at lappe på den gamle, og jeg anbefalede arbejderne at agitere for den sociale generalstrejke i stedet for at være klovner for deres kapitalistiske modstandere ved at vælge dem ind i den repræsentation, der kun er til for at undertrykke os andre.
    Efter at jeg havde måtte opgive at tale videre på grund af spektaklet, tog en række af vælgerforeningens spidser ordet for ved dumme vittigheder og gemene og ganske løgnagtige beskyldninger at søge at mistænkeliggøre mig. Jeg bad nu atter om ordet, men næppe var jeg begyndt, før de socialdemokratiske fedesvin, anført af deres bestyrelsesmedlemmer, begyndte at hyle som besatte. Det var mere som befandt man sig blandt en flok gadedrenge end blandt voksne mennesker. Da der imidlertid var enkelte i forsamlingen – nogle tilfældig tilstedeværende arbejdere -, som gav mig medhold, blev bestyrelsen bange og man nægtede mig at tale videre, idet man som påskud brugte, at jeg havde sagt: “De liberale storborgere” og: “Socialdemokratiske levebrødspolitikere”.
    Da de følgende talere, som alle var medlemmer af afdelingen, overdængede mig med skældsord og råheder, uden at dirigenten, som jo, da jeg havde ordet, havde været så omhyggelig for den “gode tone”, fandt anledning til at skride ind, påtalte jeg dette og bad ham kalde dem til orden. Men den socialdemokratiske frihed og tolerance, som der stadig skriges så meget op om i “Social-Demokraten”, gjaldt ikke her; man ville vise, at det kun var en frase, derfor kaldte man ikke talerne til orden, men smed i stedet mig ud.
    Og ikke nok med det. Da jeg var kommet undenfor på gangen, fulgte kredsens formand – cigarhandler Sørensen – efter mig og truede mig med prygl. Jeg bad ham så følge med udenfor og give mig dem, og lovede ham at jeg nok skulle kvittere derfor; men da pjalten så, at jeg ikke var forskrækket, turde han dog ikke. Imidlertid var en halv snes andre forædte bisser kommet ud på gangen, og da Sørensen nu følte sig stivet af, angreb han mig, assisteret af fire af de andre – alle store og kraftige mænd. En af dem, en lang velklædt bølle – vistnok medlem af bestyrelsen – drak mig en skalle, medens Sørensen, som nu, da han fik hjælp, var bleven modigere, sammen med de andre begyndte at slå løs på mig.
    For den troende, konservative arbejder vil disse rå voldsmænd naturligvis stå som de rene helte, han vil beundre dem og råbe hurra for dem, fordi de, da ordet ikke slog til, benyttede sig af den rå magt. Og det, at de var en halv snes store, kraftige mænd om én, vil ikke tage glansen af heltedåden. Men for den arbejdern der tænker, vil begivenheden komme til at stå i et andet lys; thi han vil forstå, at socialdemokratgeneralerne nu ikke mere er i stand til at forsvare deres handlemåde med ord, men må ty til samme midler, hvormed Højre i sin tid søgte at bekæmpe Socialdemokratiet, nemlig vold.
    Nå, vi lader os ikke skræmme af disse bissers voldshandlinger, så lidt som af øvrighedens fængselsstraffe. Med kapitalismens knippelbevæbnede bøllekorps mod os på den ene side og deres allierede, de skallesmækkende, konservative socialdemokratiske fedesvin på den anden går vi i kamp mod løgnen og dumheden, og selv om der i kampen falder en del skrammer af i form af kapitalistisk forbedringshus og mellemdemokratiske skaller, skal vi dog sejre til sidst. Thi det er sandheden, vi kæmper for.

Generallockout –
                                        Generalstrejke

    Nu, da den generallockout, der blev skreget så meget op om i pressen, lykkelig og vel er drevet over, og den borgerlige presse, efter at have skrabet bunden, endelig har måtte sige stop, fordi emnet ikke godt kunnne tærskes mere igennem, skal vi komme med vore små betragtninger herom. Dog er det ikke om hvem, der rent borgerligt set havde ret; heller ikke om de resultater, der er nået for den ene eller anden part; thi den slags betydningsløse småligheder gider vi virkelig ikke sætte vore hjernemolekyler i bevægelse for. Derimod kunne vi nok lide at filosofere lidt over, hvorledes det kunne være gået, om lockouten var kommet og om, hvorledes det eventuelt vil gå, om den skulle komme en anden gang.
    Der blev fra “Social-Demokraten” udslynget en trussel om at besvare en eventuel generallockout med en generalstrejke. Ganske vist var truslen fremsat i en meget spagfærdig tone, og der er vel heller ikke nogen tvivl om, at generalerne ikke med deres gode vilje havde gjort alvor deraf. Sandsynligvis har de, da de skrev dette, allerede vidst, at lockouten ikke ville blive til noget, og har derfor mere haft til hensigt at servere lidt radikalisme for de troende læsere end at forsøge at skræmme arbejdskøberne. Thi som de gode venner, der er med de fleste af arbejdsgiverforeningens spidser, var afgørelsen vel allerede taget på tomandshånd. Men vil vi nu forudsætte at lockouten alligevel var kommet og at oppositionen indenfor partiet – det vil sige dem, der ved at spille tilpas radikale, venter at erobre de moderates fede embeder, og så selv blive moderate – for at vise deres radikalisme havde tvunget en generalstrejke igennem, hvilke udsigter havde der da været for arbejderne? Ja – et radikalt medlem af Socialdemokratisk Forbunds hovedbestyrelse holdt for nogen tid siden et foredrag derom i den selskabelige klub: “Socialdemokratisk Ungdomsforening”. Og han forklarede her de troende, mundradikale ungdommer, at i en sådan eventuel generalstrejke måtte ____a l l e __nedlægge arbejdet. Ville de arbejdere, der er ansat i statens tjeneste, såsom jernbanefunktionærer, belysningsarbejdere osv., ikke gå med, mente han, man burde tvinge dem hertil ved f.eks. demolestere materiellet – dvs. opbryde jernbaneskinnerne, ødelægge maskinerne på elektricitetsværket etc.
    Da jeg forklarede manden, at dette nødvendigvis ville føre til revolution, med mindre man da rolig ville se på, at politiet puttede dem af vore kammerater, der besørgede dette arbejde, i tugthuset, hævdede han, at han ikke anså tiden for moden til revolution, og det var ikke hans hensigt at søge den s o c i a l e generalstrejke iværksat nu.
    Man må efter dette antage, at visse trusler om demolestering af materiellet for at fremtvinge en total arbejdsnedlæggelse kun har været uovervejede ord – fraser, som aldrig var bleven iværksat. Generalstrejken – hvis den i det hele taget var kommet som svar på lockouten, hvad jeg betvivler – var altså kun bleven en fredelig kamp, som uden tvivl var endt med samme negative resultat som den store lockout i 1899, nemlig at begge parter, når kasserne var tømte, enedes om at lade alt blive ved det gamle.
    Men sæt nu, at generalstrejken var kommet, og den var bleven revolutionær ved at man skred til anvendelse af magtmidler over for skruebrækkerne. Ville arbejderne da have haft håb om at gå ud af kampen som sejrsherrer?
Næppe!
    Først og fremmest fordi de endnu mangler den forståelse af socialismen, der hører til for at skabe den rette revolutionære ånd. Og dernæst fordi de aldrig har gjort sig den ulejlighed at tænke på muligheden af at frigøre sig ved at sætte vold mod vold.
    I Frankrig, Spanien og vistnok også i Italien er de revolutionære arbejderes fagorganisation begyndt med hvert år at benytte en del af deres indtægter til indkøb af bøsser og revolvere. Da jeg i fjor begyndte at agitere for noget lignende her, blev jeg sat i forbedringshuset. Magthaverne forstod, at hvis hver arbejder gad overkomme at købe sig et magasingevær eller en god revolver, så ville dermed arbejderklassen være frigjort; al sult og nød, alt slaveri og fattigdom ville være endt. Socialismen havde sejret. Men arbejderne har aldrig ville forstå det. Uvidende og uselvstændigt tænkende som de er, har de troet på de fraser om frigørelse gennem parlamentarismen, som deres magtstræbende og kongekrybende generaler har proppet dem med. Og aldrig har de villet gøre sig den ulejlighed at tænke over, hvad der ville ske eller rettere, hvad der ikke ville ske, om det virkelig lod sig gøre at erobre flertallet af mandaterne i Folketinget. De indbilder sig, at en folketingsbeslutning ville være nok til at revolutionere ejendomsforholdene, og ser ikke, hvor vanvittig naiv denne tanke er. Men uden våben ville en revolutionlær generalstrejke være endt i den rene ynkelighed. De få, der virkelig vovede at sætte vold mod vold, ville blive nedskudte eller fængslede, og de andre ville krybe i skjul eller måske stille sig frem og råbe på besindighed for at skjule fejheden. Anderledes om de havde været bevæbnede; thi modet kommer med magtbevidstheden. Da ville det blive modstanderne, der krøb i skjul eller råbte på besindighed; thi de er ikke en smule modigere end arbejderne. Og arbejderne kunne så, om de ikke foretrak at optage kampen og omdanne samfundet helt, have stillet deres fordringer og været sikre på, at de blev sanktionerede.
    Arbejderne bør tænke der over eller også helt opgive tanken om generalstrejke og frigørelse. Thi det er nu én gang således, at den, der har magten, også har retten. – Og derfor har arbejderne kun ret til at lave generalstrejke, hvis de har magt dertil.

    Skallesmækkermødet. Ved det andet sted i bladet omtalte møde i 7. kreds meddelte formanden, at anarkisterne herefter vil blive nægtet adgang til Socialdemokratiets offentlige møder. De må være bange for sandheden, disse lyssky generaler!

    A. C. Meyer fortalte os forleden dag, at han satte et par tusind kroner til årlig på sin kiosk. Det er os ubegribeligt at han så vil beholde den.

    Der er forskel. I sidste nummer af “Arbejdsmændenes Fagblad”, som redigeres af hr. Lyngsie, læser vi følgende: “Enstemmig genvalgtes vore forretningsførere H. M. Hansen og Jens Larsen, og enstemmig genvalgtes vor formand hr. Lyngsie -.” Artiklen, som er skrevet af hr. Lyngsie selv, minder mig om en murmester jeg en gang kendte, og som,når man spurgte ham om hans navn, altid svarede: “Jeg hedder hr. Petersen”, medens han aldrig mente, andre kunne gøre fordring på dette hr.

    I samme artikel står der: “Der fremsattes ønsker om udmeldelse af de samvirkende fagforbund og det er forståeligt at slige ønsker melder sig. Stedet er ikke her at komme ind på de konfligter (med g), som vi har haft med de faglærte arbejdere dels på arbejdspladserne, dels i de samvirkende fagforbund, men vi er alle enige om, at arbejdsmændene ved adskillige lejligheder er blevne forurettede.” – Det er også den socialdemokratiske lighed, det her er galt med; den antager under tiden nogle mærkelige former, som ret ofte kan sige spar to til den borgerlige ulighed. Således eksisterer der – eller eksisterede i al fald for et par år siden – i murersvendenes fagforenings love en paragraf, som forbyder svendene at være dus med deres arbejdsmænd. Og den slags idioter kalder sig socialister! Jeg tror selv Højre ville skamme sig ved at være partifæller med så konservative elementer.

    Længere henne i bladet finder vi et digt, som blev fremsagt ved festen, de havde i anledning af kongressen.
    Det ser således ud:
                                                Som Hovedbestyrelsen den sang,
                                                så synger hele klassen.
                                                Og var der nu en enkelt gang
                                                lidt mudder her på pladsen,
                                                så blev den frække klapset af,
                                                når først han sad i stolen.
                                                Det mangled’ blot, at sådan flab
                                                gør mudder her i skolen.

    Man tror naturligvis, at dette digt er skrevet som satire over den knytnæve-disciplin, som hyrden – hr. Lyngsie – praktiserer indenfor sin fåreflok; men det er det ikke. Tværtimod er det skrevet i god tro – til forherligelse af den store hyrde. Men digtets naïve forfatter er unægtelig sluppet lidt kejtet fra sit poetiske forsøg.

    Nyt navn. Efter temmelig sikkert forlydende agter “Social-Demokraten” i den nærmeste tid at ændre navn. Nu, da det jo er hensigten i en nær fremtid at optage en socialdemokrat i ministeriet Alberti, mener “Hans jordiske Majestæt” nemlig, at det er bedst at stryge det stygge ord “Social”, da det jo altid vil lede tanken hen på socialisme. Da Socialdemokratiet – praktisk set – jo for længe siden har rystet det sidste gran af socialisme af sig, finder generalerne dette forlangende ganske rimeligt, og bladet vil så for fremtiden hedde “Mellem-Demokraten”, en forkortelse af “Mellemklasse-Demokraten”. Dette navn passer selvfølgelig også langt bedre til partiets virksomhed, hvilken jo udelukkende går ud på at tækkes mellemklassen.
    Peter Sabroe havde foreslået, at bladet skulle hedde “Den kongelige Mellem-Demokrat”; men de andre generaler mente, at dette var forhastet. Man burde vente, til vi – som Borgbjerg jo har bebudet – om 6 år får et fuldstændigt social- – eller sludder – mellem-demokratisk ministerium. For at trøste ham imidlertid til gengæld til den tid at gøre skridtet fuldt ud og kalde bladet: “Den kongelige danske Over- og Mellemklasse-Demokrat”.
    Den frisindede del af befolkningen skal dog ikke græde for det; thi til den tid er “Skorpionen” nået op til 50.000, og lad så blot “Mellem-Demokraten” overtage “Dannebrog”s rolle som kongelig spytslikkerorgan.

    “Social-Demokraten” fortæller glædestrålende, at Christen Berg i sin tid – ganske vist efter en bedre middag – skal have sagt, at “Socialdemokratiet har skabt tænkende væsener af arbejdere!”
    Havde Berg levet nu og set, hvor kritikløst arbejderne finder sig i at lederne gør nar af dem, var han sikkert kommet til et andet resultat. Thi nu hedder det ikke tænk, men tro, hvis man vil tilhøre Socialdemokratiet.

_______________________________________________________________________________

Meningsfæller!

    Møde afholdes tirsdag d. 11. september kl. 8.30 i “Hotel du Prop”, Fuglevangsvej 14 (ved Ørstedsvej).
    Foredrag om: Anarkismen, dens nuværende stilling og betingelserne for dens fremtid.
__________________________________________________________________________________________

________________________________________________________________________

________________________________________________________________________

Udgivet af anarkistisk Agitationskomité.                                         Redigeret af S. Rasmussen

    Staten hviler på Arbejdets Slaveri.
Bliver Arbejdet frit, er Staten fortabt.
                                                    Max Stirner.

Respekt for retten

    Medens jeg sad i varetægtsarrest, hændte det en gang, at assessoren, som afholdt forhørene, truede mig med en mulkt, som jeg skulle sidde af på “vand og brød”, i fald jeg ikke udviste den tilbørlige respekt for retten, og årsagen var, at jeg uden at forstå, at det kunne såre hans religiøse og moralske følelser, havde tilladt mig at benytte et så rædselsfuldt ord som “sgu”.
    Når jeg nu bagefter tænker på, hvilken sart moral en mand, som overhovedet vil påtage sig hvervet som dommer, må besidde, forstår jeg så godt, hvor krænket han måtte føle sig ved at høre et så ugudeligt og umoralsk ord; thi han er vel så vant til at blive behandlet med en krybende underdanighed og at blive betragtet som et ophøjet væsen af de fleste af de fleste af de stakler, der tror, at de gør sig skyldig i en umoralsk handling, når de krænker loven, og derfor i øvrigheden ser den straffende retfærdighed, i stedet for hvad den er, den brutale, hævnende uret.
    Da jeg ikke anså det for nødvendigt at benytte det anførte ord for at udtrykke min mening, og da jeg tillige er af dem, der hellere giver en hund et stykke brød, end den skal bide mig, gav jeg efter; men jeg gjorde det absolut ikke af respekt for “retten” , i al fald ikke hvis man med respekt forstår agtelse. Thi det er det mig ganske umuligt at føle hverken for “retten” eller de mænd, der indbilder sig eller foregiver at udøve ret, når de rækker hånd til at gøre de mennesker ulykkelige, der kom på kant med samfundets love. Tværtimod kan jeg kun få den dybeste ringeagt for begge dele, og enhver, som forstår hvilken foragt “retten” viser over for retfærdigheden, og ser, hvor hensynsløst råt den omgås med menneskeliv og menneskelykke, vil give mig ret i, at enhver, som kan sælge sin sjæl og samvittighed, og række hånd til al den uret, umulig kan gøre fordring på agtelse. De kan, hvis de af mangel på social forståelser, ikke indser deres modbydelig gemene handling, allerhøjst gøre fordring på medlidenhed.
    Denne ukrænkelige, indbildte retfærdighed, som ubønhørlig ødelægger livet for så mange mennesker, som på det dybeste krænker folkets individualitet og naturlige rettigheder, og som ikke tåler den mindste kritik af sine institutioner og handlinger eller angreb af sine personer, er i virkeligheden kun et elendig, dumt og middelalderligt tænkende bourgeoisis og bureakratis middel til at bibeholde de gamle barbariske forhold og fordomme, hvori hele deres lavsindede livsopfattelse finder sig så vel tilpas, og at de love, ved hvilke de opretholder disse forhold, vedblivende kan eksistere, er kun fordi folket er for sløvt til at sætte sig op derimod og for uvidende til ret at forstå årsagen til uretten. De fleste af dem, selv dem, der lider mest under uretten, går virkelig og indbilder sig, at øvrigheden udøver ret, når den håndhæver loven. Det kunne derfor være på sin plads at se lidt på, hvad det er for en retfærdighed samfundet gennem denne øvrighed og disse love praktiserer.
    Ret kalder magthaverne alt det, som er i samklang med deres interesser, og som de foregiver tillige at være samfundets. Uret kalder de alt, hvad der er i modstrid dermed. Derfor anerkender de det for ret, at de religiøse prædikanter forvirrer folkets hjerner og moral med deres fordummende præk, medens det er uret at bekæmpe og håne deres lærdomme. Ret er det, når de kapitalistiske ågerkarle udsuger deres arbejdere på det skændigste, ødelægger deres sundhed ved usunde lokaler og overdrevent slid, blot for at de selv kan leve i den mest vanvittige overdådighed, medens det er uret – himmelråbende uret, der skal straffes med tortur og fængsel – om den fattige, for hvem kapitalen ingen brug havde og derfor smed på porten, i sin nød giver efter for selvopholdelsesdriften og tager selv den føde, som i virkeligheden tilkommer ham som ret. Ret er det også, at kvinden nødsages til at sælge sit legeme for at opholde livet, at halvdelen af menneskene skal tvinges til at leve et liv i større eller mindre ulykke for at en lille flok lediggængere kan svælge i luksus, af mennesker skal se deres kære dø af sygdomme, hvis helbredelse kun beroede på bedre økonomiske vilkår, ja endog at man skal lægge sig til at dø af hunger midt mellem lagre af fødevarer, som man med voldsmagt er forhindret i at stille sin sult på.
    Ret er det ligeledes at hidse nation op mod nation for at nogle få spekulanter kan få nye markeder for deres rovdrift, at sende tusinder af unge mænd ud for at slagte deres medmennesker og selv lade sig slagte af dem, at skabe sorg, ulykke og elendighed blandt alle dem, der ikke just tilhører den lille klike, som så koldt og brutalt ødelægger livet for andre, når det gælder om at skabe gevinst for dem selv. Og endelig er det ret at fængsle og myrde alle dem, der i ord eller gerning vover at sætte sig op imod, kritisere eller spotte den samfundsordning og de afguder, i hvis navn al denne såkaldte “ret” udøves.
    Det var denne ret, assessoren ikke forstod, jeg ingen respekt havde for.

Anarkistisk materialisme

    Tænker man dybt over og undersøger man grundig de årsager, som danner drivkraften til alle menneskets væsen i virkeligheden kun er et produkt af forholdene. Enhver handling, man udøver, enhver tanke, man tænker, enhver ting, man skaber, alt er kun reflekser af de indtryk, man modtager udefra, sammensat, adskilt og formet af hjernens uendelig fine maskineri.
    Denne teori, som for os materialister ikke står som nogen hypotese, men som absolut kendsgerning, deles desto værre kun af få; thi det er de færreste, selv blandt de mennesker, der kan og vil tænke, som er i stand til helt at bryde med fordommene om Gud og udødelig ånd. De vægrer sig ved at gå ind på, at det, man kalder ånd, slet og ret skulle være tanker, fremkaldt ved en ren materialistisk proces, og hævder, trods det, at ikke den ringeste sandsynlighed taler derfor, at der nødvendigvis må findes noget åndeligt, noget – noget mystisk, som det er umuligt at fatte eller forklare. Spørger man dem om dette “åndelige” er stof, svarer de, at det ved de ikke, og spørger man dem om, hvorledes de da forestiller sig dette mystiske, får man samme svar. De ved aldeles intet om den ånd, hvis eksistens de hævder; men alle er de enige om, at den er i stand til at leve efter døden.
    Teorien, som dels bunder i menneskets fordom mod døden, i hvilken de ser noget uhyggeligt – noget skrækkeligt, og derfor gerne vil knibe uden om ved at forgøgle sig et evigt åndeligt liv, og dels skyldes de vrangforestillinger, de hele barndommen igennem er bleven indpodet, kan ikke forsvares med en eneste kendsgerning, hvorimod vi andre kan give beviser i massevis, så klare og logiske, at man skulle synes, at kun dem, der ikke vil miste troen på den udødelige ånd, vedblivende kan bibeholde den.
    Når man, hvad jo må betragtes som en kendsgerning, går ud fra, at alt liv har udviklet sig af jorden, må det blive en logisk følge deraf, at også mennesket har gennemgået denne udvikling og derfor også, engang i en fjern fortid, har stået på lige så lavt et organisk standpunkt som alle de primitive væsener, vi nu kan mene, at f.eks. en østers har en udødelig ånd, så dog umulig kan forestille sig det samme om en plante, og der i virkeligheden ikke gives nogen skarp overgang fra planter til dyr, idet der gives former, som man ikke ved, om man skal henregne til dyre- og planteriget, vil det være stridende mod al sund sans at antage, at der skulle findes en udødelig ånd hos mennesket, med mindre man vil gå ud fra, at denne ånd findes i alt liv og alt stof og så har udviklet sig sideordnet med vedkommende væseners organisme. Thi i modsat fald måtte “ånden” jo være sluppet ind på et vist stadium af menneskets udvikling, og den tanke er virkelig ganske latterlig Men når ånden, for at udvikle sig til det stadium, den indtager hos det væsen, i hvilket den sæde, absolut har behøvet en tilsvarende udvikling af organismen, siges det sig selv, at ånden kun er virkninger af organismen. Som vi alt i en tidligere artikel (“min religion”) har berørt, viser det sig jo også, at “ånden” er ude af stand til at skabe noget, uden først at have modtaget indtryk udefra, det vil sige, at hjernen gennem sanseorganerne er bleven påvirket af indtryk, som så, adskilt eller sammensat, giver sig udtryk i tanker. Dette beviser jo, at “ånden” ikke er noget selvstændigt; thi den kan kun eksistere og udtrykke sig ved hjælp af organismen, følgelig må den, som jo ikke er stof (var den det, var den jo slet ikke ånd, men materie), ophøre at eksistere samtidig med legemets død. Men nu den anden tanke, at ånden muligvis findes i alt stof og danner livskraften for dette? Ja, det beviser egentlig kun en omskrivning af ordet “liv” til ordet “ånd”. Thi liv og ånd bliver jo i dette tilfælde det samme – med andre ord: Al materie skulle således være liv.
    Skønt man skulle synes, at det var de religiøses opgave og pligt at bevise, at der findes en Gud og en udødelig ånd, har disse aldrig gjort blot det ringeste forsøg på ved fornuftige midler at overbevise os andre. De påstår blot, at der gives et sådant ophøjet væsen, som det er umulig at sanse, fordi det er ånd, og de siger så til os: Bevis I, at dette væsen ikke findes. Men skal vi bevise det, har vi selvfølgelig ikke andre midler end den sunde fornuft, og den bøjer de sig ikke for. De siger: “Vis os, at Gud ikke findes!” Denne opfordring er aldeles sindssvag, idet det jo er umuligt for os at trække deres indbildte Gud frem ved ørerne og sige: Se, her er han ikke! Det vil være et lignende tilfælde, som om man ville sige, at man selv havde hørt, at den eller den ikke sagde det eller det. Alt, hvad de religiøse gør for at bevise deres Gud, er at påstå, at de føler, at han er til, eller at henvise til Biblen vel andet end menneskeværk – datidens menneskers mere eller mindre pålidelige beretninger om, hvad de selv så eller mente at se, samt om, hvad de var blevne fortalte af andre – krøniker og sagn, der var gået i arv fra generation til generation inden de blev nedskrevne. Disse krøniker beviser aldeles intet, lige så lidt som vore forfædres myte om Thor, Odin osv. Og nu det første følelsen? Hvad er det vel andet end den samme følelse, som vi anarkister og socialister føler for vor sag – længslen efter noget bedre end det, vi fandt i vort kolde, ubarmhjertige samfund – trangen til menneskelighed, til et liv i overensstemmelse med et åndeligt standpunkt, hvorpå vi står.
    Der kunne, for at modbevise gude- og åndetroen, gives eksempler i det uendelige; man kunne spørge, hvorfor ånden hos det nyføde barn og hos oldingen ikke er lige så stærk som hos manden i sin manddomstid – hvis den ikke kun var tanker og disse atter kun en virkning af et maskineri, organismen, måtte man fo forudsætte, at åndens styrke var ens, lige fra fødslen og til døden – man kunne ligeledes spørge, hvorfor et menneske kan tage skade på ånden, fordi det materielle maskineri – hjernen – bliver sygt eller beskadiget ved slag eller stød; thi var ånden noget særskilt, skulle man ikke synes, at den kunne blive svækket, fordi det materielle led en smule overlast, og endelig kunne man spørge, hvorledes “ånderne” var i stand til at formere sig, hvad de jo absolut måtte gøre, i fald hvert menneske skal have en “hel ånd”; men lige vidt vil vi komme over for de religiøse; thi for dem gælder det ikke om at vide, men om at tro. Og over for tro, der ikke har viden til grundlag, hører alt op.

Efter systemskiftet

Russiske forhold i Danmark.

III.
Forhørene.

    Det første indtryk, man får, når man kommer ind i retslokalet, er, at her hører al ret op. Man får nærmest en følelse, som stod man overfor en dreven bondefanger, der ved alle slags rænker vil søge at få En til at punge ud med mønten, og som man, samtidig med man værger sig mod hans kneb og sleske tale, dog skal passe på ikke at støde for ikke at risikere at få en skalle lige i synet. Naturligvis bliver det ikke tabet af pengene, det gælder her, men det, som er adskilligt værre, nemlig tabet af sin frihed. Og er man måske ikke udsat for at få smadret skallen her oppe, så har man udsigt til det, der ikke er mindre ubehageligt, nemlig lidt ekstraforplejning på vand og brød for krænkelse af rettens værdighed. (Jeg har ærlig talt aldrig kunnet finde noget værdigt ved den uværdige komedie, der spilles her.)
    Da jeg jo af vor daværende bogtrykker havde fået en beskrivelse af assessor Winther, som ikke var meget opbyggende, have jeg ventet i ham at finde en forfærdelig bussmand. Det var han imidlertid ikke, og skønt jeg absolut ikke synes om den udprægede partiske måde, hvorpå han førte forhørene, kan jeg ikke sige andet, end han som regel var ret høflig og venlig – det sidste særlig, når han skulle lokke mig til at “tilstå” et eller andet. Men forstand på det emne, min sag drejede sig om, eller på samfundsspørgsmål i det hele taget, det havde han aldeles ikke, selv om han naturligvis ikke så slet så idiotisk derpå som de betjente, der havde skrevet rapporten.
    Det var en frygtelig masse, jeg var anklaget for: Opfordring til mord, plyndring, tyveri, vold, oprør, blasfemi og gud ved hvad. I alt vist henved hundrede anklagepunkter. Politiet havde i deres tykhovedhed fordrejet mine ord på det frygteligste, og hvor dette ikke slog til, benyttet sig af deres egen digteriske begavelse, hvis beundringsværdige udvikling vistnok skyldes påvirkning fra “Flyveposten” og “Revyen”. Et sted havde jeg således talt om darwinisme og anarkisme og udtalt: “At lige så vel som overklassen i overensstemmelse af deres teorier om den stærkeres ret, mente sig berettiget til at ødelægge, opæde og tilintetgøre proletariatet, havde selvfølgelig dette, hvis det ville følge samme princip, ligeledes ret til at ødelægge, opæde og tilintetgøre overklassen, idet man jo over alt i naturen ser, at den svage eller den angrebne så vidt mulig søger at forsvare sig”. Som eksempel gav jeg tyren og tigeren. Kan den første fælde den sidste, gør den det. Og jeg anbefalede proletariatet at følge tyrens eksempel.
    Nu har Raaby-Nielsen i sin enfoldighed naturligvi troet, at jeg forstod ordet “opæde” direkte, og derfor ment, at jeg opfordrede tilhørerne til menneskeæderi. Men da han alligevel ikke syntes, at jeg så ud til at være kannibal, har han ændret det til “ombringe”. Resultatet af rapporten blev, at “jeg ville rykke frem og ombringe magthaverne”.
    Et andet sted fortalte en ikke mindre intelligent opdager, at jeg havde sagt, at “vi anarkister ville leve i små landsbyer, som skulle regeres af en høvding”, samt at “vi ikke ville benytte penge som byttemiddel i det anarkistiske samfund, men hvidkålshoveder”. Man vil af disse eksempler let forstå, hvilket intelligensstandpunkt disse politireferenter står på, men skønt assessoren nok kunne indse, at en del af disse rædsomme beskyldninger måtte være fantasi, troede han dog på alle dem, der nogenlunde kunne have sandsynligheden for sig. Skønt jeg ikke vil benægte, at jeg ved mine foredrag så vel som i mine artikler har gjort mig skyldig i ting, som er i strid med vore idiotiske love, og måske efter disse også gjort mig værdig til 8 måneders forbedringshus, som jeg fik, så var dog de beskyldninger, der rettedes imod mig, i den grad overdrevne og sindssvagt forvrængede, at jeg umulig kunne hitte rede på, fra hvilke ytringer de havde deres oprindelse, og jeg var derfor tvunget til slet og ret at nægte det hele.

    S. R.

Skabelsen

    En mand, som tror på Biblen og som undertegner sig “grundig videnskabsdyrker”, har sendt os et brev, som i den sædvanlige “elskværdige” præstetone gør os opmærksom på, at jeg er på vildspor, når jeg skriver, at der står i Biblen, at Gud skabte dyrene før planterne. Den “grundige” forsker har imidlertid ikke forsket dybt nok; han nøjedes med at forske bibelhistorien i stedet for at gå til selve Biblen. I denne står der ganske vist (1. Mosebog, 1. kapitel): “Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse græs, urter, som give sæd, frugtbare træer, som bære frugt efter sit slags så”. – To dage senere skaber han dyrene. Men i næste kapitel bliver denne beretning modsagt; thi i dette, som foregår efter at Gud har udhvilet sine trætte lemmer (jeg synes, vanskelig man kan tænke sig Gud blive træt) står der: “Og allehånde buske på marken var endnu ikke på jorden og allehånde urter på marken var endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne på jorden og der var intet menneske til at dyrke jorden”. (Den sidste påstand er også en modsigelse; thi i det forrige kapitel står der, at Gud skabte mennesket i sit billede). Senere hen skaber han mennesket igen, derpå lader han opvokse “allehånde” træer af jorden. – Som man ser, er det vanskelig at blive klog på, hvilket der skal være rigtigt. Først står der, at Gud skaber planterne før dyrene og mennesket, men senere hen står der at dette er løgn; thi da han ikke har ladet det regne, kunne det ikke vokse op.
    For nu at få lidt mening deraf, er der ikke andre veje at gå end at forudsætte, at de “planter”, han skabte første gang, kun var frøene, som han så siden, da det har regnet, lader spire frem. På den måde bliver dyrene altså nødt til at vente adskillige dage før de få noget at spise. Og hvis man, som præsterne nu gør, tager skabelsesteorien symbolsk og hævder, at en dag er for Herren som tusinde år og tusinde år som en dag – ja, så har de arme dyr Gud hjælpe mig måttet sulte i mindst 5000 år.
    Men måske “den grundige videnskabsdyrker” kan give os andre uvidende og vantro stakler lidt oplysning desangående.

Er Social-Demokraten et arbejderorgan?

    Om den er et arbejderorgan? Ja selvfølgelig! Hvor kan man tvivle! Udgives det ikke at arbejdernes organisationer? Indeholder ordene: “Frihed, lighed og broderskab” samt de tolv reformkrav på forsiden ikke garantier nok derfor? Enhver troende arbejder, som indbilder sig at være socialdemokrat uden at vide hverken hvad socialisme eller demokrati betyder, vil bestemt holde på, at det er et arbejderblad. Og tvivler man yderligere, vil han henvise til teksten og sige: “Læs den og se, hvor kapitalisterne får på puklen! Bliver de ikke hver dag udskældt på det værste? Lærer man ikke daglig, at de er skadedyr, vampyrer osv., som udsuger arbejderne? Og ser vi ikke, hvor medfølende “Social-Demokraten” kan tude, når en af dens troende tilhængere er bleven smidt på gaden af sin vært eller når møbelhandleren har taget bohavet tilbage, fordi køberen ikke kunne betale? Kan nogen med henblik på dette nægte, at det er et arbejderblad?”
    Og dog benægter vi det.
    Vi benægter det, fordi vi ikke lader os putte blår i øjnene af “Social-Demokraten”s fraser og jeremiader, og fordi vi, i modsætning til de troende, ved, hvad socialisme er, og hvad man kan fordre af et socialistblad.
    Man kan først og fremmest fordre, at der oplyser arbejderne om socialismen og agiterer for den. Men det gør den hverken ved sine tredive år gamle formkrav eller ved sine lige så gamle fraser.
    Alle socialistiske filosofer er enige om, at forbrydelsen har sin rod i samfundsforholdene; det er ikke en ond eller dårlig natur, som kan udryddes ved fængselsstraffe og pisk, men en forsømt opdragelse og skoleundervisning i forbindelse med de individualistiske ejendomsforhold, der demoraliserer og ødelægger et menneske og gør ham til forbryder mod loven eller moralen. Eller også er det stakkels sindssyge mennesker, som er ude af stand til at beherske sig selv – , som handler i indskydelse og bagefter fortryder. Men hver dag ser vi Social-Demokraten stille disse forbrydere i gabestokken med fuldstændig navn og adresse, at borgerlig tænkende mennesker kan pege fingre af dem, når en gang tugthusets porte atter åbner sig for dem.
    Og vi ser samme blad dølge for sine læsere alle de rørelser i virkelig socialistisk retning, som foregår i udlandet. Det er ikke noget, de har godt af at læse; de må ikke vide besked om, hvorledes socialismen udvikler sig og virker i udlandet. Thi det kunne jo slappe disciplinen og skabe mistillid til generalerne. Ligeledes holder den pænt sin mund hver gang én af lederne har været til pinsemiddage og i en kæfert ladet sin sande karakter stikke frem i skikkelse af nogle spytslikkende ord til en kongelig højhed. For ikke at tale om, at den fortier alt, hvad der sker her hjemme af socialistisk bevægelse, og nægter at optage annoncer fra anarkister, medens den nøjes med at “glemme” at optage, eller omredigere dem, som kommer fra de unge socialister, når de ikke fuldt ud passer i Social-Demokratens kram.
    Men fra kapitalisterne og middelstanden eller fra de hellige og militærgale – ja fra dem optager de gladelig hvilken som helst annonce. Og medens det kan reklamere med spaltelange anmeldelser for de kapitalistiske forlystelses-etablissementer, havde det før det socialistiske ungdomsstævne nu i sommer ikke et ord tilovers. Først bagefter kom det med et digt, der var oplæst derinde, og et par linier om festen.
    Jeg har liggende for mig et nummer af Social-Demokraten. Det er ganske tilfældigt valgt og ikke nogen undtagelse fra reglen. Ved at efterse dets annoncestof opdager jeg, at Socialdemokratiet – dvs. det kongelige – nu har forsonet sig med de før så forhadte militærrumlere. Thi i den annoncerubrik, hvor partiets foreninger bringer sine meddelelser til medlemmerne, står der også en stor annonce fra “Dansk Rytteriforening fra 1897”. Denne er, efter hvad annoncen selv meddeler, en forening, der har til formål at fremme militærgalskaben, og enhver, der har aftjent sin værnepligt, enten som dragon eller husar, opfordres til at indtræde deri. Medlemmerne – hedder det – består både af officerer. Underofficerer og menige. Men da man jo ved, hvilken klassifikation der finder sted mellem militærets over- og underordnede, er det ikke vanskeligt at forstå, at de forhenværende menige kun skal have til opgave at nikke til al den krigsgalskab, officererne prædiker for dem.
    I samme rubrik findes også en annonce fra “Malermesterforeningen af 1906”. Altså er det ikke alene militæret, men også arbejdskøberne, der nu er indlemmet i den socialdemokratiske parti.
    Vi forstår så godt, at socialdemokratgeneralerne har været nødt til at udelukke anarkisterne og halvvejs ung-socialisterne fra bladet; thi med militærgale, hellige og arbejdskøbere kan vi selvfølgelig ikke gå i spænd. Men har vi så ikke grund til at spørge: Er Social-Demokraten et arbejderorgan?

Kejser Wilhelm

har haft et nyt anfald af munddiarré og i dette bleven af med et par skruptudser, som han dog sikkert selv antager for guldæbler. Denne gang er det ikke den gule fare, det er galt med, men den røde ditto, som han mener er meget værre end den gule. Særlig er han sorgfuld over den stærke antimilitaristiske agitation, der udfoldes verden over, og han kalder den “en international pest”. Det er mere forståeligt, at hans kejserlige hjerne, som med respekt at melde besidder ikke så lidt glassets velkendte egenskab, sysler med det røde end med det gule. Thi det varer sikkert ikke længe før de gule også bliver røde.

Fremtiden

    Jeg holdt forleden dag opgør med fortiden.
    Alt, hvad jeg i årenes løb havde samlet af breve, fotografier, skrifter og lignende ting, som kunne vække gamle minder til live, blev gennemset og puttet i kakkelovnen, en tændstik sat til, og kort efter var det hele omdannet til røg og aske.
    Det er en egen ubehagelig følelse, man får, når man således roder op i fortidsminderne og imellem dem ikke finder et eneste lyspunkt, men kun mørke og atter mørke. Her støder man på et fotografi af en gammel kæreste, som fattigdommen drev ind i prostitutionen, her på ét af en ven, som proletariatets svøbe – tuberkulosen gjorde det af med. Man finder gamle breve fra tidligere venner, som nu er spredte for alle vinde, som er ældede i sindet, forsumpet i kampen for brødet. Og skrifter finder jeg; de første famlede forsøg på at klargøre mit syn på samfundsforholdene og udtrykke mine sørgelige erfaringer om livet – skrevet i lange, lange arbejdsløse vintre. Det hele er så usigelig trist; en række vemodige og mørke minder om en fortid – en ungdom, der svandt i evindelig opslidende kamp for eksistensen, en kæde af lidelser, savn og uopfyldte forhåbninger. Og jeg tænker på de stolte drømme, jeg som barn gjorde mig om fremtiden – hvor man den gang dog så lyst på livet! Det hele syntes så nemt – lykken var så let at gribe.
_____Lykken! – Ha, kan en proletar i det hele taget nogensinde føle sig lykkelig. Det skulle da være i en rus – i en kæfert. Jeg forstår så godt spiritussens følgeskab med fattigdommen.
    Uden den var livet simpelt hen umuligt for mange.
    Hver gang jeg så disse minder, blev jeg så usigelig melankolsk; nu ville jeg bryde med det forbigangne, derfor brændte jeg alt. Jeg holder overhovedet aldrig af at tænke på fortiden; thi selv om der virkelig imellem skulle være et enkelt lyspunkt – mindet om en flygtig stund, hvor man mente at leve, så kommer denne jo ikke igen. Tiden er ubønhørlig, den lader sig ikke mane tilbage.
    Nu ville jeg kun tænke på fremtiden og nutiden. Nej, ikke nutiden; den er for trist, men på fremtiden. Og jeg tænkte – tænkte år ud i tiden. Men hvor syntes den mig dog kold og grå; thi når man kun har erfaringer som jeg, så hengiver man sig ikke til tåbelige illusioner. Mørk og trist lå den for mig. Fattigdom og arbejdsløshed som i fortiden, det var alt, hvad jeg øjnede. Dog pludselig lysnede det. Jeg så i tankerne arbejderne rejse sig og gå til kamp mod deres tyranner og udbyttere; jeg så hele det store lidende proletariat i kamp, i krig, i oprør mod dem, som hidtil havde underkuet dem.
    Men så kom jeg til at tænke på de arbejdere, virkeligheden viser. Og billedet forvandledes straks. I stedet for bevæbnede, trodsige proletarer, så jeg en flok pluskæbede, ølglinsende fysiognomier, der stod og grinte fjollet og fjantet af En, der prædikede oprør. Og jeg så en anden hob – pjaltede og udhungrede proletarskikkelser, der frygtsomt flygtede for et par knippelbevæbnede politibetjente. Det var Danmarks arbejdere, klassedelte som de er.
    Og modet svandt. Fremtiden syntes atter at ligge så håbløs for mig, og jeg spurgte mig selv: “Nytter det i grunden at kæmpe? Er ikke nationalkarakteren så fej og sløv, at alt håb er ude? Var det ikke bedre at forsone sig med samfundet, tage det som det er og bare stræbe efter at opholde livet, i stedet for at prædike revolutionen?” – Dog nej – det blev for trist. Så var alt håb jo ude om gengæld mod dem, der hånede os, fordi vi var fattige, der stjal alt fra os, hvad vi ventede os af livet. Så hellere selvmord på anarkistisk vis.
    Jeg stillede mig hen til vinduet og så ud i natten – op til stjernerne, til de andre kloder. Og jeg tænkte: “Mon der er mennesker også der? – Mon? – Skulle det være en evig lov for universets beboede kloder, denne disharmoni – denne uretfærdige klassedeling? Hvor livet i grunden var meningsløst, om det var så?”
    – – –
    Jeg tog min hat og gik ud. De triste betragtninger måtte jages bort; hvorfor tænke, når tankerne kun pinte En. – Hvem der dog helt kunne lade være at tænke!
    Ude i Frederiksberg Allé løb jeg på en kammerat – en gammel bekendt. Han gik og daskede om ligesom jeg, uden andet mål end at jage tankerne bort. Jeg har kendt ham i årevis. Og ofte, når jeg har mødt ham, har jeg søgt at påvirke ham med de anarkistiske ideer. Men han har altid været så optaget af sit hjemlige kommers med kone og børn, med madstræb og kamp for tilværelsen, at hans hjerne ikke har gidet beskæftige sig med andet. Nu var han – fortalte han mig – arbejdsløs; havde været det i længere tid, og det så rent galt ud for ham. Hans konehavde måttet søge en plads på landet, hans børn var sendt hjem til forældre, møblerne var solgte og nu skulle han selv til at vandre ud i verden for at bjerge livet. Det var sidste dag, han var her i byen, den næste ville han med ranselen på nakken vandre ad Tyskland til for at søge arbejde; thi leve skulle han jo.
    Jeg huskede på, at han som yngre – inden han endnu rigtig havde lært fattigdommen at kende – altid havde haft en vis nationalfølelse, som blandt andet havde givet sig udslag i, at han som soldat stillede sig til korporal. Nu spurgte jeg ham: “Synes du i grunden ikke, det er elskeligt, sådan at have fædreland, hvor man kan få lov til at sulte og lide alt det, man lyster?”
    Han trak på skulderen og mumlede hånlig: “Fædreland!”
    Så stak jeg ham et nummer af Skorpionen: “Gider du læse det?”
    “Gider? Åh jo! Men jeg er nu ellers ikke meget for læsning, ved du. Særlig ikke, når det gælder sociale spørgsmål!”
    “Det er s’gu mærkeligt!” sagde jeg. “Jeg synes ellers, du havde grund nok til at tænke lidt på samfundsforholdene. Du, som selv har lidt så meget derunder! Mener du måske ikke, vi trænger til forandring?”
    Det gav pludselig et sæt i ham, og han svarede med et eget hårdt tonefald: “Jo, du. VI trænger sandelig til forandring. Men alle disse teorier, dem forstår jeg ikke. Men lad det komme til handling. Lad proletariatet rejse sig til oprør – til hævnkrig mod dette grådige bourgeoisi og denne brutale øvrighed – og jeg skal ikke savnes i rækkerne. Det højeste jeg kan tabe, er jo livet, og hvad er det værd?”
    Da jeg atter lå hjemme i min seng, tænkte jeg på fremtiden, og nu stod den ikke mere mørk og trist for mig; thi ved at tale med denne mand, som netop var en type på vore “sløve” proletarer, havde jeg lært at forstå, at det, proletariatet sukker efter, netop er det, jeg tilstræber – nemlig handling.
_________________________________________________________________Anarkist.

    Samfundsfarlig. Enhver københavner ved sikkert, at vi her hjemme har en kongelig socialdemokratgeneral, som hedder Peter Knudsen. Og alle – er jeg sikker på – tror også, at samme Peter Knudsen er en skikkelig og fredelig fyr, der ikke vil gøre nogen som helst, det være sig høj eller lav (særlig dog høj) den mindste fortræd. Dette viser sig imidlertid at være aldeles forkert; tværtimod er han en meget samfundsfarlig person. I et referat, der er udkommet af “Taktikkommissionen”s forhandlinger ved den internationale Socialistkongres og hvor P. Knudsen selvfølgelig også har talt, ser vi nemlig, at han ligesom os anarkister er revolutionær, hvilket altså vil sige, at han med magt vil omstyrte det bestående. “Ingen tænker på at opgive vort revolutionære endemål eller nøjes med et par reformer!” således har han udtalt sig. Og det er hans mening at omstyrte det bestående samfund i enden – hverken mere eller mindre. Efter dette får vi et ganske andet syn på P. Knudsen og hans fællers taktik. Deres gniden sig op ad de kongelige, deres pinsemiddage og lignende er naturligvis de rene rævestreger. Meningen er selvfølgelig at smække sig ind på disse steder, for en gang, når lejlighed byder sig, at sprænge alle de kongelige i luften på én gang. – Og Sabros pølsefabrik! Ja, lur mig den, om ikke det hele kun er en maskeret bombefabrik, og i den nærmeste tid kan vi måske opleve at se alle Sabros pølser ryge i luften sammen med hele den kongelige familie. Hvis da ikke Alberti forinden har ladet de farlige revolutionsmænd arrestere og de dynamitfyldte pølser konfiskere.
    Men alligevel – at tænke sig det om vor egen fede og fredsommelige Peter Knudsen!

    I Finland har Socialdemokratiets ledelse forhindret, at arbejderne sluttede sig til den generalstrejke, som “Den røde Garde” søgte at iværksætte for at støtte de russiske soldaters oprør. “Social-Demokraten” meddelte det forleden og syntes dermed at misbillige det. Vi er dog aldeles sikre på, at de selv vil bære sig akkurat lige sådan ad, om noget lignende indtraf her.

    Smuk blomst. Det norske radikale Venstre siger: “Ethvert uafhængigt folks nationale kultur er menneskelighedens blomst”.
    Ja, man har jo mange slags blomster; denne må vel nærmest være noget i retning af en fandens mælkebøtte.

    “Intet folk nærer en så kujon- og kællingeagtig skræk for militærvæsen og blanke knapper som det danske”, skriver “Vort Land”.
Gid det var så vel! Desværre er skrækken dog ikke så stor som rædslen for ikke at adlyde den lap papir, der påbyder at trække i slagterlavets skændselsdragt.

________________________________________________________________________

Meningsfæller!

    Støt bladet ved at arbejde for dets udbredelse på værksteder og
arbejdspladser!
________________________________________________________________________

___________________________________________________________________________

___________________________________________________________________________

Udgivet af anarkistisk Agitationskomité. Redigeret af S. Rasmussen

Hvad kunne der ikke ske, hvis oppositionen
virkelig ville, ville med hele sin viljes fulde energi?

Max Stirner.

Det dages!

    Som det synes skal tæppet nu rulles op for et nyt blodigt akt på den russiske revolutions scene.
    Den folkevalgte Duma, som var resultatet af første akt, har ikke kunnet samstemme med de blodbesudlede magthavere. Oprettet, som den var, i tillid til, at den skulle blive et lige så lydigt redskab i monarkens og hans medtyranners hænder som de vesteuropæiske staters repræsentationer, måtte den dø, så snart den søgte at føre folkets sag til sejr; thi folk og magthavere er dér, som alle steder, modsætninger, hvis interesser ikke kan forliges, så lidt som en slaves interesser med sin herres.
Dette har de russiske bødler hurtig forstået. Og da de ikke ville opgive magten, tyer de til det middel, som, hvor halsbrækkende det end synes, dog er det eneste, hvorved muligheden for endnu en lille tid at bevaret herredømmet åbner sig, nemlig at opløse Dumaen og påny erklære folket krig.
    I den treenige Guds navn skal så massakrerne begynde på ny. Den af “Guds nåde” indsatte Zar skal i nøje forståelse med præsteskab og øvrighed atter vise verden, hvor grundig Jesus og hans apostles tanke om ved fredelige midler at gennemføre menneskeligheden har spillet fallit, og derved belære alverdens undertrykte klasse om, at fredslæren først kan virkeliggøres, når de med magt har frigjort sig fra det voldsherredømme, som – støttet af de “kristne” præster – umuliggør enhver tanke om menneskelighed.
Dette modbydelige skuespil med mennesker, der myrder og atter myrder, med soldater, der nedslagter værgeløse kvinder og børn, med præster og “af Gud indsatte” øvrighedspersoner, der ægger folkets laveste elementer til jødemassakrer, blot for endnu en lille tid at holde liv i selvherskerdømmets udlevede, hæslige og blområdne kadaver, kan give vestens oplyste arbejdere noget at tænke på; thi det viser, hvad vi selv kan vente os af vore magthavere, om vi, i falsk tillid til vore landes større kultur og menneskelighed, undlader i tide at være forberedt på at møde deres voldshandlinger, når vi en gang nægter vedblivende at være deres trælle. Thi tro blot ikke, at det kun er i Rusland, at dem, der sidder med magten, vil bære sig således ad! Lad jer blot ikke af vore tyranners ydre politur forlede til at antage, at de er mindre rå end deres russiske åndsfæller! Nej, de magthavere og øvrighedspersoner, som her i vestens parlamentariske lande hver dag sidder og korser sig over deres russiske kollegers grusomheder, vil, om folket hjemme hos dem selv begynder at mukke, bære sig ad på selv samme vis, såfremt det står værgeløst over for dem.
Ser vi ikke også ved enhver lejlighed, hvor hestefoden stikker frem? Tag blot vort eget land. Ser vi ikke, hvor kanoner, militær og knut spøger i vore ministres hjerner. Ser vi ikke, hvor det kribler i kløerne på vort politi for at komme til at bruge kniplerne, og hvor vore øvrighedspersoner ivrer for at få så mange som muligt i fængslerne! Jo, disse magthavere forstår kun slet at skjule den rå barbar bag den tynde politur, og den dag, vi ophører med lydig at krumme ryg for dem, vil vi få den at føle, om vi ikke har midler, hvormed vi kan tøjle deres rå instinkter.
Lad os derfor drage lære af, hvad vi ser i Rusland, thi den tid er sikkert ikke fjern, da uvejret bryder løs også hos os. Tro ikke, fordi folk her tilsyneladende er så sløve, at ikke også de længes efter frigørelsen; thi sløvheden er kun det vindstille, som altid går forud for orkanen, og vi har jo før set et folk gå trygt til ro om aftenen for om morgenen at vågne med barrikaderne i gaderne. Overalt i verdens kulturlande virkes der for befrielsen. I Tyskland, Frankrig, Østrig, Italien og Spanien går anarkismens generalstrejkeidé frem med kæmpeskridt. I England ser vi arbejderne tage jorden i besiddelse i klar bevidsthed om, at al jord tilhører alle. I Amerika, hvor kapitalismen har udviklet sig som intet andet sted, står arbejderklassen rede til hvad dag det skal være at vende front mod deres udbyttere, og selv her i vort dvaske norden ser vi svenske, norske og danske anarkister og ungsocialister vandre i fængsel for deres revolutionære propaganda.
Og befrielsen skal og må komme her, så vel som i Rusland. Måske lykkes det magthaverne derovre endnu en akt eller to at se tæppet falde uden at de har mistet overtaget, men dramaet vil ikke være endt, før folket kan holde sejrsfesten over deres slagne bødler. Og da vil frihedens og daggryets blodrøde symbol brede sig verden over.

Arbejde og løn

Det hændte for nogle år siden at daværende finansminister Hage, for at konstatere socialismens umulighed, udregnede, at hvis alle landets indbyggere skulle have lige meget i løn, blev denne ikke højere end ca. 3 kr. daglig for hver familieforsørger.
For de arbejdere, som ikke har bedre forståelse af socialismens mål end at de i fremtidssamfundet regner med kroner og øre som vederlag for ydet arbejde, kunne denne påstand, i fald den kan bevises, naturligvis virke afskrækkende. Og socialdemokraterne, dvs. førerne, som jo ynder at pynte sig med navnet “socialister”, skønt Vorherre skal vide, at deres praktiske virksomhed absolut ikke tyder på, at de tilstræber socialisme, fik da også straks travlt med at slå påstanden til jorden. Dette skete dog næppe af frygt for at arbejderne skulle få en forkert opfattelse af socialismen, men vel snarere af frygt for at tabe stemmer ved valgene. Rundt om i vælgerforeningernes afdelinger holdt de møder om spørgsmålet, og i lange, indviklede, men – bevares – meget “uvidenskabelige” foredrag søgte deres eksaminerede profet Gustav Bang at klargøre, hvor uholdbar påstanden var.
Der blev derefter stille om spørgsmålet, indtil “Social-Demokraten” i fjor forår mødte op med en beregning, som var akkurat lige så misvisende som den, Hage var kommet med, og som i stedet for Hages 3 kroner daglig, nu var bleven til 8 kr. (Jeg erindrer ikke bestemt, om summen just var 8, men det har også mindre betydning.)
For hvem der forstår, at socialismens mål er fællesgørelsen af al ejendom, står alle disse beregninger som det rene pjat – som påstande, der hverken kan eller vil få mindste indflydelse på afgørelsen af spørgsmålet om socialismens berettigelse og virkeliggørelse. Først og fremmest er begge beregninger forkerte, set ud fra teorien om løn i penge, dernæst er der selvfølgelig ingen virkelig socialist, der nogensinde kan regne med penge som løn for personens ydelse i det socialistiske fremtidssamfund. Ville man, som hr. Hage – og som det synes tillige de socialdemokratiske generaler tror – i det samfund, der tilstræber økonomisk ligeberettigelse, regne med penge, noget, som for resten er aldeles ugørligt, kan der overhovedet ikke stilles nogen bestemt sum op og siges: Så meget kan hver især få. Det hele kom jo an på, hvor hurtigt pengene cirkulerede gennem indbyggernes hænder.
Ved at opstille følgende tankeeksperiment vil man indse, at man for den sags skyld godt kunne have flere millioner kroner daglig i løn hver især, ja, man kunne til nød have Danmarks samlede pengeformue i daglig indtægt, forudsat, at man da var i stand til at lade dem cirkulere raskt nok gennem indbyggernes hænder. Lad f.eks. alle Danmarks familieforsørgere stille sig op i en lang række, og lad ovennævnte pengebeløb gå fra hånd til hånd, således at den første i rækken køber f.eks. et brød af den anden, den anden gentager dette hos den tredje og så fremdeles. Kan det hele besørges på en dag, har hver især haft en løn så stor som den formue, der er cirkuleret gennem hans hænder. En anden sag bliver det, om vedkommende er bleven rigere for det.
Når man regner med kommunismen som grundlag for samfundets ordning, må man stadig have for øje, at det ikke er pengene, vi skal spise eller klæde os i, men at disse kun er byttemiddel – en værdimåler, som benyttes i det kapitalistiske samfund, men som vil være aldeles overflødigt – ja, endog umuligt i et samfund bygget på fællesejendom.
Hvad det kommer an på i fremtidssamfundet, er altså ikke om der er penge nok, men om der er livsfornødenheder nok. At der er det, kan intet klarttænkende menneske bestride. Vi lever jo dog alle i det kapitalistiske samfund, og de fornødenheder, vi fattige mangler, er jo ikke særlig dem, der væsentlig er afhængige af jordem, såsom råmaterialet til føden, men dem, der er afhængige af arbejdet, dvs. de forarbejdede råmaterialer, såsom klæder, møbler, gode og sunde boliger etc., og selv om nu også det sker, at enkelte må lægge sig til at dø af hunger, så spildes der til gengæld så store mængder af fødevarer og råmaterialer, at det rigelig ville dække behovet til disse fattige. Men desuden må man forstå, at der her på jorden kan frembringes langt – ja måske endog de hundrede gange mere af livsfornødenheder end der nu under de kapitalistiske spekulationsforhold bliver. Ikke alene ved, at man opdyrkede de jorder, der nu ligger udyrkede hen, enten fordi de skal tjene som virkefelt for en rigmands galskaber og lyster, eller fordi spekulanterne mener, at det ikke kan betale sig at dyrke dem, men først og fremmest ved at de blev dyrket rationelt. Peter Krapotkin har i sin bog “Erobringen af brødet” behandlet dette emne og er kommet til resultater, der for dem, der ikke selv nærmere har tænkt derover, måske kan synes overraskende. Faktum er, at menneskene aldrig behøver at frygte for, at jorden ikke skal kunne yde tilstrækkeligt til deres behov; den kan, om galt skal være, dyrkes i det uendelige ved anvendelse af kunstige midler, og forøvrigt er videnskaben jo godt på vej til at kunne fremstille næring for menneskene direkte af de uorganiske stoffer.
At vi aldrig vil komme til at løbe nogen fare for at dø af sult i fremtidens samfund, synes mig så indlysende, at jeg ikke kan tro andet, end at enhver, der da er i stand til at tænke, må kunne begribe det. For hver mund, der fødes, fødes jo tillige et par arme til at frembringe de fornødenheder, som munden og maven kræver, og gennem arbejde – dvs. kraft – er det jo at alt frembringes.
Et andet spørgmål, nemlig om, hvor vidt vi i et socialistisk samfund er i stand til at leve lige så komfortabelt og sorgløst som vi, under jævnt velstillede kår i det nuværende, kan gøre, og om vi ikke, set i gennemsnit, skal arbejde strengere, når vi skal erhverve os alle de fornødenheder, der fordres, skal vi behandle i nogle efterfølgende artikler.
Men at spekulere på, hvor mange penge vi kan tjene i det socialistiske fremtidssamfund – det er det rene galskab.

Forbrydere og forbrydelser

I “Frem”, der som bekendt har mange læsere Skandinavien over, har vi med glæde læst en anarkistisk artikel: Forbrydere og forbrydelser. Vi aftrykker følgende (nr. 34, 1906):

Statistikken viser, at blandt forbryderne i den russiske straffekoloni på Sachalin har 66% misdannede hovedskaller, medens 55% har fysiske degenerationstegn. Men skal da mennesker straffes, fordi de har misdannede legemer? I Carl Hansens i fjor udgivne forbrydersilhouetter “Spild”, der har vakt så berettiget opsigt, fortæller forfatteren om en række unge forbrydere; de er alle udgåede fra fattige, elendige hjem; sygdom og vanrøgt har fra barnsben stemplet dem. Men er straf da det rette svar på fattigdom?
Udviklingen, der vokser som tidens rullende snebold, har allerede det næste spørgsmål parat: “Tror man at kunne “kurere” forbrydere ved fængsel og prygl? Eller må denne opfattelse ikke forekomme os lige så besynderlig, som da vore forfædre mente at kunne fordrive feber ved at læse åndeformularer over de syge?”

Børnesygdomme

Anarkismen her hjemme er nu nået så vidt, at de farlige børnesygdomme begynder at melde sig. Bacillerne, som sikkert har snyltet i kroppen lige siden fødslen, har, påvirket af de ydre årsager, som politiet fremkaldte ved at spærre mig inde, formeret sig så stærkt, at sygdommen er brudt åbent ud. Og efter de iagttagelser, jeg har gjort med hensyn til dens karakter, må den skyldes tre grunde: Autoritetstro, fejhed og mistænkeliggørelsesmani. Det er jo en sygdom, som er særdeles godt kendt i det lovordnede samfund, i hvis jordbund den har sin oprindelse og som desværre heller ikke anarkister kan værne sig imod, særlig hvem der kun er halvanarkister eller sports- og salonanarkister. Den udryddes først helt, når jordbunden forsvinder.
Som sagt: I den tid, jeg sad indespærret, har den haft lejlighed til at formere og udvikle sig hos enkelte af de af mine aktive kammerater, der kaldte sig bevidste anarkister og som indbildte sig, at de havde en samfundsomvæltning til hensigt, men i virkeligheden kun dyrkede en behagelig pirrende sport. Da de imidlertid opdagede, at sporten var både besværlig og farlig, lyttede de villig til de overklasse-salonanarkister, for hvem min handlingspropaganda har været en kilde til stadig forargelse og skræk. Thi set nu, at politiet ikke forstod at skelne mellem anarkister og anarkistiske sportsmænd – det kunne jo let have farlige følger også for dem, der kun var anarkister i al uskyldighed.
Men et påskud skulle der til for at bryde med mig, ellers kunne det jo let få udseende af fejhed. Og udseendet er det jo de fleste skal leve på, selv om man er halvanarkist. Man stak så næserne sammen, og ved at fordreje og overdrive ytringer, jeg var kommet med for så eller så lang tid tilbage, trække lidt fra eller lægge lidt til, hvor det behøvedes, og ved, hvor alt andet ikke slog til, at gå til åbenbar løgn, fandt man endelig et løsen, hvorpå brud kunne ske: Jeg var politispion!
- Herregud, I danske fedtekræmmere, hvor er I dog jammerlige, selv om I kalder jer anarkister og på den konto duperer “rakket” blandt jeres fagforeningskammerater eller jeres fine bekendte i salonerne. Ynkelige er I, trods det I, i jeres egne og omgangsfællers tanker, står som satans oprørere, og trods det I i en farefri form – farefri både for jer selv og samfundet – kan skrive en radikal artikel eller når I er samlet privat og er sikre på, at ingen uvedkommende hører jer, kan stikke en frase ud om de bomber I har lyst til at slå, men som I aldrig slår.
Men godt er det, at sygdommen ikke vil få andre følger end at et par eksaminerede salonradikalere kommer til at stå som profeter for et par jævnt velstående og fast ansatte arbejdere, der i bevidstheden om, at en eksamen og en fin stilling gør selv den dummeste til et ophøjet væsen, ærbødigst og med benyttelse af hr. kan få lov til at vælte sig i den glans, der udstråler fra alt, hvad der er fint. Imens slås vi andre – proletaranarkisterne – videre på vor jævne måde, og vi vil vedblive dermed, om så hele slænget her hjemme – konservative, demokrater og salonanarkister – vender sig imod os.

Efter systemskiftet

Russiske forhold i Danmark.

II.
Varetægtsarresten på Nytorv.

Det første, man lægger mærke til, når man kommer ned i arresten på Nytorv, er den arrige og uforskammede tone, hvori man bliver tiltalt – en tone, som dog for de fleste opsynsmænds vedkommende forsvinder, efterhånden som man lærer dem nærmere at kende. Efter at have fået bad og bleven undersøgt for lus, bliver man spærret inde i en celle; denne består af et lille, ret propert rum, ca. 6 alen langt og 3½ alen bredt. På ydervæggen, så højt, at man ikke kan nå derop, er der et lille vindue med rødt glas for oven og mat glas for neden, formodentlig for at man ikke skal kunne se over til glædespigerne på den modsatte side af gaden. Udenfor vinduet er anbragt 3 tykke jernstænger.
Cellens møblement består af en jernseng, som er således indrettet, at den kan slås op om dagen, en lille træplade til bord, en bænk og en hylde til madrekvisitter og bøger (Salmebogen, Det nye Testamente og Paullis Bønner). Sengklæderne består af en stråmadras, 2 lagener og 2 uldtæpper, som er dekoreret med døde lus. I et hjørne af cellen findes en lille vask med tilhørende vandhane og på væggen hænger et reglement fra 1846, der i det velkendte uforskammede og sindssvage øvrighedssprog giver fangen besked om, hvorledes han har at forholde sig, samt om, hvor mange slag knut han kan blive tildelt i fald han skulle overtræde reglementet. Spiserekvisitterne består af en træske og to træpinde, en emailleret tallerken og et bæger. Når dertil kommer et par højhælede trætøfler og et håndklæde, som tillige må gøre tjeneste som viskestykke, tror jeg at have nævnt hele inventariet.
Kosten er, som man kan vente det, så elendig som vel mulig. Om morgenen får man en klump rugbrød og lidt fedt samt en halv pot tyndt øl, om middagen 2 retter varm, yderst tarvelig og i høj grad uvelsmagende mad og om aftenen tørt brød og ca. 1½ pægl varm mælk. Man kan dog nok få ekstraforplejning nar man har penge til at købe den for; men da man ikke må skrive efter penge før man har “tilstået”, og da det arbejde (pilning af tjæretovværk), man kan få tildelt derinde, ikke kan give mere end 3 – 10 øre af sig daglig, bliver denne ret uden betydning for fattige folk.
Nogen morskab er der absolut ikke ved opholdet i varetægtsarresten, og jeg kan godt forstå, at svage sjæle kan bringes til at “tilstå” alt muligt, hvad en dommer forlanger, blot for at komme bort fra dette uhyggelige og triste sted. Bøgerne, man kan få at låne i biblioteket, er så elendige, at de ikke er værd at læse. Det er mest gamle bøger fra begyndelsen og midten af forrige århundrede, og den yngste bog, jeg har truffet på derinde, var fra 1870. Den ældste var en fædrelandshistorie til almindeligt skolebrug fra 1838. Da det er den socialdemokratiske magistrat, der bestemmer om biblioteket skal fornys, må man beklage, at aldrig nogen af disse “samfundsomstyrtere” har været i varetægtsfængsel; thi som man vil forstå er et godt bibliotek af stor betydning her, hvor så mange uoplyste mennesker tilbringer dagen i dræbende kedsomhed.
Hvad der også gør livet trist derinde, er manglen på frisk luft. Skønt der er ventilation er luften nemlig så dårlig, at man efter længere tids ophold føler besvær ved at drage ånde. Heller ikke er det behageligt, at man ofte ligefrem skal tigge opsynet, om at komme på klosettet og, hvad tit sker, finde sig i, at han står udenfor og skynder på Én næsten før man har fået sat sig.
Papir, blyanter eller andet skrivemateriale, må man naturligvis slet ikke være i besiddelse af, ja selv det pergament, der sidder uden om skråen, bliver taget fra Én.
Man står op om morgenen kl. 6, reder og opslår derpå sin seng, fejer eller vasker gulvet, skurer bordpladen, bænken, hylden og træpindene. Bærer derpå natpotte og spyttebakke hen, hvor det skal udtømmes og udskylles, og overlades så for resten til sine egne triste betragtninger indtil man bliver kommanderet i seng klokken 8.
(Fortsættes.)

Ungdomsklubben

har nu også fået sig en politispion – en fedtet fyr, der lige som J. Chr. Jensen, som i sin tid stod i klubben “Tolerance”, snyder og bedrager sine kammerater alt det, han kan. Foruden at være sladre- og lokkespion for politiet er han tillige lønnet omrejsende agitator for Socialdemokratiet.
Skønt vi har beviser nok imod ham, mener Ungdomsklubbens medlemmer dog ikke man bør smide ham ud, da det jo kunne tænkes, vi tog fejl. Vi synes dog hellere man bør kaste brønden til, før alt for mange børn er druknede deri.

Gadebetragtninger

Jeg sidder derinde på Boulevarden, skrås for “Arbejderforeningen”s bygning, og betragter det travle, pulserende liv. Og det synes mig, som om der netop over dette kvarter hviler en egen stemning – et præg af gammelt og nyt, der mødes. Til den ene side den elegante gade med sin hæsblæsende færdsel og stærke vognrummel, og til den anden Aabenraakvarterets gamle, stilfærdige rønner og Gotersgadens middelalderlige kaserne.
Og selve livet.
Hvor mange romaner, kunne det ikke give stof til, om man vidste, hvad der rørte sig i alle disse forbipasserende menneskers sjæl – om man kunne læse, hvilke tanker der cirkulerede gennem disse hjerner, hvad enten det nu var den travle forretningsmands tørre spekulationer, når han hastigt piler af sted hen af asfalten, den friske ungpiges anelsesfulde drømme, når hun, genert og rødmende, henne ved kiosken venter på sin nyerhvervede ven, eller den pjaltede proletars mismodige betragtninger, når han, døsig af den bagende sol, sidder og halvsover på bænken.
På en bænk lige over for mig sidder den fine, unge frue med sit pyntede barn.
En pjaltet og snavset stodder kommer slentrende hen imod hende og lader sig med et dovent bums falde ned ved siden af. Hun sender ham et hastigt, skarpt og foragtende blik og rejser sig og går; han stirrer trodsig og hadefuld efter hende, indtil hun forsvinder om hjørnet, så graver han lidt rundt i lommerne og haler frem noget snavset, sammenkrøllet papir, i hvis indre skjuler sig et par stykker brød, og fra inderlommen henter han en klukflaske, ved hvis hjælp det muliggøres at få de tørre skorper ned. Efter måltidet bliver han døsig, øjnene lukkes, hovedet synker i små nik ned på brystet, og snart sover han de retfærdiges søvn. Men en betjent, som med kolde, mistænksomme miner har iagttaget hans færd, vækker ham med et puf og jager ham bort med et brøsigt: “Skrup a!”
Solen begynder at brænde mindre varmt, fabriksfløjterne melder fyraften, og snart fyldes gaden af et broget mylder af mennesker – sodede og sværtede arbejdere og arbejdersker, og pyntede og velfriserede kontorfolk og forretningsdamer. Sporvognene fyldes, cykelklokkerne ringer, gadesælgerne råber, og imens forsvinder solen tvast bag husrækkerne.
Som jeg sidder der og betragter alle disse furede og alvorlige arbejderansigter – disse folk, hvis hele liv henrinder i håbløs, kedsommelig kamp for eksistensen – da falder jeg i dybe tanker. Og jeg drømmer mig tilbage i tiden – langt, langt tilbage. Og det synes mig som sad jeg på én af Paris’ boulevarder, og som var disse arbejderskarer blusemændene fra “48”, der tvungne af sulten myldrede frem fra deres smøger og huler for at rejse barrikaderne og frigøre sig for bourgeoisiets åg. Og vilkårlig gribes jeg af begejstring for proletariatets kamp – dette proletariat, som jeg selv desværre og heldigvis tilhører.
Men snart forsvinder illusionen, thi disse miner er ikke dem, hvormed et folk går til revolution. Sløvheden har besejret hadet og lagt sit tunge slør over sindene.
Det mørknes. Lygterne tændes – en efter en. Inde fra Aabenraakvarterets gyder kommer fattige skikkelser listende frem; mænd som efter dagens slid i den sodede fabrik vil trække lidt frisk luft under Boulevardens træer, kvinder, hvis kinder er hulede af nøden og hvis pande er furet af sorg. Og rundt om i portene lusker skøgen med de hårde træk omkring for at søge et offer.
Det bliver silde inden jeg rejser mig og går.
Luften er imidlertid bleven sval og gaderne begynder at affolkes. Det er stille og klart, og oppe over mit hoved stirrer stjernernekoldt og roligt ned på jorden.
Nede over søerne står en hvidlig tåge, som langsomt stiger op efter og fordeler sig. Lidt hen ad Doseringen, på en bænk, ligger en hjemløs stakkel og sover trygt. Hans ansigt, som belyses af lygtens skin, synes så usigeligt blegt og lidende, indrammet som det er af det sorte, uplejede skæg. Men oppe fra en førstesals åbne altandør strømmer lyden af klirrende glas, knaldende champagnepropper og drukken latter og sang.
Og jeg tænker på, hvilken fortvivlet modsætning der er mellem den sovende proletars og disse svirende storborgeres lod. Her sulten, den håbløse forsagelse, der overfloden, nydelsen og rigdommen; kun adskilt ved en alentyk mur, og dog med et så svimlende svælg imellem.
Og bitterheden og længslen efter barrikaderne dukker atter op.
Borte i det fjerne høres lyden af de klaprende træsko fra de første morgenvandrere, der begiver sig til det evige, ubarmhjertige slid. Hvor de lyder tungsindige og trætte disse trin, det var, som kom de fra folk, der aldrig ret havde kendt til at udhvile sig.
Pludselig skærer en stærs skarpe fløjten gennem stilheden og afbryder mig i mine betragtninger, og snart vågner og jubler den hele fugleflok.
Jeg slentrer træt afsted, men førend jeg når hjem, ser jeg borte i øst et blodrødt, flakkende skær varsle om den gryende dag.

Blasfemi

Blasfemi betyder gudsbespottelse og er noget ret farligt at gøre sig skyldig i, idet det kan have adskillige måneders fængselsophold til følge. Loven herom, som er et produkt af middelalderens overtroiske forestillinger, er ikke, som man vil være tilbøjelig til at tro, opstået for at beskytte “Gud” mod menneskenes angreb, men tværtimod for at beskytte menneskene mod “Gud”. Man betragtede dengang “Gud” – hvad de fleste religiøse forresten endnu gør – som et strengt og hårdt væsen, der ikke tålte overtrædelse af budene, og mente derfor, at når en enkelt forbrød sig, ville straffen komme over det ganske land i form af pest, krig eller andre landeplager, i fald man ikke hårdt straffede den formastelige. Derfor brændte man dem i reglen.
Det er først i den nyere tid, man er kommet i tanke om at bruge loven til beskyttelse af “Gud”. Ingen tror mere på, at en algod Gud vil være så uretfærdig at straffe f.eks. Alberti, Eugen Petersen eller endnu mindre det ganske land, fordi jeg, som jeg fik skyld for, ude på Fælleden havde udtalt mig tvivlende om Biblens sandhed. Men man har begyndt at indse, at Biblens Gud i grunden er et ganske svagt væsen, som vil forsvinde, hvis ikke man sørger for at holde liv i ham. Og miste ham, tør man ikke; thi af hans nåde er det jo at kongen er indsat, og ikke som de vantro mener: Af folkets nåde. Ham er det goså, der har givet øvrigheden magt og ret til at udøve vold, undertrykkelse og uret mod de svage i samfundet. Forsvandt han nu pludselig, kunne man let komme i tanker om, at både konge og øvrighed var noget ganske uberettiget og overflødigt, og det var jo mindre heldigt for magthaverne.
Når derfor folk ikke godvillig vil tro på Gud, må man bruge vold, fængsle dem, der benægter hans tilstedeværelse eller nærer tvivl om at den halvtredjetusind år gamle bog Biblen skulle være overenstemmende med det 20. århundredes kultur, tvinge forældrene til at lade deres børn oplære i forestillinger, som var herskende for 2000 – 4000 år tilbage i tiden og som ganske selvfølgelig er i den skarpeste modstrid til nutidens videnskabelige resultater, og tvinge hele folket, både religiøse og irreligiøse, til at betale penge til opførelse af templer, hvori sindssvage personer kan tilbede deres tredelte fantasifoster, og til at betale løn til de djævlefordrivere, der agerer bindeled mellem idioterne og deres indbildte Gud.
Men trods alt forsvinder dog Albertis og hans meningsfællers Gud. Man kan bygge kirker og fængsler, lave vækkelse og fordummelse alt det, man orker, han sygner dog hen for den stigende oplysning, og intet – selv ikke Albertis Knut – vil være i stand til at redde ham. Magthaverne må derfor i tide se sig om efter en ny gud, hvorpå de for fremtiden kan bygge deres voldsherredømme, og give det udseende af, at uretfærdigheden har sin berettigelse. En sådan gud har de da også fundet, og han er allerede godt i færd med at overtage rollen for den gamle døende. Denne guds navn er: Parlamentarismen. I dens navn skal proletariatet for fremtiden undertrykkes og udbyttes og i dens navn skal al uretfærdighed udøves som den hidtil er bleven det i Jahves navn.
Den nye guds templer hedder rigsdage og rådhuse, hans præster rigsdagsmænd og øvrighed. De førstes opgave skal være at væve op ad døre og ned ad stolper om betydningsløse ting, for dermed at give det udseende af, at de arbejder på samfundets vel, men i virkeligheden ikke at udrette noget, der kan rumme en fare for den forfatning og den trone, som de forsværger sig til ved deres indtræden, og de sidstes skal være at fortolke den nye religion, således at den bliver i overenstemmelse med magthavernes interesser, ligesom det har været den gamle guds præsters opgave at fortolke Biblen i samme retning. Og fremtidens blasfemi bliver ikke fornærmelser mod et ukendt, overnaturligt væsen, men mod de institutioner, som kommer til at danne grundlag for den nye gudsdyrkelse, og de personer, der bliver dens præster.
Hvis da ikke forinden proletariatet har sparket hele herligheden ad hækkenfelt til.

Jens Pedersen, den fortrinlige konferencier på Sommerlyst, meddelte forleden, at Sabro havde startet sin pølsefabrik for at sikre sig økonomisk uafhængighed. Da ethvert madspørgsmål hører hjemme i køkkenregionerne, vil det være af største interesse for hr. Sabro at vide, hvorledes kvinderne vil modtage hans reformatoriske, økonomiske uafhængighedspølse. Emnet vil formodentlig blive behandlet i reklamebladet “Ravnen”” og egne sig fortrinligt til dette organ, som i årevis kun har leveret den allerordinæreste – pølsesnak.

Religion og krig. Som bevis på religiøsitetens og militarismens inderlige forbindelse kan anføres, at ved religionsundervisningen i Tyskland symboliseres den treeinge guddom ved – en kanon. Denne er Gudfader, kuglen er Guds søn og ilden hellige ånd. Menneskeødelæggelse er således Guds opgave og bestemmelse.
Men hvad bestiller så Fanden?

Civilisation. To negre i staten Missouri, der – med urette – var beskyldt for at have myrdet en hvid kvinde, blev af en folkeskare slæbt ud af fængslet og klynget op på Frihedsgudindens statue.
Mærkværdigt at hun ikke drattede ned af skam!

Grådighed

Nu i denne tid, da russiske revolutionære i deres kamp for en ny samfundsordning, ofrer alt, hvad de kan ofrer alt, hvad de kan ofre – liv og velfærd, kunne det være ret interessant at se lidt på vore egne tykmavede socialdemokratiske “samfundsomstyrtere”s virksomhed. Og når man da ikke ligefrem tilhører de troende, der ikke vil se, kan man da umulig undgå at få øje på det svælg, der er mellem de danske socialdemokratiske førere og deres russiske anarkistiske kolleger. De sidstes virksomhed er kendt nok. Gennem bladene får vi jo hver dag besked om, hvorledes de uforfærdet byder zarbødlerne trods og hvorledes disse til gengæld hænger, forviser og nedskyder dem i hundredevis. Mindre kendt er måske vore danske fedesvins forsigtige, moderate og af personlig stræben prægede virksomhed; thi socialdemokraten og dens hale af skillingsblade skriver kun om, hvad arbejderne “har godt af at høre”.
Vi skal her fremdrage et par eksempler, som giver et godt billede af de motiver, som leder disse magtstræberes handlinger.
Ved et af kontrahentforsamlingens møder i afvigte halvår blev det betydet A. C. Meyer, at han måtte trække sig tilbage fra sin post som redaktør af det private spekulationsblad “Ugebladet” eller også miste sin plads som medarbejder ved “Socialdemokraten”, idet man gik ud fra, at han som fastlønnet måtte lægge hele sit journalistiske arbejde heri. Meyer hævdede imidlertid, at han ikke kunne leve af de 40 kr. om ugen, han fik af “Socialdemokraten” og derfor var nødsaget til at søge fortjeneste udenom.
Først og fremmest skal hertil siges, at det kun er yderst få arbejdere, der har 40 kr. om ugen, og vi synes såmænd, at den løn er høj nok, når man tager i betragtning, at det er arbejderne, der skal betale den, og tillige ser hen til, at så mange mennesker går og ikke har det tørre brød. Men dernæst har Meyer betydelig større indtægter end disse 40 kr. plus dem, han får for at være redaktør af “Ugebladet”. Der er nu hans kiosk, den giver vel nok et ret betydeligt overskud. Dernæst hans mange kolportageromaner. Dem udgav han vel ikke, om der ikke var fortjeneste derved. Og så er der hans folketingsmandat, som giver 2000 kr. af sig om året.
Det er ikke alene Meyer, der lider af denne grådighed; alle er de såmænd mere eller mindre smittede deraf, og i virkeligheden er disse generalers virksomhed kun præget af ét mål, nemlig at stoppe så meget som muligt i sig selv. Arbejderbevægelsen er for dem kun et fedt levebrød og et middel til ære og værdighed.
Til slut skal jeg fremdrage endnu et eksempel herpå. Wiinblad forlangte for nylig lønforhøjelse. Han kunne ikke leve af de 75 kr. om ugen, som han – foruden diæter, rigdagslønninger og andet, der vel i alt udgør ca. 4000 kr. årlig – i forvejen havde. Han fik så 90; men det varer sikkert ikke længe før også dette bliver for lidt.
Jeg kan endda forstå, at disse menneskers grådighed søger at blokke arbejderne så meget som muligt, men at arbejderne vil lønne dem så fedt, når de ikke udretter stort andet end at rende til pinsemiddage og gnide sig op ad de kongelige og andre fine folk, det kan jeg umulig fatte.

______________________________________________________________

Anarkistisk Organ

_______________________________________________________________

Nr. 5                                Tirsdagen den 25deSept. 1906.                                 2. Årgang

_______________________________________________________________

Udgivet af anarkistisk Agitationskomité                                         Redigeret af S. Rasmussen

De andres Mening om Dig – den er
det Gudebillede, for hvilken Du idelig har
knælet. På dets Alter har Du ofret
Dig selv.
                                          Bogen med søjlen.

De rette forbrydere

I dagbladende stod forleden dag en lille notits, som lød således:

    En ung arbejder, Thorvald Andersen, havde læst et avertissement om en fyrbøderplads. For at få den skrev han en falsk anbefaling. Kriminalretten idømte ham i dag 1 års forbedringshus.

    Naturligvis kan man ikke vente, at den borgerlige spekulationspresse skulle opholde sig længere ved denne “ubetydelighed”; thi selv om den part af den, der kalder sig frisindet, undertiden kan lave rabalder nok ved begivenheder, hvor uretten var mindre iøjnefaldende end her, så må man jo skelne mellem sådanne tildragelser, hvorpå der kan laves reklame for bladet eller agitation for partiet og så dem, der ikke kan gavne gesjæften. Men var det så, at hele denne “frisindede” presse mente noget med frisindet og ikke blot benyttede ordet som udtryk for sine særinteresser, der må være “frisindede”, fordi dette er moderne, ja, da måtte den havde udbrudt i et enstemmigt protestråb mod den samfundsordning, der hævner sig så råt og brutalt på enhver, der, sparket hid og did af selvmodsigelsende love og forbud, i deres forvirring kom til at træde uden for rammerne.
    Hvor vanvittig barbariske er dog ikke disse love. På den ene side gør de det til en forbrydelse at være fattig og arbejdsløs – det kaldes løsgængeri og straffes med fængsel og tvangsarbejde – og på den anden gør de det til en endnu større forbrydelse at skaffe sig arbejde, når dette ikke sker på den almindelige tiggermanér, eller når man for at få det nødsages til at gå lidt uden om de opstillede regler. Man skulle næsten tro, at dem, der giver og håndhæver lovene, indbilder sig, at alle mennesker, ligesom dem selv, var kommet til verden med favnen fuld af banknoter.
    Lad os forestille os denne unge arbejders stilling.
    Han er bleven arbejdsløs og søger og søger, men kan intet få. Forgæves render ham tiggergang fra værksted til værksted, fra arbejdskøber til arbejdskøber; men over alt smækkes dørene i for næsen af ham. Han giver ansøgninger ind i hundredevis på avisernes annoncer, men alt forgæves ingen har brug for hans arbejdskraft. Og imens går hans sidste ejendele med til at leve for; alt, hvad der kan gøres i penge, sættes ud for at skaffe til brødet. Om nydelse eller fornøjelse er der naturligvis slet ikke tale; det er noget, hvorfra de arbejdsløse er udelukkede. De har ingen ret til at være med i livet – de er som det stinkende skarn, man helst går uden om; som kasteløse parier, for hvem de kasteindviede kun har hån og foragt. Og imens syder det unge blod i årerne. Han føler krav til livet og lyst til livet og håb om livet. Når om lørdagen han hører fabriksfløjterne melde fyraften og ser arbejdsværmen ile hjemad til freden og glæden, da går der som et stik gennem hjertet og han stamper utålmodig af længsel efter livet. Og han ser om søndagen, når han efter mørkets frembrud vover sig ud i sine laser, mennesker færdes muntert og sorgløst. Pyntede og velklædte passerer de ham forbi – nydende livet og friheden, medens han selv som en slave af fattigdommen sniger sig omkring i skyggen og mørket for ikke at blive bemærket. Da føler han, at arbejdsløsheden, når den parres med fattigdom, er en forbandelse – en forbrydelse, hvor den urette må undgælde. Og han lover sig selv at sætte alt ind på at få arbejde og fortjeneste.
    Atter begynder han at søge. Han samler al sin energi, render fra dør til dør, søger og søger. Endelig træffer han på en plads, som der er håb om at få. Men for at blive antaget fordres en anbefaling. i sin nød griber han så til det middel at udfærdige en sådan selv. Han går vel ud fra, at anbefalingen er det jo ikke, det kommer an på arbejdets udførelse, men på hans egne personlige egenskaber.
    Men samfundet – denne latterlige samling af halvgale barbarer og sløve, sammenblandet således at barbarerne kom for oven, de sløve for neden – tåler ikke et sådant brud på love og vedtægter. Barbarerne har dannet sig en “moral” ud fra deres indsnevrede livssyn, og da de har det nedarvede og tillærte på deres side, bliver denne moral stiltiende sanktioneret af de sløve, som for resten ville anerkende alt mellem himmel og jord, blot det ikke stillede fordringer til deres tænkning. I denne morals navn råbes der på hævn over den, der vovede at trodse – over en, som ikke kunne få ind i sin sunde hjerne, at det var rigtigt, at nogle skulle tvinges til at sulte og lide, blot fordi andre var idioter.
    Men nu kom hævnen, raffineret og rå. Et års udelukkelse fra verden og livet, et års indespærring i slaveri og umyndiggørelse, et års tortur i ét af de barbariske fængsler, som magthaverne kalder forbedringshuse; men som vist kunkan virke forbedrende på dem selv, om de kom der ind – således lød den hævn, som disse samvittighedsløse barbarer dømte “forbryderen” til i samfundets navn. Og de sløve ser til. De indser måske nok for et øjeblik, at det i grunden er urigtigt, men i næste har de glemt det hele. Det interesserer dem ikke – lad magthaverne og forbryderne selv klare deres sager; vi selv bøjer os for moralen og loven, om den så er aldrig så forrykt.
    For den, der tænker og derfor ser galskaben i vor samfundsordning, vil det ikke være vanskeligt at fatte, hvem det er, der er de rette forbrydere. Thi det er ikke det menneske, der – enten bevidst eller ubevidst – krænker de love og vedtægter, der gives os af idioter og barbarer og sanktioneres af sløve; men tværtimod dem, der opretholder eller hjælper til med at opretholde dem. De rette forbrydere – det er alle disse uniformerede og guldgallonerede dyr, der i menneskers skikkelse sidder og regerer og undertrykker os andre, og som, hvad enten de så går under det ene eller det andet navn, i virkeligheden udgør en og samme bøddelkaste. Kald dem konger eller ministre, rigsdagsmænd eller øvrighed, demokrater eller konservative – alle er de kun til for at kue os andre ned og ødelægge livet for os, for at de selv og deres fæller kan bevare magten og leve i overdådighed. De råber på respekt for retten og lydighed for loven; men lovene gav de kun for at undertrykke os og af ret levnede de os ikke et gran udover retten til sult.

Anarki

    Ordet er kendt nok. Der går næppe en dag, uden at det på en eller anden måde figurerer i dagspressens spalter. Enten må det tjene som udtryk for den strid og opløsning, der foregår et eller andet sted i verden eller også som benævnelse for den enkeltstående oprører, der i sit had mod undertrykkerne tog sig selv til rette og satte vold mod vold. I begge tilfælde får det en uhyggelig klang i deres ører, som ikke vidste bedre besked om samfundsspørgsmål end de troede, at anarki var ét med forvirring og vold.
    Intet er mere fejlagtigt end denne tro. Ordet, som er af græsk oprindelse betyder: “Intet herredømme”. Og som betegnelse for den antiautoritære-socialistiske bevægelse benyttes det da også som sådan. Fra først af var det et skældsord, som modstanderne udslyngede mod bevægelsen for at mistænkeliggøre den – en taktik, som de socialdemokratiske og kapitalistiske partiers blade benytter den dag i dag. Thi skønt de selv godt ser løgnen deri, går de ud fra, at det gør læserne ikke. og fra den kant tager man det ikke så nøje med midlet – hensigten, der i dette tilfælde bliver bevarelsen af magten, helliger det.
    Da det som skældsord var bleven benyttet så ofte, at det blev en almindelig benævnelse, tog de antiautoritære socialister det op som navn for deres bevægelse. Tog det i dets oprindelige betydning – intet herredømme – intet slaveri, ingen trælddom, ingen undertrykkelse.
    Navnet var godt. Det kunne umuligt være bleven bedre, om man havde valgt det selv. Men den store uvidende og konservative masse forstod længe ikke – og forstår jo heller ikke endnu – at herredømmet i stedet for at skabe orden tværtimod skaber det modsatte, nemlig uorden. Og dog har det lovordnede samfunds historie givet afgørende beviser derfor. Thi hvad var denne vel andet end én fortløbende række af voldshandlinger og undertrykkelse, en permanent forvirringsperiode, hvor menneskene levede i et virvar af skurkestreger mod hverandre.
    Som en samfundsbetragtning er anarkismen af gammel dato, selv om den som sådan først tager faste former i midten af det forrige århundrede(1); men som en bevægelse, rettet mod et bestemt mål, tager den først sin begyndelse efter “Internationale”s kongres i Haag 1872. Her spaltes socialismen i de to hovedgrene: Autoritære og antiautoritære socialister, som – skønt udvækster af samme stamme – dog kommer til at stå som modsætninger.
    Den første gren, som er resulteret i det nuværende borgerlige Socialdemokrati, blev det, som fra først af kom til at spille den største rolle. Som et blot og bart reformistisk parti, der kun har til hensigt nogle lapperier på den faldefærdige statsbygning eller højst en ændring af dens indre former, havde det bedre betingelser for at blive forstået af det uvidende folk, end den sidste, som satte en fuldstændig ophævelse af staten og herredømmet som mål, og i stedet stillede samfundet uden grænser, gruppen, føderationen og den frivillige solidaritet op som grundlag for samfundets ordning og som eneste bindeled mellem individerne.
    Anarkismens rent foreliggende opgave er at bibringe folk forståelsen af den autoritære idé. Thi forståelse af herredømmets, undertrykkelsens og slaveriets ophør vil selvfølgelig også lede til forståelsen af den økonomiske ligeberettigelse. Begge dele er så nøje sammenknyttede, at det ene ikke kan eksistere uden det andet.
    Som middel til at fremtvinge de anarkistiske samfundstilstande tænker de fleste anarkister sig generalstrejken, det vil sige: En total arbejdsnedlæggelse med revolution som formål. Thi, skønt anarkismen er mere end slet og ret arbejderspørgsmål, beror individets frigørelse dog på arbejderklassens frigørelse – dens frigørelse fra staten, autoriteten og den deraf beskyttede udbytning. Naturligvis tænker man sig ikke en sådan revolution foregå på kort tid, tværtimod er det sandsynligt, at der vil medgå rækker af år for at bringe samfundet fra den nuværende autoritære vold og tvang og til den autoritetsløse frihed. Der bliver således mere tale om en revolutionær periode med en fortløbende række af generalstrejker, end én generalstrejke og én revolution. Er revolutionen fuldbyrdet og underklassen har frigjort sig ved at ophæve al privatejendom og alt herredømme, har vi den anarkistiske samfundsordning. Man tænker sig da arbejdet hvilende på den frivillige solidaritets grundlag i stedet for som nu på det tvungne slaveri. Og forbruget på det personlige behov. Dette kalder man den frie nydelse og ydelse.

*                                                                                    *
*
    Med anarkiets indførelse som samfundsordning vil betingelserne komme til stede for menneskene til at udvikle sig til virkelige anarkister, det vil sige til mennesker, hvis tanker er frigjorte fra herredømme, fordommene udøver over dem. Thi anarkismen har en videre opgave end just det at skabe personlig frihed og menneskelige vilkår; den vil tillige skabe åndelig frihed og menneskelige mennesker. Ved at højne menneskets synspunkt vil den bringe det til forståelse af sig selv og det verdensaltet, hvoraf det selv danner en levende enkelthed – den vil lære det at forstå og at leve livet.
    En sådan forståelse kan man vanskelig få i det bestående samfund, hvor tilværelsen er gjort til et blot og bart madspørgsmål, hvor staten har taget første prioritet i menneskets tankegang og kun tåler sådanne anskuelser, som passer i dens kram, hvor religion og autoriserede løgne piskes ind i menneskets hjerne allerede fra barn af, og hvor kampen for tilværelsen lægger beslag på tankerne, man skulle benytte til at højne sin oplysning og sit livssyn.
    Vil man tænke sig det anarkistiske samfund i virksomhed, må man forstå, at alle mennesker som produkter af forholdende med andre forhold også bliver andre mennesker. Man må vide, at den indbyrdes strid, som foregår i det bestående samfund, har sit rette udspring i selve ordningen. Kampen for brødet, for magten og æren, som er en følge af klassedelingen og uligheden, har sin rod i herredømmet og privatejendomsretten. Thi hvad er al strid vel andet end en kamp om magt eller trældom, fattigdom eller rigdom. Forsvinder betingelserne for kampen, forsvinder selvfølgelig også kampen. Og med den oplysning, som menneskene vil få i et anarkistisk samfund, forsvinder også betingelserne for en deling i dannede og udannede. Selv om alle vel ikke erhverver sig lige stor oplysning, bliver dannelsestrinene dog udjævnede. Det bliver i al fald ikke et samfund af stoddere, men et samfund af intelligente og dannede mennesker. Og dette er tilstrækkeligt til at fjerne strid og skabe indbyrdes fordragelighed. Når ingen har for meget, medens andre har for lidt, når ingen træller, medens andre hersker, når ingen er stodder, medens andre notabilitet – ja, da er der heller ikke megen anledning til misundelse. Menneskene vil, i stedet for som nu at ødelægge hverandre i indbyrdes strid, kunne tage kampen op mod naturen og underlægge sig den i sin tjeneste. Hver, som har lyst, vil kunne forske naturens og tilværelsens love, diskutere og udtale sig derom, uden som nu at risikere voldshandlinger derfor, og de vil derved kunne udvikle sig til en ensartethed i tankesæt, i forståelse af altet, materien, livet og følelserne og til fuldkommenhed i livssyn, der vil gøre dem i stand til at være herrer over sig selv og skabe lykke for sig selv.
    Og hvad andet end dette kan vel være målet for menneskets stræben.

((((1) 1800-tallet, f.eks. Pierre Joseph Proudhon der regnes for den første “anarkist” omkring 1840′erne))))

Efter systemskiftet

Russiske forhold i Danmark

V.
Edsaflæggelse. Løsladelse.

    Edsaflæggelse er for et fornuftigt menneske noget af det idiotiske, man kan tænke sig. Og hvis det ikke netop var, at det på en så sørgelig måde vidner om, hvilken magt det nedarvede og traditionelle har over det rygradsløse og ugidelige folk, kunne man tillige sige, at det er noget af det komiske.
    Tænk jer et civiliseret land som vort, hvor folket gør fordring på at være et af verdens mest oplyste, hvor enhver, der ikke just tilhører den lille kreds af idioter, der kalder sig troende kristne, er fuldt overbeviste om, at Biblen og dens gud kun er fostre af oldtidsfolkenes barnlige forestillinger, opstået af deres forsøg på at klargøre sig de fænomener i naturen, de så og følte, men ikke forstod – tænk jer disse samme oplyste mennesker i fuldt alvor stå og række tre fingre – hvoraf den ene betyder Gudfader, den anden Guds søn og den tredje den hellige ånd – i vejret, og ord for ord gentage en sindssvag trylleformular, som dommeren med gravalvorlig mine læser op af en bog. Man er så tilbøjelig til at spotte over de primitive folkeslags tåbelige skikke og deres form for gudedyrkelse; men har vi i grunden ikke langt større grund til at lade spotten røre lidt ved os selv, vi, som kalder os civiliserede og dog bærer os lige så tåbeligt ad som de uciviliserede, der mangler betingelserne for forståelse.
    Dagen efter at eden var aflagt blev jeg løsladt, efter først at have modtaget en formaning om herefter ikke at være “for skrap” i mine artikler i bladet. Tillige blev det betydet mig, at politidirektøren i så fald muligvis ville frafalde mig tiltale. Naturligvis kunne jeg ikke indlade mig på at rette bladets stof efter hr. Eugen Petersens svage hoved og følgen blev da også, at jeg nogen tid derefter fik meddelelse om at sagen ville blive forfulgt, og at der i den anledning var beskikket mig en defensor*).
    Da det blev mig klart, at man ville søge at få mig dømt på trods af min benægtelse, anstrengte jeg mig af yderste evne for at få bladet og bevægelsen så godt funderet som mulig, før end man spærrede mig inde på ny, og vi afholdt i den anledning en del møder for at få en organisation i gang. Men de gamle medlemmer af den anarkistiske bevægelse viste sig yderst uinteresserede, i al fald på nogle få undtagelser nær, og de nye tilhængere havde endnu ikke fået forståelse nok til at tage aktiv del i bevægelsen. Følgen blev , at vi få, som virkede for bladet, måtte indstille det, da vi ikke kunne skaffe midlerne til dets udgivelse. Da jeg så, at det hele var ved at dø hen, og jeg tillige var uden arbejde, besluttede jeg at rejse til udlandet og der afvente dommen. Var den hård, ville jeg – i al fald foreløbig – blive borte; i modsat fald var det min hensigt at tage tilbage og underkaste mig den vold, som vi jo desværre endnu ikke er stræke nok til at bevare med vold.

(Fortsættes)
S.R.

Det er mig ubegribeligt, hvorfor regering, øvrighed og præster kæmper så hårdnakket for “åndens” udødelighed; thi selv ejer disse barbarer jo ikke skygge af ånd.
_______________

*) Hvor det i grunden er en mærkelig retspraksis. Det er øvrigheden, der ankalger mig, øvrigheden, der undersøger sagen og dømmer mig, og øvrigheden, der beskikker og lønner min “forsvarer”. Under sådanne forhold er selvfølgelig alt håb om frifindelse udelukket.

Fra slagmarken

    Man aner vel i grunden næppe, hvilket uhyre arbejde, der udrettes over så at sige hele verden for at udbrede anarkismens idé. Rundt omkring i landene dukker snart det ene sted, snart det andet, revolutionære eller anarkistiske organer op, organisationer og grupper dannes, og med sejhed og udholdenhed, der trodser selv de vanskeligste forhold og den stærkeste forfølgelse fra autoriteternes side, vinder idéen bestandig frem – frem til den stund, da menneskene skal have lært og forstået, at vi alle er brødre med lige krav til livet og nydelsen af jordens og vort eget arbejdes frugter.
    Selvfølgelig er anarkismen ikke lige udbredt alle vegne, men ellers iøvrigt så godt som over hele verden. Kun i Kina ved vi endnu ikke, om der findes nogen bevægelse. Og i hvert fald vil denne såmænd heller ikke dér lade vente længe på sig.
    Ved at gennem gå navnene og antallet på de anarkistiske og antiautoritære, revolutionære blade, der findes, får man et godt overblik over, hvor anarkismen bliver læst mest og trænger sig dybest i sindene. Men tillige vil man også her hjemme sikkert forbavses, når man får at vide, hvor stærkt den revolutionære presse er udbredt i udlandet.
    Mest udbredt er pressen i de romanske lande, Italien, frankrig og Spanien. Italien alene har ikke mindre end 14 revolutionære organer, hvoraf 4 udgives i Rom, Frankrig 12 og Spanien 8. Derefter kommer Holland og Belgien, som tilsammen repræsenterer 17 organer. Østrig har 9, Portugal 6, England 5, hvoraf de 3 er tyske og udgives i London. I Tyskland findes 3 og i Rusland 1 o.s.v. På den anden side af Atlanten har De forenede stater 13 revolutionære blade, hvoraf 4 tyske, og Argentina og Brasilien hver 7, Chile 3 og Cuba 2. I Ægypten udgives 2 og i Japan 1.
    På de Canariske Øer findes der 2 anarkistblade.
    Ialt eksisterer der ca. 150 revolutionære organer på ca. 25 forskellige sprog.
    Så stor er allerede den anarkistiske presse foruden masser af brochurer og værker, som flittige penne sender ud over verden, – den verden, de må optage kampen med, og som gør livet for disse til en strid med autoriteterne, øvrighed, fængsel og bødler.
    De lande, hvor anarkismen desværre er så sørgeligt lidet kendt, er nærmest Danmark og Norge, som i denne henseende omtrent rangerer ved siden af Kina. Og i særdeleshed mellem arbejderne mangler forståelsen. Der er såmænd utilfredshed nok med både det ene og det andet, selv om den for manges vedkommende kan finde sit afløb i den politiske ølpladder. Men også mange er, og det med god grund, meget utilfredse med “arbejderbevægelsen” her hjemme, med vore fagforeninger, deres system og måden, hvorpå de ledes af generalerne og disse skvadderhoveder af formænd og forretningsførere, som foresvindler arbejderne sejren både her og der, bare for selv at undgå kampen og bevare stillingerne. Men se om man forsøger at komme længere end til bare at kritisere disse levebrødsmænd – fordi de ikke selv er blevet det – medens man lader systemet ligge. thi systemet – ja, det må forlængst være indrømmet – det er det egentlig, som ikke duer mere. Fagforeningerne er nu så ubrugbare i aktionen, at de alle, som har forstand derpå, og hvis higen står efter de store idealer, kunne ønskes en omvæltning; der stillede fagforeningerne på klassekampens grund og med generalstrejken som middel i den sociale revolutions periode.
    Men denne store del af en kæmpeopgave er bleven forbeholdt anarkismen. Anarkismen er den nye arbejderbevægelse, som vil udvikle arbejderne til ideale klassekæmpere. Men således fordrer den, at arbejderne påvirkes og udvikles til revolutionære. Ikke med nye betalte førere, hvorom de flokkes i andagtsfuld henrykkelse, men selvstændig udviklet, med den selvstændige tanke til handling i den fælles sag.
    Og her er det, den anarkistiske presse er på sin plads for at følges med interesse og forståelse, ikke mindst af arbejderne.
    Vi ser allerede Eders skuldertræk. Her er ingen jordbund – lyder Eders lakoniske svar. Å, disse par skæpper land kommer nok med alt det øvrige. Det afhænger lige så meget af, hvor godt vi har haft det, som af hvor dårligt vi får det. Og sikkert tørster alle dem efter de nye idéer, de, der kan tænke og føle den nedværdigende og usle slavetilstand, der bliver værre, når man stiltiende resignere.
Men vi, som kender anarkismens ægthed, og som den store kamp giver livet indhold, lader os forhåbentlig ikke trætte af den sløvhed, som er, men efter evne vil vi så vor sæd, som skal være til dem, der har vilje til og ønsker forståelsen af, at “arbejdernes frigørelse må være deres eget værk”.

-s s-

*                                                                                                *
*
    I forbindelse hermed skal vi oplyse, at der i Kina er en ung anarkistisk bevægelse i gang, og at der findes ikke mindre end 17 blade med stærk anarkistisk tendens. Danmark og Norge bliver således foruden “halenegrene” i Afrika og Australien samt de halvvilde folkeslag i Asien de eneste, hvor anarkismen endnu ikke har slået videre rod. Nå, men der er nu også ualmindelig mange torsk i disse to lande.

Red.

Mennesket

    På et atom i verdensaltet levede en flok væsener, som kaldte sig mennesker og som, skønt de var jammerligere end det usleste kryb, i deres hovmod indbildte sig, at de var skabt i den almægtige Guds billede. I en fjern urtid havde de været ét med dyrene; men livet havde i et af sine gådefulde luner givet dem evne til, ud af de indtryk, de fik, at skabe noget nyt, og derved givet dem betingelser for at udvikle sig til selvstændig tænkende og handlende væsener. Thi livet ville, at de ved at forske naturen og søge det sande skulle lære at leve et liv i sandhed, ærlighed og fordragelighed.
    Men menneskene mente, de var klogere end livet og gik deres egne veje på trods af dets bud. I stedet for at forske naturen hengav de sig til tåbelige drømmerier. De lod sig vildlede af dem, der glimrede ved forloren visdom, fraser, pynt og gøgl, og troede på de luftkasteller, deres forskruede troldmænd fremgøglede dem, skønt de inderst inde godt følte løgnen deri, og de nægtede at høre de alvorsord, som livets tjenere – forskerne – talte til dem. Følgen blev, at al sandhed forsvandt fra deres liv, og med den ærligheden og fordrageligheden. Tilværelsen blev for dem en evig strid om magt og gods, et helvede for dem, der lå underst, og intet himmerig for dem, der kom øverst.
    Og tiderne gik. År blev til århundreder til årtusinder uden at menneske mægtede at bryde med fordommene og gøglets livsfjendske lærdomme. I strid og kiv gik livet hen. Som unge levede de over evne og nød tilværelsen på unaturlig vis, og for en flygtig glæde ofrede de tankeløst hele resten af livet. Følgen blev, at de hurtigt ældedes, i tanke som på legeme. Livet hengik for dem uden at opfylde det håb om lykke, de havde næret fra barndommen af, og når de så en skønne dag vågnede til bevidsthed og så ungdommens drømmeslotte ligge sammenstyrtede, ja, da manglede de mod til at bryde med løgnen, men lod sig som kvæg, der viljeløst følges til slagtebænken, indslutte i forestillinger om et nyt liv i herlighed og glæde efter døden i stedet for det, de selv havde forspildt her på jorden. Den jordiske tilværelse stod for dem som en plage, en skærsild, man skulle gennemgå for at modnes til evigheden, og hele meningen med livet var kun at dø. Og de dyrkede så dødens strenge og hævnende Gud i stedet for livets gode og milde.
    Dog menneske fandt ikke tilfredshed i dødslæren, thi den stred mod deres natur. Og de klagede og jamrede sig over livet, som de gav skylden for alle deres lidelser, og gik om og ønskede sig døden, skønt de frygtede den. Da ynkedes livet over dem og lod opstå mænd i deres midte, som prædikede sandheden for dem. Men den forsagte og krybende slægt turde ikke se sandheden i øjnene; thi de var kommet for langt bort fra den til at forstå den. Og de hånede og spottede, fængslede, brændte og myrdede dem, som livet havde sendt til deres befrielse.
    Videre gik tiden. Striden og ufreden blev værre år for år, og til sidst helt uudholdelig for dem, der måtte ligge underst i kampen. Og atter forbandede livet.
    Da lod dette påny fremstå mænd, som forkyndte sandheden og lærte folket, hvorledes de skulle leve. Nogle få lyttede da også til deres ord og søgte for en tid at følge livets lære; men da de så, at begyndelsen var svær, faldt de hurtigt sammen og under påskud af, at de var klogere end livets budbringere, hengav de sig atter til den gamle ynkelighed.
    Så besluttede livet at komme selv og vise dem den rette vej. I de klare kendsgerningers skikkelse trådte det frem for den underkuede del af folket og talte manende ord til det. Det lærte menneskene at forstå uretten, dumheden og løgnen i samfundet og fortalte dem, at livet havde de fået for at leve i lykke og tilfredshed og ikke for at lide. Og det lidende folk lyttede begejstret til livets ord, råbte hurra for det og bad det sige dem, hvorledes de skulle opnå en tilværelse som den, der blev skildret.
    Og livet sagde til dem: “I skal først og fremmest frigøre jer fra alle fordomme om mit og dit, om udødelig ånd og hævngerrige guder, hvilke kun er skabt af mennesker, og i stedet derfor dyrke den store herlige natur. I skal betragte jorden og alle dens frembringelser som noget, der er til for alle og tilhører alle og ikke lade lav misundelse få indpas hos jer. I skal være sanddru mod hverandre og afsky løgn og svig og I skal aldrig søge at underkue andre, lige så lidt som I skal finde jer i, at andre underkuer jer. Og endelig skal I søge alvorligt efter livets sandhed og ikke tro blindt på det, I ikke forstår.”
    “Er der mere?” spurgte menneskene.
    “Ja,” svarede livet, “der er ét endnu: I skal lære at tænke og handle selv!”
    Da vendte menneskene sig bort; thi alt kunne de gå ind på for lykkens skyld, men at tænke og handle selvstændigt – nej, dertil var deres hjerner for forkrøblede.
    Men livet så hårdt på dem og udbrød: “Elendige pjaltede hob, hvor længe skal I lide før I lærer at leve!”

Anarkist.

Danmark nr. 1!

    “Social-Demokraten” bragte forleden dag en artikel med ovennævnte overskrift, som svømmede over af begejstring over, at Danmark var nr. 1 hvad angår socialdemokratisk repræsentation i parlamenterne. Vi andre som hverken har håb om nogen ministertaburet eller borgmesterembede – ja, som vel ikke en gang kan vente med tiden at komme med til en elendig pinsemiddag, er ikke slet så begejstrede; thi vi ser, at det i grunden ikke betyder andet end at navnet: Socialdemokrati nu er på vej til at skyde sig op i højere lag og ganske selvfølgelig dermed opgive socialismen.
    Ved at efterse Socialdemokratiets valgmandsliste ved sidste Landstingsvalg vil man få bekræftelse derpå; thi, som man ser af nedenstående opgørelse, er det alt andet end proletarer, disse herrer, som bestemmer hvem der skal være partiets kandidater.
    Listen stod offentliggjort i “Social-Demokraten”:
    Arbejdere i forskellige fag 81. Do., hvor ingen angivelse findes om, hvor vidt de er selvstændige eller ej, 138. Do. i statens og kommunens tjeneste 6. Agenter 4. Assistenter, ekspeditører, kontrollører i statens og kommunens tjeneste 6. Do. i privat tjeneste 1. Assurandørere 1. Afdelingschef 1. Auktionsholdere 1. Betjente og funktionære i statens og kommunens tjeneste 15. Do. i privat tjeneste 3. Bestyrere, forvaltere og formænd 16. Bogholdere, kasserere, fuldmægtige og forretningsførere 12. Borgmestre 1. Direktører 10. Detailhandlere i forskellige brancher 62. Fabrikanter og fabriksejere 14. Forretningsdrivende af forskellig art 2. Fabriksbestyrere 1. Forfattere 1. Folketingsmænd 3. Grosserere 18. Husejere 3. Håndværksmestre (større) 34. Ingeniører 4. Inspektører 3. Inkassatorer 3. Journalister 10. Kontorister 2. Kommunelærere 16. Korpslæger 1. Kontorchefer 3. Kontrollører 2. Konduktører 4. Lærere og overlærere 5. Læger og tandlæger 7. Lotterikollektører 1. Maskinmestre, maskinister og maskinassistenter 3. Marskandiser 1. Musikere 3. Næringsdrivende af forskellig art 9. Overretssagførere 8. Oversergenter 1. Partikulerer 1. Professorer, doktorer, kandidater o.lign. 16. Restauratører, værtshusholdere, gæstgivere og hotelejere 23. Redaktører 5. Rodemestre 1. Sagførere 2. Skoleinspektører og viceinspektører 2. Sekretærer 2. Skatteopkrævere 2. Teaterejere 1. Veksellerere og varemæglere 4. Vaskeriejere 2.
    Der bliver altså efter hvad man kan skønne af stillingerne 87 egentlige arbejdere, 138, som dels er arbejdere, dels tilhører den mindre middelstand, 196 større og mindre middelstandsfolk og 170, som absolut må henregnes til overklassen.
    Når man opgiver sagen og allierer sig med overklasse og middelstand, så er det ikke så underligt, at Danmark er bleven nummer 1. Men er det glædeligt?

___________________

Vor skarnkasse

___________________
    “Social-Demokraten” – om forladelse – “Mellem-Demokraten” sammenligner forleden dag sine rettroende tilhængere med “den røde garde”. Der må dog sættes et hvidt kors på før det kan passe.

    Peter Sabro har nu atter været til kongelig middag. Det er en uhyggelig sygdom, den snobdelirium.

    Alberti har ved et møde, der blev afholdt på Jernbanehotellet i Roskilde, anbefalet “at slå bommen til side for at socialdemokraterne kan komme til”. Man vil deraf se, at al skænderiet mellem Venstre og Socialdemokratiet kun er komediespil. I virkeligheden er Socialdemokrat-generalerne og ALberti de bedste venner af verden. Begge parter er enige om at værne det bestående og kue proletariatet ned.

    Under overskriften: “En sørgelig morgen” bringer “Mellem-Demokraten” en artikel om Landstingsvalget, hvori der blandt andet står: “Det er kronen, der nu skal sættes på værket…”
Vi må indrømme, at den “morgen”, arbejderne ventede, at Socialdemokratiet skulle bringe det til, er bleven sørgelig. Thi kronen er allerede sat i toppen af værket.

    Den dansk-amerikanske socialistklub kalder i “Nordlyset” Borgbjerg for: “Markedsråber for nationalisme og kapitalisme”.
    Mærkeligt at “Mellem-Demokraten” ikke har meddelt sine rettroende får dette.

    Alliance. Efter hvad vi erfarer, er Socialdemokratgeneralerne og politiet bleven enige om kompagniskab i muldvarpearbejdet mod “Skorpionen”. Bare de nu ikke forregner sig med hensyn til resultatet.

    Kristeligt Dagblad fortæller: I den midterste del af Løve Herred har mormonerne huseret forfærdeligt i de senere år og forført mange. – -
Det må unægtelig være ærgeligt for Indre missionærerne, som hidtil har haft eneret på “at forføre”, nu pludselig at få konkurrenter til den gudelige lammesteg

    “Prøv ikke på at tænke dig troen til!” står der i samme blad. Er det ikke at erklære sine egne lærdomme fallit?

    I sit søndagsnummer gør “Mellem-Demokraten” nar af deres århusianske partifæller ved spydigt at kalde Århus “den brandrøde by”. Thi man kan da umulig tro, at den for alvor skulle mene, at Peter Sabro og hans armé var brandrøde.

    Der stod forleden dag et stort slag foran København. Fjenden gjorde landgang ved Helsingør og forsøgte at erobre fæstningen. Lykkeligvis var det dog bestemt, at det skulle mislykkes, for derved at bevise fæstningens uindtagelighed. Og det gjorde det da også. Officererne i forsvarsarméen holdt dagen efter i anledning af sejren en stor fest med mange skåler for fædrelandet, kongen, prinserne og Peter Sabro. Der var akkurat lige så mange kæferter som der var deltagere.

    De russiske marineofficerer, som i krigen med Japan viste sig så absolut udelige, forsøger sig i denne tid her i byen med erobringer af en mere farefri natur. Af deres sejrsikre miner at dømme, synes Strøgets løse fugle ikke at volde dem store bryderier, og de er åbenbart her i et mere naturligt element end i krigen med japanerne og de russiske revolutionære. Nå, man siger jo også, at ingen fæstning er uindtagelig for et æsel, belæsset med guld.

________________________________________________________________

SKORPIONEN

Anarkistisk Organ

____________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________

Ansvarshavende: Johs. Mortensen

    Rettigheder er kun tomme ord for dem,
som ikke har magt til at gøre dem gældende.
                                                                        Af “Lucifer”.

Johann Joseph Most

                                Man begynder med sig selv.
                                                                (J.Most.)

    Joh. Mosts lidelseshistorie er nu endt.
    Og anarkiet har igen mistet en af sine mest brændende viljer, en af sine evnerigste, mest æggende talsmænd.
    Beundringsværdig er den utrættelighed, hvormed han, fra han i 1868 begyndte at agitere, voldsomt og ildende, i Wien og til han nu, den 19. marts 1906, er død i Amerika, 60 år gammel, har kæmpet de forurettede og undertryktes sag mod samfundets “hanbier”.
    Han er tysker, født i Augsburg (1845). Hans barndom har sikkert givet ham et præg for livet; har gjort ham mørk; har slet ikke lært han glæden. Thi fra en rå stedmoders varetægt kom han i lære hos en lige så frastødende bogbinder; men han sled sig igennem læretiden og foretog så rejser i Tyskland, Østrig, Schweitz, traf sammen med Internationales tilhængere og studerede socialistiske værker, hvis idéer fængede i hans sind. – Så begynder da den udvikling, der fra statssocialisme har ført ham (som så mange andre: Domela Nieuwenhuis, Bakunin, Krapotkin f.eks.) over i den anarkistiske kommunisme og individualisme. Hans livs historie er historien om en urolig flakkende ånd, hvem staterne atter og atter har søgt at knække og kun ved fængselsstraffe, den ene hårdere end den anden.
    Da han havde opgjort sig sin stilling til samfundet, begyndte han straks at agitere med hele sit væsens voldsomhed og blev dømt til fem års fængsel, men, i betragtning af hans store ungdom velsagtens, amnesteret efter få måneders forløb. Da han alligevel ikke stemmede tonen ned, blev han landsforvist. I Tyskland virkede han dernæst, især gennem sit blad Freiheit, i syv år, idelig afbrudt af fængselsophold, det længste, da han ved et arbejdermøde i Berlin havde prist Pariserkommunen. Da socialistloven kom, måtte han forlade landet; han tog til England og udgav i fællesskab med Reinsdorf Freiheit der rundt om i Europa havde mange læsere, og som var blevet stadig mere anarkistisk*).

*) Reinsdorf blev senere dømt til døden på grund af hans attentat mod den tyske kejser, Bismarck og hele hoffet under højtidelighederne i september 83 ved afsløringen af det Germaniadenkmal, der i en brovtende barbarstil nu stå som et symbol på det af jern og blod skabte Germanien.

    I England blev Most i 1881 idømt 16 måneders tugthus; han havde i anledning af Alexander II’s henrettelse prist “de berømmelige dynamitbomber; der synes bestemt til at befri menneskeheden for alle onder”. Senere, i 87, skrev han om dette attentat: Alexander II Romanov indbildte sig … ved fængselskval og galgenmord at kunne tvinge tidens hjul til at stå stille. Det gjorde ham til intet. Da han vuggede sig i det vanvid, at hans almagt kunne hindre hver fri mand i at tale, da talte bomberne**).

**) “Til Proletariatet”. Denne pjece så vel som den af den nylig afdøde Christofer Hansteen dygtigt kommenterede: “Det fri samfund” kan rekvireres gennem “Skorpionen”s ekspedition.

    Most er, som man ser, dådspropagandist. Han skriver et sted om sig selv: Fordi jeg stræber efter og hjælper til at forberede revolutionen ved sværdet, kalder man mig hyppig en blodhund. – Og han begrunder sit standpunkt: Når jeg driver revolutionær propaganda, følger jeg derved kun historiens logik og naturloven om tryk og modtryk. Ikke af frivolitet, ikke af grusomhed, ikke af lyst til blodsudgydelse kalder anarkisterne folket til rejsning, men fordi denne er et nødvendigt onde, idet vold kun kan skaffes væk ved vold. – Denne Mosts mening stemmer godt med hans temperament; om han har ret i sin opfattelse af denne propagandas betydning, er derimod mere end tvivlsomt – historien taler ikke for den. Anarkismens vigtigste kampmidler synes derimod generalstrejken og vægring ved aftjening af værnepligten at være.
    Da Most i England havde sonet sin tugthusstraf, tog han (1882) til Amerika og blev modtaget med jubel af Amerikas anarkister. Han foretog store agitationsrejser og begejstrede ved sin glød. Men da han i 86 under den store bevægelse for otte-timersdagens indførelse opfordrede folket til at gribe til våben, blev han igen idømt et års fængsel, hvilket dog langt fra knækkede hans energi. Da han kom ud af fængslet, skrev han sin tindrende trodsige pamflet: Til Proletariatet. En nylig udkommen “straffefange”s anskuelser og hensigter. Bourgeoisiet skal ikke være bange; han er den gamle: Dem, som kastede mig i lænker og behandlede mig som et vildt dyr for at knække mig, kaster jeg nu handsken i ansigtet. De skal vide, at jeg aldrig, så længe jeg endnu føler et pulsslag i mig, et øjeblik vil ophøre at bekæmpe det samfund, i hvis sold de står … Thi den krig, de fattige fører mod de rige, de plyndrede mod røverne, i hvilken jeg nu snart i tyve år har fundet mig en gerning, og som jeg er gået ud af med mangt et ærefuldt sår, er mit livs element.
    Han vilje er lige brændende. Han vil stadig kæmpe mod “denne djævelske treenighed”, “krigens takttællere”, “politikkens gøglere”, og “kirken med dens herregudssekter med deres præster i enhver uniform”. Han siger dette atter og atter: Jeg vil, jeg vil: Jeg vil kontrollere guldkalvens regnemestre i deres spekulationer i de sultne maver. Jeg vil opsøge dem, når de ved børsbordet spiller om det rov, de skal tage fra folket, jeg vil afsløre deres vanvittige væsen … Jeg vil bekendtgøre deres frådserier for folket, afsløre deres orgier, søge at bringe deres skandaløse hemmeligheder for lyset. Idet jeg holder dem frem for massernes øjne i deres sande skikkelser, vil jeg få disses vrede til at flamme. Politikkens gøglere vil jeg følge ind bag statsteatrets kulisser. Jeg vil fremstille i sit rette grelle lys deres korruption og fremfor alt deres overflødighed. Jeg vil ophidse de underkuede på denne måde, til de taber tålmodigheden og holder opgør med det høje og allerhøjeste kæltringeherredømme … Idet jeg lader masserne se ned i det absolutte slaveri, som staten og dens bærere har beredt dem, vil jeg lade alarmklokken lyde til storm mod tyrannerne af alle sorter … Jeg vil føre krig på kniven med alle kirker. Ingen møje vil jeg sky for at afklæde overtroen på nogen slags Gud “hinsides” i sin rette nøgenhed. Med fornuftens fakkel vil jeg lyse ind i den sorte natfugls tilflugtssteder. Jeg vil nævne dem ved deres rette navne, disse fornuftens kvælere, barnesindets forgiftere … Og så videre.
    Han maner til enighed indenfor de partier, der for alvor vil det bestående til livs og peger på Internationales råb: Proletarer i alle lane, forener Eder! Han skriver begejstret: Dette råb, nder hvilket Internationale havde plantet sine standarter, klang snart fra sted til sted, fra land til land; fløj over havene; for dets trolddom syntes grænserne at forsvinde; og i stedet for “patriotisk” begrænsethed trådte arbejdernes internationale klassesolidaritet …..
    .. Hans stil ejer en egen fængende friskhed; den er hensynsløs, fyndig, til tider patetisk eller båren oppe af en storladen fantasi, som f.eks. nar han skriver: For mine øjne svæver en tilstand, under hvilken menneskene grupperer sig lige så meget efter vægt og mulighed som materiens atomer i universet. -
    Nej, Joh. Most var ingenlunde stækket og tæmmet ved de strenge fængselsstraffe. To år efter denne ejendommelige pjece til proletariatet, gennem hvilken vi får så klart et begreb om manden selv, udgav han “den religiøse pest”, en pjece der vakte storm. Han har i de sidste år af sit liv virket lige utrættelig og blev i 1901 idømt et års fængsel.
    Hans ejendommelige skikkelse vil leve i vor erindring, hans skikkelse, som vi tænker os den, når vi hører hans manende, ildnende ord. Og landenes proletarer vil lytte til hans råb: Hid, hid, alle I, som vansmægter under arbejdets åg! Den vej er vistnok rå, som fører ind i fremtidens priste land; men der blev os ingen anden vej tilovers til at komme ud af elendighedens og trældommen. Lad os samle os i trætte skarer; lad os være seje og hårde i kampen, at verden må blive vor!

Fædrelandet

    Røre i borgerskabet vakte for kort tiden siden to mænd ved at fremsætte tanken om landets frivillige ophør som selvstændig stat. Ideens værdi ufortalt – dens ophavsmænd rejste en orkanagtig indignation imod sig og fremkaldte en protestbyge, af hvis overvældende indhold jeg særlig bemærkede udtrykket: Landsforræder.
    Danmark er altså bleven forrådt. Må jeg først spørge: Hvad er egentlig Danmark?
    Er det disse syv sammenhængende bogstaver? Er det et himmelfaldent rød-hvidt stykke tøj? Eller er det sproget, den danske tunge? Ja, vort modersmål er dejligt! – Skade kun, at målet ikke er så fælles, at øst og vestside af dette miniaturland forstår hinanden. Og skade kun, at så uendelig få formår at skrive og endnu færre at tale et blot nogenlunde korrekt dansk. Vore skribenter og talere kappes om at træde den særegne skønhed, vort sprog ejer, under fødder. Fra talerstol, katheder og frem for alt fra den slavelsesfulde prækestol besudles uafladeligt det lovpriste danske sprog. Når derfor kærligheden til vort modersmål, som er så dejligt – at radbrække, ikke er større, kan dette sprog ikke udgøre landet.
    Er det da magthaverne? Er det overklassen, den gruppe snyltere, som uduelig til produktivt arbejde af enhver art, lever ved udsugning af proletariatet, der til tak underkues på alle måder?
    Eller skulle fædrelandet være en fortløbende kongerække? “Danmark er det land,” hedder det, “hvor vi er født, hvori vi arbejder, hvis brød vi spiser, og som derfor fylder os med nationalfølelse eller patriotisme.”
    Jeg svarer: Patriotisme er blomsten på kapitalens giftige kæmpetræ, hvis rødder gror dybt i egoismens frodige, uoverskuelige jordbund, hvis nærende saft er folkets dumhed, og hvis glimrende frugt er den prunkende militarisme.
    Og den partriotiske syge bunder dybt i hver enkelt. Fra ganske små indsuger vi den på mange måder. En æske tinsoldater stikker os i hænderne, næsten før vi kan gå, og dette farveprægtige symbol på råhed og mord begejstrer os ovenud. Senere, i skolen, fortsættes undervisningen i samme spor, med kronologisk beretning om konger og krige. Disse, der repræsenterer lige så mange skampletter på landets fortid og brude omtales med afsky, forherliges derimod i høje toner og kaldes danmarkshistorie. Folkets kulturelle liv hører man så godt som intet om. De kulturgivende kræfter, de fremragende personligheder på kunstens og videnskabens område ofres ikke mange linier. For slet ikke at tale om samfundets bærende fundament, det brede arbejdende folk. Hvor fornuftstridig er det ikke at tale om fædrelandskærlighed blandt proletariatet, hvis tusinder hutler sig igennem en menneskeværdig tilværelse, mens andre tusinder, grundet på den velvise ordning, ligefrem sulter livet hen på den fædrene jord? Overklassens patriotisme, der under lønkampe har givet sig udslag på eklalant måde ved indførelse af udenlansk arbejdskraft, skal heller ikke virke stimulerende. Nej, den personlige egoisme besejrer med lethed den statslige, som kaldes fædrelandskærlighed. Dette faktum er kun naturligt. Men hvorfor så bidrage til at opamme og fremelske den falske og forløjede patriotisme.
    At mennesket kan komme til at elske den jord, den natur og de omgivelser, hvori han har gennemlevet en længere periode af sit liv, er forståeligt. Hver busk, hvert træ, enhver lille genstand, han dag for dag har set, er ligesom bleven et nødvendigt led i hans tilværelse. Men ad kunstig vej at puste denne naturlige følelse ud til at omspænde territoriet, han måske ikke har set, som hans fod ingensinde har betrådt, er meningsløst!
    Kun for den lille gruppe magthavere er nationalfølelsen ret praktisk som rygstød for militarismen, hvis dobbelte opgave er at være regeringens bøddel ud ad til og ind ad til.
    Uagtet man må antage, den første del af opgaven er let at løse, da den på grund af landets lidenhed, ikke eksisterer, er militarismen dog så stærk her hjemme, at den har kunnet rejse Købehavns befæstning.
    Disse tragikomiske volde og grave ligger ikke blot som en bom for byens trivsel og udvikling, men symboliserer tillige begrænsningen for folkets hele åndelige horisont og snævre tænkeevne. Og det nytter ikke at sige at befæstningen er mod folkeflertallets vilje. Enhver, der erklærer sig for statsborger, bærer ansvaret, idet han forøvrigt slavisk lystrer den regerings love og anordninger, som opretholder fæstningen.
    Kun et endnu: Ved alle lejligheder kæles der i høje toner for de “nationale ejendommeligheder”. Det er atter bevis for det lave, intellektuelle niveau og på en slavisk karakter, at høre denne glæde over fællespræget. Ethvert sådant, hvis ophav ikke er selve naturen, bliver tegn på åndelig umyndighed. Den abemæssige efterlignelsestrang, årsagen til disse fællesmærker, gør sig i en ganske uhyggelig grad gældende på både det fysiske og det psykiske område. En selvstændig tanke træffes lige så sjældent som en selvstændig påklædning. Alt afhænger af, hvad andre tænker, siger og gør. Men er det så, da bør alle bestræbelser gå ud på at slå bro mellem virkelighed og ideal, at højne og hæve individet og udvide dets synskreds, så det erkender at være, ikke beboer af dette land, men på en klode, hvor alle kunstige, nationale grænser viger pladsen for de geografisk-naturlige; og ligeledes erkender at være noget andet og mere end en tanke- og viljeløst arbejdende del af et statsmaskineri, nemlig: Et selvstændigt tænkende og handlende menneske.

Anarki er Orden. Lov og Regering er typer på Uorden, som vi er blevet så vant til, at vi ikke ser deres virkelige Natur.
                                                                                                                                       _Af “Lucifer”.

Anarkistens sang

    Nu bort med hver fortidens trykkende bånd,
    der snærer vor menneskeslægt.
    Jeg frejdigt vil kæmpe i frihedens ånd,
    tyrannerne trodser jeg kækt.
    Mit håb og min længsel jeg finder kun i
    en sejr for det fri anarki.

    Jeg kæmper som ærlig og god proletar
    for sandhed og menneskeret;
    jeg beder dog ikke, når retten jeg har
    til mer, end at spise mig mæt;
    nej, værdigt jeg sætter min fordring nu i
    en sejr for det fri anarki.

    Vor bugnende jord har vel plads nok til mig,
    dens goder er ej for de få.
    Min fod skal kun træde retfærdigheds vej,
    hver hindring bortrydde jeg må;
    thi skønnest mig tilvinker målene i
    en sejr for det fri anarki.

    Årtusinders løgne i love blev lagt,
    som binder hver fribåren mand.
    Mod dem vil i våben jeg være på vagt
    og bruge min magt når jeg kan.
    Jeg råber på gade, på vej og på sti:
    En sejr for det fri anarki.
                                                                                    Li-ping.

Anarkistisk Renaissance

    “Onde var de mennesker, de, som digtede den tunge drøm om et andet liv; og jeg hader den skjald, som vakte i verden denne syge tvivl: Men har den søvn drømme?
    Jeg har ikke haft det godt i verden, og godt får jeg det ikke. Men var der et andet liv, så fik jeg det værre der. Thi der varer det evigt. Og altid det samme; altid godt eller altid ondt. Derfor er det mit håb og min tro, at om alt andet i verden bedrager, så er dog døden det, den giver sig ud for at være.”
    Dette står i Arne Garborgs geniale bog “Den fortabte fader”, som på sit målstræv gør et så smukt og tilforladeligt indtryk … Her er endelig én, der tror på døden; der nøgternt imødeser det, at døden vil komme … Der er på dette punkt en vantro i tiden. Man klamrer sig til håbet om, at døden ikke skulle være det, den giver sig ud for at være. Her er endelig én, for hvem livet, som det leves fra dag til dag, og som en skønne dag er en saga blot, er den eneste virkelighed; en virkelighed, der har værdi for alle dem, der – som han – elsker kampen mellem de tanker, der vækker, og det uendeligt banale, – denne evigt standende strid, om hvis udfald vi har lov at håbe det bedste … “for alle gode tanker de kan ikke dø, for endnu bedre tanker er spiret af deres frø”.
Vi er her i retning af det evige. Her er i hvert fald noget, der længe overlever de enkelte mennesker: Gerninger og tanker lever længere end den, der har handlet og tænkt … Om den søvn har drømme, som Garborg skrev, det er et spørgsmål, der endnu ikke foreligger. En syg tvivl kalder han det jo også. “Du har endnu ikke lært at leve, og allerede tænker du på, hvad der vil hænde dig efter døden.” Disse Confusius‘ manende ord, der stod citeret her i bladet for nogle måneder siden, burde man skrive på sin dørkarm, at man stadig kunne have dette ildnende memento vivere for øje.
    “Liv er liv, og man må drage den mest mulige nytte af det,” står der i en af Tolstojs bøger, og denne tanke har jeg også fundet hos en fransk anarkist (Veideaux): “Da livet er tåbeligt, er læren om tilintetgørelse måske den sande. Men siden vi nu en gang lever, så lad os sætte alt ind på at gøre anarkismen til virkelighed*).

*) La vie étaut absurde, la philosophie du néaut est pent étre la vérité; mais pnisque la vie est la vie, alors tout á la realisation de l’anarchie.
(Fra Hamons Psychologie de l’anarchiste-socialiste.)

    I sine erindringer berører Krapotkin det samme, når han skriver dette: “Menneskene ønsker lidenskabeligt at leve efter døden, men mange af dem går bort uden at have mærket sig den kendsgerning, at et virkelig godt menneskes minde lever bestandig. Det indplantes den næste generation og føres videre til børnene igen. Er ikke det en udødelighed, som det er værd at kæmpe for?”
    Den samme tanke har jeg også fundet hos to norske forfattere, Bjørnstjerne Bjørnson og Thomas P. Krag.
    Bjørnson skriver i “Samtiden” (1904) i en artikel til minde om Karl Keilhau: “Hans minde bør mane. Jeg antager, at der ved begravelsen var journalister til stede, som huskede hverandre på det. Jeg var der desværre ikke.
    Jeg ved derfor heller ikke, om den fungerende præst nyttede denne kostbare lejlighed til at tale om den evighed her på jorden, som gode mennesker skaber sig selv gennem os, som de omgås. Den er nemlig sikker. Den anden, den personlige, som præsterne gerne taler om, er det ikke. Om den ved de nemlig ikke mere end vi; de bare “tror”, at det er der, som de lover os. Men så sandt som ædelt væsen og ædle handlinger forplanter sig gennem vore indtryk på vort viljeliv og derfra til dem, vi virker på, så sandt kan en ædel mand eller kvinde ikke dø.” Og Bjørnson slutter med at minde om, at Keilhau, “som hørte til de ædleste, havde opnået at blive dette uden tro på noget af det, som ender i løftet om personlig evighed i en anden tilværelse …”
    … Thomas P. Krag lader i “Gunvor Kjeld” Gunvors mand, som han brystsyg ligger og drages med døden, sige dette: “Når naturen har sat os her, så får vi bruge vore evner her … Her ligger tusind opgaver, som bærer spiren til noget evigt.”
    En og samme tanke går igennem alle disse tilfældigt valgte eksempler, af hvilke man sikkert kunne finde mangfoldige andre. Der findes i dem alle en urokkelig tro på kampens værdi.
Ja, her er sandelig mere end nok at kæmpe for. Vi behøver ikke at søge ud over døden for at finde et mål for livet. Anarkisterne vil styrte gudsbilledet, thi de troendes mål er hinsides. Vi ligger i kamp med kirken, ikke fordi den optræder som en autoritet, men også fordi den, som Tolstoj siger et sted, anser det menneskelige liv – dette højeste os bekendte gode – for kun en ringere del af det liv, som er os forbeholdt. Ifølge denne opfattelse er vort liv kun et slet og fornedret liv, en “prøvetid”, et vrængebillede af “det sande liv”.
    Vi vil bort fra kirkens, evig ens abstraktioner. Lad os hver gøre vort til at fremme den anarkistiske renaissance af sind og samfundsformer. Lad os få nedrevet de skumle, lange husrækker, disse karikaturer af menneskelige boliger, – og få luftet godt ud. Lad os få begyndt; der ligger en lang arbejdsdag og venter på folk, der tør tage initiativ.
    Vi vil bort fra de slagne landeveje med deres øde og støv. Vi træller os frem med en stadig større følelse af, at dette liv er ondt. Men man kan ikke gå i gåsegang blandt alle dem, der finder det hele rart og godt, ikke stadig gå sådan med et stille had til al denne lunkenhed og blive ved at følge trop, stadig opsætte at bryde ud af rækkerne, – uden at det bedste i én med tiden knækkes. Hvis man vil føle sig lykkelig, må man – hvad lidelser man end kan pådrage sig derved – handle, som man tænker.
    Der er et ord af en dansk forfatter, Niels Møller, det i denne sammenhæng er værd at mindes, dette: “Kun vort viljes værk er sødt at eje.”
    Få kan så tilbage på et livsværk, der er værd at eje … Og dog skulle man tro, der var nok at virke for i dette samfund, der for de fleste former sig som et evigt mareridt af ondskab og pjank.

Hvad er målet for vore revolutionære bestræbelser

    I året 1900 indså adskillige tyske anarkister, at hvis de ville opnå, at deres ideer skulle få nogen indflydelse på de tyske arbejdere, måtte de ikke trække sig ud af det socialdemokratiske parti, men virke indenfor dettes ramme, da det var et faktum, at de tyske arbejdere var tilsluttet Socialdemokratiet.
    Indenfor partiet ville de kunne få arbejderne i tale, og anarkisterne ville søge at gøre det indlysende for arbejderne, at den af Socialdemokratiet opstillede parlamentarisk-politiske aktion ikke ville føre til, det mål, som den foregaves at skulle føre til, nemlig arbejderklassens befrielse. Anarkisterne ville videre fremholde for arbejderne, at disse for at gennemføre deres egen befrielse måtte benytte den magt, som de har derved, at alle livsmidlernes frembringelse afhænger af dem.
    Ved at indstille arbejdet i alle brancher og således standse produktionen og vareomsætningen ville arbejderne kunne frembringe en situation, der kunne tvinge de herskende klasser til at give efter og lade arbejdernes fordringer opfyldes.
    Denne agitation fra anarkisternes side har nu båret sine frugter såvel i Tyskland som i andre lande. I Tyskland er der opstået et nyt part. Anarko-socialisterne, der uden at bryde med Socialdemokratiet erklærer, at de anser dem politiske aktion for at være uden gavn for arbejderne, og at arbejderne kun kan gennemføre sin befrielse gennem den almindelige arbejdsindstilling. Et lignende parti er opstået i Sverige, hvor ungsocialisterne hævder de samme anskuelser. Også fra England og Frankrig hører man, at enkelte grupper af socialdemokraterne ikke længere tror på den parlamentariske aktion; og i Norge og Danmark finder man også spor af den samme bevægelse.
    Nu opstår det spørgsmål, hvordan skal det samfund være, som arbejderne skal oprette når de ved generalstrejken har knækket den besiddende klasses modstand og kan gennemføre sin vilje.
    Den tyske anarko-socialist doktor Friedeberg udtalte i følge norsk “Socialdemokraten”s referat nylig under en diskussion: “Når vi har gennemført den sociale generalstrejke, står vi meget nær den socialdemokratiske stat. Hinke Bergegren sagde nylig: “Jeg er enig med socialdemokraterne om målet, men ikke om midlerne”.
    Man er heraf, at det er lykkedes anarkisterne at bibringe en del af de socialdemokratiske arbejdere sine anskuelser om midlerne til arbejderklassens befrielse; derimod er det ikke lykkedes dem at bibringe de samme sine anskuelser om, hvordan det samfund bør være, der skal blive målet for vore revolutionære bestræbelser, og man bør nu optage diskussionen om dette sidste spørgsmål.
    Man må være klar over, hvilken stor forskel der er på socialdemokraternes og anarkisternes anskuelse om spørgsmålet. Socialdemokratiet vil oprette et autoritært samfund: Lovgivning, regering og de dermed uundgåelig følgende domstole og fængsler skal udgøre grundpiller i dette samfund. Hvor meget og hvor lidet staten skal gribe direkte ind i produktionen i dette samfund, derom udtaler de socialdemokratiske forfattere sig meget vagt. De udtaler sig overhovedet nødig nærmere om fremtidsstaten, hvis virkeliggørelse de skyder ud i en meget fjern fremtid. Så meget får man dog at vide, at enhver for en fuldendt arbejdstime skal få sig indstillet et arbejdstimekort og at staten skal have den betydelige opgave at sikre enhver samfundsborger den fulde værdi af den mængde arbejde, som disse arbejdstimekort udtrykker. For at kunne udføre denne opgave må staten få fuldstændig dispositionsret over de frembragte varer. Den magt, som staten hverved vil få, vil blive stor, ja ubegrænset.
    Anarkisterne derimod fornægter enhver autoritet. De mener, at målestokken for individets forbrug bør være individets behov, og de har derfor ikke brug for nogen stat til at kontrollere, at enhver får det fulde udbytte af sit arbejde. De vil derimod lade de frembragte varer stå til fri rådighed for alle samfundets medlemmer – fri nydelse af produkterne, som man kalder det.
    De mener videre, at individet kan gøre bedst anvendelse af sine evner og at produktionen vil nå den fuldkomneste højde, når de arbejdende i deres arbejde har den største bevægefrihed, når alle foretagender sættes i gang kun ved individuelt initiativ og frie sammenslutninger og ikke hindres ved autoritære institutioners absolutte og indskrænkende bestemmelser.
    Autoritet i det hele taget i alle dens former – først og fremmest som stat med regering, lovgivning, embedsværk, domstole osv. , men også som personlig autoritet i det daglige liv menneskene imellem anser anarkiserne for altid at være et udslag af det ene menneskes bestræbelser for at gøre sig til herre over det andet, eller af den ene klasses stræben efter at beherske den anden.
    De mener derfor, at autoriteten kun hører hjemme i det samfund, som vi bekæmper og bør tilintetgøres med dette.
    De socialister, som har indset, at arbejderne ved at benytte de autoritære institutioner intet kan opnå under de nuværende forhold, bør overtænke, om disse institutioner kan være til gavn for dem i et nyt samfund eller om også dér kun arbejdernes egen optræden vil kunne sikre dem uafhængighed og økonomisk velvære. Efter at have overtænkt disse spørgsmål grundig vil de kunne træffe en afgørelse om, hvordan det samfund skal være, som de vil sætte sig som deres mål at gennemføre ved generalstrejke. Et er vist: Hvis deres endelige beslutning vil gå ud på at gennemføre et autoritært samfund, vil de i anarkisterne finde de bitreste modstandere.
                                                                                                For “Brand” af Kristofer Hansteen.

Litteratur

Grunden til, at menneskene stjæler, er den,
    at deres rettigheder stjæles fra dem,
    før de fødes.

    Denne sentens er lånt fra et foredrag, som er holdt i Philadelphia i “Social Science Club” 1903 af Voltairine de Cleyre gør her, klart og koncist, rede for forbrydelsens årsager og fremhæver stærkt dens naturstridighed og anviser vejene til dens afskaffelse. Hun begynder med at inddele menneskene i tre hovedgrupper: De konservative, de radikale og de ligegyldige. Det langt overvejende flertal må selvfølgelig henregnes til sidstnævnte kategori. Til denne ligegyldige, apatiske hob, som intet hellere ønsker, end at vende det døve øre til både konservativ og radikal agitation, siger forfatteren.: Jeg er ingen Atlas. Jeg vil ikke lade dig være. Jeg er ikke mere end en flue; men jeg vil ærgre dig, jeg vil summe i dine øren, jeg vil ikke lade dig sove. Du må tænke over dette.
    Også jeg vil ønske, at det udmærkede foredrag, som er udkommen på dansk i pjeceform, må summe i mange ligegyldige øren herhjemme, og vække den slumrende selvtænkning til live. Fremstillings- og fortællemåden er særdeles livfuld og farverig og emnet behandlet med en – hos en kvinde – usædvanlig skarpsindighed og logisk klarhed. Eksempelvis skal her citeres nogle betragtninger over tyveri.
    “Et menneskeligt væsen kommer til verden; han ønsker at spise, at trække vejret, at sove, han ønsker at bruge sine muskler, sin hjerne; han ønsker at elske, at drømme, at skabe. Disse ønsker er indbegrebet af hans væsen, danner det hele menneske; han kan lige så lidt lade være med at give disse virksomheder et udtryk, som vand kan lade være med at løbe ned ad. Dersom friheden til at gøre noget af dette er ham berøvet, er han på en måde krøbling, og hans energi vil tvinges i en unaturlig retning eller helt og holdent dræbes. Vel mener jeg ikke, at han har en “naturlig ret” til at gøre disse ting, indskrevet i nogen naturlovbog. Naturen ved ikke noget af nogen ret, den kender kun magt, og en lus har lige så megen ret som et menneske, for så vidt den har magt. Hvad jeg mener, er, at mennesket i lighed med mange andre dyr har set, at det ved at leve i samfund overvinder den øvrige del af naturen, og at dette samfund langsomt fuldkommengøres, at denne fuldkommengørelse består i erkendelsen af, at det heles solidaritet og sikkerhed beror på de enkeltes frihed; at denne frihed udgør menneskets sociale ret; og at enhver institution, der udgør indgreb i denne ret, vil nedbryde samfundet, vil fostre forbrydere, vil bevirke sin egen undergang.”
    De Cleyre taler her i overensstemmelse med den store sociolog Herbert Spencer.
    Fristelsen ligger nær til at citere mere af den helt igennem fængslende og tankevækkende pjece, men da pladshensyn forhindrer det, kan jeg kun på det varmeste anbefale læseren at gøre sig bekendt med denne fremskridtskvindes indlæg i et særdeles aktuelt spørgsmål. Voltairine de Cleyres skarpe forstand og medfølende hjerte gør i lige grad hende selv og anarkismen ære.

________

Jag har ej rum för frid, för kärlek och forsöning.
En känsla har jag blott: et djäfvulskt hat det är.
Och i min egen själ har Helvefet sin boning,
Det är en afgrundseld, som sargar och förtär.
    Således lyder et vers i indledningen til en digtsamling: “Hatets sänger”, som er tilsendt fra Stockholm. Digterens navn er Leon Larsson. “Svenska Morgonbladet” har i kristelig rædsel ofret digtene en flerspaltet anmeldelse under overskriften “De yttersta tidernas tecken”. Både Kristus, Paulus og Johannes må efter tur troppe op til sammenlignende bevisførelse og i sin religiøse forfjamskelse aftrykker bladet ikke mindre end ca. 17 vers af den djævelske samling. En anden avis “Vårt Land” er også på tæerne med en verdslig harmdirrende artikel, der søger at opægge øvrigheden til at gå radikalt til værks overfor digteren.
    Stærkt revolutionære er digtene og virker ved deres kraft og voldsomhed, som er nøje forbunden med det anarkistiske livssyn, der hviler på uforbeholden sanddruhed og ærlighed. Dog deler nærværende anmelder ikke forfatterens håb om samfundets genfødelse ved ild og blod. Voldshandlinger kan ikke overbevise om udøverens ret, men vil kun være hans personlige – berettigede eller uberettigede – tilfredsstillelse af hævnfølelsen. Jeg indser f.eks. ikke nytten af at kunne lægge en by øde ved ild og plyndring, når resultatet kun blev, at der rejste sig en ny i den gamles billede.
    Rent æstetisk må digtsamlingen som helhed siges at være vellykket, formen er fast og sikker, og temperamentets styrke har intet sted sprængt den rytmiske skønhed. En storladen, kraftig fantasi gør sig også af og til gældende.
    Alt i alt rummer samlingen, hvad også det skrækslagne “Morgonbladet” erkender, et betydeligt digterisk talent.
    “Hatets sänger” koster 50 øre og kan rekvireres ved at sende et brevkort til “Skorpionen”s ekspedition.

    Sundhed og skønhed. I en fed, selvrosende valgartikel om det guddommelige demokratis underværker her i byen, anføres i “Social-Demokraten”, at vandforsyningen er forbedret ved et kæmpeskridt. Dette er rigtigt, byen er tilført, gennem demokratiet, endda rigeligt med vand. Endvidere gøres restaurationerne hyggeligere, samtidig med at der oprettes en ny nødtørftsantalt, hvilke reformer må siges at være ret overflødige, eftersom vi mister – maven.

    Lygtemænd. En fornærmelse mod sine læsere var “Social-Demokraten”s opsats om blæren og Djævlen, nærmest beregnet på børn før skolealderen. Illustrationen havde imidlertid fortrinligt assimileret sig med teksten, hvori modstandere blandt andet betegnes ved: Mørkemænd. Som modsætning kan socialdemokraterne med sandhed også kun kaldes – lygtemænd.

    Fritænkeri og sindssyge. Under denne overskrift bringer “København” et vrøvleagtigt forsvar for religionen. Dets konklusion er ønsket om at publikum dog må tænke selv. En mærkværdig logik for resten, der forsvarer sin genstand med ønsket om dens absolutte undergang!

    Russisk blasfemi. “Af al slags blasfemi er den religiøse den uhyggeligste,” (ret forbavsende, vi vidste ikke, at betegnelsen blasfemi kunnes anvendes på jordens guder) “fordi det, der krænkes, er så følsomt og forsvarsløst” (det må da være dansk blasfemi af reneste vand, at kalde almagten forsvarsløs!) “og på den anden side repræsenterer så stor åndelige værdier.” (Ja, vist også kun – på den ene side.)
Denne himmerigsmundfud er serveret i “Vort Land” under ovenstående titel.

    “Socialismens fremgang i Amerika” hed en begejstret artikel i “Soc.-Dem.” forleden, hvori den med den største oprigtighed fortæller, at millionærsønnerne derovre støtter den politiske bevægelse med penge og selv tager del i ledelsen. – Kommentar overflødig.

____________________________________________________________________________

    Fra Redaktionen. Vi beder vore venner støtte os med at få bladet ud ved at agitere for det blandt bekendte. Alle henvendelser bladet vedrørende må vi endnu bede om at lade ske skriftlig til ekspeditionen: Samuelsen, Fiolstræde 36, 3. sal.
____________________________________________________________________________

Agitér for bladet!

____________________________________________________________________________