Proletaren nr. 2 – 1. årg
PROLETAREN
Anarkistisk Organ for Skandinavien.
______________________________________________________________________________________________
Nr. 2 Søndag den 16. februar 1896. 1. årg.
______________________________________________________________________________________________
Arbejderglasværket
i Carmaux.
Siden afslutningen af strejken, eller rettere sagt, udelukkelsen af glasmagerne i Carmaux, går der i Tyskland forvirrede rygter om stridigheder indenfor de franske arbejdere. Som bekendt har en fransk dame skænket 100 000 francs til grundlæggelsen af et glasværk på et fællesskabs grundlag. Men om sagens videre forløb vides intet nærmere. Selv Vorwärts særlige pariserkorrespondent har hidtil “været forhindret” i at skrive en beretning om denne sag. Grunden hertil vil læseren af denne artikel snart kunne forstå, i al fald bedre end læserne af Vorwärts, hvem kendsgerningerne er ubehagelige. I vort broderblad i Paris, Temps nouvaux, finder vi en saglig fremstilling af forholdene, som vi her gengiver.
* * *
Man kan let forstå meningsforskellen med hensyn til det påtænkte arbejderglasværk i Carmaux, når man ser, at den komité, som det er overdraget at sætte sagen i gang, først lige for nylig er blevet klar over sin opgave. I flere uger har den haft så mange hindringer at overvinde, så mange angreb at imødega og – hvorfor ikke sige rent ud, hvad alle dog aner – så mange skidne rænkespil at komme uden om, at den ikke vidste, om dens anstrengelser ville føre til et lykkeligt resultat, ja om ikke de politiske forræderier til sidst ville tvinge den til at opløse sig; derfor var den ude af stand til at indvi publikum i sit program, at give en fremstilling af sit mål og meddele de midler, den ville benytte. Da desuden glasarbejderne i Carmaux undgik at tage nogen afgørende stilling til komitéen på den ene side og giverinden af de 100 000 francs, fru Dembowegs tillidsmand på den anden sige, og da pressen stadig bragte artikler, der mere var skikkede til at gøre spørgsmålet uklart end at oplyse det, kom der et øjeblik, hvor den offentlige mening ikke mere havde den ringeste anelse om det værk, til hvis fuldførelse man forlangte dens understøttelse.
For 8 dage siden har nu glasarbejderne i Carmaux erklæret, at Arbejderglasværkskomitéen, som har sit sæde i gaden Rue vieielle du Temple nr. 110 i Paris, ene og alene har fået overdraget det hverv at indsamle den kapital, der er nødvendig til at grundlægge en fabrik for. Derved har de gjort mere for at nå et resultat end, om de havde forsøgt at behandle modsatte og uforenelige interesser med varsomhed, thi deres erklæring spreder al uvished hos komitéen og sætter den desuden i stand til endelig at sige hele verdens arbejderklasse, hvad komitéen venter af den og hvorledes de penge vil blive anvendt, som arbejderverdenen stiller til dens rådighed.*)
Idet komitéen påtog sig den opgave at befri glasarbejderne for entreprenørernes udbytning ved at bygge et arbejderglasværk, måtte den først og fremmest besvare følgende spørgsmål: Skal glasværket være en ny anvendelse af produktionssystemet? Eller med andre ord: Skal glasarbejderne være ejerne og følgelig dem, der fik hele udbyttet?
Om dette punkt fandtes der ikke og kunne der ikke findes spor af tvivl. Komitéen var helt og holdent sammensat af folk, der var fjender af produktionsforeninger, fordi de ved, at i det nuværende samfund kan alle forbedringer kun komme enkelte dele til gode og vil derfor indenfor proletariatet frembringe et elendighedens aristokrati, og at i det tilfælde, at (hvad der er umuligt) alle ville organisere sig i sådanne foreninger (medens kapitalismen endnu består), den almindelige forbedring, som ville opstår ved, at varerne blev billigere, straks ville blive gjort betydningsløs ved en tilsvarende nedsættelse i arbejdslønnen; komitéen havde på den anden side at gøre med arbejdere organiserede i foreninger, og som nærede den overbevisning, at den havesyge, som en sådan foreningsorganisation indgyder, er en hindring for den revolutionære løsning af det sociale problem. Den erklærede derfor ligestraks og så at sige uden nogen diskussion, at det tilkommende glasværk i Carmaux ikke skulle være noget fællesforetagende i ordets almindelige betydning. Det ville desuden have været meget mærkeligt, om de, der principielt benægtede ejendomsrettens, indlod sig på at skabe en ejendomsbesiddende gruppe, som ville få andre interesser, som ejere, end deres tidligere arbejdskollegaer.
Komitéen besluttede altså straks at danne en fællesejendom ud af glasværket, der skulle være udelelig og, hvis sagen forretningsmæssigt gik godt, ikke skulle kunne sælges. Men hvilken godtgørelse skulle de have, som det blev overladt at benytte glasværket? Skulle og kunne man på dem anvende formlen: Enhver skal have det fulde udbytte af sit arbejde?**) Det ville man ganske vist kunne have gjort, men man ville derved skabe en gruppe foretrukne arbejdere, hvem deres større indtægter ville stille bourgeoisiet lige så meget nærmere, som de ville bringe dem længere bort fra arbejderklassen, derved afskaffede man nødvendigvis et bestemt antal revolutionære faktorer og, da ingen kan vinde uden, at nogen anden taber, så ville man gøre proletariatets nød, så meget større. Hvad stod der så tilbage at gøre? … Man måtte give afklad på at skabe en del bedrestillede individer og var nødt til samtidig at vise bourgeoisiet, at snylterisystemets fjender forstår at ære arbejdet, i det de tilkendte det den højeste godtgørelse, som stemmer overens med de økonomiske forhold, og dette gjorde komitéen, i det den fastsatte godtgørelsen af glasarbejdernes arbejde til den højeste løn, der betales i glasindustrien.
______
* Vi er ikke sikre på det, men det lader til, at Fernand Pelloutier, denne artikels forfatter, er medlem af komitéen, og vi har så aat gøre med en slags officiel udtalelse.
(Socialists redaktion.)
**) Man må ikke misforstå os, i vore øjne er denne formel ikke engang et fremskridt lige overfor den, det nuværende samfund anvender. Vi vil kun sige, at dette var det eneste, hvorpå komitéen kunne tænke.
(Forfatterens anmærkning )
Til hvilke personer eller formål skille nu fortjenesten ved foretagendet anvendes?
Skulle den hjælpe til at forøge aktionærernes sparepenge? Nej, thi når frygten for at forringe glasarbejdernes revolutionære følelser fik komitéen til at unddrage dem det overskud, som de efter ovennævnte*) princip var de eneste berettigede ejere af, så måtte den have endnu stærkere årsag til at benægte kapitalen endog den ringeste andel i udbyttet. Der var kun én løsning på spørgsmålet. Ligesom selve glasværket måtte også overskuddet blive hele arbejdermassens ejendom og kunne blive bestemt til et værk, der angik alle, med et åbenbart revolutionært og fastsat mål, og det ikke af noget enkelt individ, men af den samlede masse af foretagendets ejere.
På dette punkt måtte man frygte for, at der ville opstå et sammenstød mellem dem, der dannede komitéen, som er forskellige af karakter og tilhængere af forskellige teorier. Der var omtrent lige mange tilhængere af dem, der var for, og dem der var imod en deltagelse i politiske bevægelser, og omtrent lige så stor var antallet af de arbejdere, der uden at være fjender af al deltagelse i rigsdagsbevægelserne, dog har hørt op med at tro på muligheden af at gennemføre den sociale revolution ved en systematisk erobring af den politiske magt, og som kun sætter pris på valgperioden, fordi den gør dem det muligt at opslå plakater uden at betale stempelafgift og afholde møder uden omkostninger. Hvad skulle nu komitéen forstå ved et værk med revolutionært formål?
(Fortsættes.)
__________
*) Dette ord må sikkert indskydes for at forklare den modsigelse, “Socialist”s oversætter klager over.
(Den danske oversætter).
En erindring om Padlewsky.
Det var i året 1884 i det psykiatriske auditorium i St. Johan Hospital i Warzawa, at den nu afdøde professor Plevskowski blandt andre tilfælde af sindssygdomme også bragte et tilfælde af politisk mani på tale, et tilfælde, som han lovede at demonstrere nærmere ved fremførelse af patienten.
Der var vel ca. 100 studenter og læger tilstede, som alle nysgerrig rettede deres øjne mod en ung mand, som blev ført ind i salen af hospitalsportørerne. Den intrædende var en mager ca. 30-årig mand af middelstørrelse. Det krusede hår var allerede hist og her isprængt med fine sølvtråde og de skarpe gennemtrængende øjne lå dybt i deres huler. Det magre melankolske ansigt, den spidse hage, den høje pande, alt bar præg af høj intelligens, trods mandens ungdom var hans ansigt allerede gennemtrukket af dybe furer, et bevis på, at dens indehaver allerede havde lært at smage livets hårdhed.
Da han havde indtaget sin plads ved professorens side og havde besvaret nogle spørsgmål af mere formel natur, bad han professoren oma t lade protørerne fjerne sig. Da dette var sket, begyndte han på et foredrag, i hvilket han på agitatorisk vis fremførte socialismens fortrin fors ine tilhørere. Han skildrede først rolig de modsætninger, som herskede i det nuværende samfund, viste objektivt årsagen dertil, gik derpå over til at fremsætte socialistiske forslag som midler derimod og appellerede til sidst med stigende varme og glødende ord til sine tilhøreres samvittighed, i det han formanede dem til at sone den uret som de, som deres forældre, som hele samfundet havde øvet mod folket, og deltage i befrielseskampen for arbejderklassen. Han opfordrede dem til at interessere sig for det sociale spørgsmål og kaste sig over studiet af dette, og sluttede med en opfordring til studenterne om at slutte sig til den unge polske socialistiske bevægelse.
Her blev hans talestrøm afbrudt af professor Plevskowski, som med uret i hånden bemærkede, at foredraget havde varet over en time. Selv havde han ladet sig rive med af den “sindssyges” ildfulde tale og ikke givet agt på at han egentlig havde givet ham for meget spillerum.
Han kaldte derpå portørerne ind og lod patienten føre bort. Denne forlod salen med tilfreds mine, han havde jo dog kunne mærke, hvilket dybt indtryk han havde gjort på sine unge tilhørere.
Hin “sindssyge” mand, som holdt denne begejstrede og virkningsfulde tale, var – Padlewsky, den unge polak, som for tiden – heldigvis forgæves – eftersøges af det russiske politi for at kræve ham til regnskab for henrettelsen af spiongeneralen Seliwerstow i Paris.
Efter at Padlewsky var ført bort fra auditoriet, begyndte professoren at analysere det foreliggende tilfælde af “politisk mani”. Han oplæste Padlewskys biografi, hvoraf det fremgik at han var 30 år gammel og nedstammede fra en gammel adelig polsk familie. Hans bedstefader deltog i den polske revolution i 1830 og døde på slagmarken. Hans fader og onkel spillede en vigtig rolle ved organisationen af opstanden 1862, og mange medlemmer af hans familie havde lidt under det russiske zardømmes forfølgelser. Første gang, Padlewsky blev politisk kompromiteret, var i året 1868, under de første polske socialist-fængslinger. Lykkelig undsluppet til udlandet blev han i Krakow fængslet på grund af socialistisk propaganda, ligeledes nogen tid derefter i Polen. Da vendte han hemmeligt tilbage til Rusland, blev opdaget i Warshawa, fængslet og ført til Citadellet, hvor der syntes at vise sig symptomer på sindssygdom. Han blev derfor sendt til St. Johans Hospitalet til psykiatrisk observation og holdt der den omtalte tale.
Efter professorens mening skulle Padlewsky overgives til sine slægtninge under deres opsigt som ufarlig, men uhelbredelig sindssyg.
Hele auditoriet, som havde hørt Padlewskys foredrag, var uden tvivl af den mening, at han kun simulerede sindssyg. Majoriteten tvivlede vel også på oprigtigheden af professorens diagnose og – man var ham i hjertet taknemmelig for, at han ved sit udsagn unddrog zaren et offer. Den vakre professor troede utvivlsomt lige så lidt som nogen af hans tilhørere, at Padlewsky virkelig var sindssyg.
Oversat efter “Der Sozialist.”
_______________________
Menneskelykke
__________
Hvo ej kan bygge sit eget hus,
hvad stort, han bygger, går op i grus,
med sejr fra Moskva til Kastagena,
han dør dog ensomt på Skt. Helena.
Bjørnson.
Skønt jeg ikke er anarkist, eller tror på den anarkistiske idés praktiske gennemførlighed, tør jeg dog håbe, at “Proletaren” ikke vil nægte mig plads i sine spalter for nogle få ord, dette håb støtter jeg til indledningen i bladets nr. 1.
I ét er jeg enig med anarkisterne, og det er, at de nuværende samfundsforhold er slette, idet mange har for meget, men endnu flere har for lidt, nogle tager alle livets goder, mens andre kun får slidet for et knapt tilmålt livsophold, men er det da alene magthavernes skyld, at det er således? Har vi ikke selv nogen skyld? Jo vi har. Jorden er intet paradis og bliver det heller ikke nogensinde, thi kampen for tilværelsen hører aldrig op, vi ser det i naturen, i plante- og dyreverdenen kæmpes for tilværelsen og vi mennesker undgår heller ikke denne kamp. Det, som det derfor gælder om, er at vi dygtiggør os selv til kampen, bygger vort eget hus, det vil sige indretter vort liv således, at vi bliver stærkere end vore modstandere i åndelig såvel som i legenmlig henseende og til den ende må vi da begynde med at rydde afvejen alt, hvad der står i vejen for denne vort personlige udvikling og påvirke andre, så de gør ligeså. En af de hindringer, som først bør ryddes af vejen, er drikkeriet, fordi det skader os mest. Alkoholnydelse gør mennesket sløv, tankeløs og ligegyldig og nedbryder tillige legemets sundhed, jeg tror ikke, at bourgeoisiet har nogen bedre forbundsfælle end alkoholnydelsen. Den hjælper udmærket til at holde proletariatet nede i uvidenhed og elendighed, derfor bort med de berusende drikke og frem med oplysning og lærdom; jeg er da sikker på at sejren vil blive vor uden revolution eller anden brutal magt.
Men arbejderen bliver først lykkelig, når bajerskbryggeren ikke mere bliver rig.
Proletar.
* * *
Svar følger i næste nummer.
____________________
De arbejdsløse.
___________
Hvert år, når bladene bliver gule på træerne, når den rå kolde efterårsvind suser hen over landet, er også arbejdsløsheden der, altid truende træder den op; fra år til år vokser de arbejdsløses tal. Arbejdsløsheden, tusinder og atter tusinder kan synge en vise derom, en vise, fuld af elendighed og fortvivlelse, som nu til dags toner gennem alle lande. Hvad er der at gøre? tænker den herskende klasse, mod den truende fare; der kan sabler, kanoner og svøber ikke udrette noget, kun for et øjeblik kan man drive den truende skikkelse tilbage til kvisten, til kældrene og tilbage til elendighedens hule, men kun for kort tid. Snart vil den igen træde frem på skuepladsen og på ny begynde skriget efter brød og arbejde; og dette skrig vil lyde så længe, som dette unaturlige system består, som lader tusinder smægte i elendighed til fordel for enkelte. Den, som har begrebet grunden til denne ulighed, vil finde det ubegribeligt, hvorledes man kan forsvare et sådant system. Virkningen af dette system, hvortil i første linie arbejdsløsheden hører, er følgende: gennem den ringe løn på den ene side bliver massernes købekraft formindsket og igennem den lange arbejdstid på den anden i forbindelse med maskinernes udvikling stiger tallet af produkterne og færre bliver tallet af dem, som står i arbejde. Vi ser klart af dette, at et system som bringer sådanne følger med sig, er skadelig for menneskehedens udvikling, derfor fordrer vi dets afskaffelse. Alle midler, som er bleven brugt for at formindske de arbejdsløses tal, har vist sig frugtesløse, arbejderklassens hær bliver altid større, fra alle samfundsklasser får den tilstrømning. Løsningen af spørgsmålet: hvad er der at gøre, bliver stadig vanskeligere: En del af arbejderne tror, at de ved hjælp af deres valgrepræsentanter, som sidder i Rigsdagen og ved hjælp fra regeringens side kan afhjælpe den. Men hvorledes de arbejdsløse bliver hjulpet fra regeringens side, har vi et godt eksempel på fra Berlin, hvor man i en forsamling af arbejdsløse blev slået ned af politiet. Jeg kunne føre flere beviser på statens brutalitet, men jeg tror, at det er overflødigt, thi enhver oprigtig revolutionær ved, at fra denne side, har vi ikke noget at vente, men at arbejderne må gøre det selv. Uden hensyn til, hvilken af disse meninger, der er den rigtige, vil vi fremskridtet bane sig vej, den er den eneste faktor, som vi har at regne med. Revolutionær griber den ind på alle områder, det gamle styrter og nyt bliver skabt, til omvæltningen kommer, en omvæltning, som ikke er fjern.
Når vinteren kommer, er arbejdsløsheden der. Man vover ikke at bestride det mere, som ellers regeringen er vant til, men om det vil lykkes at tilfredsstille de hundrede tusinder sultne og frysende arme mennesker med de krummer, som bliver kastet for dem, er tvivlsomt. Brød og arbejde – ikke mere og ikke mindre – er forlangendet. Hvor ringe er ikke disse fordringer? Og hvor svært er det ikkea t opfylde dem? Er det ikke en hån mod vor kultur, at der gives mennesker, som af mangel på føde dør på tærsklen af de magasiner, som opbevarer føde for tusinde? Hvor let var det dog ikke at hjælpe, når der dog ingen mangel er på hjælpemidler? Luk eders fuldtproppede forretninger og kornkamre op – og spørgsmålet er løst! Brød er der da i overflod og når de store varelagre er tomme, er der også arbejde.
Men dette forslag finder ikke ørenlyd hos enhver, isæt hos dem, som er besiddelse af de anførte goder; thi menneskekærligheden hører som bekendt op dér, hvor pengepungen begynder.
Men måske bliver magasinerne en skøn dag åbnet, men af hvem?
Tony.
_______________
Anarkismens filosofi.
(fortsættelse.)
————
“Vi kan kun drage slutninger for fremtiden, af fortiden”. Man kunne måske kun antage, at, efter ophævelse af skrankerne og tilintetgørelse af hine magter, som drive menneskeheden på unaturlige veje, kunne der udspringe nye samfundsforhold ganske af sig selv gennem tidens ånd og de omgivende forhold og gennem ikke-anerkendelse af en hvilken som helst organiseret autoritet. Dog kunne man måske også have en ganske logisk opfattelse og fremstillelsesevne af sådanne samfundsanliggender til at kunne skildre dem for de spørgende.
Af erfaringen ved vi, at mennesket er et selskabeligt dyr og slutter sig instinktmæssig til sine lige, at det arbejder i fællesskab med andre og forbinder sig i grupper til opnåelse af højere fordel, end når han arbejder alene. Dette ville pege hen på dannelsen af koorporative fællesskaber, af hvilke vore nuværende handels-fællesskaber kun er de mest elementære mønstre. Enhver industrigren vil uden tvivl have sin organisation, vil have sine egne førere ect., men den vil selvfølgelig finde på midler og veje til at træde i forbindelse med hvert enkelt medlem af denne industrigren hele verden over og knytte dertil egnede forbindelser med alle forretningsgrene. Man vil i al fald afholde industrikongresser, til hvilke man sender delegerede, som så ordner alle disse nødvendige forretninger og som så fra det øjeblik af, mødet er hævet, nedlægger deres delegeretværdighed som ganske almindelige medlemmer af deres branche.
Det ville være det samme som at skabe en magt, som dog tidligere eller senere ville blive misbrugt, hvis man ville skabe permanente medlemmer af en stadig vedvarende kongres. Det skal nemlig ikke være nogen centraliseret magt, som behersker de forskellige forretninger eller samfund som f.eks. en kongres, der dog kun består af folk, der ikke forstår de rettigheder, interesser, handel og pligter, som besjæler de mennesker, som har valgt dem til delegerede. Man vil sikkert heller ikke have brug for nogen bøddel, noget politi, domstole eller fangevogtere, for at bringe de på møderne vedtagne resolutioner videre. Medlemmerne af de frie grupper kunne, om de ville, drage nytte af de ved tankeudviklingen erhvervede kundskaber, dog ville man aldrig gennem nogen udefrakommende magt tvinge dem dertil.
Indgroede rettigheder, privilegier, adelsbreve, besiddelsestitler, som bliver opretholdt ved regeringens højtidelige apparater – det synlige symbol på magten som f.eks. fængsler, skafotter og hære, ville ikke findes mere.
Privilegier ville ikke blive købte og solgte og overenskomster ikke finder sted under bajonettens beskyttelse. Enhver mand vil, som menneske betragtet, stå på samme trin som sin broder, så hverken samfundsslaveriet eller overtroens sanseforvirrende kneb skulle gøre den enes fordel tjenlig for den anden.
Besiddelsen vil engang miste de attributter, som nu er den hellige. Den absolutte ejendomsret dvs. retten til at bruge eller misbruge, bliver afskaffet, og benyttelses- og forvaltningsretten vil gælde som den eneste titel. Det er let at se, at det simpelthen er umuligt, at en enkelt person besidder over en million tønder land, såfremt regeringen ikke står bagved og er parat til, endog med tab af tusinder af menneskeliv, under alle omstændigheder at beskytte denne ejendom. Regeringen kan ikke benytte disse millioner tønder land selv, lige så lidt som den kan borttage de skjulte skatte af jordens skød. Den tilfældige opdagelse af et kulleje eller en gaskilde kunne ikke, som det nu sker, gøre et menneske umådelig rig og gøre ham til herre og mester for mange hundrede individer, som er fraranede deres naturlige og medfødte ret ganske afhængig af hin lykkelige vilkårlighed. I fremtiden vil der vist heller ikke gives nogen lov, som afholder mennesket fra at lade andre arbejde for sig, men da enhver vil have samme ret til deres fællesmoder, Jorden, så ligger sandsynligheden meget nær, at enhver ville have for meget for sig selv at bestille til, at han skulle lade sig bortfæste til nogen anden. Arbejdets deling, som udvikler sig mere og mere på produktionsmarkedet, peger allerede ganske klart på fordelene ved koorporationen og det er meget indlysende, at fremtidens produktion vil gå for sig på denne måde. Grupper og foreninger ville konstituere sig og kun træffe regler til fordel for sine medlemmer. Enhver organisation må være frivillig og for ethvert individ skal der forbeholdes det den hellige evige ret til “at tænke og opponere!” Atter hører vi den indvending: “Ja, men det vil fremkalde evig forvirring og kaos!” Og hvorfor? spørger vi. Vi se endog ved vore nuværende systemer, at frihed til at handle er en stor civiliseret kraft og af iagttagelser lærer vi, at det sandelig ikke er de menneskerne gennem love og religionssystemer pålagte lænker, som gør dem “gode”. Det er endog ofte, at disse lænkers afkastelse pludselig og overraskende viser mennesket mandig og retskaffen, når man ikke tvinger ham til at gå en vej, som han uden tvang ville gå ganske naturlig og af sig selv. For ikke alt for lang tid tilbage troede man almindelig, at forstyrrelsen af troen på et evigt Helvede ville sønderrive alle bånd, som holdt millioner af andre mennesker i ånde og at hine så uden at afskrækkes af noget ville styrte sig i lastens pøl, som ligesom en rasende fos ville begrave dem i sine bølger. Der gives en gammel avis (et mørkets blad, som eksisterede for kort tid siden,) som lærte at Helvede og skafottet er folkets sande civilisation. Hin dydige gamle dame med det bedste hjerte af verden, som sagde. “Hvis jeg ikke troede på den evige forbandelse og Helvedes ild, så ville jeg begå alle mulige ugerninger, såsom tyveri, løgn, udsvævelser og mord,” – hun burde udnævnes til redaktør af hint blad.
Troen på et håndgribeligt sæde for de evige kvaler (Helvede) er næsten forsvunden og i stedet for de frygtelige følger, der er profeteret, har vi erhvervet et meget højere begreb om mandsværdighed og kvindelighed. Menneskene opsøger ikke det onde med magt, så snart de ved, at de lige så godt kan gøre det gode som at undlade det og de er sig for det meste ikke deres handlinger bevidst. Medens menneskene handler efter deres naturs inspirationer, deres stilling og omgivelser, tror de altid endnu, at en udefrakommende magt, en fra regeringens og kirkens side hidrørende indskrænkning skulle holde dem på rette vej. Med den dem (menneskene) hellige ret til at opponere og unddrage sig de ovennævnte indflydelser og derigennem stadig fremkalde forvirring og uorden. Er det nu sandsynligt, at han kun af den grund at kunne gøre det, ville gøre det? Menneskene er for de flestes vedkommende vanedyr og vokser op i kærlighed til deres omgivelser; under tålelige gode betingelser ville mennesket blive stående der, hvor det begyndte, hvis ikke, hvem har så nogen som helst ret til at tvinge det i forhold, som det er modstander af? I de nuværende tingenes tilstand melder man sig ofte ind i selskaber, bliver ved at være et godt og passivt medlem for hele livet, om også der tilstås ret til at udmelde sig straks.
Efter flere af anarkismens tilhængeres anskuelser vil enderesultatet blive kommunismen, dvs. fælleseje af alle eksistens- og levnedsmidler og af alle det forenede arbejdes frugter.
Ingen anarkist, som ikke ser sagen i dette lys, behøver derigennem at se sig kompromitteret; dem i blandt os, som gør dette, er kun ansvarlige for sin egen mening over dette spørgsmål. Man vil ad forskellige veje forsøge at nå til en retfærdig belønning for arbejdernes umage og timeseddelen, som i varehusene time for time bedækkes med tal, vil også uden tvivl komme på tur. Det møjsommelige og komplicerede bogholdersystem, som herved gøres nødvendig, umuligheden af at afbalancere den enes timearbejde med den andens, ligeså vanskeligheden ved at bestemme, hvor meget mere et menneske skylder de naturlige hjælpekilder, betingelserne, studierne og fortidens erhvervelse end et andet, ville efter vor formening forhindre den grundige og vedvarende indførelse af dette system. Bankoverenskomstsystemet, som W. B. Greene har givet os en idé af kunne være på sin plads i den kommende fri kommune. Skriveren af disse linier synes, at et system ville være meget simplere og derfor også mere antageligt og i hvert tilfælde meget let at indføre. Kommunens medlemmer ville altid have kort hos sig, hvorpå der ses, hvorledes de står anskrevet i samfundet; viser det sig, at de er samvittighedsfulde producenter, så ville de af enhver gruppe, som de besøgte, blive modtaget med ære og af disse altid få, hvad de behøvede til deres eksistens og bekvemmelighed. Men i det hele taget ville vi blive mere oplyste ved lyset af “den store frihed”; ved at sørge for en nøjagtig fordeling af de materielle rigdomme ville man føle sig mindre og mindre undertrykt, men ved den nu herskende begærlighed og havesyge synes tanken på velstand uden higen efter at besidde den næsten umulig. Mænd og kvinder af ædelt sindelag stræber jo selv i det nuværende samfund efter guld, hvormed de kunne gøre godt. I ethvert menneskeligt væsen, som ikke allerede iden sin fødsel har lidt under følgerne af fattigdom og strengt arbejde, flyder en kilde af sand flid, som driver det til at stræbe opad og fremad.
Vi kan ikke være ørkesløse selv om vi vil, da det for os er lige så naturligt at udvikle os, at stræbe videre og bruge de i os værende kræfter, hvis de da ikke bliver kun, stig undertrykte, ligesom det er naturligt for rosen at blomstre og at meddele sin vellugt til den kærtegnende zephyr. Fortidens mest fremragende værker er i virkeligheden ikke skabt for pengenes skyld. Gives der nogen, som ville vurdere Shakespeare, Michael Angelo eller Beethoven efter kroner og ører?
(fortsættes.)
________________________
Visdomsord.
______
Overhovedets tyranni ophæver undersåtternes pligter.
Martin Luther.
*
Når kejseren overskrider sin ret, modstå vi ham med rette som tyran.
Martin Luther.
*
Den strengeste ret er den allerstørste uret.
Terentius.
*
Den, som er mæt, forstår ej den som er sulten.
Gustav af Gejerstam.
*
Kongernes sidste fornuftgrund er kanonkuglen, folkenes – - brostene.
Victor Hugo.
*
De store synde vel i grunden som de små,
men måden, som enhver udøver synden på,
den ene gør til helt, den anden til en stodder.
Herman Vessel.
*
Utilfredsheden har altid været drivkraften i de store fremskridt, verden kender. Uden utilfredshed intet fremskridt i videnskaben. Utilfredshed er fremskridtets bevægkraft, tilfredshed reaktionens hovedpude.
Vossische Zeitung.
*
Videnskabens hal er demokratiets tempel.
Buchle.
________________________________________________________________________________
Diskussionsklubben Tolerance
afholder diskussionsmøder hver mandag aften kl. 8½ i Ving-trois, Frederiksborggade 23.
Mandagen den 17. februar er emnet:
“Arbejdet og nydelsesretten i det kommende samfund.”
_________
Mandagen den 24. februar er emnet:
“Lov og autorietet.”
Alle har adgang.
________________________________________________________________________________
Husk de udelukkede skotøjsarbejdere!
Bidrag kan indbetales på forbundets kontor: Rømersgade 22, st. o. G.
________________________________________________________________________________
Rettelse. I forrige nummer af artiklen: Anarkismens filosofi, 2. spalte 3. linie foroven står: at – - sig det er en drøm. Læs: at man skulle tro, det var en drøm.
________________________________________________________________________________
