Individet nr. 1 – 1. årg.

INDIVIDET
ANARKISTISK ORGAN FOR SKANDINAVIEN.

INDIVIDETS FRIGØRELSE ER INDIVIDETS EGET VÆRK. DEN MEDFØRER REPRÆSENTATIONENS AFSKAFFELSE.

DET BEVIDSTE INDIVID ER FRA ALLE MORALBEGREBER FRIGJORTE MENNESKE.

_______________________________________________________
NR. 1 1. MARTS 1908. 1. ÅRGANG
EKSP.: H. P. HANSEN, SUNDEVEJSGADE 20 ________________ REDIGERET AF HANS NIELSEN

Socialisme og anarkisme.
Centralisme og decentralisme.
______

Forskellen mellem socialisme og anarkisme er i få ord denne:
Socialisme hævder at produktions- og omsætningsformernes udvikling bestemmer samfundsforandringerne og at individerne ingen indflydelse har på de økonomiske forandringer i samfundet. Dette er den såkaldte marxistiske materialistiske historieopfattelse, også kaldet den socialistiske religion; den sidste benævnelse passer bedst, da socialister ligesom alle andre religioners tilhængere er bundne af deres uvidenhed.
Socialisterne deler individerne i overklasse og underklasse.
Underklassens individer bør slutte sig sammen for at bekæmpe overklassen, siger de, og forbinder hermed morallæren “solidaritetsfølelse”; denne morallære har været midlet til at disciplinere og binde de uvidende, ubevidste individer i centralisationens lænker.
Socialismens ideal er den autoriserede centralisering af den økonomiske og politiske magt. Denne centralisations realisering kræver autoritetstro og disciplin, dvs. individernes selvstændige tænkning og handlinger umuliggjorte, således at disse bliver viljeløse objekter, kun lydhøre for de parole-befalinger, der udgår fra dette tankefosters centrum.

Anarkismen er socialismens diamentrale modsætning.

Anarkisterne hævder, at alt eksisterende er materie, tankerne = ideerne danner ingen undtagelse herfra. Formerne, deres udvikling og forandring skyldes materiens cirkulationskraft.
Individet er en form for materien, som udvikler sig til selvbevidsthed. Dets udviklingstrang – egoismen – er årsagen til individernes indbyrdes kamp for tilværelsen.
Denne kamp om livsfornødenhederne bestemmer produktions-, omsætnings- og ejendomsformernes udvikling og forandring.
Anarkisten kender sig selv som den egoist, han er. Han er enhver højere magts fjende og anerkender ingen anden ret, end – sin egen magt til at udnytte alt omkring sig som brugsgenstande.
Anarkisme er decentralisering af den økonomiske og politiske magt, og dens ideal er: Anarkiet.
Det er den eneste teori om den menneskelige udvikling, som ikke er i strid med virkeligheden, idet dens lære hviler på den uomstødelige kendsgerning, at egoismen er drivkraften i udviklingen.

H. P. H.

_____________________________________________________________________________
Socialismen er ligesom alle andre religioner en smitsom hjernesygdom, en hjernetåge, der tilslører den individuelle kamp.
_____________________________________________________________________________

Ankomsts-anmeldelse.

Når vi nu, sammen med danske kammerater, starter et anarkistisk tidsskrift, så gør vi det i den forvisning, at den bliver modtaget vel af det revolutionært sindede proletariat, samt i den forhåbning, at alle gør deres bedste for at udbrede selvsamme, så den kan udvikle sig og blive endnu større og mere værdifuld.
Allerede nu vil vi klart og tydeligt fremlægge, at vor hensigt er at stå som uforsonlige fjener af de bestående samfund, at vi, så langt vor formåen rækker, ubarmhjertigt vil slå ned på al slags organiseret statssystem, endda det socialdemokratiske, vel vidende, at al statslig ordning medfører bestemmelser og love, som i deres ordning fordrer vogtere (socialdemokratiske), dommere og politivæsen – og politisystemet er den råeste form af volden.
Nej, ned med de statsligt sindede samfundsreformatorer! skal være vores kampråb.
Og til dette nedrivningsarbejde, anser vi at måtte fordre, at alle midler er tilladte.
Vi agter ikke, som en del såkaldte revolutionære socialister anser for tilrådeligt, at tage afstand fra et individs revolutionære handling. Vi ønsker, at proletariatet må opfinde og anvende sig af de kraftigste og mest effektive midler og våben.
Vi vil ikke her fremlægge noget program for, hvordan fremtidens samfund kommer til at arte sig. Vi vil istedet koncentrere vores kræfter på et radikalt nedrivningsarbejde. Vi vil forsøge af afvænne arbejderne fra at kompromittere med sine udsugere om nogle ørers højere timeløn og istedet søge at få selvstændige, individualistiske handlinger frem.
Vi ser dagligt borgere og socialdemokrater kompromittere. Lad dette være en ansporing for os, til altid og kraftigt at slå ned på volden og tvangen.
Ned med udsugerne og staten!
Frem for den indivdualistiske anarkisme!

Redaktionskommittén.

***

Bort med moralen.
_____

Individuel frihed er truet i ethvert samfund. En vis individuel frihed kan købes for penge i det nuværende samfund; derfor lever storkapitalisten i øjeblikket i en forholdsvis individuel frihedstilstand, begrundet på, at han har frigjort sig fra ethvert moralbegreb, der kunne hæmme hans ønsker og mål.
For dem, som er underkastet al mulig tvang i det nuværende samfund, såvel økonomisk som moralsk, nemlig arbejderne, gælder det om at finde den nærmeste og bedste vej til frigørelse. Og den vej, som er hurtigst og bedst at vinde igennem, er den, sin fører ud af moralen, altså revolutionere sin hjerne, frigøre sin tankegang fra de tillærte og indbildte næstekærligheds- og lignende moralbegreber, som aldrig praktiseres i handling, undtagen af frygt eller med snu beregning.
Tanker er toldfri, siger et gammelt ordsprog, det vil sige, at her er ingen bånd, ingen tvang undtagen netop det tillærte, og dette binder kun, så længe man selv lader sig binde og dette gør man absolut ikke længere end til man har forstået, at man ved at besvære sig selv med disse begreber kun bliver en fodskammel for andre, der udnytter denne éns dumhed, bedst betegnet.
Og du, arbejder, der fra barn af har fået indterpet den kristne moral, ligesom du senere har hørt og læst så meget om den socialdemokratiske kammerat- og broderskabsånd samt solidaritetsfølelse, som du i begyndelsen blev grebet af og troede på, har du ikke ofte erfaret, at det var løgn og humbug alt sammen? Derfor kast det skidt af dig, disse elendige pjalter, som aldrig vil kunne skjule noget individs nøgenhed. Og hvorfor skulle du gemme dit oprigtige Jeg under slig en maske; mennesket er og bliver egoist.
Men når det nu en gang er således, hvorfor så hykle, hvortil denne spillen komedie; du har vel hørt, hvorledes man fortæller dig, at for at praktisere anarkisme må menneskene først blive engle! Nej, du skal hverken være djævel eller engel, thi hvad betyder vel begrebet godt og ondt, når man er frigjort fra moralen. Nej, du skal bare være dig selv, være den egoist, du som menneske af naturen er; da har du først det rette grundlag og livssyn at arbejde på for dit eget Jeg.
Sammenslutningens generaler, arbejdsførerne, som nu ikke længere vil kunne bruge dig til stemmekvæg, desformedelst du nu ikke længere vil lade dig repræsentere af andre, da du derved udsætter dig for at blive snydt og narret, som det er gået dig så ofte, de vil nu beskylde dig for at nære renlivede kapitalistiske tanker – ja, politikerne vil måske endog beskylde dig for at være købt af Højremænd – men det vil jo blot sige, at du er den samme egoist, som arbejdsføreren selv er, at du ikke længere vil være trækdyr for deres med solidaritetshumbug belæssede vogn. Dermed er ganske vist ikke det økonomiske tryk borte; du vil måske føle det meget stærkere nu end før, men det betyder jo blot, at du er blevet bevidst om din stilling, om at du også må frigøre dig for dette åg, og fordringen om denne frigørelse fra det knugende tryk vil råbe i dig og gennem dig til andre undertrykte.
Nu vil du måske sige: ja, men så må vi da slå os sammen i kampen. Nej, vi skal slet ikke slå os sammen; men den individualistiske kamp, som vil fremkomme, må ganske naturmæssigt gå imod overmagten og som følge deraf få præg af en fælleskamp, uden at vi behøver benytte samme midler eller at have “førere” og da vil enhver fare for solidaritetshumbug være aldeles udelukket , når bare det frigørelsens værk fra al moral er sket i enhver bevidsthed, thi det individ, som har løsrevet sig, tåler absolut intet førerskab eller overherredømme, du er som individ enhver højere magts fjende.

H. N.

***

Kamp.

Den socialistiske bevægelse søger, gennem sine stærke organisationer, over, at samle proletarerne til strid for samfundsmæssigt reformarbejde. Nutidens socialister anser det for deres opgave fremfor alt, at være en faglig organisation parret med en politisk sammenslutning. Dette falske princip, hvilket socialismen helt gør sit eget, bliver, alt eftersom den faglige bevægelse udvikler sig, stadig mere tydeligt det fremherskende. På møder, på arbejdspladser, overalt, hvor muligheden byder sig, optrevler socialdemokratiske ledere blot endnu et: Organisér!
I den magt, som sammenslutningen giver, ser den socialdemokratiske arbejder våbnet, som skal rydde vejen til et samfund med bedre forhold, end de der nu gives arbejderne. Faglig organisasering, sådan som den er i Skandinavien, vil dog aldrig kunne skubbe samfundsforholdene andet end i yderst ringe grad.
En bevægelse som i pengene ser sit kraftigste våben, har umuliggjort en aktiv indgriben i den sociale krig for sig selv. Hvad medlemmerne tænker, hvad de vil med bevægelsen, det betyder ingenting for en fagforening; hovedsagen er, at afgifterne flyder tilstrækkeligt, rigeligt ind, til at betakke lønningerne for embedsmændene. Den faglige bevægelse har slugt socialismen. Af revolutionær kraft, findes der i arbejderbevægelsen knapt spor, men istedet så meget mere undertrykkelse og tvang.
Med de 250.000 arbejdere i Sverige, der nu er organiserede, kan Socialdemokratiet ikke forandre samfundet, tværtimod, jo stærkere den faglige bevægelse bliver, jo større kasser den får, desto sikrere kan samfundet føle sig. Fagforeningsbevægelsen er blevet en nødvendig samfundsindretning, som for en del fag, for hvilken organiseringsforholdene er synderligt fordelagtige, giver nogle ører i lønforhøjelse, for andre derimod, med ugunstige ogranisationsforhold, forårsager den blot udgifter og lønnedsættelser.
Organisationen er blevet en fremherskende form, som får arbejderne til at opgive den revolutionære bevægelse og at blive legebolde i arbejderløjtnanternes og kapitalisternes hænder. For socialismens princip om individets opgave i organisationen, er anarkismen stik modsat. Socialismen og anarkismen vil derfor aldrig kunne sammenføres, som nogle velmenende sjæle ønsker.
Anarkisten må bekæmpe sine modstandere, så længe han vil eksistere. Modstanderne skal ikke søges udelukkende blandt det nuværende samfunds tilhængere, endog socialistens opfattelse af organisationens enestående saliggørende formåen, må bekæmpes.
Socialismen arbejder hensynsløst for at fæstne proletariatet endnu kraftigere til staten, ingen midler lades uprøvede. Hjælper ikke den vel indpiskede solidaritetsvise, da ved man at benytte massernes sløvhed og dumhed til opgaven, ved at påråbe sig frihedskamp, ligeså vel som kapitalistsstaten fraråber sig anarkiet.
Den faglige arbejderbevægelse, bygget på bedrageri, vold og tvang, må søndersprænges, den må tilintetgøres, såvel som staten selv skal tilintetgøres. Den konserverende kraft, som samfundet nu suger til sig fra den faglige og politiske bevægelse, socialismen har bygget op, har gjort, at staten i dag står stærkere end nogensinde før, at individet i dag er en vare, som pengene behersker og hensynsløst behandler, alt eftersom konjukturerne veksler.
Fagforeningen har solgt proletaren for en sum i sølv for kapitalismen, men kontrakten annuleres, da proletariatet rejser sig, gør sig fri for organisationens trykkende bånd, da han atter kommer i tanke om, hvad han end er indenfor eller udenfor organisationen, at han er individ og ikke en organisationsdel.
Med den frie organisation, skabt ved agitationens bedrift, har de socialdemokratiske fagforeninger ingen lighed. De sidstnævnte søger at lappe en rådden samfundsskik, men – de mislykkedes. Staten må dø.
Organisering for organisationens egen skyld, ligesom den faglige bevægelse, kan som konsekvens kun bidrage til den undertrykkelse, som staten, den nu største organisation, udøver, med endnu mere undertrkkelse.
Kampen føres altså ikke alene mod samfundet uden også mod socialismens kamp for princippet om, at alt og alle skal indrulleres i deres organisation. Men kampen skal føres heftigt og skarpt.

Kobe.

***

Flyt ud!

Flyt ud, flyt ud fra Pjaltenborg,
moralens svinesti,
de grimme laser kast dem bort,
thi der er lus deri.

Se nu, hvordan de lege skjul
med nøgen egoisme
og dækker sig med alskens skidt
af skellig pietisme.

I barmhjertighedens tågebrus
fortumlet om de vandre –
i solidaritetens navn
bestjæler de hverandre!

Nej, vis du kun din nøgenhed,
moralens kludelaser,
det usle omhæng smid det væk,
det er kun hule fraser.

Du har en medfødt egenskab,
dens navn er egoismen –
hvis du om den dig er bevidst,
du hylder anarkismen!

H.N.

o o
o

Socialismen.

Der findes i socialismen en ligefrem komisk sammenblanding af naturalisme og kristendom. Socialisterne er jo i almindelighed og særlig når det drejer sig om deres pligter, naturalister. Da må alt gå naturens gang. Men når det gælder deres rettigheder, bliver de straks kristelige i deres anskuelser og udtryksmåde.
Deres brug af ordet retfærdighed og deres fordring på social retfærdighed som på noget, der er begrundet i selve naturens eller verdens orden, – er et forfalsket lån fra kristelig tankegang, en stump af den børnelærdom, som med magt er trykket i den af kirken og skolen. – Begrebet retfærdighed hører kun hjemme i den personlige verden, refererer sig til love eller løfter, givne af og gældende personlige væsner. At tale om retfærdighed ud i det blå i en upersonlig verdensorden er lige så meningsløst, som at tale om “op og ned” ude i verdensrummet, da “op og ned” alene har betydning i forhold til Jordens centrum, vil sige: bort fra eller ind mod Jordens centrum. – Hvad man ikke har skaffet sig løfte på, det har man ingen ret til at kræve og det er derfor heller ingen uretfærdighed, om man ikke får det.
Man kan kalde naturen mild eller hård, forståelig eller uforståelig, eller mange andre ting, men aldrig retfærdig eller uretfærdig.
Ligeledes med lighedsprincippet: det har heller ikke det mindste med naturens såkaldte “love” at gøre. Naturen kender kun til magt. Hele den naturmæssige evolution beror jo netop på dette, at ligheden brydes, at der ud af arternes rækker træder individer frem, der hæver sig over deres jævnlige, frembringer ny forskel og ny strid, holder kampen for tilværelsen og dermed fremgangen ved lige.
Nu er det vel sandt, at også lighedsprincippet spiller en rolle indenfor naturens husholdning. Mange jævnstillede individer kan i fællesskab udrette mere end de enkelte i kamp mod hinanden indbyrdes. Det er sandt. Men uligheden bliver altid ved at være grundforholdet i naturudviklingen. Ligheden kan virke som en parentes i uligheden, men uligheden kan virke på egen hånd. Hundrede ulige kan fortsætte kampen og dermed udviklingen. Hundrede lige kan intet udrette, medmindre de i samling kæmper mod en udeforstående ulige, eller de vender sig mod hverandre indbyrdes, hvorved uligheden også ophæves.
Ligheden, sat ubetinget som det eneste i sig selv tilstrækkelige og som det, hvor imod det hele skal stile hen, er naturmæssigt set en meningsløshed; den er, som samfundsidé betragtet, noget, der kun har hjemme, hvor alt grundlægges på den for øjeblikket herskende indbildte næstekærlighed.
Hvad enten vi da ser på den mere formelle fejl: at socialisterne anvender ordet retfærdighed på områder, hvor begrebet retfærdighed slet ikke hører hjemme, eller vi ser på den reelle fejl, at de stræber mod en lighed, der strider mod selve naturens udviklingslov, må vi sige, at fejltagelsen har sin begrundelse i en sammenblanding af kristelige og naturalistiske elementer, der kun forkludrer en naturalistisk samfundsbetragtning.
Deraf kommer socialisternes blødsødne og tåbelige snak om deres ret, hvor det alene er magt, det drejer sig om.
Det er ikke blot uvidende menige blandt socialisterne, der taler om denne verdens-retfærdighed, det er også og netop deres teoretikere, som slår om sig med disse fraser.
Selve idéen om den socialistiske fremtidsstat med sin gennemførte lighed – den er kun en stump ufordøjet katekismus. Thi hvor naturen skal være det bærende, er ligheden principielt det samme som døden.
Det er den kristelige tale om retfærdighed og lighed, der har smittet socialisternes tankegang. – Men der er endnu et tredje område, hvor det samme gælder. Når socialisterne taler om “humanitet”, mærkes det tydeligt, at de har forset sig på kristendommens lære om den ubetingede, alttilgivende barmhjertighed.
Alle samfundets medlemmer, lag efter lag, synker efterhånden ned til at blive statsforsørgede ladegårdslemmer.
Der er ingen fart i nogen ting, der er ingen træk i samfundsskorstenen. Det er intet under, at livet bliver slapt og mat i vore dage – trods al maskinernes travlhed; skorstenen trækker ikke og hele samfundsbygningen står derfor fuld af påtvungen falsk-kristelig barmhjertighed, som ingen virkelig føler – det offentlige heller ikke – men som ligger i luften, denne fede, kulosforgiftede luft, hvori vi lever.
Derfor bort med masken! Lad menneskene fremtræde som de egoister de er.
Får egoismen ikke, hvad der tilkommer den, da lammes selve grundkraften i det naturlige liv.

Valdemar Birkebjerg.

***

Anarkismens og socialdemokratiets
uforenelighed.

Der er ofte fremkastet den påstand, at anarkismen skulle være udgået fra Socialdemokratiet, samt at begge bevægelser skulle have sammenfaldende skæringspunkter, og at disse skæringspunkter netop skulle være de væsenligste i begge retningers teorier.
De vigtigste af disse skulle være kritikken af samfundet samt deres forhold til ejendomsretten. Men ved nærmere betragtning vil man tydeligt finde, at det er en fuldstændig misforståelse, at anarkismen og Socialdemokratiet har noget som helst sammenhæng.
Socialdemokratiet betragter individerne endog som kuede i udviklingen, og at de hverken med eller imod deres vilje kunne gøre noget for at ændre selvsamme eller kaste den ind på andre baner, at menneskerne helt og holdent er underkastede den økonomiske udviklings love.
Anarkisterne derimod anser, at det er menneskerne, som skaber forholdene og mener, at det er da siden bliver disse, der kommer til at forandre de samme. Når menneskerne udbygger den nuværende samfundsopbygning, kunne de siden nedrive den samme.
Socialdemokratiet er autoritær og bygger på lovenes autoritet. Anarkismen er antiautoritær og bygger på friheden.
Socialdemokratiet ser masserne; anarkismen individet.
I kampen mod samfundet benytter socialdemokraterne sig af parlamentarismen. De vælger rigsdagsmænd for først så småt at reformere og forbedre det gamle, og ved et givet tilfælde, når de får folkemagten med sig samt majoriteten i Rigsdagen, at indføre den socialdemokratiske stat.
For anarkisterne er det fuldkommen ligegyldigt om der er herremagt eller folkemagt, om repræsentanterne i parlamentet er folkevalgte eller valgte af overklassen. De er under alle omstændigheder undertrykkere overfor de, som ikke godkender loven.
Anarkisterne betragter den individuelle handling og generalstrejken som de hovedsagligste midler til at omstyrte det bestående.
I dne socialdemokratiske stat ser anarkisterne en større fare end i den privatkapitalistiske, idet det af ganske sikre grunde bliver sværere at komme til en anarkistisk tilstand fra den socialdemokratiske stat end den privatkapitalistiske.
Når de socialdemokratiske partier i forskellige lande allerede nu, når de da har magt som part, udelukker anderledes-tænkende medlemmer, hvordan skal det så ikke gå, når deres stat er indført.
Helt sikkert kommer da den socialdemokratiske regering til at vedtage foranstaltninger, som på en eller anden måde hindrer de personer, som fremfører andre idéer end dem, som af staten kan tolereres.
Endda kommer arbejdet i den socialdemokratiske stat til at blive tvang, en slavestat med embedsmandsvælde og økonomisk tryghed for slaverne.
Modsat socialdemokraterne, som dog efterstræber overtagelse af staten og omlægning til aleneforanstaltende og aleneherskende og dermed en forstærkning af statsidéen, efterstræber anarkisterne en total tilintetgørelse af staten, uden derfor på forhånd at opkonstruere noget nyt, da de anser det for at være en umulighed langt i forvejen at kunne opbygge et samfund, som antageligt ligger mange år frem i tiden.
Socialdemokrati og anarkisme har intet sammenhæng.
Socialdemokrati = lovbundethed = tyranni.
Anarkisme = lovløshed = frihed.
Altså frem for friheden!

N.

***

Gustav Bang og anarkismen.

Når arbejderne og middelstanden om mandagen modtager “Social-Demokraten”, findes næsten altid en spidsartikel af Gustav Bang, der er så tør, at så godt som ingen gider læse den. Af gammel vane er de så vante til at betragte alt, hvad der er tørt, for “videnskabeligt” og det er noget, de ikke gerne indlader sig med. Nej, de går videre i teksten og læser om husmidden, ikke den socialdemokratiske, men den i møblerne og om hvem der får de 300 millioner i England, hvilket interesserer enhver småborgerlig socialdemokrat, om arbejdsmand Petersens sølvbryllup og bliver begejstret, når der står, at samme arbejdsmand Petersen har levet “lykkeligt” sammen med sin kone i 25 år, ligesom han er en “tro” partifælle, der selvfølgelig er medlem af vælgerforeningen i sin kreds, hvor han har været en ivrig agitator og skaffet Winblad flere hundrede abonnenter.
I den senere tid er der imidlertid kommen lidt mere liv i doktorens pen. Han er blevet bange for anarkisterne, der truer hans fremtidsmuligheder som arbejdsfører, og han har derfor påtaget sig at bevise, at anarkismen er umulig. Det var jo grueligt galt, hvis arbejderne ville begynde at tænke og handle selv i stedet for at være nar for de humbugsmagere, der siger, at de vil os noget “godt”. Han frygter, at arbejderne skal undlade at stemme ved de store vækkelsesmøder, der foregår hvert tredje år og at han af den grund ikke skulle blive rigsdagsmand. Derfor den livlige pen.
Først får vi en lang artikel om anarkismen som helhed, hvori han søger at bevise, at vi ønsker smådrift, privatejendom og kalder af den grund anarkismen for “småborgerlig” og i næste artikel skriver han, at “anarkismens fader”, Proudhon, sagde, at ejendom er tyveri. Ja, man skal høre meget, før ørene falder af. Men lad mig springe over modsigelsen og holde ham fast ved det, han selv mener er det afgørende, det “småborgerlige”. Hvem er det, der er småborgerlig? Anarkisterne, der vil den fuldstændige individuelle frihed ad den nærmeste vej, eller det borgerlige parti, Socialdemokratiet, der holdes ved magt af detailhandlere, og hvis øvrige stemmekvæg, arbejderne, kun spekulerer på at få 5 øre mere i timen, så de kan få sparet sammen til et byggeforeningshus, medens rigsdagsmændene for at fiske stemmer laver husmandslodder til landarbejdere på trods af, at partiet anerkender stordrift som det bedste. Ja, Gustav Bang har sandelig grund til at tale om “småborgerlig”. Jeg kender intet så småborgerligt, som alt, hvad der hører det “moderne” Socialdemokrati til.
I slutningen af den første artikel lover han os, at han i efterfølgende vil omtale de væsentligste blandt de anarkistiske forfattere og med spænding imødeser jeg, hvorledes han vil klare dette skær. Da så artiklerne kommer, nævner han kun 3 forfattere, Proudhon, Bakunin og Kropotkin, medens der selvfølgelig eksisterer mange flere, der har haft stor betydning og det er interessant at lægge mærke til, hvorledes han tager de forfattere, han mener lettest at kunne klæde af, nemlig de kommunistiske, medens han, ligesom katten, der går udenom den varme grød, aldeles ikke omtaler en eneste af de virkelige anarkister, de individualistiske, men i stedet for, på småborgerlig vis, fortæller os om rædslerne ved bombekasterne.
Jeg vil forøvrigt i denne sammenhæng gerne spørge “Social-Demokraten”, hvorledes det skal forstås, når bladet i en boganmeldelse af Hans Jægers “Anarkiets Bibel” skrev, at det var jo meget smukt og ideelt, men det kunne vistnok først opnås, når vi var kommen gennem den socialistiske stat og Gustav Bang nu erklærer det hele for småborgerligt og umuligt!!!
Mon nogen af læserne kan knække den? Jeg kan ikke.
Til slut skal jeg blot sige, at selv om Gustav Bangs artikler kunne trænge til en grundig gendrivelse på grund af, at de er ganske misvisende og fordi, at hvis det var sandt, hvad der stod om disse forfattere, så havde ingen af dem været anarkister, vil vi dog ikke her i bladet indlade os på forklaring og forsvar af den enkelte skribent, da vi ikke er af absolut samme mening som disse.
Vi har vore egne meninger.
Vi har ingen autoriteter.

Valdemar Birkebjerg.

***

Max Stirner og staten.
Oversættelse til dette tidsskrift.
_______

Den bedste stat må åbenbart være den, som har de mest loyale medborgere og jo mere hengivenheden for lovene forsvinder, jo mere må staten, dette moralsystem, dette moralske liv, mindskes i kraft og fortræffelighed. Med de “gode borgere” går også den gode stat til bunden og opløser sig i anarki og lovløshed. Respekt for loven! Med dette kit sammenholdes staten. Loven er hellig og den, som synder imod samme, er en forbryder. Uden forbrydelse ingen stat: den moralske verden – og det er staten – er fuld af slubberter, bedragere, løgnere, tyve osv. Da staten er “lovens herredømme”, lovens hierarki, kan egoisten i alle tilfælde, da hans fordel ikke sammenfalder med staten, blot hjælpe sig frem ad forbrydelsens vej.
Staten kan ikke opgive sin fordring på, at dens love og forfatninger skal være hellige.
Således udfærdigede staten en duel-lov. To mennesker, som er blevet enige med hinanden om at sætte deres liv på spil for en vis sag (ligegyldig hvilken), får ikke lov dertil eftersom staten ikke ønsker det; den opsætter straf dér imod. Men hvor blev selvbestemmelsesretten af? Helt anderledes forholder det sig da, når samfundet, som eksempelvis i Nordamerika, bestemmer sig for at lade duellanterne bære visse ubehagelige følger af deres gerning, f.eks. berøvelse af den hidintil udnyttede kredit. Det er enhvers sag at nægte kredit og når et samfund af en eller anden årsag berøver en person hans kredit, så kan den, der rammes deraf, ikke beklage sig over indskrænkning i sin frihed; samfundet gør blot sin egen frihed gældende. Dette er ikke synderskyld, ikke straf for en forbrydelse. Duellen er her ingen forbrydelse, men en gerning, mod hvilken samfundet griber til visse forholdsregler. Staten derimod, stempler duellen som en forbrydelse, dvs. som en krænkelse af den hellige lov; den gør den til en kriminalsag. Overlader et samfund til den enkeltes egen afgørelse, om han gennem sine handlinger vil pådrage sig ubehagelige følger og vanskeligheder og tilkender ham fri beslutningsret, går staten en anden vej og frakender den enkelte hver ret til afgørelse, medens den istedet sætter sin egen afgørelse, statloven, som den eneste ret, så enhver, som forsynder sig mod statens bud, betragtes, som handlede han mod Guds bud, en anklage, som også gøres gældende af kirken. Gud er der den hellige i og for sig og kirkens bud og statens bud er den helliges bud, som han tilstiller verden gennem sine smørelser og sine hænder af guds nåde. Havde kirken dødssynder, så har staten dødelige forbrydelser, havde den kættere, så har staten højforrædere, havde den kirkestraf, har staten kriminalstraf, havde den inkvisitoriske processer, så har staten politisystemet, kort sagt, dér synder, hér forbrydelser, dér syndere, hér forbrydere, dér inkvisition og hér – inkvisition. Må ikke statens hellighed, ligesom kirkens, falde? Skal undersåtterne fortsat være ydmyge?
I forbrydelsen har individet altid været tvunget til, at hævde sig og spotte det hellige; brud på det hellige kan blive almindeligt. Revolution vender ikke tilbage, men en vældig hensynsløs, skamløs, samvittighedsløs, stolt forbrydelse. Hører du ikke dundret i det fjerne og ser du ikke, hvordan himlen tier anende og formørkes!

***

Vor Skarnkasse.

Stemmekvægsanarkister. En kvinde ved navn Elisabeth Jørgensen, som en tid har duperet København med at gå omkring og præke noget, som hun kaldte anarkisme samtidig med, at hun fortalte, at de individualistiske anarkister er nogle gnavne mennesker, hvis utilfredshed skyldes deres sure maver, og deres kritik af fagorganisationerne var ækle opstød fra disse, har i den senere tid begyndt at opagitere kvinder til at gå til valg og er således falden tilbage til de borgerlige elementer, hvor hun hører hjemme. Har hun fået sur mave?

Kinesermissionen. Da der blandt danske kinesere hidtil har været uomtvistet tiltro til profeterne og de derfor var uanfægtede af nogen som helst kætterisk lære, er det jo ikke underligt, at det er faldet som en tung sten på disse, at der i den senere tid er begyndt at trænge andre meninger ind i folket. En af disse, hvis navn er Gustav Bang og som kineserne skylder megen tak for sine videnskabelige afhandlinger om forretningstaktik i kineserkvartererne, har nu påtaget sig det hverv at modarbejde det nye evangelium, idet han påviser, at det egentlig kun egner sig for småborgere. – Derfor indflet hans navn i Eders – Fader vor – hver aften.

Obadias.

Politisk Plumkage. Man tager: En masse agitationsæg og pisker rigtig godt, stadig og uden ophold, derefter tager man fagforeningsmel med valgfondsmærke og rører ud i enighedsmælk fra Stemmekvægsgård, der tilsættes nu reformgær, alderdomsforsørgelsessukat, arbejdsløshedsrosiner samt militærudgiftnedsættelseskardemomme og ægte regnskabsmargarine; hvis man nu har råd til det, kan man presse nogle dråber af en kvindevalgretscitron i det hele, hvorefter det æltes til en jævn dej og bages over en svag ild af lovmagerresultater.

Madam Borgbjerg.

Fader vor, du, som er i Farimagsgade,
Heldigt vorde dit demokratiske navn,
tilkomme dit ministerium,
ske din vilje, som i folket, så og hos hoffet.
Giv os i dag vort daglige valgflæsk,

og forlad os aldrig vor skyld, hvis vi undlod at stemme;
Led os bare længere ud i blindhed,

men fri os fra selvstændige tanker;
Thi din er taburetten, magten og æren i evig dumhed.
Amen.

Advarsel. Da det er kommen til vor kundskab, at der her i staden forhandles pebernødder, som indeholder anarkistisk peber, hvilket er for stærkt for socialdemokratiske maver, advares herved arbejderne mod at købe eller nyde sådanne.
Farimagsgade i december 1907.

Usundhedskommissionen.

Legater. En del affaldsbrænde, opsamlet på den politiske losseplads, bestående af arbejdsløshedslovssplinter og lignende, uddeles til værdig trængende arbejdere. Ansøgninger, som indsendes i god tid, må være vedlagt prima anbefalinger for autoritetstroskab samt forholdsattest fra samtlige arbejdsgivere, der har haft ansøgeren i beskæftigelse efter hans fyldte tiende år.

Den socialdemokratiske husmidde, politik, har angrebet en uhyrlig bunke arbejderhjem og hærger disse i en uhyggelig grad. Den udbreder en bedøvende stank, som bevirker, at arbejderne befinder sig i en søvngængertilstand, der sætter dem ganske ude af stand til at tænke klart over deres stilling i samfundet.

Foreningen til bibeholdelsen af klasseforskellen i Danmark afholder stort protestmøde mod anarkismen førstkommende søndag. Pastor P. Knudsen taler over ordet: Fattige have I altid hos Eder!

“Soc.-Dem.” 4. kap. 3. vers.

______________________________________________________

Lidt af hvert

Følgende godbid fandtes at læse i højrepressen allerede inden vores tidsskrift udkom:

“Anarkisttidsskrift i Skåne.

“Individet”, anarkistisk tidsskrift, hedder et tidsskrift, som bare annonceres i socialistiske tidsskrifter, skulle begynde at udkomme i Malmö i dag.
I andre lande er lignende publikationer blevet beslaglagte umiddelbart efter udgivelsen, men i Sverige går alt jo an.”
Jo, jo, selv har de en masse midler og vil have flere til at undertrykke de retslærde, men os under de ikke et tidsskrift.
Lad os ruste os med kraftigere midler!

___________________________________

De hidtil udkomne numre af “Skorpionen” ialt 19, kan fås for 2 kr. ved henvendelse i vor ekspedition.

*******************************************************
Meningsfæller!

Da det har sine vanskeligheder at få trykt vore blade, når disse skal indeholde stof, der virkelig duer, har vi ment det formålstjenligt selv at oprette et trykkeri, hvorfra vi uden boykotning fra de forskellige autoriteter kan sprede vore meninger. Vi opfordrer derfor meningsfæller til at tegne

Andele á 5 kr. i
“Skandinavisk Trykkeriforening Individet”
(…)
“Individet udkommer foreløbig hver 14. dag, men så snart vi ser os i stand dertil, vil vi udsende bladet hver uge.

Agitér for bladet!

Redaktionskommiteen.

*****************************************************

~ af en anarkist på juni 6, 2008.