Proletaren nr. 3 – 1. årg.
PROLETAREN
Anarkistisk Organ for Skandinavien.
________________________________________________________________________________
Nr. 3_______________________Søndag den 1. marts 1896.______________________ 1. årg.
Arbejderglasværket
i Carmaux.
Lige i begyndelsen af diskussionen om denne sag fik tilhængere af deltagelsen i valgbevægelsen den overbevisning (og det var for nogle af dem en alvorlig lære), at ingen ville anerkende en deltagelse i valgkampene for at være et revolutionært middel og derfor ingen tænkte på at anvende en del af glasværkets overskud til noget sådant. Til almindelig overraskelse erklærede endogså koorperativforeninger, at deres understøttelse som andelshavere og glasarbejdernes kunder kun ville blive ydet på den betingelse, at “det mulige overskud i intet tilfælde og under intet påskud måtte benyttes til at lave rigsdagsmænd.” Fra dette øjeblik at regne, havde udvalgets politiske element tabt spillet. Man blev, med tilslutning af Jaures, der var nødt til at gøre gode miner til slet spil, enig om, at “udbyttet skulle anvendes til almen indretning med et økonomisk og socialt formål”; hvad denne nu skal være, skal fastslås af alle de interesserede foreninger.
Efter at dette var afgjort, stod nu kun tilbage: selve glasarbejdernes frihed og beskyttelse: en vigtig opgave, da nogle anarkistiske venner, inden sagen var bekendt eller helt afgjort, havde rejst en forhastet beskyldning om despoti mod udvalget. Dette har forstået, at bevise den offentlige mening, at proletariatet, der har erklæret sig for “ejer” af det påtænkte glasværk, ikke tænker på at befri glasarbejderne fra et gammelt åg for at pålægge dem et nyt, som ville være endnu mere utåleligt. Det ville desuden sørge for, at glasarbejderne i tiden mellem to generalforsamlinger, skulle være beskyttet mod al vilkårlighed fra glasværkets overordnedes side. Det fastslogs derfor: 1. at bestyreren og ingeniørerne skulle vælges af arbejderne selv; 2. at kun bestyrelsesrådet skulle have lov til at foretage afskedigelser; 3. at dette bestyrelsesråd skulle bestå at ni personer, hvoraf de seks skulle vælges af arbejderne ud af de glasarbejdere, der tilhørte det franske fagforeningsforbund (Fédération Nationale), mens der af generalforsamlingen skulle vælges tre repræsentanter for de deltagende fag- og arbejderforeninger; 4. endelig at enhver af bestyrelsesrådet foretagen afskedigelse altid kan appelleres til generalforsamlingen. Kan man så påstå, at arbejderne i Carmaux kun har afrystet en udbytning fra et mindre antal personers side for at blive udbyttet af de mange?
Efter at disse forskellige punkter var bleven afgjort, måtte udvalget løse et andet spørgsmål, der var lige så vigtigt som det første, da alt det hidtil vedtagnes opretholdelse ville afhænge af dets bevarelse. Dette spørgsmål lød således: ved hvilket middel kan man gøre fordring på alt, hvad der bliver lagt op, uden at det tillades sådanne personer eller grupper at komme ind i foreningen, der ville være i stand til at forandre statuterne således, at de kom til at udtrykke det modsatte af, hvad der havde været de arbejderforeningers formål, der havde grundet foretagendet?
Man kan forstå vanskeligheden, som løsningen af denne opgave frembød, da hvert eneste punkt i den avr en krænkelse af den franske Foreningslov af 1867. Ikke deto mindre fandt udvalget efter lang søgen på følgende udvej: Der skal foretages en indsamling ved udstedelsen af beviser på 20 centimer; et sådant bevis eller seddel skal give dens indehaver alle de fordele en sædvanlig lotteriseddel*) giver; men de skal kun kunne ombyttes i fuldt indbetalte andelsbeviser, af samme værdi, i arbejderglasværket i sådanne fag – og arbejderforeningernes navn, der har forpligtet sig til at overlade deres andel i udbyttet til en indretning med et økonomisk formål, således som det er bestemt i statuterne.
Ved dette middel henvendte udvalget sig uden at tilbagevise nogen understøttelse, væsentlig til solidariteten, hos arbejderforbundet, som en udstedelse af aktier ville have frastødt, og sikrede sig mod nogen indblanding af privatkapital.
Denne forsigtighedsforholdsregel syntes dog ikke tilstrækkelig. Da de (faglige og andre) arbejderforeninger stadig fornyes og da derfor den af glasværkets grundlæggere indgåede forpligtelse om kun at benytte udbyttet til en indretning med økonomisk formål, som så skal bestemmes af alle deltagerne, i fremtiden kunne blive krænket af deres efterfølgere, blev denne forpligtelse ikke indsat i statuterne, som stadig ville kunne blive ændrede, men derimod i spidsen for selskabets grundbestemmelser, som en afgørende og endelig afgørelse. Desuden frygtede udvalget for, at handelen med andelsbeviser engang ville kunne udelukke de faglige foreninger til fordel for de ufaglige arbejderforeninger eller omvendt, og det bestemtes derfor, at der kun kunne sælges andelsbeviser fra en faglig forening til en anden faglig forening og fra en ufaglig til andre ufaglige foreninger. Dette bærer altsammen præg af mistillid, som måske den absolutte frihedsteori kan føle sig stødt ved, men det er forsigtighedsforholdsregler, som måske retfærddiggøres ved de overrumplinger, som det kapitalistiske samfund medfører, og den begærlighed, det begunstiger.
Arbejderglasværket fortjener altså, som man kan se, fuldt ud understøttelse. De personer, der har viet sig til det, har, idet de endog er gået ud over den målestok, de nuværende økonomiske love tillader, bevaret glasarbejdernes rettigheder og revolutionens fordringer. De har endvidere – og dette kan man se på de par marxisters vrede, der ikke, som nogle andre arbejdere af samme “religion”, ville bøje sig for arbejdernes vilje – bortfjernet alt det fra deres foretagende, som kunne give det et anstrøg af det kollektivistiske**) system. Alle de, der har kæmpet mod alle former for tyranni, bør altså yde det deres bistand, uden at glemme, vi gentager det særligt, at de økonomiske forhold, hvorunder de lever, har forhindret dem i at gøre mere end de har gjort for, at sikre glasarbejderne brødet og tillige friheden.
*) Oversætteren i “Sozialist” erklærer, at han ikke rigtig kan forstå meningen med dette sted.
**) Dette ord bruges her i dets franske betydning. I Frankrig betegnes marxisterne (Gnesdisterne) som kollektivister.
__________
Tidens Krav.
____
Hvad er tidens krav?
Skulle man tro kapitalistbladenes og Social-Demokratens hæsblæsende udgydelser i den sidste tid, måtte det være et uafviseligt krav, at få Scavenius eller Oscar Hansen sat ind i Folketinget. Til dagligdag beskæftiger de nævnte blade sig rigtig nok ikke meget med politik, endsige da samfundsspørgsmål af mere gedigen værd, – Social-Demokraten gør det næppe nok – men den ekscellerer dog ikke i den grad i at bringe det faderte pjat til torvs, som de andre blade, højre- såvel som venstreblade; spalte op og spalte ned kan man i disse blade læse pikante historier, lovtaler over mer eller mindre frække variétésangerinder, modejournasartikler og servile beskrivelser af fester ved hoffet og af dragterne dér. At intet af alt dette er tidens krav, vil alle fornuftige mennesker være enige med os i.
I nærheden af valgdagen bliver bladene imidlertid alle som én politiske om en hals, da sættes alt ind på parlamentarismen. Masser af penge kastes i rendestenen til den.
Men tidens krav er ikke parlamentarismen. Der går ikke en dag, uden at der leveres beviser for dens umulighed, og i de store stater brister for hver dag der går. Tilliden hos arbejderne til dette “universalmiddel” mod den store sociale elendighed.
“Tidens krav er socialismen”, råber social-demokraterne. Men socialismen indført gennem parlamentarismen ved gradvis forbedring af arbejdernes kår, gennem en forandring af lovene – som det franske ministerium for tiden gør sig til talsmand for – det er ikke tidens krav. En forandring af lovene er kun at lappe på en gammel, forslidt klædning og hver lov bærer i og sig selv spiren til mulige uretfærdigheder – ikke at tale om, at en stat dannet på denne måde, kun vil blive en løsning af spørgsmålet, der virker skadelig, fordi den kun vil forhale en virkelig radikal helbredelse af samfundets sociale sygdomme. Hertil kommer, at der ved den sociale stats dannelse let vil skabes et tyranni og et herredømme fra oven af, der snart vil gøre tilstanden så utålelig, at man hurtigt vil gå over til den eneste mulige samfundsform: Anarkismen, en samfundstilstand, hvor det ene individ ikke lever på det andets bekostning, hverken åndelig eller legemlig talt. Hvor alle individer frit kan udfolde sig, hvor produktion og komsumption finder sted ved fri samvirken mellem de enkelte grupper, og hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.
I agitationen for og troen på dette samfund mødes arbejderen med filosofen, videnskabsmanden med digteren, og i agitationen for dette samfund vil “Proletaren” yde sit lille bidrag.
Derfor abonner på “Proletaren”, køb “Proletaren”, agiter for “Proletaren”, skriv i “Proletaren”. Alle bidrag er velkomne.
Særlig opfordres de gamle revolutionære til at komme med frem. De er vel ikke alle “døde”?
Pioner.
___________
Til erindring om August Vaillant.
_______
To år er nu gået, siden August Vaillant blev henrettet, Vaillant, som kastede bomben i det franske deputeretkammer, uden at nogen blev dræbt derved. Da der den gang her hjemme blev udbredt synspunkter i den sag – synspunkter som var beregnet på at nedsætte Vaillant såvel som de ideer, han erklærede at være besjælet af, – kunne det være på sin plads at opfriske begivenheden i folks hukommelse.
Man ville den gang indgyde folk en uovervindelig skræk for anarkismen, denne farlige fjende af det politiske rænkespil, som man af mange grunde ikke vil undlade at deltage i.
Hvem husker ikke den artikel som efter attentatet stod i “Social-Demokraten”, og hvori man på den mest umotiverede måde fremstillede anarkisterne som en bande af mordere og banditter. – Ikke et ord, som kunne bidrage til, at folk kunne forstå gerningen, kun smuds og atter smuds! Nuvel, lad os da nu to år efter forsøge at føre hele hans sjæleliv og udvikling frem for os og ud af forholdene søge at forklare os den kækkes handling. Dette vil vi forsøge derved, at vi på dansk gengiver følgende artikel af vor meningsfælle, Sebastian Faure, som kendte Vaillant personlig.
Det er to år, siden Vaillant under råbet “Død over det borgerlige samfund! Leve Anarkiet,” på Place de la Roquette vandrede til døden.
En stor menneskemængde var forsamlet på stedet og ved en usædvanlig magtudfoldelse blev denne holdt i en betydelig afstand fra guillotinen. Denne mængde, som ellers ved lignende lejligheder optrådte larmende med munden fuld af rå og vittige talemåder, med rusens udtryk i deres øjne og med uro i benene, som følge af den lange ventetid, var dengang usædvanlig rolig og imponerende.
Hans forbrydelse var bekendt. Den havde gjort mere larm end bomben, han kastede i Palais Bourbon. Ingen var ved hans kast blevet revet ud af de levendes rækker. o´g dog skulle han med sit hoved betale den skræk, han havde udsået.
To venner, som om natten havde erfaret det mørke budskab, kom for at vække mig; og jeg var der. Hvad var det for tanker, der jog omkring i min hjerne: Jeg så i tankerne den mand igen , som jeg for fem eller seks år siden lærte at kende. Han var en mand med et klart hoved, et varmt hjerte og en jernvilje. Han var kraftig bygget, han var rask i sine beslutninger, livlig i sin lidenskab og lige så stærkt var hans had. Han havde ført det samme liv som alle dem, der er født i fattigdom, og drengens kinder havde lige så meget savnet kærtegn som hans mave brød. Langt tilbage lå allerede dengang det tidspunkt, da han første gang kom i berøring med øvrigheden; han havde en gang taget noget for at tilfredsstille sin sult for ikke at falde om af udmattelse. Han havde forsøgt sig i alle fag og var kommen omkring i alle egne; intet steds havde han fundet et “fædreland”, et stykke jord, hvor lykken tilsmilede ham. Håbet om at finde noget for at tilfredsstille sin sult drev ham til Amerika og skuffelsen havde drevet ham derfra igen.
Jeg så ham for mig, som han var efter sin tilbagekomst; alle hans illusioner var bristede, han prøvede den vej, han havde tilbagelagt og den bane, der nu lå for ham: overalt uoverstigelige bjerge, utilgængelige højder, uendelige dybder.
Uvejret rasede og himlen var bedækket med mørke skyer; der stod han nu hjælpeløs i den strømmende regn, rystet af den løsslupne storms vilde rasen, intet gæstfrit hus, hvorhen han kunne fly; intet tilflugtssted, hvor han kunne bjærge sig for kvalerne; intet klart punkt i horisonten, som kunne antyde en ende på uvejret. Længe havde han gjort som så mange andre, han havde anråbt det jordiske forsyn: loven og staten, af hvem de lettroende venter en ende på deres lidelser eller en lettelse af deres byrder. Men til sidst kom han til den anskuelse, at disse stene, som ligger menneskene i vejen, disse afgrunde, som omgiver dem, alt det ikke hidrørte andet end netop fra loven og staten, netop fra det jordiske forsyn; og inderst inde gennemtrængt af det ørkesløse i at rette bønner til lovgiverne, bragt til raseri ved ophobede skuffelser og kvaler kom han til den uhyre beslutning at hævne sig på Frankrigs lovgivere. Jeg så ham i tankerne en dag gå ind i det palads, hvor de mennesker samles, som laver lovene og regere. Da kommer han i raseri til at tænke på, hvorledes rollerne nu er ombyttede og at det nu er ham, der hidtil var bleven pisket af stormen og uvejret, er ham, der har lyn og torden i sin hånd. Han har det hos sig, her under kappen. Og i et sekund, hvor hans hele jeg ikke er andet end denne skrækkelige fortvivlede tanke, – kaster han bomben.
Da flammer der et lyn! Paladsets mure, som er vant til en mindre larmende taleflom, genlyder af tordenbraget, som af ekkoet bliver båret videre og høres på alle fire hjørner af jordkloden….
Vaillant som er såret, erfarer, at et betydeligt antal meningsfæller bliver arresteret eller skal arresteres. Han har handlet som enkeltmand uden nogen andens hjælp; han står til ansvar for sin handling; han vil ikke, at nogen skal lide derfor og bekender sig som ophavsmand til gerningen. I omtrent to måneder er han i fængsel. Hans holdning er forbleven fast uden svaghed og uden praleri; han har forklaret, hvorledes han er gået til værks; dødsdommen er faldet; han venter døden, han er beredt til at tage følgerne af sin forbrydelse på sig.
Pludselig ser jeg i tankerne porten på “La grande Roquette” åbne sig og Vaillant viser sig, øjeblikkelig slugt af alles blikke, han er lænket på hænder og fødder; dog kaster han et stolt og roligt blik ud over mængden. Pludselig standser han og med meget høj stemme udråber han de ord, som er citeret i begyndelsen. Derefter vender han sit blik mod den skæbnesvangre økse, uden tvivl forekommer denne kniv ham som et symbol på samfundet.
Han havde forsøgt at hævne sig blodig på samfundet, nu hævnede samfundet sig blodig på ham.
Igennem mængden, som overværede denne sørgelige tragedie, løb en voldsom gysen som selv “fagtilskuerne”, disse udtørrede hjerter, som igennem vanen er bleven ligegyldige, ikke kunne unddrage sig.
Klokken er fem om morgenen, netop den time, da man vækkede mig den 5. februar for to år siden.
Vaillants datter er bleven tilbage hos mig. Hun befinder sig i værelset ved siden af i en lille jernseng; hun sover, hendes hænder er knyttede. Hvil i fred, barn!
I disse dage ville jeg have sat dig i pension i nogen tid; så snart man havde erfaret, at du var hans datter, viste man dig tilbage. Hvad ville børnenes forældre sige, når de erfarede, at deres børn blev opdraget sammen med en barnet af en henrettet.
Så meget desto bedre! Jeg vil beholde dig hos mig, hos os; vi vil blive ved at pleje de følelser i dit unge hjerte, som din fader ville have plejet, hvis han havde været lykkeligere, vi vil lære dig at holde hans minde i ære – trods alt; i vor midte, plejet af vor kærlighed, vil du lære at forstå den rette, den ideale betydning at de ord, som din fader talte på sin vandring til døden.
____________
Hvad er frihed?
_____
Begrebet “frihed” synes, ved første betragtning, ikke at indeholde nogen uklarhed, men ved nærmere eftertanke, ser man, at intet ord er så tvetydigt som ordet “frihed”. Man siger, at et menneske er frit, når det har mulighed for at kunne gøre hvad det vil, men for en slave, som har en god herre og som af den grund er tilfreds med son trældom, består friheden jo kun deri, at kunne fede sig under sin herre og da alle hans ønsker indskrænker sig til nydelse, kan han jo godt selv tro, at han er fri. Det nytter derfor intet, at man selv tror, at man er fri; man kan alligevel godt være ufri. En sanger, som synger falsk, kan godt selv mene, at hans sang er smuk, men harmonilæren kan overbevise ham om hans fejltagelser. Ligeså er det med friheden: Et undertrykt folk kan godt selv tro, at det er et frit folk; derfor kan et forstandigt, uhildet menneske alliogevel se, at dette folk er underkuet. Men hvad er det da at være fri? Det er ikke blot at kunne gøre, hvad man vil, men det er også ikke at anerkende anden autoritet end sin egen fornuft. For at være fri må man have en uddannet forstand, det vil sige, man skal ikke besidde en individualitet, der støtter sig på andres tanker, som man har slugt uden at fordøje dem; men man må overvinde den træge, dvaske viljekraft, som får os til at antage idéer, der er moderne, ikke for deres rigtigheds skyld, men for at blive fri for selv at tænke. Folk kalder sig moderate, radikale, socialdemokrater eller anarkister, men man bør først og fremmest være sig selv. Man bør selv danne sig en mening og have mod til at have en anden mening end en autoritet, det være sig præsten, kongen eller partilederen. Så længe folket kun har respekt for autoriteters mening, så længe forkærligheden for en bestemt mand eller en bestemt mands ord er fremherskende så længe vil folket være fordømt til slaveri, med eller uden etiketten “frihed”. Et virkeligt frit menneske er et sådant, som ikke lader sig beherske af en fremmed tanke, et uafhængigt menneske med sin egen tankeverden.
___________
Proletaren.
____
Så du ham henne ved porten?
Længe tålmodig han vented
hin morgen i bidende kulde,
bleg var hans kind af tidens
rastløse kamp for brødet.
Hjemme i bagstuens skumle,
dunkle, fattige rum,
søger hans hustru trøst
i sin Guds evangelium.
Et skingrende hvin i morgenens stilhed
af dvalen ham vækker.
Porten åbnes, han trænger sig ind
blandt de tætte rækker.
Snart foran skranken står han
mens arbejdskøberen retter
blikket mod ham ved døren
og gabende spørger: “Hva’ er dæ’?”
Næppe han hører den andens
ord om lidt arbejde, førend
han rejser sig og peger
bydende mod døren.
X. X.
___________
Menneskelykke.
______
Fra en meningsfælle i Freiburg har vi modtaget følgende til svar på artiklen “Menneskelykke”:
Den gamle fejl.
En gammel fejl begår vor afholdsmand i nr. 2 af “Proletaren” og skønt jeg ikke er det danske sprog aldeles mægtig, vil jeg dog forsøge at svare på artiklen “Menneskelykke”.
Den gamle fejl består deri, at den ærede indsender ikke alene forkaster det nuværende samfund, men også anarkistiske uden at sige os noget bedre. – Hans anskuelser om drikkeriet er der fra et anarkistisk standpunkt intet til hænder for at gennemføre alene, men et andet spørgsmål er det, om kun sådanne mennesker, som aldrig drikker en dråbe alkohol, er i stand til at hidføre et bedre samfund.
En anarkist er som bekendt modstander af ethvert herredømme og dette betinger naturligvis også tillige, at man behersker sig selv.
Som en følge deraf drikker en virkelig anarkist derfor aldrig mere, end han synes at gøre vel i. Som en følge heraf er det aldeles overflødigt at gøre kampen imod alkoholnydelsen til en hovedsag.
Men det var i det hele taget ikke hovedsagen af det, jeg ville sige. Den ærede indsender siger, at Jorden ikke er noget Paradis og vist heller aldrig bliver det, eftersom kampen for tilværelsen aldrig vil høre op osv. Således siger enhver spidsborger, således udtaler enhver sig, som ikke har nogen oplysning om vore bestræbelser. Eller som det også hedder: “det har altid været således og det vedbliver altid at være således”. Men med en sådan udtalelse viser indsenderen kun, at han aldrig har beskæftiget sig med vore ideer, da han i modsat fald ikke kunne tro, at vi nogensinde forestiller os, at Jorden skulle blive et Paradis. Ved et Paradis forstår man en tilstand, hvor man kunne få alt uden at man behøver at producere eller foretage sig det mindste. Men et sådant samfund forestiller vi os slet ikke. Vi regner med naturlovene og de siger, at man intet menneske finder, som ikke er i besiddelse af frembringelsesånd. Endvidere vil vi jo også være kulturmennesker og hidføre et samfund, hvori enhver kan blive delagtig i kulturfrembringelserne. Med få ord: Vi vil have naturlige gothold og så har vi også naturlige mennesker.
Th. Machner.
Freiburg.
Vi tilføjer:
Forfatteren til “Menneskelykke” gør sig åbenbart skyldig i en meget ensidig opfattelse af forholdene, idet han siger: “Men arbejderne bliver først lykkelig, når bajerskbryggeren ikke mere bliver rig.”
Er det da kun bajerskbryggere og brændevinsbrændere, der behersker hele samfundet? Nu, med dem blev vi vel snart færdige, dersom det var tilstrækkeligt til at gøre os lykkelige. Nej, er det ikke alle ejendomsbesidderne tilsammen, eller rettere, er det ikke hele systemet, hele det bestående samfund med sine forskellige magtfaktorer (staten, kommunen, lovgivningsmagten, politi, militær og domstole) som er skyld i de nuværende tilstande og for den sags skyld også drikkeriet?
Lad os dog ikke give os til at skære toppen af ukrudtet, men lad os rykke ondet op med roden, lad os ikke hilde os selv og andre i fejlagtige anskuelser om, at det er drikkeriet eller et andet underordnet onde, der er skyld i den elendige tilværelse, den store befolkning lever under, men lad os komme til en klar forståelse af den virkelige årsag, thi først da kan vi med held kæmpe for og opnå menneskelykke.
Redaktionen.
_______________
Visdomsord.
________
At nægte sjælen ret til at forske og spørge er at sætte præmie på dumheden eller på uhæderligheden.
Kristoffer Janson.
*
Alle større folkebevægelser, hvilken retning og hvilken hensigt de end måtte have, føre til slutningen altid til folkenes åndelige frihed.
Victor Hugo.
*
Folk! Akkordens ånd er Satan!
Henrik Ibsen.
*
For dem, som ikke har del i statens suverænitet, er lovene ikke andet end magten, sat i system.
Julius Fröbel.
*
Det være eller ikke være nu så, at mennesket undfangedes i synd og fødtes i smerte, det er dog sandt, at autoriteten skabtes af vold og er vold.
Herbert Spencer.
*
Revolutionen er den største af alle pligter, når den triumferer. Kun når den undertrykkes, bliver den til den største forbrydelse.
Af “Les droits de l’homme” (“Menneskerettighederne”).
_______________________________________________________________________________
Engelske kammerater beder os optage følgende:
Den internationale socialistiske Arbejder- og Fagforeningekongres 1896.
London Anarkist-Komité
______
Denne komité blev dannet ved en konference af anarkister, holdt i York Minster Music-Hall, London d. 26. december 1895 for at diskutere den internationale kongres.
Komittéens formål er at sikre – såvidt det er muligt og ønskeligt – en enig optræden af anarkisterne, såvel hjemme som ude, angående sagerne på kongressen og at forebygge, at de delegerede fra de anarkistiske og upolitiske arbejderes forening bliver ekskluderede af en professionel socialistisk- og arbejderkongres ved intriger fra den marxistiske klike i Organisationskomitéen.
Tochatti (Udgiveren af “Liberty”) er sekretær, Carmagnole House, Hammersmith, London, og meddelelser til ham vil være velkomne. William Wess (gruppen: “Arbejdets Venner”) er kasserer og bidrag til omkostningerne ved tryksager og andre mulige udgifter bedes sendt til ham.
S Reece,
Vicesekretær.
- Processen mod de anarkister, som var anklagede for sammen med Lega, at have konspireret mod Crispi, endte med frikendelse af samtlige anklagede. Til trods derfor er ingen af dem sat i frihed. Ad administrativ vej er de landsforvist til en øde ø.
(“Londoner Arbeiter Zeitung”.)
__________
En ærlig rigsdagsmand.
____
Raymond Gendre, en fransk rigsdagsmand, har d. 5. december forrige år offentlig erklæret, at han ikke ville stille sig til de næste valg, fordi han havde fået for megen modbydelighed ved politiken. Han betonede endvidere udtrykkeligt, at den sociale ligevægt kun kunne afskaffes tilveje ved magt. Her har vi i det mindste en rigsdagsmand, som er ærlig nok til at indrømme parlamentarismens unytte. En sjældenhed! Thi de herrer i Rigsdagen har en personlig interesse i at holde fast ved deres fede lvebrød og smedde nye lænker til folket.
(“Londoner Arbeiter Zeitung”.)
_____________________________________________________________________________
Følgende pjecer kan fås i ekspeditionskontoret:
“Til Proletariatet”. Af Joh. Most: 10 øre.
“Lønsysemet”. Af P. Krapotkin: 5 øre.
_____________________________________________________________________________
Diskussionklubben Tolerance
afholder diskussionsmøde hver mandag aften kl. 8½ i Vingt-trois, Frederiksborggade 23.
Mandagen d. 17. februar er emnet:
“Det kollektivistiske lønsystem”.
_________
Mandag d, 9. marts er emnet:
“Dåds-propagandaen”.
Alle har adgang.
______________________________________________________________________________
Husk de udelukkede skotøjsarbejdere!
______________________________________________________________________________
Redaktionens Brevkasse.
________
“Anarkismens filosofi” slutter i næste nummer
